Gidseltagning går amok

Hvorfor er der så mange gidsler i verden?                           

Dr. Michael Ledeen

De som holder af at tro at menneskeheden gør fremskridt hen mod overholdelse af lov burde se på det betragtelige antal gidsler nu om stunder. Der er

–Amerikanske gidsler i Iran;
–Amerikanske gidsler i Egypten;
–En amerikansk soldat — Bowe Bergdahl - -holdes som gidsler af Taliban, sandsynligvis i Afghanistan;
–En amerikansk hjælpearbejder –Alan Gross–holdes som gidsel af Castro på Cuba;
–En Canadier holdes som gidsel i Iran og dømt til døden;
–Iranske gidlser  i FSA-kontrolleret Syrien og Libanon;
–Tyrkiske gidsler hos Syrian Armed Forces.

Og med ret så god fornuftig ræsonneren kan man formode at temmelig store dele af befolkningerne i iran og Syrien er gidsler hos deres egne regimer.

Ydermere er der gidsler som holdes hos de somaliske pirater (svært at vide hvor de er, men der helt sikkert temmeig mange af disse stakkels sjæle), og de i Mexico (tilstrækkeligt til at Udenrigsministeriet har udstedt en rejseadvasel for nogle dage siden, og henviser til bortførelser som en af de helt store grunde), og de i Sinai, det seneste “Vilde Vesten” i den region.

                   

Ahmadinejad med et amerikansk gidsel i Teheran 1979

Nogle af gidslerne, mest udpræget de i Mexico, Sinai og Somalia holdes af profithensyn. Nogle af de mest eftertragtede profitter er i temmelig store summer, undertiden i millioner af dollars. Andre er en del af krig, den globale krif ingen ønsker at tale om.

Fem iranere - angiveligt medlemmer af den berygtede Revolutionsgardes Fremmed Legion (Quds Styrken) holdes af deres fangevogtere i Free Syrian Army - og holdes som en modvægt mod Iran, der sammen med Rusland er hovedstøtten til Bashar Assad’s krig mod sit eget folk. Sammen med disse formodede Quds medlemmer, og et antal iranske “pilgrimme,” er der også to grupper af Hezbollah mordere hos FSA. Dette er stadig ikke bekræftet, så vidt jeg ved, skønt man kan finde rapporter om Hezbollahs aktive rolle i Syrien. dra

Tyrkerne hos syrerne (19, er anklaget for at være “efterretningsofficerer” af syrerne) og holdes som modvægt til Free Syrian Army, der er afhængig af hjælp fra tyrkerne til deres beskyttelse. FSA ønsker at syrerne holder inde med angrebene mod syriske dissidenter og frigiver politiske fanger, mens syrerne ønsker at tyrkerne lukker ned for FSA og overdrager lederne til Damaskus. Tidligere i denne måned drog den russiske udenrigsminister og chefen for den russiske efterretningstjeneste til Bagdad for at forhandle en aftale.

Dette medførte, i det mindste frigivelsen af nogle iranske gidsler.

Amerikanernes byrde i Cairo er blevet ganske godt dækket i MSM, men amerikanerne og canadierne i Iran får kun lejlighedsvis opmærksomhed. Den sidste amerikaner, en tidligere Marinesoldat, med dobbelt statsborgerskab, Amir Hekmati, er blevet dømt til døden som spion.

Candier/iraneren står også overfor henrettelse for den “forbrydelse” at skrive et softwareprogram der angiveligt blev benyttet af nogen i Iran til at downloade porno.

Der er andre amerikanske og canadiske gidsler i Iran herunder Hossein Deraksham også kendt som “Hoder,” en af de mest hædrede tidlige iranske bloggere, der blev arresteret under en rejse til Iran i 2008.

Sådan fortsætter det.

Enhver af disse beretninger har en vis fascination, og samlet viser de blot hvor lovløs verden er, men deres betydning overses udover at være et særligt drama.

Gidsler spiller en vigtig politisk rolle, men du ville aldrig gætte det at dømme efter det du læser i populærpressen, eller endog i de ‘fine’ aviser. Blot til en begyndelse, når den russiske udenrigsminister og spionchef rejser til Damaskus midt i den voldelige opstand for at forhandle om gidsler, så ved du det er en vigtig sag. Vigtigt på statsniveau, ikke kun for de uheldige gidslers liv og vel.

Det er sjældent at gidsler frigives af humanitære grunde; mestendels er de del af løsepenge. Undertiden - tænk somaliske pirater - betaler virksomheder. Langt oftere, er det regeringer. Jeg kan love dig at de tre amerikanske “rygsækrejsen” blev løskøbt, og at U.S. regeringen betalte for deres frigivelse. Jeg kender ikke prisen, og jeg har opmuntret en lille hær af journalister til at finde ud af det, men de har ikke gjort det særlig ihærdigt.

De forekommer heller ikke særlig nysgerrige om gidsler i konteksten af “dialog” mellem Obama administrationen og Khamenei regimet. Hemmelige samtaler er der hele tiden, undertiden gennem en af de tre hovedkanaler (Sultanen af Oman, de gamle hos Talebani, og den tyrkiske præsident Erdogan), undertiden direkte (som da en Udenrigsministeriel embedsmand mødtes med en iransk modpart sidste efterår, eller da præsident Obama sender en note til Khamenei gennem schweizerne), undertiden indirekte(de såkaldte “Track Tow” samtaler der involverer tidligere amerikanske embedsmænd g akademikere og iranske venner af den Øverste Leder).

Hvor ofte dukker gidsler op i disse meningsudvekslinger? Hvad ønsker Iran af os, for de vil frigive et gidsel? I hvilken udstrækning går de amerikanske muligheder - og endog offentlige udtalelser - der er under hensyntagen til at et amerikansk gidsel dræbes, hvis vi gør det forkerte?

I mange år var der en høflig overenskomst om virkningen af at vi i Vesten ikke forhandler med terrorister eller terrorstater om gidsler, men ingen tror på det mere, ikke med Israel, der frigav tusinder af dømte terrorister for een soldat, ikke med den tyske udenrigsminister der personligt rejser til Teheran for at bringe en arresteret tysk journalist hjem, ikke med top russiske forhandlere der indgår aftaler om gidseludveksling mellem Ankara og Damaskus.

Det er et vigtig problem, men vi ønsker ikke at tale om det. Det er gysende og ydmygende.

Det får os til at gøre ting vi ikke ønsker.

Hvilket vi vel ikke behøver at nævne vi faktisk så gør.

FamilySecurityMatters.org Contributor Dr. Michael Ledeen is the Freedom Scholar at the Foundation for Defense of Democracies. He is also a contributing editor at PJ Media and at National Review Online.