Hunde, folkeslag og civilisation

Hunde, folk og civilisation

Rosslyn Smith

Det er ganske interessant at sammenligne den religiøst sanktionerede misbrug af hunde i den muslimske verden med de seneste tiltag for at fjerne hunde- og kattekød fra deres ellers tidligere så hæderværdige plads i kinesiske og sydkoreanske retter.

Vestens indstilling til hunde og katte kan tilsyneladende også spille en rolle. Et segment af befolkningen i såvel Kina som Sydkorea ser ud til at være særlig opmærksomme på at forsikre resten af verden om, at de er lige så uvillige til at spise hunde og katte som folk i Vesten er villige til at lave middag af et trafikdræbt murmeldyr.

Fra et marked , hvor der sælges hundekød i Kina

Ved et sjældent tilfælde af en succesrig protest forhindrede, sidst i april måned, kinesiske aktivister, at hunde der ellers skulle slagtes nåede deres bestemmelsessted.

En gruppe af dyreaktivister og hundeelskere i Kina har reddet hundrevis af hunde der var på vej til middagsbordene. Sidste fredag blokerede cirka 200 mennesker en lastvogn på en motorvej nær Beijing. Lastbilen medførte 430 hunde der var på vej til den nordøstlige provins Jilin, hvor de skulle slagtes og kødet sælges.

Efter 15 timers ophold gik chafufføren med til at overdrage hundene mod en pris på 17000 dollars. Dyreaktivisten Wang Qin siger de måtte betale for hundede for at redde dem.

[Wang Qin, China Small Animal Protection Association Activist]: "Til sidste meddelte politiet i en højtaler at det vi havde gang i var mod loven. At det som de havde til hensigt at gøre med hundene var lovligt, og hvis vi opholdt dem yderligere ville de tage de nødvendige forholdsregler mod os. Derfor måtte vi forhandle med dem, da de jo ikke brød nogen lov, men det gjorde vi, og til sidst måtte vi købe hundene for at redde dem. Det var eneste udvej.”

En måned senere beskrev en artikel i Washington Post protesten med udtryk som vi i august 2011 ville kalde en pøbelopstand, En meget besynderlig pøbelopstand der var i stand til at skaffe alle kontanterne til at købe hundene.

Nyheden om konfrontationen ramte den kinesiske blogosfære, og sendte flere end 200 dyreaktivister mod motorvejen. Trafikken gik næsten i stå. Dusinvis af politibetjente blev sendt derud. Imidlertid blev der ved med at ankomme dyreaktivister som forstærkning, de medbragte vand, hundemad og endog dyrlæger til den ‘belejring’ der varede 15 timer.

The Post artiklen fortalte også at hændelsen antændte en meget intens debat i Kina mellem elite fra byerne og den hårdarbejdende bondestand.

I debatter på nettet har mange bemræket den symbolske side af konfrontationen: En arbejdende chauffør “bliver tvunget af vejen af en sort Mercedes, hvis chauffør var på vej til et feriehotel med sin veninde.”

Problemet har også sin historiske bagage bemærker Jiang Jinsong, en professor i filosofi ved Tsinghua Universitetet. “Under Kulturrevolutionen blev det at have et kældedyr anset som en kapitalistisk aktivitet. Kun den rige og arrogante havde hunde og gav dem lov til at bide de fattige mennesker,” sagde han. “Således er der dette problem at hvis du behandlede kæledyrene godt, da vil du behandle de som er svagere dårligt.”

Dyrevelfærdsaktivisterne er hurtige til at gå imod den holdning:

...hundeaktivister har forsvaret deres lidenskab som noget absolut nødvendigt. Kina har ingen love mod mishandling af dyr, og ifølge nogle estimater bliver så mange som 10 millioner hunde - nogle løse, andre stjålne kæledyr - solgt til mad hvert år og holdes ofte under rædselsfulde forhold.
 

"Folk siger det er tåbeligt at beskytte dyrene” sagde Wang, aktivisten. “Men det er et spørgsmål om civilisation. Ved at undervise mennesker i dette land så de elsker de små dyr kan vi måske hjælpe dem til at elske deres medmennesker bedre.”

Den kinesiske regering har kæmpet med dette problem i adskillige år. I januar 2010 blev der introduceret et lovforsalg om at forbyde hunde- og kattekød, herunder at man kunne fængsles i op til 15 dage for en overtrædelse. Dette var populært i visse kredse og meget ringe modtaget i andre.  

I juni 2011 ser det ud til at den kinesiske regering, som opfølgning af hændelse i april, har set på sagen igen:

The Guardian rapporterer at der har været følere fra The Chinese Academy of Social Sciences og man har konsulteret med Britain's Royal society for Hindring af Dyremishandling og International Fond for Dyrevelfærd med base i USA.

Det har ikke hæmmet traditionalisterne. For nogle få år siden blev en hundekødsfestival påbegyndt i Yuli, en by med 3,4 millioner i Shaanxi provisnen. Her i juni rapporteres der om, at 15000 hunde blev slagtet til dette års festivaldeltagere.

En lignende festival i Sydkorea kom ikke i stand som planlagt på grund af socialt pres.

The Korea Dog Farmers' Association skulle have et åbent marked i byen Seongham (Syd for Seoul), men efter utallige protester mod denne praksis blev markedet annulleret.

“Dette gør at vort land er til grin internationalt, og får hele verden til fejlagtigt at tro at alle sydkoreanere spiser hunde,” sagde Park So-Youn, chef for Dyrerettighedsorganisationen.

"Hunde er de dyr der følelsesmæssigt er tættest på mennesker. Man kan ikke offentligt fejre det at dræbe og spise dem,” sagde Park.

Hva’behar’ Nuttede dyr der glæder mennesker

Ovennævnte mønster afspejler Vestens holdning til dyrevelfærd. Faktisk blev bloddryppede sportsgrene, hvor dyr blev sat op imod hinanden i kampe på liv og død betragtet som respektabel underholdning i Victoria tiden, hvor de sociale skikke begyndte af ændre sig. En stadig større overklasse begyndte at betragte sådanne praksis som barbariske. Holdningen spredte sig og snart blev love vedtaget i nationer i Vesten der eliminerede de allermest bloddryppende sportsgrene ligesom man indførte regler for en human behandling af alle dyr, herunder de som blev opdrættet til slagtning.

I de seneste år er lovene blevet meres strikse for at identificere og retsforfølge de som begår dyremishandling på grund af de videnskabelige beviser på, at mishandling af dyr ofte er en forløber for voldshandlinger mod mennesker.

Mens resten af verdens civilisation bevæger sig hen mod at institutionalisere en human behandling af dyr da forbliver den muslimske verden forpligtet til at udvise fjendskab mod hunde, med baggrund i de urokkelige skrifter.

Jeg tror at hunden er Guds vidunderlige gave til os: Et socialt dyr med bemærkelsesværdige plastiske gener der tillader os at skabe arter som vi har brug for. Mennesket har avlet hunde fra de bittesmå Chihuahua og op til de 100 kg tunge Mastiffs og Grand Danois. Vi har avlet Greyhounds der kan løse ligeså hurtigt som en gepard, og kan holde den fart over meget længere afstande, mens den engang så vilde Bulldog nu til dags næsten er helt utilbøjelig til at fjerne sig fra sit tæppe. Vi har fået tæmmet nogle arters naturlige instinkt til at dræbe så de kan oplæres til at hente fugle uden at efterlade et tandmærke på dem.

De ældre mere pelsfyldige medlemmer af de småe hyggearter siges at have været ‘udviklet’ såvel som bærbare ‘varmedunke,’ og i håbet om af fluer der stortrivedes i de halm og dyrehårs udstoppede møbler ville finde hundene mere egnede som værter..

På grund af disse plastiske gener hjælper hunde ikke alene jægere og livvagter og passer vort kvæg, familier og krigere, men de giver også de handicappede et langt bedre liv, hjælper de traumatiserede og giver håb til de nedtrykte.

Faktisk er der så megen forskning der viser, at det at eje en hund kan sænke blodtrykket, udjævne social isolation, og opmuntre ejeren til at få mere motion og dermed hjælpe med til et bedre, sundere og længere liv.

En sådan enestående gave har brug fra at blive respekteret  fremfor at blive stigmatiseret og udnyttet.

http://www.americanthinker.com/2011/08/pets_people_and_civilization.html

Militærets tjenestehunde redder liv

Militærets hunde

Elise Cooper

Militærets hunde tjener deres land og er med i kampen for at besejre fjenden. Forfatteren Susan Orlean kommenterede i sin nyeste bog RIN TIN TIN, at militærets hunde arbejder som soldater, og at den amerikanske offentlighed har er helt særligt forhold til dem. American Thinker har givet et lille glimt i hvilken værdifuld hjælp militærets hunde er for Amerikas krigsbestræbelser gennem interview med de som træner og samarbejder med dem. 

I sin bog påpeger Orlean at navnet RIN TIN TIN bringer minder om en militær hund frem, enten den der befandt sig på kamppladsen under 2. Verdenskrig eller i TV-serien som en del af US. Kavaleriet. I dag er hundene blevet til veteraner der spiller en ofte afgørende rolle i liv og død for de amerikanske soldater.


Der benyttes mange arter som militærhunde, skønt de fleste udgøres af Schæferhunde, belgiske Malinois og Labrador Retrievers. 70% af hundene stammer fra udlandet, resten fra avlsprogrammer herhjemme. De udenlandske hunde bliver valgt fordi de besidder gode gener, og har de karakteristiske påkrævede egenskaber: Hurtighed, præcision, kan tilpasse sig, en vis portion aggressivitet, nysgerrighed, atletiske, energiske, og villige til at arbejde. Hundene bliver navngivet af opdrætteren eller hvis de er fra avlsprogrammet opkaldt efter faldne soldater.

Belgisk hyrdehund (Malinois)

Den største hundetræningsfacilitet i verden ligger ved Lacklan Air Force Base, hvor hundene til de fleste Departement of Defense Agencies bliver trænet, herunder til særlige operationer. Der er cirka 350 hunde under optræning om året med 2700 hunde der tjener rundt om i verden.

Gerry Proctor, en Air Force talsmand fortalte American Thinker at hundene enten trænes som patruljehunde og sporingshunde, hvis pligter inkluderer angreb og opsporing af eksplosiver og narkotika; en specialiseret sporingshund der arbejder uden snor, et godt stykke foran føreren opsnuser IED’s (vejsidebomber) i krigszoner; eller en kampsporingshund der leder efter duftspor fra mennesker, det være sig ven eller fjende.

Major Christopher Augustine, en talsmand for SOCOM spokesman, kunne ikke gå ind på yderligere detaljer, men forklarede blot, som med alle militærets hunde, “får de omfattende optræning, med deres førere og deres støttenheder før de betragtes som egnede til en mission.” 

American Thinker fik at vide af såvel Air Force som Marine trænere vi interviewede, at det er let at “falde igennem” på træningsskolen. Hunde der kommer ind til programmet består for de 87%’s vedkommende og skal kunne bevise en 90% succesrate, der bliver bedre med tiden, mens færre end 15% af de som er militært egnede kan blive hundetrænere. Hvis en hund “ikke består” kan de sættes på et adoptionsprogram der kan være en forsyner til andre lovinstanser eller til et civilt adoptionsprogram, der har en venteliste på over et år.  bliver hundetrænere.

Airedale - flittigt benyttet i 1. Verdenskrig, (og en pragtfuld hund, har selv haft4, -Olsen)

En hundefører skal være meget effektiv i forståelsen af alt der kræves for at få hunden til at arbejde og respondere med succes. Proctor gav et eksempel, hvor de til at begynde med trækker rundt med en 20 liter spand i en uge før de får en hund at træne, da hundene betragtes som en særdeles værdifuld ressource. Det meste af tiden træner hundene ikke med den samme hundefører de skal i kamp med. Nøglen til et godt hold er at få personlighederne til at passe med hinanden - såvel hund som fører, og aldrig lade en ‘grøn’ hund komme direkte ud af skolen. 

Sgt. Richard Reidel, overopsynsmanden for træningen ser sin opgave som at give den elementære træning til fører som hund således at de vil være kompetente nok til at lære de særlige evner i yderligere træningsprogrammer. Hund og fører udsættes for så mange scenarier som muligt. 

Forholdet mellem fører og hund varierer blandt hundeførerne. Nogle betragter hunden som et værktøj, med sit eget værktøjsnummer, andre betragter dem som et familiemedlem.  

Uheldigvis, når dagen er slut skal hunden tilbage til sin kennel og hundeføreren tilbage til forlægningen. Sgt. Charles Rutledge der har arbejdet siden 2005 som hundetræner og fører, forklarede, “Jeg har fået at vide adskillige gange at jeg holder for meget af dem. Jeg har ingen børn, derfor behandler jeg dem som var de mine børn. Det er hårdt hver gang vi er skilt fra hinanden. Jeg klagede over når de fjernede hundene, men jeg forstår det store billede, at der er tidspunkter hvor de skal vænne sig til en anden hundefører.” Det forventes af føreren at denne fodrer, leger og plejer hundene og har kendskab til hundens sygdomme, herunder at kunne anvende en sprøjte. Hundeførerne er under konstant optræning og i at disciplinere hundene. Da hundene har hver deres personlighed optrænes de, disciplineres de, med belønning af et legetøj, ved at føreren hæver stemmen, eller ved at han viser hunden affektion. 

 

Alt går en sådan hund med til. Hvilken tillid.Tager jeg fejl, men er det ikke en Airedale?

Sgt. Rutledge gav eksempler på tre forskellige erfaringer han havde med hunde. Argo en Schæferhund var ‘grøn’ og undgik arbejdet med at finde eksplosiver. Han blev sendt tilbage til skolen og blev patruljehund. Jack en schæfer, var bange for mørke lokaler. Han trænede ham i to måneder ved at lægge genstande som Jack holdt af ved indgangen til et mørkt lokale og derpå flytte dem gradvist længere ind. Med tiden blev Sergenten i stand til at “udslette” den uheldige opførsel. Axel var også en schæfer, som han havde haft i to måneder. Rutledge beskrev imidlertid Axel som værende hundeføreren. “Han var virkelig klog, og han trænede mig på en anderledes måde i søgen efter eksplosiver, en helt ny stil.” 

Marinesgt. Reidel føler, at militærhundene er uerstattelige da de, ulig robotter, med lethed kan klare terrænet, og kan benytte deres lugtesans for at finde eksplosiver og narkotika. Major Augustine forklarede at missionen med en særlig operationshund skal “benyttes som en mindre dødbringende mulighed på kamppladsen, og give en tidlig advarsel om potentielle farer, og dermed redder de i mange tilfælde livet for de som er med i de særlige operationer.” Sgt. Rutledge ønsker at amerikanerne skal vide at disse hunde sætter livet på spil for dem og fortalte hvordan hans nuværende hund, Hindi, som han har haft siden 2009, blev døv for nogle dage siden efter en bombe gik af lige foran hende. 

Da militærhundene placeres i kampsituationer får de så traumatiske stress symptomer? Proctor bemærkede at man lige netop er begyndt af forske i det og det er yderst vanskeligt at opdage mere end hos mennesker fordi “hunden jo ikke kan tale med dig og sige hvad den tænker på. De kan udvise symptomer på granatcheck, vil ikke arbejde, bliver betænkelige, og vil gerne være alene.”

Alle de interviewede beskrev militærhundene som uundværlige i krigens opgaver. Hundeføreren og hunden er et effektivt hold der kan arbejde sammen for at redde liv. Dette bevises da Proctor fortalte historien om Marine Korporal Colton Risk der belv dræbt af en snigskytte i Afghanistan. Eli, hans sorte labrador militærhund, lagde sig på Rusks lig til de blev fundet. Det er ganske tydeligt at disse hunde virkelig er soldaternes bedste venner, ekstremt trofaste til det sidste. 

Read more: http://www.americanthinker.com/2011/11/military_dogs.html#ixzz1dNj1GMCR

Denne anbefales: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/07/en-soldat-og-hans-mirakel-af-en-hund.html

Og denne: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/10/hunde-folkeslag-og-civilisation.html

Slaveri som ingen tør nævne

 

Slaveri man ikke tør nævne

 Lars Møller

Om det er naivitet eller uvidenhed, her glemmer vi apati, så associerer det moderne menneske begrebet “slaveri” med enten Romerriget og gladiatorkampe eller ledelsen af plantager i Sydstaterne. 

For ældre generationer fik den moralske uddannelse dramatisk støtte i TV serien “Roots, Rødder” fra 1977. Lige for tiden er det kun få der personligt har oplevet adskillelsen af racer i den offentlige transport og på offentlige bænke - en skammelig reminiscens af slaveri og racediskrimination. 

I skolen fik vi at vide at slaveri er ondt. Som skrevet i the U.S. Declaration of Independence (1776), “alle mennesker er skabt lige”. Naturligvis burde ingen eje et andet menneske på samme måde som han ejer en hest eller en ko. Det er grundlæggende uforeneligt med en kristen holdning. At bedømme menneskelig værdighed efter hudfarve er umoralsk og spadedumt. Så langt, så godt. 

From Wikipedia Commons: The Old Plantation (John Rose, ca. 1785–1795)

I konteksten med en post-Sovjet Marxtisk genopstandelse der på dramatisk blev forstærket ved George Floyd affære, der ophøjede en vaneforbryder til at være martyr, er “hvide” vesterlændinge blevet presset til udvise anger og bod i de seneste årtier. Som var de personligt ansvarlige for beslslutninger taget af de med magten for århundreder siden, forventes de at tolerere “gengældelses diskrimination” der præsenteres som “positiv aktion” og betale erstatninger for synder begået i fortiden. 

Hvis de stiller sig op og protesterer mod de revisionistiske absurditeter, risikerer de at blive anklaget for “privilegie blindhed”, etc. (Marxistiske teoretikere har traditionelt talt om undertrykkende “strukturer” i hvilke kun de med ideologisk indsigt har fuld forståelse for.)

Som med anden bestialsk, grusom og uværdig behandling af vores medmenneske har slaveri i sine forskellige udgaver været fremherskende lige så langt tilbage som vores annaler strækker sig. Selv i dag, er gammeldags slaveri udbredt i visse dele af verden. I tal, har der imidlertid aldrig været flere slaver i verden end i det 20. århundrede - længe efter ophævelsen af slaveriet i the U.S. i det 19. århundrede efter Civil War. 

Ingen der er velforvaret ville forhåne moderne tiders italienere med anklager om at have udnyttet nabofolkene, som f.eks. franskmændene som slaver. Imidlertid er der ingen af de der har så travlt med at anklage Vesten for “nedarvet (kollektiv) skyld” i forbindelse med det 18. århundredes slavehandel, der gør sig den ulejlighed at se på den nuværende situation i Afrika, hvor slaver handles som for 300 år siden. 

I vores tid, da “The 1619 Project” blev indledt, vidste amerikanske skolebørn praktisk talt intet om ofrene for kommunismen. For dem er Che Guevara selve symbolet for en “cool” oprører, hvis ikoniske silhuet de elsker at bære på T-shirts i kontrast til en koldblodig morder i rækken af  “revolutionære” psykopater. Og få fra de højere uddannelser kan knap gøre rede for de ækle forbrydelser ved Nazismen. Ved indoktirneringen af nyhedsmedier og sociale medier har de vanskeligt ved at anerkende jøderne som “ofre” for folkedrab, fremfor “eksekutionister” på grund af den længe pågående konflikt med muslimer i Mellemøsten. 

Hvorfor denne besættelse med, ikke slaveriet hos “islamiske krigsherrer" eller "Koncentrationslejrene hos nazisterne” eller “Gulag Bolsjeviks”, men med den transatlantiske slavehandel i det 18. århundrede som hørte op for mere end 150 år siden?

Som man kunne forvente er de vedholdende anklager mod Vesten ikke fabrikeret af hvem som helst. De stammer fra Vestens svorne fjender. Direkte sagt er disse anti-Vesten kræfter de åndelige arvinger fra såvel Marxistiske massemordere og storskala slaveholdere. Glem påstandene om kampen for "social retfærdighed.” Det er altsammen følelsesmæssig manipulation fra Marxisterne. Ideologiske zombier der marcherer frem og tilbage på vores gader, og deres virkelige mål er at bringe Vesten i knæ. De kritiserer, ikke for at forbedre, men for at ødelægge. Bemærkelsesværdigt er det, at de som sådan intet har imod slaveri, de er nemlig enige om behovet for at inddæmme og neutralisere “revolutionære kræfter,” men alt skal være mod Vesten. 

Fortidens slaveri som et “moral anklageskrift” er blot endnu et propagandaværktøj i en politisk strategi. Kidnappet af Marxister, er “den undertryktes sag” lige så hyklerisk som endnu en ingrediens med “et totalitaristisk narrativ” siden begyndelsen af det 20. århundrede. 

Helt åbenbart negligeret, fordi det udgør et ideologisk tabu, så vi i det tyvende århundrede fremkomsten af de mest magtfulde slave imperier verden nogensinde har kendt. Sovjet Rusland, Nazi Tyskland og Kommunist Kina. 

Totalitarianismen viste sig at være uløsligt forbundet med, ikke kun “tilfældige retssager og henrettelser” men også med “systematiseret slaveri” - udnyttelsen af mænd som “kvæg” der kan opslides, ‘fortæres’ med vilje. Opsummeret; den menneskelige perversion når de største højder under totalitarisme.

Fra det øjeblik Lenin tog magten over Kreml indledtes altomfattende massakrer og slaveriet begyndte. ‘Gulag Øhavet’ blev det “iskolde inferno” for moderniteten, og begravelsesstedet for millioner af slaver, politiske fanger frataget deres menneskelighed. 

Hverken Sovjet Rusland eller kommunist Kina er i fare for at blive anklaget for slaveriets synder, fordi de ikke var involveret i eksporten af slaver fra Afrikas kyster. Besynderligt er det at arabiske muslimer og osmanniske muslimer også går udenom søgelyset selvom de kunne være ansvarlige for langt større slavehandel f.eks. trans-Sahara, Krim og Barbarer, større end den europæiske og amerikanske handel tilsammen. 

Den berygtede “Generalplan Ost”, en Nazi vision med rødder i det nationalistiske  “Drang nach Osten”, var en sygelig manifestation af ideologisk bedrag og ondskab. Den forestillede sig germansk kolonisering af Østeuropa og Rusland frem til Ural bjergkæden, med baggrund i racemæssig overlegenhed og en naturret til “Lebensraum” på bekostning af andre folkeslag. Man forberedte sig på et “folkedrab” en industrialiseret plan fra “Wehrbauer” bosættelser, herunder slavehold, forvisning og udslettelse af både jøder som slaviske folk.

Straks efter Molotov-Ribbentrop Pagten blev brudt udviste nazisterne et uhæmmet misbrug af russerne som man anså som “Untermenschen” uden krav på værdighed, vildledt af racistiske dogmer om Arianismen. I modsætning var bolsjevikkerne bogstavelig talt forberedt på at slaveholde og massakrere enhver uden hensyn til etnicitet. Den individuelle borgers troskab over for partiet betød mindre end den lunefulde indstilling, der gennemsyrede organisationen fra top til bund. Da de store udrensninger indledtes, kunne ingen føle sig sikre i længere tid. Ved antikristne, totalitære ideologiers, siden hen Bolsjevikkernes og Nazisternes hærgen har russerne lidt i det tyvende århundrede som få andre i verden. 

Sandheden er, at i årtier - både før og efter Nazismens fald - opererede bolsjevikkerne med et slavesystem hvor “terror” var  hovedvåbnet. Siden da har Maoisterne fulgt trop. I moralske termer er der ingen forskel på bolsjevikker, maoister og nazister - medmindre “racismen” som et ideologisk præcist motiv bliver gjort til den ultimative målesnor for ondskab. 

I fodtrinene af De Unge Tyrkere, der udslettede armeniere, grækere og assyrere under dække af 1. Verdenskrig benyttede Stalin 2. Verdenskrig som forløber for deportationer af folkeslag, f.eks. Krim tatarer - der resulterede i millioner af døde. Der var ingen grænser for hans sociale foretagsomhed. En hævngerrig tyran og iskold dræber -han var lige så meget revolutionær som nogen anden. 

Maoisterne er gået videre af samme vej og på samme måde i Tibet og Xinjiang hvor der lige for tiden er hundredtusinder, der holdes som tvangsarbejdere, slaver , i såkaldt "uddannelseslejre." .

I totalitære stater tilhører den enkeltes liv andre end vedkommende selv. Ligesom afrikanerne på plantagerne før Civil War er han frataget retten til selv at bestemme. Uanset hvilken retorik af ”officiel propaganda” forbliver han statens ejendom. Uden restriktioner er han en rigtig slave. Alle udover selve tyrannen er i virkeligheden slaver. 

Hvis slaven gør krav på sin frihed, bliver han straffet. Og hvis han forsøger at flygte fra slaveriet, sender slaveejeren hunde og våben efter ham. I sidste instans er hans valg et mellem underkastelse eller døden. Det var også essensen i skildringen af Kunta Kinte i “Roots”.

Konklusion; der er ideologiske grunde til at politiske aktivister har Vesten som mål samtidig med de vender det blinde øje til forbrydelser begået i meget større skala af deres politiske allierede i Sovjet Rusland og kommunist Kina - for ikke at nævne kalifaternes muslimer. I bund og grund benyttes alt brugbart i krigen mod Vestens civilisation. Den anti-demokratiske fjende er opportunistisk. 

Din hudfarve, køn, alder betyder intet, hvis du er et “ordentligt”menneske,”men tankerne og følelserne der leder dine handlinger blandt dine medmennesker betyder alt. Så enkelt er det. 

“På trods af deres varme tale om velfærd til masserne afklæder kommunismens metoder mennesket for dets værdighed og værd, og efterlader det som et afpersonliggjort tandhjul i statens altid kværnende hjul.” 

“In spite of its glowing talk about the welfare of the masses, Communism’s methods and philosophy strip man of his dignity and worth, leaving him as little more than a depersonalized cog in the ever-turning wheel of the state.” — Martin Luther King, Jr.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/slavery_unreckoned.html