mandag den 30. april 2012

Rød løber for muslimer rulles ud i London


'Røde Ken' Livingstone vil rulle velkomsttæppet ud for muslimer, hvis han vælges som borgmester i London

Rick Moran

Han siger han ønsker at gøre London, til et “fyrtårn” for Islam og han står dermed side om side med den nuværende borgmester Boris Johnson i kapløbet om at igen at overtage det embede han havde i 8 år.

‘Røde’ Ken Livingstone

Man behøver vist ikke at nævne at de 200000 jøder der kalder London deres hjem ikke er glade over Livingstone’s øgede popularitet i de senere tid, og adskillige jødiske medlemmer af Parlamentet er gået i direkte kamp mod hans kandidatur. 


Times of Israel:

Livingstone's holdning til jøderne og andre minoriteter har også været en faktor i valget som et hele. Den 1. marts var jødiske Labour støtter med til et privat møde med Livingstone for at undersøge metoder, hvorpå han kunne komme på god fod med sine fremmedgjorte jødiske vælgere.

Livingstone svarede, at de alligevel ikke ville stemme på ham, da det jødiske samfund er “rigt.” Seks af deltagerne skrev et brev, hvor de udtrykte deres bekymringer overfor det britiske Labour partis leder Ed Milliband (der selv er delvist jøde) dette brev blev senere lækket og har fået en del national opmærksomhed. 

“Før hen blev Ken’s synspunkter behandlet af den jødiske presse, med dens begrænsede udbredelse, denne gang tager de store medier det op,” siger Mike Freer medlem af Parlamentet for Finchley (i øvrigt Thatchers gamle valgkreds - synopsis kommentar) og Golders Green, kvartererne med mange jøder. “Han har forsøgt at sætte det ene samfund op med det andet. Selv det islamiske samfund har bemærket, at han fremturer, har været barsk og splittende. Hvis man går efter et samfund den ene uge, er det kun et spørgsmål om tid før det næste kommer i skudlinjen.” 

I modsætning hertil siger Freer at Boris Johnson er borgmester “for hele London.” (Både Freer og Johnson er medlemmer af højrefløjen hos de Konservative, der leder regeringen.) 

Hvis de fleste afstemninger om den siddende borgmester er normen da er dette valg hurtigt ved at blive til en afstemning om udfordreren, især blandt jøderne. Livingstone der med sin radikale politik og ofte rå personlighed, har en tendens til vække stærke følelser.

Hans holdning til jøderne giver anledning til foragt og had:



Og der har været vedholdende bekymringer over hans forbindelse med radikale islamister, især hans beslutning som borgmester om at være vært for Sheik Yusuf al Qaradawi, en radikal egyptisk gejstlig der har støttet selvmordsbombninger i Israel og hans beslutning om at tillade Press TV, den globale engelsk-sprogede TV kanal, kontrolleret af den iranske regering. Han er en lidenskabelig støtte af palæstinenserne, og undskylder de palæstinensiske selvmordsangreb, og anklager Israel for etnisk udrensning af palæstinensere og, under Operation Cast Lead i 2009, for “nedslagtningen og de systematiske mord på uskyldige arabere.” Han har mere end en gang sagt at han anså tidligere premierminister i Israel, Ariel Sharon for en krigsforbryder som burde fængsles



Overraskende nok overvejer Londons jøder om de skal stemme på bøllen. Åbenbart er en dialog i gang mellem Livingstone, og dele af de jødiske samfund i London, og det gennem et stykke tid, og nogle jøder siger de vil overveje “om det er muligt for samfundet at samarbejde i forholdet til Ken, og hvis vi tror det er muligt, så ville det ikke være en så dum beslutning at stemme på ham som borgmester i London.”

Valget afholdes tirsdag med de to kandidater der står næsten lige. Det ville være en katastrofe om Livingstone blev valgt igen, da hans første perioder var præget af konflikter og ballade. 



Read more: http://www.americanthinker.com/blog/2012/04/red_ken_livingstone_will_roll_out_welcom

Sådan vinder Romney - værdigt!


Det er op til Romney om at tabe


William Tucker

Hans modstander vil føre en modbydelig kampagne. Han skal blot fremstå positiv.

Kald mig blot skør, men jeg tror Mitt Romney har mere end blot en lille chance for at vinde dette valg mod Barack Obama. Hvis han agerer rigtigt - og det er jeg sikker på han vil - mener jeg der er en rigtig god mulighed for at vælgernes sympati vil tilflyde ham og han kan overtage embedet.


Lad os begynde med en analogi. I 1989 stemte vælgerne i New York Manhattan Borough PresidentDavid Dinkins som byens første afrikansk-amerikanske borgmester. Kirkeklokkerne rignede, aviserne sang Hosianna’er, og alle lykønskede hinanden med denne vidunderlige handling i tolerance, der havde sat den Demokratiske politiker i borgmesterstolen.


David Dinkins - en katastrofe som borgmester i New York

Da først tingene faldt til ro, viste Dinkins administration sig imidlertid at være mindre inspirerende end godt er. Som alle Demokrater overalt, havde han ingen fornemmelse af penges værdi. Han gik i gang med at forbruge som om verden ville gå under i morgen. Mens det skete gik landet ind i en recession og pengekassen blev udtørret. Derfor svarede han og den Demokratiske Guvernør Mario Cuomo igen med at forhøje skatterne, med det resultat at en ud af fem mistede arbejdspladser i landet var i New York staten. Ved afslutningen af hans embedsperiode var Dinkins begyndt af pille ved en af New York mest hellige pagter - den uformelle aftale om at ejendomsskatterne skal være lave. Med byen oversvømmet af kriminalitet, var selv den succesrige middelklasse parat til at forlade den synkende skude.

Så ramte en konvoj af ordtodokse jøders køretøjer ved et uheld en ung sort knægt i Crown Height. Da afro-amerikanerne gik bersærk, nægtede Dinkins at sende politiet ind før der var gået to dage, idet han sagde at området skulle have lov til at “lufte deres vrede.” Resultatet var at en bande sorte knægte forpligtede sig til at “dræbe jøder” og fik fat i en ung rabbinerelev og dolkede ham ihjel. Det er vel næppe nødvendig at sige at det kostede Dinkins massiv støtte fra New York betragteligt store jødiske befolkning.

Kort sagt, efter fire år undrede New Yorkerne sig over om valget af Dinkins havde være en såt god ide alligevel. Og derfor i en by, hvor blot 10% af vælgerkorpset er registrerede Republikanere, lukkede New Yorks borgere øjnene og lod deres stemme falde i den tidligere Republikanske anklager, Rudi Giulianis vægtskål, og han blev borgmester. Resten er historie.

Lige til denne dag er der hårdnakkede venstreorienterede i New York der er tøvende overfor at skulle indrømme at de stemte på Giuliani i 1993, men det er jo derfor vi har hemmelige afstemninger. Lige op til valget lå Giuliani bagud i meningsmålingerne og der var ikke megen forventning om at han ville vinde. Men det gjorde han.

Det formoder jeg sådan set er det der kunne ske ved dette valg. Jeg ville ikke forvente at se Romney komme foran i meningsmålingerne. Det er næsten også det bedste. Hvis mennesker begynder at forvente at Romney vinder så kan det føre til eftertanke og nogle kan føle skyld over at forlade Obama. 


At skifte en leder ud er en alvorlig sag for amerikanerne, især når det er en valgt der kun har haft en periode. Det er heller ikke noget folk ønsker at tale for meget om. Således gik det da Præsident Reagan slog Jimmy Carter i 1980. Reagan førte ikke i meningsmålingerne. Han var 25%point bagud på dette tidspukt i kampagnen og lå stadig bagud i slutugen. Kun efter deres første og eneste debat begyndte vælgerkorpset at svinge til hans favør. Den store tilstrømning kom blot tre dage før valget og det blev aldrig rigtig fortalt offentligheden.

Kun Pat Cadell der læste de daglig meningsmålinger så hvad der var ved at ske og fortalte Carter råt for usødet at situationen så håbløs ud. Sådan kan det også gå denne gang. Hvis folk ser nærmere på meningsmålingerne i forsøg på endelig at beslutte sig, så kan de med en vis sandsynlighed sige, “Åh, hvad pokker, lad dog en anden forsøge!”

Hvad skal strategien derfor være for Romney? Den skal være enkel. Vær positiv. Obama vil igangsætte en rigtig modbydelig kampagne. Hvad ellers kan han gøre? Han kan ikke henvise til sine resultater. Folk ved han er en fiasko og det ved han måske også selv. Hvad andet er der at gøre end at føre en ækel kampagne hvor han kan forsøge at brændemærke Romney med ord som “besynderlig,” “rig,” “ufølsom” “selvisk” en “Social Darwinist” og hvad nu de kan komme i tanker om. Det bliver ned ad bakke hele vejen.


Det Romney skal gøre er at ignorere det. Lade være med at gå i kast med sprudlende mudderkastningskonkurrencer med præsidenten. Vær for ‘pæn’ til det. Lad Obama stege i sin egen vrede. Romney burde være den glade kriger, lykkelig for at være ude blandt folket lærer om deres problemer, blive mere og mere tryg ved den megen slåen på ryggen og hændtrykkene. Han har allerede foredret sig ganske meget og pressen er begyndt at bemærke det. Der vil være et drama i at betragte ham blive mere afslappet ved vælgermøder og det vil skabe momentum. Folk vil blive fascineret af det.

Der er endnu en ting der giver Romeny en kæmpefordel. Obama vil være den der splitter. Allerede nu vil hans tilsyneladende objektiv være at slå ned på forskellige emner en efter en -- kvinderne, latinoerne, de unge - og overbevise dem om at deres virkelige problemer stammer fra de mennesker alle hader - den rige 1%. Det er en gennemprøvet og barsk metode, praktiseret af Hugo Chavez og enhver anden tomhjernet demagog der kom til magten ved at tilskynde folket til at hade den rige.

Men hvis Obama fremstår som en der splitter, så kan Romney fremstå som en der forener. “Han kan bringe os sammen” er det slogan der altid knyttes til den vindende kandidat. Folket føler sig tryg ved vedkommende.


At lade en eller anden lille fraktion af befolkningen fremstå som folkets fjende kan appellere til de mest trofast Obama tilhængere, men med den store vælgerskare vil det sandsynligvis ikke fungere. Jeg kan bare ikke tro på, at flertallet af amerikanerne vil falde for den forestilling om at de kan forbedre deres liv ved at lade en lille procentdel af befolkningen være syndebukke.

Obama kampagnen er allerede gennemkalkuleret. De tror inderst inde at alle er ligeså politiske som dem selv. Faktisk vil en stor del af vælgerkorpset blot stemme på den kandidat der føler sig mest tryg ved. I sidste uge sammenlignede R. Emmet Tyrrel Romney med den venlige nabo ved siden af som man altid kan regne med hvis man har låst sig ude. Det er nøjagtig det billede Romney bør forstærke. Og selvfølgelig er han så meget mere end det. Ligesom Reagan skal han have nogle gode slagargumenter i debatterne.

Der er en grum side af Obama der muligvis vil dukke op under denne kampagne. For ham er det hele meget, meget personligt. Hele hans liv har han måttet kæmpe mod de fyre som Romney der tilsyneladende uden besvær har tilpasset sig det etablerede. Da han arbejdede for et advokatfirma i Chicago, skrev han at han følte sig “som en spion blandt fjendens linjer.” Efter at opnået den offentlige gunst, ville det synes som om han skulle efterlade alt dette.

Nuvel, nu er han her, præsident for United States og de samme fyre fra ‘det etablerede’ har nu gang i at forsøge at lave om på alt det ‘vidunderligeø han har opnået ved at skabe et socialt lige, ligeværdigt, miljømæssigt rent Amerika.

På et tidspunkt vil Obama bryde sammen. Han vil komme til at gøre eller sige noget meget, meget krænkende der til få folket til at se hvad der er bag fineren af “håb og forandring.” Når det sker vil Romney stadig blive stående, uberørt af al det ulækre, han vil stråle af optimisme, klar til at lede landet i en ny retning og folket vil sige., “Så lad os da for pokker give denne fyr en chance.”

Det er såmænd blot det der skal til for at vinde valget.

William Tucker is the author of Terrestrial Energy: How Nuclear Power Will Lead the Green Revolution and End America's Energy Odyssey.


http://spectator.org/archives/2012/04/13/its-romneys-to-lose

søndag den 29. april 2012

Tendens eller racisme

Racefordomme versus racisme

Walter Williams    
            
Lige nu vides der ikke tilstrækkeligt om omstændighederne ved den fatale skydning af den 17 årige sorte Trayvon Martin af George Zimmerman, en 28 årig delvis hispanic, da denne gik sin nattevagt i et boligområde i Orlando, Florida. Hvis der kommer beviser frem der viser at Zimmermans handling ikke var i orden da bør han anklages og straffes; imidlertid er der et større problem som få mennesker forstår eller har modet til at anerkende, nemlig at det at være ung og sort er blevet synonym med kriminalitet og således mistænksomhed. At komme med den forbindelse gør ikke nogen til racist. Lad os se på det.

For 12 år siden advarede en sort Washington D.C kommissær taxichauffører, hvoraf de fleste var sorte mod at tage passagerer med der virkede mistænkelige. Hun beskrev dem med “farligt udseende” som en “ung sort fyr.....med skjorten hængende udover sine posebukser og med ubundne tennissko.” Hun rådgav også chaufførerne om at holde sig borte fra lavindkomst sorte kvartere. Gjorde det hende til en racist?
 

I nogle byer, såsom St. Louis, har sorte pizzaudbringere klaget over at skulle levere pizzaer til visse sorte boligområder, herunder også områder de selv bor i. Er de racister? 

Den sorte præst Jesse Jackson bemærkede engang. “Der er intet mere smerteligt sørgeligt for mig på dette tidspunkt af mit liv end at gå ned af gaden og høre fodtrin og begynde at tænke på røveri - og så vende mig om og se en hvid og så føle sig lettet.” Er præsten hermed racist? 

Den tidligere sorte politichef i Charleston, South Carolina, Reuben Greenberg sagde problemet som sort Amerika står overfor ikke er racefordomme. Han sagde, “Det største problem i det sorte samfund er at man tolererer høj kriminalitet.” Tidligere politichef i Los Angeles, den sorte Bernard Parks der forsvarer racespørgsmålet sagde: “Det er ikke politiets fejl når de standser mandlige minoritetsmedlemmer eller smider dem i fængsel. Det er minoritetens fejl, fordi de begår kriminalitet. Efter min mening er det ikke den store åbenbaring at hvis betjente er på udkig efter kriminel aktivitet så ser de på hvilken slags personer der er beskrevet i politirapporterne.” Er de tidligere politichefer Greenberg og Parks racister? 

Ifølge Uniform Crime Report fra 2009, blandt personer mellem 18 eller yngre, var sorte anklaget for 58% af mordene og manddrab, 67% af røverier 42% af voldelige overfald og 43% af biltyverier. Når det drejer sig om mord var i 90% af tiden ofrene sorte. Disse statistikker viser en meget stærk forbindelse mellem race, ungdom og kriminalitet, og er en langt bedre forklaring for racefordomme og mistænksomhed end blot racisme.

 
Sorte amerikanere har talt kraftigt mod racefordomme i politiet. De er blevet krænket af butikspersonale der måske kunne give dem ekstra opmærksomhed. Der er krænkelsen ved at en bildør bliver låst når en sort nærmer sig. Det er krænkende at have taxichauffører passere en sort og tage en hvid med i stedet. På lignende vis, er jeg sikker på at en lovholdende muslim er krænket når han får ekstra opmærksomhed i lufthavnen eller lytter til Fox News journalisten Juan Williams der blev fyret fra National Public Radio i 2010 for offentligt at sige, at han bliver nervøs når han ser mennesker på et fly iført tøj der identificerer dem som muslimer. 

Sorte og muslimer der står over krænkelser ved fordomme kunne rette deres vrede modf de som har gjort sorte og forbrydelse til synonymer og terrorisme og muslimer til synonymer.
Gud ville aldrig have racefordomme, fordi han ved alt, herunder hvem der er en forbryder eller terrorist. Vi mennesker er ikke guder; derfor må vi ofte basere vore beslutninger på gætværk og fornemmelser. Det viser sig at let genkendelige fysiske træk, såsom race, meget ofte knyttes sammen med andre mindre observerbare karaktertræk. 

For de fleste sorte er de høje kriminalitetstal blandt sorte en kilde til betragtelig ubehag Udover det skaber det mistænksomhed og vrede, der er destruktivt for de gode raceforbindelser og det er ødelæggende for det sorte samfund der er hovedofret.
 

Walter Williams
http://frontpgemag.com/2012/03/27/profiling-vs-racism/2/

Den smukke Pat Nixon

Den smukke Pat Nixon

           
Ben Stein
       
100 års fødselsdagshilsen, givet ved Nixon Library.        
                    
Den 16. marts 2012 var det hundredårsdagen for Mrs. Thelma “Pat” Nixons fødsel. Jeg holdt en tale om hende ved Nixon Library i Yorba Linda, og dette er, hvad jeg fremførte:


Patricia Ryan havde ikke nogen lovbefæstet (her må Stein men om affirmative action, hvor f.eks. sorte har lovmæssige særrettigheder) ret til at hun kunne komme på en Ivy League (finere universiteter)  college selvom hendes karakterer var gode, og hun fik en flot eksamen. Hendes resultater var gode, men hun havde ingen særret. Hun fik ikke noget forærende, fordi hun var kvinde.

Hun måtte arbejde for det hele. Hendes mor døde da hun var 12. Hun måtte tage sig af hjemmet. Det er et rigtigt job. Hun var salgassistent, en røntgentekniker, en vicevært der vaskede gulve i en bank. Hun arbejdede. Hun sagde senere at hun ikke havde tid til at dagdrømme. 

Hun havde altfor travlt med at arbejde. 

Hendes far døde da hun var 17. Hun arvede ingen penge.

Hun måtte bare arbejde. Som 18, fra en lille by der dengang hed Artesia, nu Cerritos, flyttede hun til New York City for at arbejde som sekretær og undervise i kontorfærdigheder. Det var et voveligt skridt, især under Den Store Depression. 

Hun var smuk. Hun var klog. Men frem for alt så arbejdede hun. 

Det bliver jeg ved med at sige fordi det er det Amerika plejede at være: Unge mænd og kvinder, midaldrende mænd og kvinder - vi arbejdede alle. Det var det livet drejede sig om: Arbejde.
Det var ikke noget med at omorganisere sit samfund, og bede regeringen gøre tingene for dig - hvilket faktisk blot er at kræve at skatteyderne gør ting for folk, der ikke betaler skat. 

Mrs. Nixon - som hun med tiden blev - arbejdede. 

De fleste aner det ikke, men da hun mødte Mr. Nixon ved en amatørteater produktion, blev han så forelsket i hende at han ville køre hende til stævnemøder med andre mænd blot for at tilbringe tid sammen med hende. Det var fordi Richard Nixon også arbejdede. 
 
En ung Richard Nixon

De var begge arbejdere. De var arbejdere blandt arbejdere, forældre blandt forældre, de kæmpede en krig for at redde friheden blandt andre krigere. 

De fleste aner heller ikke dette, men Mrs. Nixon kæmpede mod racefordomme hele sit liv. Hun så ikke på hudfarve eller race. Hun så menneskehjertet under huden.

De fleste aner heller ikke dette. Men da Mr. Nixon var i Navy i Stillehavet, var Mrs. Nixon økonom i San Francisco for regeringen. Jeg er sikker på hun var en forbandet god økonom. Hun ville ikke, gennem sin livserfaring, smide en billlion dolars bort på et fantasifuldt solcelleprojekt og des lignende. Hun ville med stor sandsynlighed også have været sig bevidst om ikke at have løn og priskontroller.

Hun giftede sig med Mr. Nixon fordi hun så karismaen i den unge mand. Hun så at han havde planer, og hun så hans elskelige indre, der elskede morskab  bag det alvorlige, hårdtarbejdende ydre. 

Da Mr. Nixon stillede op til Kongressen i 1946, ønskede hun ikke nødvendigvis at han skulle gå ind i politik, men hun arbejdede for hans kampagne fordi hun var hans hustru og i den tid, arbejdede ægtemænd og hustruer sammen.

Hun arbejdede for at få en Kongres der ville lede Amerika i en pro-Amerika retning efter 2. Verdenskrig. Hun arbejdede for at få Richard Nixon ind i Kongressen så han kunne kæmpe for mænd og kvinders indflydelse, de som ikke kunne eller ville se faresignalerne ved Stalinismen og Stalins beundrere i USA. 

Hun blev en beundringsværdig kampagnefører, og hun arbejdede da Mr. Nixon stillede op til Senatet, og da han stillede op som vicepræsident for en af alle tiders største mænd, General Dwight Eisenhower fra Kansas.

Da smædekunsterne i 1952 kampagnen begyndte at gå i kødet på Mr. Nixon med fuldstændig falske anklager om en fond med ulovlige penge fra velstående bidragydere, stod Mrs. Nixon ved hans side, mens han fortalte sandheden, hun forsvarede den mand hun elskede og grunden til hun elskede: For friheden. 

Da Mr. Nixon holdt sin berømte Checkers tale hvori han forklarede at han langt fra var rig, at han ingen sorte penge havde, at han knap var solvent, sad han smukke Pat lige ved siden af ham. Han ytrede nogle ord der er betegnende for Mrs. Nixon. Han talte om hvilken fremragende stenograf hun var, men at han ikke lod hende være i Senatets lønningsliste som så mange andre senatorer gjorde med deres hustruer.


Og han tilføjede, at under deres beskedne forhold, havde Mrs. Nixon ikke en minkpels. Det hun havde var en “respektabel Republikansk klædedragt.....og jeg siger altid til hende hun ville se godt ud i hvad som helst.” 

Der ligger lidt mere bag bemærkningen om minkpelsen, end man umiddelbart skulle tro. Nogle hjælpere for Truman havde fået minkpelse som betaling for tjenester, fra bidragydere med masser af penge, og Richard Nixon ønskede at adskille og udstille sin ærlige facon med forretninger overfor sine modstandere. Men der lå mere bag: Mrs. Nixon var en respektabel hårdarbejdende kvinde. Hun havde ikke brug for en pelsfrakke for at vise sin status. Hun var en respektabel kvinde, og det eneste hun havde brug for var en “respektabel frakke” der ville kunne holde hende varm i de kolde vintre i Washington.

For mig har det altid forekommet at være essensen af Pat Nixon. Hun havde ikke brug for at vise sig frem. Hun var en fin, fin kvinde, og det eneste hun havde brug for var at være den hun var. Det var mere end rigeligt.

        
   
Mrs. Nixon blev vicepræsidentens hustru. Hun rejste over hele verden for at fremme friheden og fredens sag sammen med Mr. Nixon. Hun kom til farlige steder og fik smidt sten efter sig og demonstrerende der spyttede på hendes bil i Venezuela. 

Intet hindrede hende i at arbejde for fred og for frihedens sag.

Hun opdrog og passede på sine døtre og gjorde det godt. Julie har især været min ven i meget lang tid. Julie har bedt om at jeg ikke er for overstrømmende over for hende, så det undlader jeg. Julie er en helgeninde. Mere er der ikke at sige. Ligesom min hustru er en helgeninde. 

I 1960 arbejdede Pat Nixon så hårdt som noget menneske kan for at hjælpe Mr. Nixon med at blive valgt. Alle ved at det valg blev stjålet fra Republikanerne det år af den Demokratiske maskine i Illinois. Mrs. Nixon var fortørnet og vred over det, men hun adlød Mr. Nixons ønske om ikke at være årsag til splittelse ved at udfordre resultatet.
Nixons i 1960

Kennedy’erne, de ophøjede, mægtige elegante Kennedyer, takkede for denne gunst ved aldirg nogensinde at invitere Nixons til Det Hvide Hus. 

Tiden gik. Mrs. Nixon blev i 1969 det hun skulle have været i 1961 - First Lady. Hun var den hårdestarbejdende First Lady i Århundredet. Hun rejste over hele verden, hilste på millioner, gik til steder som Afrika, hvor ingen First Lady havde været før hende. Hun drog til Vietnam og blev den første First Lady til at flyve over en kampzone. Hun drog med Mr. Nixon til Moskva for at forsøge at få afsluttet Den Kolde Krig.

Hun tog til Kina og charmerede Chou En-Lai. Hun kom tilbage med to gigantiske pandaer og en ny verdensorden der gav løfter for en generation om fred. Det var altid Mrs. Nixons mål, og også Mr. Nixons - og de indfriede det.
Pat Nixon i Kina ved overrækkelsen af pandaerne

Hele tiden smædede de smukke mennesker i New York og Hollywood og Washington Mrs. Nixon ved at give hende øgenavne og gøre grin med hende for at været helt ned på jorden og en trofast hustru. I deres verden “er det at arbejde” en vits, og det er loyalitet overfor ægtemanden også. Men ikke i Mrs. Nixons verden. 

Men smæderiet standsede hende ikke i at rejse ud i verden for at hjælpe spedalske, hjælpe de sultende, hjælpe de blinde, hjælpe de ældre. Mrs. Nixon havde nemlig så meget kærlighed i sit hjerte, at smæderiet fra de kønne mennesker og magthaverne, ikke forsinkede hende i hendes missioner. 

Hofnarrene og jokerne kan håne, men Mrs. Nixon måtte arbejde. 

Så fulgte Watergate og den allerværste hån nogen sinde mod hende og Mr. Nixon. Hun og hendes ægtemand måtte stadig arbejde - redde Eretz Israel og bygge et fundament for fred i Mellemøsten. Indgå våbenkontrolaftaler med Rusland. Gøre verden sikrere, et bedre sted.

Men denne gang, havde smædefolkene og de hadende deres store dag. Over en trivialitet, over ingenting, over noget småt, blev den største fredsmager nogensinde til at sidde i Det Hvide Hus nødt til at forlade det. 

En meget klog ven sagde engang til mig at der er visse børn på stranden der kan bygge sandslotte - og der er andre børn der kan smadre dem. Det var Watergate.

Mr. og Mrs. Nixon kunne bygge slotte af kærlighed og fred. De smukke mennesker kunne smadre dem - og det gjorde de så godt de kunne. Men fredsstrukturen som Mr. og Mrs Nixon skabte har holdt ved til nu. 

Vi har nu haft 67 år uden en krig mellem og blandt de store magter, den længste periode siden der fremstod stormagter i industrialderen. Der er farer overalt, men vi lever stadig i en verden med fred blandt stormagterne i et hus som Richard og Patricia Nixon byggede. 

Richard Nixon sagde i sin selvbiografi, “Jeg blev født i et hus min far byggede.” Hele Vesten lever nu i et fredens hus - skridt for skridt - som Richard Nixon og Pat Nixon - kvinden i “respektabel Republikansk klædedragt” - byggede.

“I min fars hus er der mange boliger,” sagde tømreren. Det smukkeste er Fredens Hus. Gud velsigne Richard og Pat Nixon.  
     
Ben Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills and Malibu. He writes "Ben Stein's Diary" for every issue of The American Spectator.

http://spectator.org/archives/2012/03/16/pat-nixon-at-100/

Læs endelig denne gribende beretning om Richard Nixon sidste dag og farvel til Det Hvide Hus af Ben Stein: http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/08/et-klap-pa-skulderen-kan-foandre-alt.html

En video her: http://video.google.com/videoplay?docid=-5899400172693879410

lørdag den 28. april 2012

13 grunde til mulimske terrorister begår selvmord

13 grunde til muslimske terrorister begår selvmord


Bernie Planck


Jeg er sikker på at alle tænkende mennesker, og med tænkende mener jeg ikke muslimer, gennem årene har undret sig over, hvorfor muslimske terrorister er så hurtige til at begå selvmord. Lad os se på det - her følger 13 grunde:
  1. Skønt ordet alkohol stammer fra arabisk er der ingen drikkeri, ingen øl, ingen barer  (se Sausage and Booze Party Would Offend Muslims).
  2. Ingen sport: Ingen TV, ingen cherleaders (se Yemen beach volleyball team blames Sexy Cheerleaders for Defeat - Photos), ingen racerløb, ingen baseball, ingen fodbold, ingen basketball, ingen hockey og ingen efterfølgende fester.
  3. Lasede klude som tøj og bleer som hatte  (se The Bad Towelheads and the Good Towelheads).
  4. Man må ikke barbere sig. Din hustru må ikke barbere sig, dine børn ej heller.
  5. Ingen sjov mad. Ingen flæske barbecuegrillmad, ingen hotdogs, ingen bacon-burgere, ingen hummer, ingen skaldyr (se Muslim Dunkin Donuts - No Pork on my Fork).
  6. Din brud er udvalgt af en anden (se Why 8 Year Old Girls Can Marry in Saudi Arabia). Hun stinker som et æsel, men dit æsel er dog bedre stillet.
  7. Kvinderne skal være ifært sækkeklædninger og slør og det hele tiden  (se Spanish town to vote on Burqa ban).
  8. Man må ikke tage et brusebad for at fjerne lugten af æsel, der er tilberedt over kamelgødning. Planck's Constant, The Best Way to Make Perfect Bacon
  9. Til mine muslimske læsere der ikke ejer en ovn, foreslår jeg at man opvarmer tørret kamellort så det gløder, og derpå lægger baconen direkte på klumperne. Dette vil også give den der ekstra smag man er så vant til.
  10. Konstant hylen fra naboen, fordi han er syg og der ingen læger er (se http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/05/at-undga-jdiske-produkter-slar-ihjel.htm)
          Libanesiske Hezbollah støtter deltager i Ashura ceremonien

           11. Ingenferier med morskab: Ingen Jul, ingen Halloween, ingen Påske, Ingen Thanksgiving (se How Muslims Can Enjoy Valentine's Day and Make the World a Better Place).
  1. Ingen morskab: Ingen nøgne kvinder, ingen stævnemøder, ikke noget med at ugifte mænd og kvinder er sammen noget sted  (se Milk, Sugar or a Burqa with that Coffee?), Ingen kønne kvinder på strandene.Hvis du gør noget forkert bliver du stenet til døde, pisket til døde, din hals kan blive skåret over, eller din næse blive skåret af.
  2. Så fortæller de dig at når du dør da bliver alt meget bedre (se  http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/06/myten-om-72-jomfruer-i-islam.html


Er det så egentlig et mysterium med de selvmorderiske muslimske terrorister?