Afklædningen af Deep Throat

Patrick J. Buchanan

Mens 40 års dagen for Watergate er nær skal vi endnu engang overskylles med myten om spillet om moral i den smukkeste time i amerikansk journalistik.

Myten?

At to unge heroiske journalister ved Washington Post ledt på vej af en hemmelig kilde, en mand med samvittighed og som de døbte “Deep Throat,” at de afslørede sagen og lod skandalen ligge åben, hvor FBI, US angklagere og mere erfarne journalister havde sovet og dermed fejlet. 

Gennem deres utrættelige dybdeborende journalistik tvang de regeringskontorer til at se på Watergate som den hidtid uforventede forfatningsmæssise krise den var. Ingen Pulitzer pris har været mere fortjent end den Post modtog i 1973.

Disse unge journalister reddede vor republik!

Bernstein og Woodward

Imidlertid er myten der fabrikedes i “Alle Præsidentens Mænd,” og bekræftet i 1976 filmen af samme navn, med Robert Redford som Bob Woodward og Dustin Hoffman som Carl Bernstein, dog ved at blive skudt noget sønder og sammen.

“Leak: Hvorfor Mark Felt Blev Deep Throat” er et gennemgribende studium i Woodward og Bernsteins journalistik og lækken af FBI’s Mark, hvis identitet som Deep Throat blev afsløret i 2005.

Forfatteren til “Leak” Max Holland sætter fokus på det sidste ubesvarede spørgsmål om Watergate: Hvorfor risikerede Felt, en FBI Nummer 2 på listen til af overtage J. Edgar Hoovers job, sit ry og sin karriere for at lække hemmeligheder til Post?

Woodward and Bernstein beskriver Deep Throat, fortæller Holland, som en “selvisk højtstående embedsmand med den hensigt at udstille lovløsheden i Nixons Hvide Hus.” Men det er noget sludder der kun har til formål at dække sig selv ind.

Sandheden var lige for øjnene af Woodward. Hans benægtelse af at se det gjorde ham til en villig og viljeløs kollaboratør i smadringen af omdømmet og karrieren hos en ærværdig offentlig tjener, Patrick Gray.

Felt var ved at blive fortæret af vrede og ambition. Da Hoover døde, en måned før indbruddet, anså Flet, der havde smisket for Hoover, sig selv som Hoovers efterfølger. Men præsident Nixon gik udenfor bureauet og pegede på Gray fra Justitsministeriet som direktør.

Idet han skjulte sin vrede og bitterhed, ormede Felt sig til Grays tillid, og gik derpå i gang med at ødelægge Gray.

Felt’s metode: Lække afsløringerne i Watergate forskningen til en ung journalist ved Post, som alle i Washington læser, fremfor at gå til veteran journalister der var kendt som FBI kilder. Dette ville dække Felts spor.

Udgivet i Post, ville disse lækkede informationer om hvad FBI afdækkede gøre Nixon vred og få Gray til fremstå inkompetent ude af stand til at lede en professionel efterforskning. Dette ville gøre det usandsynligt at Nixon nogensinde ville sende Grays navn videre til Senatet for at få bekræftet ham som den blivende direktør. .

Og hvis Gray, en udefrakommende, faldt fordi han ikke kunne forhindre FBI i at komme med lækkede oplygsninger, da ville Nixon måske vende sig til Felt, den højtstående indenfor, som den der kunne lukke huller i bureauet som Hoover formåede.

Ved at lade sig gøre uundværlig for Gray, som han besluttede at miskreditere og ødelægge, forventede Felt at når Gray blev forbigået af Nixon, da ville Gray anbefale ham til Nixon da han jo var hans loyale underdirektør, og dermed skulle Felt blive direktør.

Patrick Gray et offer for Felts ambitioner

Selvom det var kynisk, iskoldt og ondskabsfuldt, var planen genial.

Indtil Nixon fandt ud af at Felt var lækkeren sent i 1972, anså han Felt som den rette til topjobbet. Felt’s snedige planer og bedrag dér  i toppen af FBI fik Nixons Hvide Hus til at ligne, set i bakspejlet, som have været et konvent i et Karmelitter nonnekloster.

Endnu mere oprørende end det at Grays omdømme blev knækket var det Felt gjorde ved bureauets omdømme og gode navn, det bureau han hævdede han holdt af. Ved at lække det som agenterne fandt ud af om Watergate bragte han FBI i miskredit.

I regeringen fik han fremstillet FBI som et bureau af fjolser der ikke kunne holde på hemmeligheder. Udenfor regeringen lignede FBI en tretået luder, mens et effektivt, hurtigtløbende og frygtløst Washington  Post afdækkede sandheden

Det så ud til at FBI fik tæsk på hver side i den brillante Post, da det var FBIs hjemmearbejde Felt stjal og som Post omformulerede. .

Woodward og Bernstein var hæderkronede stenografer.

Og skønt Deep Throat blev portrætteret som en mand der led under aflytningerne og indbruddene ved Det Hvide Hus, da var det Felt selv der stod bag, skriver Holland, “bemyndigelsen af ulovlige hemmlige indbrud i hjem forbundet med Weather Underground.”

I 1979 blev Felt anklaget og dømt og derpå benådet af Ronald Reagan.

I “Den Hemmelige Mand” kalder Woodward Felt en “sanhedsberetter.” Det er noget af en hyldest til en FBI mand, der løj overfor Patrick Gray, løj overfor alle sine FBI kolleger og løj overfor hver eneste journalist der spurgte ham for 30 år siden om han var Deep Throat.

Hvis Felt var en helt, hvorfor stod han så ikke frem for at fortælle landet hvad han havde gjort og hvorfor?

Fordi han ikke var en helt!

Mark Felt var en slange. Han benyttede the Post til at ødelægge sine rivaler for at fremme sine ambitioner, og Post var ligeglad hvad hans motiver var fordi Felt hjalp med at smadre deres gamle fjende (Nixon).

Jovis, jovist, det er den fineste stund i amerikansk journalistik.
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Buchanan served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of nine books. His latest book is "Suicide of a Superpower: Will

http://www.wnd.com/2012/04/the-outing-of-deep-throat/