Forår for Sachsen-Anhalt?
Valgresultatet chokerer kontinentet
Over hele Europa vinder partier, der står for sund fornuft og civilisationens redning – partier, der fortæller den barske sandhed om islams fremmarch og lover at gribe alvorligt ind over for den – gradvist frem i meningsmålingerne.
Ja, det langsomme tempo kan være frustrerende. Nogle af os har brugt år – årtier! – på at følge disse partiers skæbne. I de senere år har det været opmuntrende at se dem klare sig bedre og bedre. Men mange af os undrer os: Hvorfor skulle det tage så lang tid, før nordmændene sluttede op om Fremskrittspartiet (FrP), svenskerne tog Sverigedemokraterna (SD) til sig, eller franskmændene begyndte at støtte Rassemblement National (RN)?
En del af svaret er naturligvis, at disse partier ikke blot har måttet kæmpe mod uvidenhed og apati, men også mod en systematisk dæmonisering fra mediernes, det politiske etablissement og de akademiske kredses side. Vælgerne fik at vide, at støtte til disse partier var ensbetydende med at være umoderne, fremmedfjendsk, intolerant og islamofobisk. For almindelige borgere, hvis liv ikke drejer sig om politik, kan en sådan propaganda have stor indflydelse og være svær at modstå.
Alt dette gælder i særlig grad i Tyskland. Det er utroligt let at skræmme vælgerne væk fra partier, der stemples som højreorienterede, i et land, hvor selv folk, der er født et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig, opdrages til at føle skyld over nazisterne – og til at tro, at blot den mindste tvivl om masseindvandring (selv fra de mest tilbagestående og voldelige nationer) bringer én faretruende tæt på at være Hitler selv.
Og alligevel er partiet Alternative für Deutschland (AfD) – der blev grundlagt i 2013 og er stærke modstandere af islamisk indvandring, EU og ideologien om global opvarmning – lykkedes med at trodse en ekstremt fjendtlig behandling i pressen og blive det næststørste parti i Forbundsdagen. Og i søndags nåede partiet en vigtig milepæl. Ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt fik det 43,8 procent af stemmerne – en stigning fra 23 procent i 2021 – hvilket bragte det tæt på et absolut flertal i delstatsparlamentet; der manglede blot tre mandater. Samtidig gik CDU (Den Kristelige Demokratiske Union), som kansler Friedrich Merz tilhører, tilbage fra 37,1 procent til 17,2 procent. Valgdeltagelsen var rekordhøj. Merz udtalte, at han var "chokeret".
Sachsen-Anhalt er en del af det tidligere Østtyskland, hvor AfD har opnået størst succes. Årsagen er klar: Ældre østtyskere husker livet under kommunismen. Mange yngre har oplevet eftervirkningerne. Derfor forstår de forskellen på frihed og tyranni. Og ligesom andre, der har levet under tyranni – og som har set nok til islam til at erkende, at det ikke er en almindelig religion, men en tyrannisk ideologi – ønsker de intet at gøre med det.
I Norge, hvor jeg bor, lød vurderingen på nyhedssitet Nettavisen, at der var tale om en sejr for Putin; NRK beskrev det som noget, der sendte "chokbølger gennem Europa", og som Tysklands "første højreekstreme sejr siden Anden Verdenskrig". I Storbritannien kaldte avisen The Telegraph resultatet "katastrofalt" for Merz og tilføjede, at "denne hidtil usete sejr efterlader Tyskland i krise". I USA skrev Jim Tankersley i New York Times, at AfD's sejr udfordrede den tyske politiske hovedstrømnings årtier lange praksis med at samarbejde om at holde "partier, de anser for ekstreme", ude af magten, og at den afspejlede "en grundlæggende uenighed blandt tyskere om, hvad der udgør en trussel mod demokratiet". AfD's "populistiske" tilhængere, forklarede Tankersley, "er blevet overbeviste om, at 'politik som sædvanlig' ikke længere kan løse deres presserende problemer". Roger Stöcker, en politolog, sagde til Tankersley, at AfD's sejr markerede "et historisk vendepunkt".
Nogle kommentatorer har bemærket, at AfD’s opbakning blandt homoseksuelle vælgere er større, end man skulle tro, givet partiets modstand mod ægteskab mellem personer af samme køn. Men denne opbakning kommer ikke bag på én, når man betænker, at de fleste homoseksuelle går mindre op i at være lovformeligt gift end i at være i live – og at i det mindste nogle af dem har indset, at hvis kun ét parti ser ud til at kunne forhindre Tysklands islamisering – hvilket for dem udgør en eksistentiel trussel – så er det bedre at stemme på dette parti end på et parti, hvis ledere elsker at vifte med regnbueflaget, samtidig med at de ved enhver given lejlighed føjer imamerne.
"Chokeret": Det var det ord, Merz brugte. Europa har brug for langt flere af den slags chok. Sachsen-Anhalt er desværre en lille delstat, der huser lidt over to millioner af Tysklands 83 millioner indbyggere. Lad os håbe, at Berlin, Hamborg og München snart slutter sig til flokken.
Og så er der denne nyhed: Den britiske regering meddelte mandag morgen – ifølge avisen The Telegraph – at den ikke ville samarbejde med AfD, selv hvis partiet ender med at sidde på magten i Sachsen-Anhalt. Tja, lad os bare sige, at det er på tide, at den britiske regering – og en hel del andre europæiske regeringer – søger mod udgangen. Storbritanniens regerende Labour-parti og de konservative (Tories), som de sidder overfor i det aldeles uduelige og magtesløse Underhus, har god grund til at frygte AfD’s fremgang: Den hænger uløseligt sammen med fremgangen for Reform UK og Restore Britain, som – hvis de kan undgå selvdestruktion eller gensidig udslettelse inden næste valg – faktisk kan ende med at afløse Labour og de konservative med en koalition, der er i stand til at redde Storbritannien fra afgrundens rand. På nuværende tidspunkt ligner sådanne forhåbninger desværre mere og mere rene ønskedrømme.
https://www.frontpagemag.com/springtime-for-saxony/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar