fredag den 6. januar 2012

Forbrydelse betaler sig ikke

Forbrydelse betaler sig ikke         

Christopher Orlet
       
Lavere kriminalitetsrater: Det er ikke økonomien, fjols!       
                    
Amerikanere som et hele har en tendens til at nuppe de nemme forklaringer på, hvorfor kriminalitetsraterne enten stiger og falder. Hovedteorien er Teorien om Fattigdom som Kriminalitetsfaktor. Denne teori dukkede igen op ved at middagsselskab forleden aften. Vi diskuterede det store antal indbrud i mit kvarter, da en eller anden kommenterede, at kriminaltieten steg fordi økonomien var nede.
 
Alle nikkede de samstemmende.

Jeg hylder ikke det der med at sætte dagsorden, især ikke på følsomme områder. Her i Midtvesten er det at opføre sig som vidste man det hele ikke velset. Men jeg kunne bare ikke lade den kommentar passere uhindret uden at påpege at kriminalitetsraten i U.S. har været nedadgående i årevis. Det fik godt nok nogle øjenbryn løftet.

Hvorfor skulle de ikke også løftes? Den almindelige konventionelle visdom siger at kriminalitet, især berigelseskriminalitet burde stige under barske økonomiske tider. Men sidste år falde denne form for kriminalitet med 2,8%. I 2009, på reccessionens højde faldt den med 4,6%.

Selvom om landet nærmest lå i ruiner under Den Store Depression i 30’erne forblev kriminalitetsraten forholdsvis lav. På den anden siden, i de rigtig gode tider i 1960’erne steg den til himmels som en rakt. Som med så meget andet ved menneskets opførsel, synes mønsteret modsatrettet, om ikke en total gåde.

Hvis Einstein havde sin drøm om en forenende teori om universet da har kriminologer også deres helt umulige drøm: En forenet teori der forklarer kriminalitet.

Indtil nu har den vist sig at være ligeså flygtig. Konservative kriminologer har længe holdt fast ved teorien om at kriminalitet udelukkende er en økonomisk beslutning. Før kriminaliteten begyndte at falde i 1992, var en forbryders odds for at blive pågrebet måske 10 til 1. Selvom han blev arresteret var det usandsynligt han ville blive anklaget, eller langt mindre sandsynligt at han ville blive dømt. Og hvis han skulle i fængsel, ville han snart efter blive sluppet fri, og denne gang ville han nyde en ekstra dosis af “respekt på gaden.” Et liv med kriminalitet var for mange risikoen og investeringen værd. Forbrydelse betalte sig.

For dog at acceptere, ‘købe’ denne teori, skal vi være enige i, at forbrydere er fornuftigt tænkende væsener der har beregnet omkostningerne omhyggeligt, i stedet for at være  impulsive ufornuftige aktører der ikke er i stand til at tage de længerevarende konsekvenserne af deres handling i betragtning.  Sådan har nogle det, andre ikke.

Eller man kunne vende sig til demografiske og sociale faktorer. Forbrydelsers antal stiger ofte med antallet af unge mænd i befolkningen. De høje kriminalitetsrater i 60- og 70’erne skete under en eksplosion af fødsler. Da disse unge mænd “nået skelsår” i 80’erne faldt manddrabsraten for første gang i årtier.

En rigtig god måd at få sænket kriminalitetsraten er altså at holde op med af få børn. Drengebørn, især. Moral kunne også spille en rolle. Begyndende i midt 60’erne, hvor politikere, samfundsledere og intellektuelle begyndt at give samfundet skylden for kriminaliteten fremfor de kriminelle. Bevidste lovbrydere troede ikke alene at de kunne slippe godt fra deres ugerninger, men de troede også de havde ‘Gud’ på deres side, da samfundet havde givet dem gode kort på hånden. I dag er det kun politikerne, samfundslederne og de intellektuelle der stadig tror på dette.

Med hensyn til de faldende kriminaltitetsrater holder de venstreorienterede af at hævde, at det skyldes at samfundet er blevet bedre, politiet bedre og flere sociale programmer. Disse faktorer kan fuldstændig skydes ned. Politibetjente har i en vis grad haft succes med at indgå ‘våbenhviler’ mellem morderiske narkobander. Samtidig kan udvidelsen af ydelser til arbejdsløse i nogen grad have forhindret noget kriminalitet (vold i hjemmet, for eksempel)på kort sigt. Men stigningerne i regeringens håndsrækninger har, i de fleste af de sidste 50 år, afspejlet sig i øgning af kriminalitet.

Ohio State University professor Douglas Berman mener at nedgangen i kriminalitet er den udbredte anvendelse af teknologi. Og han mener ikke DNA-prøver, overvågningskameraer og systemer, hvor særlige områder holdes under skærpet opsyn. Berman siger at mennesker bruger mindre tid udenfor hjemmet, hvor de jo kan være ofre for voldelig kriminalitet, og mere tid indendørs foran computere, faldskærms-TV og videospil. Dette kan i det mindste forklare, hvorfor i mit nabolag i indre by de fleste forbrydelser synes at være tyveri (smadre ruder i biler og hvad der ligger i køretøjet, og stjæle kobberledninger i forladte bygninger) i stedet for voldsrelaterede forbrydelser.


Der er imidlertid nogle få virkemidler til at sænke kriminaliteten og hvis effektivitet ikke kan debatteres. De høje fængslingsrater vi har set i de sidste to åriter har uden tvivl reduceret kriminaliteten. Enkelt udtrykt, kriminelle kan ikke bryde loven, hvis de er låst inde. Samtidig har New York City vis at flere politibetjente og bedre politiovervågning kan være langt mere effektiv, end en stærk økonomi for at reducere antallet af forbrydelser.

Den kendsgerning at cirka 2300000 amerikanere nu for tiden er fængslet er både en tragedie og en velsignelse. Man har vel næppe brug for en George Orwell for at forestille sig de dramatiske konsekvenser, hvis den befolkning pludselig blev sluppet løs i vore byer. Politipatruljering og det at forblive indendøre kan eller kan måske ikke være effektivt i at knække kriminaltieten, men der er ingen der kan benægte at, for at citere tidligere leder af det britiske Konservative Party, Michael Howard “fængsler virker.” Det er ikke en teori. Det er en kendsgerning.                     
                            
                        
    Christopher Orlet writes from St. Louis and is a frequent contributor to The

http://spectator.org/archives/2011/12/01/crime-doesnt-pay

Ingen kommentarer:

Send en kommentar