Af samme støbning -Obama og islam

To alen af samme stykke

Victor Volsky
Er  Barack Hussein Obama muslim?  Selvom han ikke er så ville det næppe betyde noget. Hans politik er tilsyneladende inspireret af en ideologi der selvom den er diametralt modsat militant islam, dog kun er meget lidt anderledes fra den i målsætninger og resultater.

Man kan egentlig godt forstå, hvorfor så mange mener Obama måske er muslim. Trods alt var hans første telefonopkald som U.S. præsident til Den Palæstinensiske Selvstyremyndigheds præsident Mahmoud Abbas, dermed gav han et signal om den nye administrations prioriteter i udenrigspolitik. Hans første rejse udenlands var til Egypten. Han første store udenrigspolitiske initiativ, fremsat i hans tale i juni 2009 i Cairo var en udstrakt hånd til den muslimske verden. 

Og hvordan er det med hans nære venskab med Rashid Khalili, en PLO propagandist og tidligere talerør for mesterterroristen Yasser Arafat? Hans rapsodiske observation af, at muezzinens kalden til bøn er den “kønneste” lyd i skaberværket? Hans ubegribeligt vamle formodninger om at Amerikas grundlæggende muslimer har beriget den amerikanske historie og arv? Hans fuldtonede proklamation i Cairotalen om at “Islam har demonstreret gennem ord og handlinger mulighederne i religiøs tolerance”? Hans ofte dybfølte referencer til den “Hellige Koran” (har han nogensinde omtalt Bibelen som “Hellig?”) Hans dybe buk for den saudiske konge?

Endog hans berømte fortalelse om at U.S. består af 57 stater kan måske have været et Freudiansk slip der kunne lade formode, at den enhed han faktisk havde i tanke var Organization of the Islamic Conference, der jo faktisk har 57 medlemsstater? Undertiden går hans tilsyneladende forkærlighed for alt muslimsk til det latterlige, som da han gav NASA opgaven med en ny mission for at øge muslimernes selvbevidsthed ved at påpege deres uvurderlige historiske bidrag til rumfartsvidenskaben (mon han, sådan ret tilfældigt mente det magiske flyvende tæppe fra 1001 Nats Eventyr?)

Læg dertil Obamas fjendskab overfor Amerikas allierede i Mellemøsten -- alle de “Vestliggjorte” Mubarakker, Saleh’er og Kaddafier -- hvilket er i særlig grad slående sammenlignet med hans ydmyge, næsten sleske holdning overfor islamiske radikale som Det Muslimske Broderskab og de iranske ayatollaher.


Hvorfor forblev han påfaldende tilbagelænet under masseprotesterne i Iran i sommeren 2009 da blot en gestus om moralsk støtte kunne have lagt et stort pres på mullaherne? Udover Obamas overvældende ønske om forhandlinger med Teheran regimet i en selvbedragerisk tro på egne magiske overtalelseevner var det så, fordi de protesterende åbent proklamerede deres beundring for Amerika?  Under Obama er det farligt at være en ven af Amerika; på den anden side, er det ret så sikkert at være hendes fjende.


Men er en sådan åbenlys og ubegrænset kærlighed til islam bevis på tilknytning til Islam? Ikke nødvendigvis. Der er en mere sandsynlig forklaring: Barack Obama er blot en radikal venstreorienteret progressiv, et medlem på god fod med et samfund, hvis ideologi ikke er så meget anderledes fra det islamiske verdenssyn. Dette gør de to bevægelser til allierede. Nævn blot et politik område, og overalt er målsætningerne for radkiale progressive og militante muslimer som to alen af et stykke, ja næsten uadskilleligt.


Ved roden af en sådan harmoni i visioner ligger deres fælles giftige had til Amerika. Både islamisterne og de radikale på venstrefløjen ser U.S. som ondskabens fokuspunkt. Begge tror at Amerika vil få sin bekomst. Islamisterne kalder U.S. Den Store Satan, der er lige nøjagtig det som de radikale ville kalde deres land om det var religiøst betinget. Men da det ikke er det, kalder de Amerika grådig, imperialistisk, en ond undertrykker, menneskehedens altoverskyggende fjende.


Indrømmet, der kan være nogen uoverenstemmelse i det endelige mål for de to uforsonlige fjender af Amerika. De radikale ønsker at ødelægge Amerika så de kan genopbygge hende i deres eget billede, men islamisterne har til hensigt helt at fjerne hende fra jordens overflade. Men det er en forskel uden betydning.


Hvordan er de heftige anti-amerikanske dagsordener der udspys af præsten Jeremiah Wright, hvis glødende prædikener Barack Obama har absorberet i 20 år, og som Obama kalder sit “moralske kompas” så meget anderledes end den glødende lava af had mod alt amerikansk der udspys af Wahhabi prædikanter under fredagsbønnerne? Er der så megen forskel på Chicago præstens rasende skrig “Gud forbande Amerika,” og de vanvittige muslimers rablende råb “Død over Amerika?” 

Både islamisterne og Vestens venstreorienterede betragter tredje verdens folk som heroiske martyrer og ofre for amerikanske imperialisme. Meget passende så tror mange Demokrater at 9/11 var et insiderjob. Det er ikke kun et irrationelt had mod George W. Bush der er bag denne “teori” men også tøven overfor at give skylden på synderne. At gøre det ville være et sammenstød med det progressive synspunkt om at den tredje verden er ren som nyfalden sne. Således er venstrefløjen i virkeligheden tvunget til at søge sig en vej, hvor de kan sone de faktiske misdædere. Men nogen skal jo have skylden for den rædselsvækkende handling af masseterror. Så nævn blot George Bush og Dick Cheney.

Både islamisterne og de radikale på venstrefløjen kræver en omfordeling af verdens velstand fra det flittige Vesten til den fattiggjorte tredje verden. De underudviklede landes drøm om vedholdende velstand er forståelig. Mangel på uddannelse, mangel på tekniske og ledelsesmæssige evner, eller arbejdsetik, håndsrækninger fra de skyldbetyngede tåber i Vesten er deres redningskrans.


Og at se, hvordan disse velgørere nærmest kryber af flovhed over deres egne rigdomme, så er den tredje verden kommet til at tro på at ‘goderne’ er deres retmæssige ret. Deres holdninger er som en tiggers, jo mere besat af skyld målet er når han ser tiggerens elendighed des mere sølle bliver sidstnævnte. Bønfaldelser giver plads til krav.


Og de progressive ønsker intet andet end at adlyde. De søger at lindre deres skyldbetyngede samvittigheder og så opleve den rus der kommer med følelsen af at de er moralsk overlegne. De svælger i skyld, en kilde til stor glæde, fordi den tillader dem at adskille sig fra de formørkede masser, så fulde af fordomme og hykleri som disse masser er, og selv fremstå som overvæsener.

Islamisterne hader Kristendommen og det gør de radikale progressive også, skønt førstnævnte hader en rivaliserende religion og sidstnævnte som sådan foragter religion. Men progressive er mere imødekommende over for Islam, fordi de betragter den som kulturen hos den undertrykte (og også af frygt for voldelige gengældelser, som tilhængerne af “fredens religion” jo er så berømt for). Men resultatet er det samme. Den progressive venstrefløj latterliggør uden nåde Kristendommen herhjemme mens man belejligt vender det blinde øje til de mere udspekulerede former for had som de kristne vantro udsættes for, nedbrændinger og drabene,  der er så rigeligt af i muslimske 
lande. 

Endnu en punkt hvor der overensstemmelse mellem den yderste venstrefløj og radikal islam er deres fælles anti-semitisme og uforsonlige had mod Israel. Er det mon et tilfælde at Obama har krævet at Israel går tilbage til sine 1967 grænser, hvilket ville sætte landet i en fuldstændig uholdbar position og som lige præcis er det palæstinenserne ønsker? Igen er der en smule divergens mellem målene hos de to: Islamisterne drømmer om at smadre Den Lille Satan og udslette alle jøder, mens de amerikanske radikale ville være tilfreds med at se Israel fjernet fra landkortet og landets indbyggere (hvad der så bliver tilbage) blive spredt til jordens fire hjørner. Men af praktiske årsager er islamisterne og de radikale allierede, som udgør de to stænger i en pincet der klemmer Israel.


Faktisk er nogle muslimer mere dobbelttydige i deres holdning til den jødiske stat. Trods al deres bloddrivende proklamationer så forstår de arabiske herskere udmærket at Israel er en sikkerhedsventil for den frustration og den vrede deres modvillige befolkninger har overfor dem. Inderst inde er de ikke så ivrige efter Israels ødelæggelse. Når det drejer sig om den yderste venstrefløj, så er den kompromisløs i sin foragt for det eneste demokrati og Amerikas eneste troværdige allierede i Mellemøsten. Hvilken udenlandsk leder er det Obama hader og foragter mere end nogen anden? Chávez? Assad? Ahmadinejad? Nej, det er Israels premierminister Benjamin Nethanyahu. Behøver man sige mere.


Den amerikanske venstrefløj og magtherskere i Mellemøsten kan også med egne øjne se problemet med Amerikas afhængighed af importeret olie. Obamas stædige benægtelse af at ville udvikle Amerikas rigelige energiressourcer og de blokeringer han har smidt på vejen for den hjemlige olieindustri er i fuldkommen harmoni med de arabiske oliesheikers politik, selvom de to allierede kan være tilskyndet af forskellige motiver. Araberne ønsker at holde Amerika i et fast oliegreb for evigt ved at forhindre U.S. i at udvikle vore enorme kulbrinteressourcer. Når det drejer sig om de hjemlige radikale, så søger de at påtvinge deres “grønne” dagsorden på vort land, uanset hvor hæmmende de så kan være. Forskellige motiver, men et lykkeligt ægteskab af taktik og politik, der cementerer Amerikas afhængighed af Mellemøstens olie.


Forestil dig nu at en islamist muldvarp er blevet plantet i Det Hvide Hus. Ville en sådan opføre sig spor anderledes end Obama? Måske ville han af frygt for at blive fundet være mere forsigtig, men han ville forfølge til det sidste den samme politik. Er derfor Obama muslim? Måske, og måske ikke! Men når det hele er gjort op så har udgør det næppe den store forskel.
Read more: http://www.americanthinker.com/2012/03/birds_of_a_feather.html#ixzz1pB9EnM7I

Til anbefaling denne  http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/07/frste-muslim-i-amerika-oh-rdsel.html