En civilisation der smadrer alt - også sig selv!

Islam, korruption og had til kvinder ødelagde en civilisation
                                                    
Ralph Peters
                                          

Kan amerikansk konservatisme blive frelst fra hysteriske frygtskabere? Min forestilling om en ægte konservativ er en ærværdig, modig ansvarlig borger, med blot en anelse af at være en skvadronør . Men den forestilling falmer da så mange konservative insisterer på at se bussemænd under hver seng, sovepose og strandstol. De formodede forudsigelser hos  Mayaerne om verdens ende i 2012, synes at være ingenting sammenlignet med den daglige portion af advarsler fra mine konservative kolleger om at alt er noget værre skidt og Amerika er ved at falde ned i et sort hul. Af alle de emner der giver anledning til overdreven frygt indtager Islams terror en kedelig førsteplads. 

Lad mig være helt tydeligt i mælet: Jeg er enig med antropologen Claude Levi-Strauss (ikke konservativ, den knægt) der karakteriserede Islam som “en kaserne religion” der hindrer kulturel vækst. Jeg har heller ikke den ringeste sympati med Islams apologeter, de der underkaster sig eller de trættekære tåber. Men lad os nu tage os sammen folkens!

Så langt fra at overtage verden og få overvægtige amerikanere til at standse med deres savleri over internetporno, er Islam nærmest patetisk svag, plaget af myriader af fiaskoer, især når det drejer som om Islam i Arabien, ude af stand til at få noget til at lykkes på noget område af organiseret menneskelig foretagsomhed.

Araberne har endog været et flop med terrorismen, der for et årti siden var deres eneste fremvoksende industri: Siden 9/11 har vi terroriseret terroristerne. Deres svar? At slagte deres medmuslimer i titusindvis. 

Hvordan kan amerikanske konservative tillægge en religionsforkrøblet civilisation så meget styrke, en civilisation der i det 21. århundrede ikke alene ikke kan bygge en bil der er værd at tage alvorligt, men endog ikke engang kan producere en cykel man gider røre ved?

Hvis jeg skulle lave en liste med de største sikkerhedstrusler mod USA, da ville Islamisk terrorisme næppe kunne klemme sig ind på en top ti, mens Islam selv ikke ville være med i top 100.

Militant Islam er rigtig møg irriterende, men dens ofre, her og udenlands, er hovedsageligt muslimer (for den gode ordens skyld er min top 5 sikkerhedstrusselsliste efter alvorlighed; Fedmen, manglen på personlig ansvarlighed, Kinas økonomiske krig mod os, Irans stræben efter atomvåben i Den Persiske Gulf og narkomisbruget/handlen). 

Det seneste udbrud af konservativ gysen kommer fra den succes de islamiske partier har fået i valgene i Egypten, Tunesien og andre steder. Jeg anser ikke disse valgresultater som værende gode nyheder -- men de er dårlige nyheder udelukkende for muslimerne, der endnu engang har valgt vejen med kulturel stagnation, social dysfunktion og fiasko. 

Islam forhindrer befolkninger i at skabe køns-neutrale præstationssamfund (af hvilken som helst slag) samtidig med at man indfører sociale begrænsninger der kvæler de dynamikker der tillod Vesten at gribe lederskabet i verden. 

Mens valgresultaterne i Egypten for eksempel kan være en skuffelse for amerikanerne, så vil valgresultaterne fordømme Egypten til fortsat fiasko og elendighed. Islam havde virkelig nogle svar til de ørkenbosiddende primitive på Muhammads tid, men den har ingen praktiske løsninger for kronisk underudvikling og kreativ fallit i dag.

Fattigdom og skidt i Egypten.

I mere end et halvt århundrede fastfrøs diktatorerne de sociale fremskridt i Mellemøsten. Her frygtede militæret, og obstruerede, fremskridt; der benyttede et royalt dynasti olierigdomme til køre primitive stammer rundt i limousiner. Men ingen af de arabiske ‘modeller’ byggede sunde økonomier eller sunde samfund. Objektivt set, er der mangel på udvikling og fremskridt på såvel menneskeligt som kulturelt niveau i ganske forbløffende grad: Al den olierigdom, og den arabiske verden har dog stadig ikke et eneste verdensklasse universitet; eksporterer ingen varer der efterspørges, ingen teknologiske varer; på effektiv vis har man fået forsknings og udviklingsmulighederne sat på NUL, og man har mistet de bedste og de klogeste, der er udvandret. 

Billioner af dollars er forsvundet i sandet (eller lagt i få storslåede hoteller), og de herskende klasser over hele den arabiske verden flyver stadig til Europa og Amerika når de skal have lægehjælp. Hvordan i alverden vil denne katastrofalt mislykkede civilisation dog kunne overtage Europa og Amerika? Ved at producere endnu flere børn der ikke kan læse i slumkvartererne? Folkens det er jo ikke sådan den virkelige verden er skruet sammen. 

Lad os dvæle ved Egypten: De Islamiske partiers fremgang var uundgåelig, selvom deres sidste indsats var en overraskelse. I løbet af landets lange militærdiktatur, Nasser, Assad og endelig Mubarak forhindredes en vækst i de verdslige oppositionspartier, men man tillod Det Muslimske Broderskab at nære sig af samfundets svageste. Således, da demokratiet kom, var det kun islamister af forskellig grader af nidkærhed der var organiseret til politisk aktion - eller blev betragtet af den almindelige  egypter som en lovlig opposition. 

Hvad sker der således nu? For det første skal Det Muslimske Broderskab og Salafist Nour Partiet levere resultater - økonomiske fremskridt fremfor alt. Og de er nervøse fordi de ikke aner hvordan. At være i ihærdig opposition var relativt let, men at demonstrere håndgribelige fremskridt i et fallitbo af et land er noget helt andet. Fremfor at sponsorere terrorisme mod Metodister i Milwaukee, skal Egyptens islamister (der forresten breder sig over et bredt spekrum i deres politiske filosofier) nu være mudret ind i interne problemer i de næste mange år. 

I stedet for at se en ekspansionistisk arabisk verden vil vi komme til at se en der i stadig større grad vil være beskæftiget som nye demokratier og halvdemokratiske regeringer der kæmper med at behandle de ødelæggende omstændigheder ved underudvikling. Med hensyn til de islamister i regeringen, og når man ikke tager velgørenhedsprogrammer i betragtning, da vil Allah ikke kunne brødføde millioner af unge eller give jobs til mængderne af arbejdsløse. Og undskyldninger har kun en begrænset holdbarhed. 

Disse forfejlede samfund i reaktionære stater vil heller ikke vise sig som en større trussel for Israel. Snarere tværtimod, der skæres ned på militærbudgetterne (og det arabiske militær er lige fra begyndelsen inkompetent). 

Egyptens militær ved det ville blive besejret godt og grundigt, hvis det skulle i kamp mod Israel igen - og Syriens militær er splittet og kan end ikke undertrykke en større ubevæbnet folkelig opstand. Selv Hamas og Hezbollah kører med en lav profil, skrækslagne over udsigten til at miste deres sponsorer, og ydmyget ved at deres opfordringer til revolution har resulteret, ikke i anti-israelsk pan-arabisk militarisme, men i at hundreder af millioner arabere insisterer på at få demokratiske systemer.

De vigtigste stærke mand i Hamas, Khaled Meshal, meddelte fornylig, at han endeligt trækker sig tilbage på pension, og Hezbollah står overfor at miste Syriens støtte og beskyttelse -- måske endog tab af Irans støtte. Hvad skal en ‘stakkel’ terrororganisation da gøre? Værre endnu Saudiarabien (den grådige, giftige og hæmningsløse stat, hvis gerninger i vort eget land fortjener kompromisløs gengældelse og regulering) og de arabiske Golf Stater er ligeså så ivrige som Israel for en militær indsats mod Irans atomvåbenprogram. Når de mest velstående arabiske stater, og Israel står overfor samme trussel mod deres eksistens, da vil Hamas og Hezbollah ikke blot blive sat på bagsædet, de vil skulle blaffe sig frem i ørkenen. 

Set fra vor side er der efter min mening to påtrængende problemer. For det første. Vi er hyklere. Under præsident George W. Bush, var konservative alle for arabisk demokrati. Under præsident Obama er arabisk demokrati pludselig den største fare siden kommunismen. Og hvordan kan det være, at vi konservative kunne acceptere støtten gennem generationer til de monstrøse islamiske fanatikere i Saudi kongefamilien - de oprindelige støtter til al-Queda, og bagmændene for islamisk underkastelse i vor eget land -- men vi går i panik over valgresultaterne i Tunesien? 

For det andet og af langt større betydning, så skal vi se at komme over vor ide om øjeblikkelig taknemmelighed. Den arabiske verden har ikke kun været på en nedtur lige siden Europas storhedstid begyndte for fem hundrede år siden, men siden det 13. århundrede, da først mongolerne, derpå forskellige tyrkiske befolkningsgrupper underkastede araberne (Korstogene var blot en lille hændelse i historiens forløb og den arabiske hylen op om dem, og den skade de medførte er blot en gang propaganda mod faktuelle kendsgerninger: Deres medmuslimer rystede den arabiske civilisation, ikke en håndfuld Tempelriddere.) 

Pointen er, at sidste års “Arabiske Forår” revolutionerne kun tilbyder en bleg chance for gradvis vækst i de næste generationer. En civilisation der har været på bagdelen i 800 år bliver ikke den næste supermagt sådan med det vuns. Vi står overfor et århundrede, om ikke længere, med en moralsk uduelig og kulturel tilbagestående arabisk verden, der på klodset vis søger efter at komme videre, efter midler så man kan konkurrere med civilisationer, fra Chicago til Shanghai, der netop har overladt Mellemøsten i historiens støv -- eller sand. Jeg aner ikke på rent praktisk niveau om denne patetiske vragcivilisation nogensinde vil kunne følge med.
  

Her ved afslutningen lad mig da vende tilbage til Levi-Strauss’ beskrivelse af Islam som “ en kasernereligion.” Skrivende midt i det 20. århundrede havde han mere ret, end han vidste. Islam er virkelig, i bund og grund militant (skønt det ikke gør den stærk i den postmoderne verden- tværtimod.) De fem tvungne bønner om dagen? Som tidligere soldat kan jeg genkende parader når jeg ser dem. Idet han stod overfor udfordringen med at kontrollere ørkenfolk uden regler, gjorde Muhammad blot det som enhver dygtig sergent gør: Han kaldte alle sammen, for at tælle dem. Virkelig et godt redskab for Arabien i det 7. århundrede, men ikke særlig godt for en post-moderne verden der kræver produktivitet uden afbrydelse. 

Islams oprindelige fokus på lydige krigerkadrer hjalp også til at forklare den lange passivitet hos araberne under militærregimerne: Islam er, fremfor alt, en disciplinær religion, hvor man holder kæft og parerer ordre efter kommandorækkefølgen. 

Vi hører ofte påstande om at “Islam er fastlåst i det 7. århundrede.” Men anklagen er ikke anvendelig udover nogle primitive levemåder. Mens Islam har udviklet sig smerteligt langsomt, har man dog gjort fremskridt, og er nu nået til præcis det stade som Kristendommen nåede i det 12. og tidligt i det 13. århundrede, tidsalderen med lammende teologiske diskussioner (“Hvor mange mulaher kan danse på et kanppenåslhoved?”) og en gejstligheds monopol på, at ville fastholde en doktrinær ensformighed. Besættelserne af frafald og den fanatiske bekymring for den offentlige væremåde og opførsel er også stort set den samme. Den arabiske verden har endog vore egne ‘Høj-Middelalder” problemer med gejstligt fordærv bag moskeerne og madrassaers mure. 

Der krævedes den samfundsomvæltende effekt af den Sorte Død, Renæssancen, Reformationen, den videnskabelige metodes triumf, juraens og aftalelovens modning, enorme forbedringer i uddannelserne, og kapitalismens modning for at få os, hvor vi er i dag (ufuldkomment som vort samfund stadig er). Den arabiske verden myrder stadig de som man anser som blasfemikere og stener hekse til døden.

Araberne er undertiden, en nærmest dødelig irritation for os, men de har for sig selv været en ubegribelig umådelig katastrofe. I det 21. århundrede er Islam en kulturel selvmordspagt.  

Jeg er i en langt større fare fra en amerikansk teenager der skriver SMS mens der køres, end jeg er fra hele den arabiske verden. Det gælder også dig. Dette betyder dog ikke at vi kan undlade at være på vagt. Men det betyder at vi skal holde op med at være angste for mørket i andre menneskers soveværelser.  

                   



Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters is a former enlisted man and retired Army officer, a journalist, and a prize-winning, bestselling author. His latest book is Cain at Gettysburg,(on sale February 28th), a bluntly realistic novel of the Civil War's greatest battle.