Hunde som kæledyr forbydes?

Hunde forbydes som kæledyr?

Bruce Bawer            
                             

Det er sådan det foregår. Lidt efter lidt. Lov efter lov. Fortalerne for Sharia får sig valgt til magtens positioner - og derpå, inden længe, begynder de at underkaste sig alle os andre, bid for bid:
Hasan Küçük, Byrådsmedlem i Haag for Islam Demokraterne siger at hunde burde forbydes som kæledyr i byen, rapporterer De Telegraaf. Det muslimske parti siger at hunde hører til i naturen, ikke inde i huset. Küçük siger, at det at holde hunde er dyremishandling og derfor burde kriminaliseres.

                             

Der er næppe behov for at fremhæve at Hasan Küçük’s bekymringer intet som helst har at gøre med dyremishandling - kun noget og helt og aldeles at gøre med den kendsgerning at Islam betragter hunde som urene. Ligesom kvinder, jøder, og bøsser står i frontlinjen af konfrontationen i Vesten mellem muslimske Shariatilhængere og så alle os andre. Når du erfarer at muslimer gør hunde til problemet, så kan du bide spids på at det er blot begyndelsen til alle mulige problemstillinger der går hen mod islamiske religiøse love.  

Küçük’s forslag - der fulgte som svar på et forslag fra dyrerettighedsfortalere om at Haag skulle være mere hundevenlig - blev øjeblikkeligt skudt ned af medlemmer af Byrådet. Küçük var uden tvivl ikke overrasket. Han ved at sådanne ting ikke bliver forandret på en dag - de forandres med tiden, ved den gradvise nedslidningsproces. Mennesker som Küçük er utroligt tålmodige. De har tillid til deres tålmodighed og ubøjelighed - og til vor svaghed, vor distraktion, vor beredthed til at give efter, med tiden, under det stadige pres, for det som for os forekommer som små ting der er er værd at slås for.

Küçük’s forslag er ikke nyt. I årevis har Vestens medier skildret, med regelmæssige mellemrum, nyhedshistorier om blinde personer med førerhunde der nægtes taxitur af fromme muslimske chaffufører, bliver smidt af busser på grund af klager fra muslimske passagerer, eller de bliver nægtet adgang til butikker af fromme muslimske butiksejere.  Daniel Pipes har været påpasselig med at katalogisere sådanne sager, nogle af dem går helt tilbage til 1990’erne og fra steder så forskellige som Milwaukee til Melbourne.

Muslimerne har i disse sager hele tiden argumenteret for at deres religion byder dem ikke at være i nærheden af hunde. Men det handler ikke kun om hunde, men omkring næsten hver eneste detalje i hverdagslivet.

De selvsamme mennesker der er så voldsomt imod tilstedeværelsen af hunde i deres butikker og taxier fastholder også at deres religion byder intet at foretage sig, eller rørr, eller sige, eller se, eller være i nærheden af en mængde forskellige ting der er helt almindelige i Vestens verden. Og når de først har fået deres vilje når det drejer sig om hunde, så går de videre med noget andet - og derpå noget andet igen - og så igen og igen - noget som de føler sig krænket af og så betoner de endnu engang hvordan de nøjagtig forventer at ikke-muslimer forandrer deres opførsel for at freden bevares.  

Det er erobrernes logik.

Men mange myndigheder i Vesten har bøjet sig for det. I British Columbia, har taxichauffører, hvis “oprigtige religiøse overbeviosning.....udelukker dem fra at transportere godkendte førerhunde” fået dispensation så de ikke behøver det. Minneapolis-St.Paul Airport har også udarbejdet et “kompromis” mellem blinde personer og de muslimske chauffører. I Storbritannien er der kommet begrænset brug af “sporhunde” der ellers benyttedes til at finde terrorister i lufthavnene, som svar på muslimers klager begrundet med “kulturel følsomhed.” Når sporhundende bliver bragt til moskeer eller muslimske hjem, udstyres de med “læderstøvletter” for at undgå de virker krænkende.

Korrekt ‘påklædt’ sporhund

I store træk, når procentdelen af muslimer i en by vokser, da øges i samme grad kravet om mere tilpasning og det bliver mere og mere agressivt. Sidste år rapporterede Soeren Kern, at islamiske grupper i den katalanske by Lérida – der er  20% Muslimsk  – anbefalede et forbud mod hunde i offentlig transport og på visse offentlige steder med begrundelsen af deres tilstedeværelse krænker muslimernes “religiøse frihed og deres ret til at leve i overensstemmelse med islamiske principper.” Da byen nægtede at indføre et sådant forbud fulgte en række forgiftninger af hunde. Det er ingen overraskelse: Dette er nemlig præcis den udvikling man kan forvente efter et punkt i processen, når kravene og presset ikke har virket.

At behandle muslimernes klager over hunde som om det fortjente alvorlig og respektfuld overvejelse er selvfølgelig absurd. Men med tiden bliver selv det absurde familiært. Det er noget disse menensker kalkulerer med. De kalkulerer med, at de har evnen til at slide os andre gradvist ned, at vi vænner os til deres ideer, troslærer, og “følelser,” der ved første øjesyn forekommer os helt latterlige. De regner med vor ultimative villighed til at indgå kompromis overfor vore værdier, en efter en, af frygt for en konflikt og en misforstået iver efter social harmoni.

De kalkulerer med vor beredthed til at sige til os selv at vi da ikke overgiver os, eller underkaster os, men vi er bare gode mennesker, viser respekt, er samarbejdende naboer.  

Det er præcis således Sharia Lov bliver introduceret i Vesten ved det ene ubønhørlige skridt efter det andet. Den eneste måde at få det bragt til ophør er at sikre sig alt alle med en magtposition i Vesten er klar over hvad helt nøjagtigt det er som Hasan Küçüks’erne blandt os har gang i, og er villig til at stå i vejen for dem på hvert eneste skridt på vejen - vidende at det ikke handler om hunde, men om dogmer; ikke om hundehvalpe, men om magt.

Bruce Bawer
Bruce Bawer is a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center and the author of “While Europe Slept” and “Surrender.” His new Harper Collins e-book, "The New Quislings," about the Norwegian Left's exploitation of the July 22 mass murders in Norway, is now available.

           
http://frontpagemag.com/2012/02/07/banning-dogs-as-pets/2/