Mord på jøder i Irak 1941 og i dag

Mordet på Iraks jøder i 1941 og nutidens Mellemøsten

Pogromen under navnet Farhud havde mange elementer som vi kan genkende i den arabiske verden i det 21. århundrede

Alex Joffe

For 70 år siden under den jødiske helligdag Shavuot, den 1. , 2. juni 1941 drog irakere gennem de jødiske dele af Bagdad og dræbte mellem 100 og 600 personer, sårede endnu flere og plyndrede, hvad de kune komme til. Dette var vendepunktet i historien om Iraks jøder, der havde boet i Mesopotamien i over 2500 år. I det årti der fulgte, blev samfundet systematisk bragt til opløsning, røvet og forladt. Hvilken lære kan dette give for forståelsen af Mellemøsten i dag?

Progromen kendt som Farhud ("voldelig fratagelse") blev udført af irakere. På den første dag var gerningsmændene soldater, politi og indbyggere fra Bagdad, og på den anden dag beduiner ude fra landet der var ivrige efter at få deres del af jødernes ejendele og være med i rovet. Men Farhud kom også på et tidspunkt da den Nazi-inspirerede og støttede kup mod det britiske Irak monarki blev ødelagt. Ligesom Holocaust er det en anledning til at undersøge hadets natur i fortiden og nutiden.

Spørgsmålet om relationerne mellem Nazister og muslimer og den arabiske verden er langt fra nyt. Faktisk selv før 2. Verdenskrig lagde briterne og Zionist embedsmænd mærke til forholdet mellem "stormuftien af Jerusalem," Haj Amin al-Hussein og nazisterne. Det var længe en torn i kødet på dem begge, at muftien på tåbeligste vis var blevet udnævnt af briterne som religiøs overordnet embedsmand i Jerusalem. Oveni i det lagde han planer imod dem. Jøderne og arabiske rivaler fra Palæstina til Irak, gødede hadet og terrorismen.

Centralt for hans ideologi og personlighed var et glødende vanvittigt had mod jøderne. I løbet af dage efter Hitler fik magten rakte muftien ud mod Nazi embedsmænd. De efterfølgende optegnelser om hans samarbejde med Nazisterne er værd at bemærke: Konspiration mod briterne efter hans flugt fra Palæstina; radioudsendelser til den arabiske verden fra Berlin; og skabelsen af muslimske SS divisioner på Balkan. Kun ved at undslippe til Egypten efter krigen hjalp Frankrig ham med at undgå en krigsretssag.

Men hvor meget var han og hans medslyngler faktisk inspireret af Nazismen? Og i hvilken udstrækning var han den centrale muslimske person der protesterede mod jøderne og zionismen før og efter 2. Verdenskrig, hvor meget var palæstinensisk og arabisk opposition "Nazi-inspireret" eller blot en lokal manifestation af Nazismen? Bidrager dette til nutidens "Islamo-fascisme"?

Direkte Nazi støtte til muftien og de lokale fascister i Egypten, Syrien, Irak og Iran kom sent, men da krigen kom var støtten intens og omfattende. Penge og våben flød, og de tyske styrker gik ind i Irak fra Vichy Syrien maj 1941 for at støtte de Sunni muslimske militærofficerer der havde igangsat kuppet, med opmuntring fra den tyske ambassadør Fritz Grobba. Ophidselse mod Iraks jøder var blevet forstærket gennem årevis af propaganda i skolerne af palæstinensiske arabere og syriske lærere der fik hjælp af Undervisningsministeriet og Nazi entusiasten Sami Shawkats propaganda udsendelser fra Tyskland og af de halvmilitære fascistiske samfund.

I tilgift var der stor muslimsk støtte til nazister, som underdanige tjenere i Mellemøsten, SS tropper på Balkan og gennem muftiens direkte støtte til Holocaust. Det var ham som uophørligt drog fra kontor til kontor og opfordrede nazisterne til ikke at 'bytte' jøderne, herunder børnene, for varer men sende dem til døden i Polen.

Men viser historiske data et udbredt græsrodsønske hos araberne om at udslette Mellemøstens jøder? Det er umuligt at vurdere. På den ene side, som Robert Satloffs dokumenterer i sin bog Blandt de Retfærdige: De glemte historier fra Holocausts store indflydelse på de arabiske lande, var der mange tilfælde af nordafrikanske muslimer der beskyttede de jødiske naboer fra nazister. Men på den anden side, var langt flere mættet med Nazi propagandaudsendelserne, som havde fået en islamdrejning af muftien og andre.

Mange ægte og potentielle s´kollaboratører var spredt over de arabiske lande. Mest ildevarslende Nazi Einsatzgruppen der fulgte med Rommel ind i Egypten i 1942 og som planlagde at få araberne til at udføre det meste af det beskidte arbejde. Lokale kollaboratører i Europa havde netop udvist entusiasme med at slagte jøderne, som sommetider chokerede nazisterne, og der er al mulig grund til at tro at dette ville have været tilfældet i Mellemøsten. Faktisk viser den skinbarlige brutalitet med Farhud (som Hebron Massakren i 1929, kan læses her på synopsis), med den følelelseskolde lemlæstelse, at det dybe, inderlige had, blev benyttet, ikke kun for at dræbe, men også nedværdige jøder. Dette kan kun tilegnes religionen.

Utallige nazister fandt ly i Mellemøsten, især Egypten og Syrien efter krigen (læs evt. disse artikler http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/09/egypten-og-nazismen.html   og http://www.blogger.com/post-edit.g?blogID=8918680250665667464&postID=7770889148138575841) ligesom de fik ansættelse i sikkerhedstjenesterne og i propagandaministerierne. Nogle af dem konverterede endog til Islam, idet de fandt at det var det ægte udtryk for deres fascisme. I denne forstand spillede Nazismen en direkte rolle i skabelsen af det moderne Mellemøsten.

.

Tre elementer trak araberne og de muslimske ledere til nazisterne. For det første var der muslimsk teologisk antisemitisme der passede så godt til den nazistiske racistiske antisemitisme.

Muslimerne havde ikke brug for nogen undervisning i had til jøden. Koranen og andre islamiske kilder er fyldt med vers der ondsindet fremstiller jøden som beskidte forrædere og Profetens bedrager og går ind for de behandles dårligt og myrdes. Den lange historie med pogromer mod jøderne i den arabiske og muslimske verden viser, at disse teologiske overdrivelser belv taget alvorligt.

Nyt er imidlertid sprogbruget om jøderne som skadedyr og fantasien om en global jødisk konspiration. Behandlingen af jøderne i Tyskland gav også energi til den muslimske anti-semitisme der således blev opmuntret til deres egne angreb.

For det andet var der det lokale had til briterne og franskmændenes imperialisme, der for de fleste muslimer havde teologiske dimensioner, da det indbefattede at de blev behersket af vantro. Endelig var der de lokale opfattelser af nationalismen, der udenfor Egypten stadig mest var udpræget hos ambitiøse intellektuelle, og militær officerer. Den ultimative pris for selvbestemmelse var magt over andre. Alle tre elementer er i spil i dag, undertiden under dække af hinanden.

Farhud viser, at trods Vesten ønsker, da er religion og politik altid uadskillellige i Mellemøsten. Som finéren af et verdslig, demokratisk "Arabisk Forår" der nu langsomt går af og afslører udbredt støtte til teokratiet i såvel Egypten som Tunisien. Med valgene i efteråret vil Det Muslimske Broderskab sandsynligvis få flertal i parlamenterne og en lejlighed til at implementere deres projekt med af islamificere Egypten og annullere traktaten med Israel. Teologisk anti-semitisme, fundamental og uforfalsket i Det Muslimske Broderskab og dets udløbere i Hamas, såvel som i Iran og dettes udløber Hezbollah, vil være en grundbestanddel af det egyptiske politiske program.

Farhud hændelsen viser at anti-semitismen skal tages alvorligt. Den voksende forfølgelse af kristne fra Egypten til Pakistan viser at ingen er immun over for teologisk had.

Men endnu et lag af finéren er ved at gå af, det med selve nationalstaten. Den amerikanske indgriben i Irak udløste krigsførelse der viste, hvordan etniske og religiøse bånd er langt stærkere end troskaben overfor en opfunden nationalstat. Berberne og andre er i oprør mod Gaddafis Libyen, mens sunnier, kurdere og andre bekæmper Alawit mindretallets ved Assad regimet i Syrien. Saudiske styrker besætter Bahrain for at undertrykke den iransk shiitiske opstand. Beduinstammer i Jordan er imod den Hashemitiske konge i problemet med palæstinenserne. Mange stater i Mellemøsten overlever kun i dag, fordi minoriteter kontrollerer det hele. Konspirationsteorier og hadets teologi er de nøgleværktøjer som benyttes i kontrollen. Dette er ikke nationalisme men en anden form for krigsførelse. 

Så er der endelig problemet med "Islamo-fascismen." Der er umtvistelige kontaktpunkter mellem Islam og Nazismen, men om disse udgjorde en betragtelig syntese eller ej, personificeret ved muftien, det må være et sprøgsmål for historikerne. Men af afvise sådanne observationer som "Islamofobiske" er både en historisk benægtelse af fakta, og en måde at sætte en kritisk etiket på de som kritiserer den moderne islamismea had.

Alex Joffe is a Research Scholar with the Institute for Jewish & Community Research of San Francisco.

http://pajamasmedia.com/blog/what-the-murder-of-iraqi-jews-in-1941-tells-us-about-the-middle-east-today/?singlepage=true