Fattigdommens 'gave' - læren til forældre

Fattigdommens gave: En strategi for forældre               

                           

Jeg husker stadig den følelse jeg havde som lille pige når jeg lyttede intenst til min bedstefars erindringer. Det var som at have Norman Rockwell til at male sit billede af Amerika på mit indre lærred.

Jeg voksede op med at høre historier i de kolde vinteraftener når Jack Frost tegnede sine ismesterværker på indersiden af soveværelsets vindue - med kun et lag glas.  Med os fem børn der sov i een seng, puttede sig, og fniste under tæpperne for at holde hinanden varme. Om tordenbrag og udhuse. I min bedstefars barndomshjem stod det dér gamle træskur. Hvor langt nede i haven det stod er, hvordan man ser på det. Længden af gåturen blev på magisk vis forlænget i direkte sammenhæng med, hvor desperat man var for at komme dertil.

Det blev almindeligvis kendt som en “ensæder.” Skuret på 4X4 var fuldt møbleret, med en gammel plankebænk. Hullet der var skåret ud i midten var blevet ormædt af brug og tidens tand. Der var to pilefletkurve. En fyldt med røde majspiber, den anden med hvide. Først brugte man den røde majspibe, så en hvid - for at se om man havde brug for endnu en rød. 

 

Min mor voksede også op med et udhus. Tiderne er godt nok blevet anderledes, om de er bedre er et spørgsmål. Ved hendes fødder var et Sears og Roebuck katalog. Borte var dagene med majspiber. Ingen tvivl om at hun og hendes fem søskende tog det for givet at man derfor har både et materiale til at læse i, og til at tørre sig med.

To generationer senere, er det aldrig faldet mig ind at være taknemmelig for toiletpapir. Indendørs toilet, spekulerer jeg sjældent på, medmindre jeg gør det rent - og så er taknemmelighed ikke noget jeg fremstammer.

Der er skrevet tykke bind om karakteren, æren og værdierne hos “den største generation.” Mange, om ikke de fleste, voksede op under forhold vi kun læser om i historiebøgerne. De overlevede en ægte depression, kæmpede i 2. Verdenskrig, og tabte dog kampen på hjemmefronten når det gjaldt om at overdrage deres kerneværdier til den næste generation.

Det er et emne som Kathy Shaidle også har forsket i på PJ Lifestyle blog. I hendes artikler om
“The Truth About the Greatest Generation” og “The 3 Most Destructive Members of the Greatest Generation.”

Begge artikler ligger oversat her på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2012/02/sandheden-om-den-strste-generation.html  -http://synopsis-olsen.blogspot.com/2012/02/de-3-meste-skadende-fra-den-strste.htmlhttp://synopsis-olsen.blogspot.com/2012/02/de-3-meste-skadende-fra-den-strste.html

Med risikoen for at male en hel generation med eet penselsstrøg og med en overstørrelses sort pensel tror jeg vi kan blive enige om, at den overordnede kulturelle indflydelse af Boomergenerationen (født efter 1950) var ikke lige det deres forældre forventede.

 

Det er ingen hemmelighed, at svære tider kalder det bedste og det værste frem i os. Det er den enkle sandhed bag den meget lærelige, og de nærmest helgengjorte kvaliteter ved tidligere generationer. Min bedstefar blev født i 1898, min mor 30 år senere. De barske årtier pressede hårdt på dyderne hos alle der gennemlevede de tider.

Vi ønsker at give vore børn det bedste. Vi ønsker de skal undgå vore fejl, vore sorger og vore prøvelser. Kort sagt ønsker vi de får et liv uden smerte. Vi ønsker at tro at om vi blot fylder dem op med godt da kan vi forvente, at alt godt kommer fra dem.

Desværre er det ikke sådan menneskets natur er. Problemet skal søges i vor definition af “god,” hvilket sædvanligvis er en slag abstraktion af velstand, afslapning og morskab. Hårdt arbejde er smertefuldt, dog giver det de mest tilfredsstillende resultater. Dette er ikke et nyt koncept. Det er en almen sandhed -- det er blot ikke noget man tænker på man ønsker at give til vore børn.

                                                                                         

Det er ofte vanskeligt at betragte vore børn kæmpe med et uopfyldt begær, især hvis det er indenfor vor rækkevide at give dem det. Men når vi gør det, når vi forkæler vore sønner og døtre med “ting” og fylder deres liv med lidt mere afslapning og sport da forbereder vi dem ikke til et liv i voksenverden. I

Sandheden er, at vi er eftergivende. Kun få ting er mere tilfredsstillende for en forældre, end at give deres barn det det ønsker. Men sommetider har vi brug for at se det i et større billede.

Vi har kun nogle få korte år til at udstyre vore børn med evnen til at overleve. Vi sørger for deres uddannelse og deres helbred og kæmper for deres lykke. Men overvej dette: Ligesom du ved det er langt bedre på systematisk vis at sætte penge i banken for deres college, fremfor at give dem penge til slik, således er det også bedre at hjælpe dem med at udvikle deres moralske ‘muskler’ som er nødvendige for at kunne stå fast i den voksnes verden, end blot at give dem pengemæssig lykke.

Før nu nogen udskifter svømmepølens redskabsskur ud med et ægte udhus af frygt for at deres barn bliver til en Occupy Wall Streeter, så lad mig komme med nogle få forslag:

 

• Find eller skab muligheder så de kan tjene penge. Chancen for at kunne købe en ønsket genstand vil sætte det ønske i et helt nyt lys. Ofte vil et barn der plager far eller mor til at købe det ønskede holde op med det når de opdager glæden selv ved at dykke ned i deres egen lomme for at få det.
• Giv børnene en mulighed for at yde en tjeneste uden forventning om betaling. Kirkerne er et godt sted at begynde. Men blot det at være opmærksom på behov i nabolaget kan åbne op for masser af muligheder. At samle visne blade hos den ældre nabo, rense en tagrende for en ældre, eller være frivillig på et hospital for veteraner, eller et børnehospital.

• Modstå tilskyndelsen til at redde dit barn fra de små fiaskoer.. Vi skal lære af vore fiaskoer mere end af vore triumfer.

Til trods for det medierne gerne vil have os til at tro, da lever flertallet af amerikanerne ikke i Hooverville. Vore børn er heller ikke født ind i en klasse og så er de fastlåst der. Den amerikanske drøm for min bedstefar var slet ikke en “drøm.” Det var en vision. Forældre der aldrig havde fået en formel uddannelse drømte om en collegeuddannelse for deres børn, og så igen har de malet en vision i deres børns sind om en bedre fremtid end deres egen.

Det er Den Amerikanske Drøm. Vi skal ikke kræve at nogen anden skal give os vor “rimelige” andel. Vi er blevet begunstiget af vor Skaber med evnen til at forestille os et bedre liv og kan så skabe det, ud af støvet i vor garage. Det er vor arv at gøre det.

Til trods for al deres fattigdom, da holdt generationerne før os deres drømme levende.

Jeg inviterer dig til at være sammen med mig i en overvejelse af de gaver vi giver vore børn og børnebørn og spørger, “Hvad vil denne gave skabe i ham? Vil det være et værktøj til fremtidig velstand? Vil det tænde for hans forestillingsevne?”

“Eller plejer det kun mit ego som forældre?”

Enhver generation vil være presset at svære tider fra tid til anden. Ved at bruge en smule selektiv forarmelse mens de er unge kan vi give den næste generation styrkens gave.

Måske så vil vi endnu engang se en generation der længes efter at opbygge deres egne liv, fremfor at stå med et skilt der kræver et.

http://pjmedia.com/lifestyle/2011/12/10/give-the-gift-of-poverty/?singlepage=true