Obama og terrorist arbejder sammen

Endnu et kig på Ayers-Obama terror forbindelsen

Jack Cashill

For lidt mere end tre år siden postede jeg første gang, på disse sider, den uvelkomne sandhed om at Bill Ayers var den primære ‘håndværker’ bag Barack Obamas roste 1995 memoir, "Dreams From My Father."

I årene siden har ikke en kritiker, hverken fra venstre- eller højrefløjen, akademiker eller journalist, turdet vove af forske mere i det på tryk. Det er rent Tabu!

For at gøre en sådan forskning let, overdrager jeg frivilligt til enhver seriøs kritiker mine digitale kopier af “Dreams” og Ayers 2001, memoir, “Fugitive Days.”

 

Samme forfatter? 

For at gøre det endnu lettere, anbefaler jeg at kritikerne gøre det jeg gjorde i nogle få ledige timer i løbet af Julen: Dobbelttjek blot de første sider af “Fugitive Days” med “Dreams” og sammenlign og følg de sporene. Her er hvad jeg fandt ud ad, meget af det er nyt for mig.

• "Fugitive Days" begynder i media res (midt i en dramatisk begivenhed) med en telefonopringning om at der har været en “ulykke.” Den som ringer siger, “Diana er død.” Ayers har meget svært ved at forstå det. “Diana er død,” gentalger den som ringer langsomt. Ayers taber rører og samtalen afsluttes kort.
• "Dreams" begynder også in media res med en dramatisk telefonopringning. Den cirka 20-årige Obala erfarer at der har været en “ulykke.” Den som ringer op siger, “Hør her Barry, din far er død.” Obama har meget svært ved at fatte det. “Kan du høre mig?” gentager hun. “Jeg siger , din far er død.” Forbindelsen bliver afbrudt -samtalen er afsluttet meget brat.

• Ayers påfører en flygtnings livssyn i Obamas charmerende liv. I sin egen bogs begyndelse fortæller Ayers os at hans verden “kommer mere og mere ud af kontrol.” Obamas New York er også “ude af kontrol.” Obama arbejder i New York og betragter sig værende bag “fjendens linjer.” Måske rent bogstaveligt. Ayers og venner synes selv på lignende vis at være “bag fjendens linjer.”
• Som en flygtning betragter Ayeres sig selv “som en fremmed alle vegne.” Obama kendte også det til “at vide hvordan det var at leve som en fremmed” og frygtede at han for evigt “ville forblive en fremmed.”
• Ayers sporer sin fremmedgørelse tilbage til sin ungdom da han første gang følte “kulden ved af være forladt.” Obama sporer sin fremmedgørelse tilbage til “den følelse af forladthed han havde som dreng.”
• I denne åbningssekvens benytter Ayeres ordene “ensomhed” og “flugt.” Obama ville benytte det første ord 12 gange, sidste ord 23. For en kontrol tjekkede jeg min egen halv-memoir, “Sucker-Punch.” Jeg benytter “flugt” fire gangen og slet ikke ordet ensomhed.

• Da Obama jo ikke var på flugt, da “havde han intet at flygte fra udover sin egen indre tvivl.” Ayers har kun foragt for de som “er uden tvivlens bekymringer.” Han kæmper med “tvivl og frygt,” “tvivl og ængstelse,” “tvivl eller spørgsmål.” Obama kæmper med “tvivl og forvirring,” “spænding og tvivl,”  “vrede og tvivl.

• Ayers indrømmer i sin bogs indledning at være “grebet af en pudselig frygt, derpå den skinbarlige panik.” Obama siger, “jeg blev grebet af panik. Så gav panikken plads til vrede.”

• Begge forfattere bor i verden befolket af ‘vrede mennesker’ der kunne afspejle deres eget indignante selv. Obama benytter ordet “vred” 23 gange. Vi erfarer i “Dreams” om en mand “der pruster som en vred tyr.” Politiet i Ayer’s Chicago har “flagrende næsebor” og de tordner gennem gaderne “som vredt kvæg.”

• Ayers kæmpede med sin “indre vrede.” Obama udholdt en “indre kamp.”
• Ayers og Obama taler om “vrede” på den måde som eskimoer taler om sne - i så mange variationer, og så ofte, at de føler har brug for understrege det, som Obama gør når han taler om “påtrængende raseri,” “undertrykt raseri” eller “indestængt raseri.”

• Modsat Dinesh D'Souza, da er “roden til Obamas vrede” ikke fra Obama senior, men fra Bill Ayers. I “Sucker Punch” taler jeg ikke om “vrede” eller “raseri” i forbindelse med mig selv.

• Nogle få sider inde i “Fugitive Days” fortæller Ayers os at hans mors “levnedsforløb allerede var fastlagt.” Han ønsker intet at have at gøre med “det fastlagte liv vi er forventet at føre.”

• Obama frygter også at “skulle udleve et forudbestemt livsforløb,” det sammen der gjorde hans far til en “fange af hans tragedie.” Den kendsgerning at Diana Oughton (se denne artikel på synopsis) blev “fange af sine egne drømme,” skriver Ayers førte til hendes tragiske endeligt.

• For at bryde ud af et sådant ‘fangenskab,’vidste Ayers at han “måtte bryde grænser, Gå over stregen.” Obama var ikke sikker på han kunne. “I stedet” siger Obama, “tegnede jeg en serie af cirkler rundt om mig selv, med grænser der vekslede som tiden gik.”

• "Jeg længtes efter at løbe bort og skrive min egen beretning,” skriver Ayers. Obama ønskede også at skabe “min historie” udfra afrikans/amerikansk erfaring.
• "Fugitive Days" er forbundet med gentagne referencer til det Ayeres kalder “vor konstruerede virkelighed.” Det er “Dreams også. Obama beskriver sine egne tidlige forsøg som biografiskriver som “noget jeg konstruerede fra de bidder af inforamtion jeg fik fra min mor.”
• Dette var første gang jeg bemærkede “den originale” metafor, men jeg som beskriver i detaljer i “Deconstructing Obama,” forvandlede Ayers Obama fra ellers at have været en forbavsende bogstavtro person til en sofistikeret postmodernist.

• I begge bøger er der adskillige henvisninger til “konstruktioner,” “beretninger,” “fortællinger,” “kampe,” “fiktioner,” “rejser,” “fælder” og endog avancerede stykker postmodernistisk slang som “grøfterne” de alle er faldet i, “de attituder” de udstiller, og den “sammenvævede” lighed, ved den måde folk lever. De fleste memoirer, herunder min egen, undgår alt sådan ordskvalder.

• I sin selvbiografi sætter Ayers ofte de postmodernistiske både i brand med flygtningens som i udtrykket, “Vort job var at genskabe os selv.” Nøglen til den selvfornyelse i begge betydninger var “denne lille svære ting: Disciplin.”

• Obama værdsatte disse samme dyder hos Malcolm X. “Hans gentagne selvskabelseshandlinger tiltalte mig,” siger Obama. Malcolms ord “gav løfter om en ny i kompromisløs orden, krigerisk i sin disciplin.”

• Ikke som nogen overraskelse ser Ayers behovet for “kompromisløst krigeriskhed” og “kompromisløs modstand.” Han navngav sit første barn “Malik” til ære for Malcolms X’s muslimske tilknytning.

• På de indledende sider i “Fugitive Days” introducerer Ayeres konceptet den “rejsende,” igen både bogstaveligt og billedligt, som når han takker “alle de som drog ud på disse flygtningenes veje.”

• Når han foreslår at “rejse på en smallere, en mere personlig kurs,” bruger Obama også “at rejse” eksistentielt, og som Ayers benytter hand det som et verbum der peger udover sig selv.

• Begge bruger ordet “vandre” i forskellige former, bogstaveligt som billedligt, Ayers 13 gange, Obama 25. I “Sucker Punch,” benytter jeg ordet  en gang.
• Som tidligere sømand i handelsflåde introducerer Ayers sin første nautiske metafor “sænke skibe” blot 600 ord inde i sin selvbiografi. Obama benytter også “sænke skibe metaforisk. I “Deconstruction Obama” udpeger jeg mindst 55 ord med nautisk tilknytning eller fraser som ‘begge’ forfattere benytter.

• Ayers holder af at benytte verber med salg i. Her er de han bruger i den ene eller anden form i de første 1000 ord i “Fugitive Days”: Jamre, gribe (kontrol), flagre, kvæle, slå, bage, sludre, baske, brøle, eksplodere, springe, kyle, styrte (af sted), blæse, sprede, score, tude, pågribe, synke, sjokke, falde, kæmpe, spinde, stavre, rive, plette, slingre, pumpe, falde i, gispe, trampe, suse.
• Obama benytter hvert eneste af disse verber, de fleste af dem adskillige gange, undtaget “suse” som Ayers kun bruger en gang. I “Sucker Punch” kan jeg matche omkring halvdelen af disse verber, og min bog er dog om boksning.
• Uden hjælp forfalder Obama til det besynderlige, det passive og det vidtløftige. På egen hånd ville han aldrig have været i stand til at skrive en bog der egnede sig til udgivelse, og slet ikke en som Time Magazine ville kalde “den bedst skrevne selvbiograf nogen siden skabt af en amerikansk politiker.”

Den ægte skandale som jeg er fuldstændig overbevist om er netop ægte, er ikke at Ayers hjalp sin ‘kæmpende’ protégè, og slet ikke at Obama hele tiden har løjet om deres bekendtskab, men snarere det at det litterære- og medieetablissementet har nægtet at gå i dybden med, i forske i det potentielt mest konsekvensfyldt - og mest tydelige - litterære svindelnummer i vor tid.

Jack Cashill is an Emmy-award winning independent writer and producer with a Ph.D. in American Studies from Purdue. His latest book is the blockbuster "Deconstructing Obama: The Life, Love and Letters of America's First Post-Modern President."

Her følger en række artikler om Bill Ayers og Barack Obama nære ‘samarbejde.’

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/09/fortiden-indhenter-terroristen-ayers.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/02/obamas-mystiske-ar-pa-universitetet.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/02/bill-ayers-chaos.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/02/mordere-pa-obamas-venneliste.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/04/obamas-fantasikrlighedsliv.html
http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/11/hvor-var-obama-et-helt-ar.html