Thatcher og jøderne

Margaret Thatcher var en trofast forsvarer for jødernes sag og en støtte for Israel i sin politiske karriere, ikke som de fleste Tory politikere før hende

Charles C. Johnson

Når hun blev spurgt om sin mest betydningsfulde bedrift nævnte Margaret Thatcher, nu skildret  af Meryl Streep i filmen Iron Lady, på typisk vis ikke sin gerning i den britiske regering, besejringen af den argentinske invasion af Falklandsøerne, det at hun fik tæmmet den galoperende inflation, eller ‘væltet’ Sovjetunionen. Kvinden der genskabte britisk politik og tjente som premierminister fra 1979 til 1990 sagde ofte at hendes største gerning var at hjælpe med til at frelse en ung østrigsk pige fra Nazisterne.                

I 1938 skrev Edith Muhlbauer, en 17 årig jødisk pige til Muriel Roberts, sin penneveninde og den fremtidige premierministers storesøster, og spurgte Roberts familien om den måske kunne hjælpe med til at få hende ud af Hitlers Østrig. Nazisterne havde påbegyndt indsamlingen som det første, af Wiens jøder efter Anschluss, og Edith og hendes familie var bekymret over, at de ville blive de næste.

Alfred Roberts, Margaret og Muriels far, var købmand i en lille by; familien havde hverken tid eller penge til at bringe Edith dertil. Derfor gik Margaret, dengang 12 år og Muriel, 17, i gang med at lave fonde og skaffe midler og overtale den lokale Rotary Club til at hjælpe. 

Edith opholdt sig hos flere end et dusin Rotary familier, herunder Roberts, i de næste to år, indtil hun kunne flytte og slutte sig til slægtninge i Sydamerika. Edith boede i Margarets værelse, og hun gjorde et godt indtryk. “Hun var 17 år, høj, smuk, helt klart fra en familie der klarede sig godt,” skrev Thatcher senere i sine memoirer. Men vigtigst så “fortalte hun os, hvordan det var at være jøde under et anti-semitisk regime. En ting der især gjorde stort indtryk i mit sind: Jøderne, sagde hun, blev sat til at skrubbe gaderne.” 

 

For Thatcher der gik ind for meningsfyldt arbejde, var dette ligeså meget et spild som det var noget der vakte vrede. Havde Roberts familien ikke grebet ind, huskede Edith år senere, “Ville jeg være blevet i Wien og de ville have slået mig ihjel.” 

Thatcher glemte aldrig den lære: “Tøv aldrig med at gøre hvad du kan, for du kan redde et liv,” fortalte hun publikum i 1995 efter Edith var blevet opsporet som værende i live og havde det godt i Brasilien.

Andre britiske politikere og deres familier husede jøder under krigen, men ingen synes at have været så dybt berørt af det som Thatcher. Harold Macmillan​, en fjende af Thatcher og Englands premierminister fra 1957-1963 gav husly for jødiske flygtninge i sit palæ, men hans relationer til jøderne var altid afmælt, kølig, det antisemitiske  kendetegn som var så udbredt blandt de højeste Torier.

Harold Macmillan

Under de kontroversielle Versailles fredsaftaler der afsluttede 1. Verdenskrig skrev MacMillan til en ven at premierminister Lloyd Georges regering ikke var “særlig populær, undtaget vedrørende den Internationale Jøde​,” den mytiske sammenslutning man mente stod bag alle Europas problmer og gjort berømt af Henry Fords bog med samme titel.

The International Jew​, The World's Problem - 1920 artikler i Dearborn Independent

Macmillan kom ofte med nedrige vittigheder om jøderne og jødiske politikere, og nedgjorde Leslie Hore-Belish, et medlem af De Liberale i Paramentet og en kritiker af forsoningspolitiken i årene før 2. Verdenskrigm med udtrykket “Horeb Elisha,” en nederdrægtig henvisning til Horebs Bjerg, hvor de 10 Bud blev overdraget Moses.  

Viscount Cranborne, et Tory medlem af Parlamentet og en embedsmand i Udenrigsministeriet forsøgte i 1930’erne at underminere forsøgene på at lette adgangen for jøder til Storbritannien eller til Palæstina, ved at udelukke de som kunne være Edither fra et finde sikkerhed under det britiske Union Jack. Og sammen var Cranborne og Macmillan blandt de Tory parlamentariskere der tvang Hore-Belish ud af regeringen tidligt i 1940’erne for, som de påstod, at have konspireret for at tvinge Storbritannien ind i krigen på vegne af europæiske jøder.

I modsætning hertil havde Thatcher ingen anti-semitisme. “Jeg selv kan bare ikke forstå anti-semitismen” indrømmede Tahatcher i sine memoirer. Faktisk fandt hun “nogle af sine nærmeste politiske venner og samarbejdspartnere blandt jøder.”

Som noget enestående blandt britiske politikere var hun sædvanligvis fri for selv “det allermindste spor af anti-semitisme i sin fremtoning.” skrev Nigel Lawson, hendes finansminister i 1992. Lawson vidste hvad han talte om. Alan Clark, en senior Tory politiker, skrev i sine dagbøger at nogle fra den gamle garde, sig selv indbefattet, ikke mente at Lawson, “som en jøde” kunne blive tilbudt stillingen som udenrigsminister. Lawsons “jødiske herkomst var i sig selv diskvalificerende” skrev Sunday Telegraph i 1988, uden at skamme sig. Rygter og spekulationer holdt ved til 1990’erne over, hvorfor dette eller hint jødiske medlem af Parlamentet ikke kunne blive leder af det Konservative Parti. 

 

Alan Clark

Tidligt i sin karriere - endog før hun gik ind i politik - havde Thatcher arbejdet sammen med jøder som kemiker ved J. Lyons and Co., et jødisk ejet firma. (Hun var gået ud fra Oxford i 1947 med en eksamen i kemi). Efter at være holdt op med kemi, blev hun sagfører og blev mere og mere involveret i politik. Hun stillede op i nogle af de mere konservative kredse, og tabte hver gang. Endelig vandt Thatcer i Finchley, et sikkert Torys sæde i en forstad i Nordlondon. Nu havde hun endelig fundet sine vælgere: Middelklassen, foretagsomme jøder i forstæderne. 

Hun holdt i særlig grad af den måde som hendes nye vælgere tog vare på hinanden, fremfor at søge hen mod Staten: “I de 33 år jeg repræsenterede (Finchley),” skrev hun senere, “mødte der aldrig en fattig, desperat jøde op til vælgermøderne,” og hun ønskede ofte at Kristne ville “lægge nøje mærke til den jødiske understregning af selvhjælp og accept af det personlige ansvar.” 

Hun var en af grundlæggerne af Anglo-Israel Friendship League of Finchley og medlem af Konservative Venner af Israel. Idet hun følte afsky for en golfklub i hendes distrikt der ikke ville have jøder som medlemmer, indgik hun en offentlig protest mod denne. Hun sluttede sig endog til at synge Israels nationalsamg i 1975 i Finchley. 

Finchleys jøder var “hendes folk,” plejede Thatcher at sige - helt sikkert meget mere end de velstående baroner der dominerede hendes parti. 

Da Thatcher blev leder af oppositionen i 1975, blev det antydet at hendes tætte forbindelser med britiske jøder kunne være en fare for landets udenrigspolitik. Officiel korrespondance, der er frigivet i 2005 viser det ubehag, hvormed bureaukraterne i Udenrigsministeriet behandlede Thatchers alliancer i kapløbet op til hendes valg som premierminister i 1979. 

Michael Tait, en embedsmand ved den britiske ambassade til Jordan var bekymret over at Thatcher måske kunne være lidt for tydelig som en “fange af Zionister,” medmindre hun løsnede sig fra sine officielle bånd til pro-jødiske grupper. Tait forelsog endog at Thatcher skulle opgive sin elskede Finchley valgkreds til fordel for Westminster, en distrikt med færre jøder og distancere sig fra hendes “pro-Israel Parlamentsmedlemmer” der kunne gøre en fred i Mellemøsten umulig. Til sidst blev indvilligede Thatcher tøvnede at frigøre sig fra de jødiske grupper hun hørte til, men hun beholdt sit distrikt, og sine forbindelser med pro-Israel parlamentarikerne. 

Da hun først var blevet premierminister udnævnte Thatcher en regering ‘udenfor regeringen.’ “Det som var særligt ved Margarets kabinet,” sagde Macmillan senere, “er at den omfatter flere Gamle Estere end det har gamle Etoner.” (Eton er den berømte skole hvor det kræves at elevernes fædre er briter af fødsel, for at holde jøder udenfor) Britisk politik havde altid været en klub for fornemme hedninge; Thatcher ønskede at gøre det til et præstationskabinet.

           

Margaret Thatcher, Oktober 1986. (Keystone/Getty Images)

                                   

Thatcher udnævnte, hvem hun mente der var bedst egnet til stillingerne i hendes regering, uanset deres religiøse- eller familebaggrund. Chaim Bermandt, (fra Letland oprindeligt) den anglo-jødiske forfatter, gik muligvis for langt da han sagde at Thatcher har en “næsten mystisk tro på jødernes evner,” men han var ikke helt ved siden af. 

Udover Nigel Lawson udnævnte hun Victor Rothschild, (europæiske Rothschildfamilie) som sin sikkerhedsrådgiver, Malcom Rifkind som statsminister for Skotland, David Young som minister uden portefølje, og Leon Brittan som handels- og industriminister. David Wolfson, nevø til Sir Isaac Wolfson, præsident for Great Universal Store, Europas største postordrevirksomhed, tjente som Thatchers stabschef. 

Hendes politik fik energi gennem to mænd - Keith Joseph, et Parlamentsmedlem, som mange troede en dag ville være den første premierminister som praktiserende jøde, og Alfred Sherman en tidligere kommunist der var blevet frimarkedstilhænger. 

Med Thatcher, Joseph og Sherman skabtes Centre for Policy Studies i 1974 for at få indført klassiske liberale ideer i Storbritanniens Konservative Parti. Joseph, søn af en af de mest velstående familier i Storbritannien ønskede “på fundamental vis at påvirke en politisk generations måde at tænke på.” Det var ikke nok at vinde valg, mente han; der måtte være en forandring i den måde mennesker tænkte politik. Han benyttede denne nøgle fra sine ideologiske modsætninger, Fabian Socialister, en gruppe intellektuelle britisk socialister der ønskede at gøre Storbritannien socialistisk gennem en gradvis forandring. 

Joseph ville kopiere Fabianernes stil ved at skrive i aviser om politik, give taler og skrive til berømte briter om at forsøge at ændre på den offentlige mening. En af disse strejftog blev en bog han var medforfatter på Equality, udgivet i 1979, der argumenterede for at lighed i muligheder “kræver at ingen ekstern barriere skal forhindre et individ i at udnytte sine talenter. Ingen love skal forbyde nogle at gøre det som er forbudt af andre.” Det var Thatcer ind til benet.

 

Thatcher’s philo-semitisme (forkærlighed) gik videre end de mennesker hun udnævnte til sin regering; den havde også helt tydelige politiske implikationer. Hun gjorde jødiske sager til sine egne, herunder at lette på restriktionerne så nazistiske krigsforbrydere der boede i Storbritannien kunne retsforfølges, og talte varmt for Sovjetunionens refuseniks (jøder der ønskede at udvandre til Israel). Hun pralede med at hun engang fik gjort Sovjet emebdsmænd “nervøse” ved hele tiden at bringe refuseniks byrden op under et enkelt ni timer langt møde med Mikhail Gorbachev, “Sovjetterne skulle vide, at hver gang vi mødtes ville deres behandling af refuseniks blive smidt i hovedet på dem,” forklarede hun i sin bog

The Downing Street Years.

 

10. Januar, 1973. Jødiske refuseniks demonstrerer foran Indenrigsministeriet for retten til at udvandre til Israel

Thatcher arbejdede også på at afslutte den brtiiske regerings støtte til den arabiske boykot mod Israel. Under Yom Kippur Krigen i 1973, kritiserede Thatcher Tory premierminister Ted Heaths nej til at ville forsyne Israel med militærreservedele eller blot tillade at amerikanske fly benyttede britiske luftbaser for at give forsyninger til Israel. I 1986 blev Thatcher den første britiske premierminister der besøgte Israel, hun havde dog besøgt landet to gange som Parlamentsmedlem. 

Alligevel, trods sin støtte til Israel, og skønt hun afviste den tydelige pro-PLO holdning hos nogle medlemmer af hendes regering mente hun at Israel burde forhandle fred for land, og i sine memoirer ønsker hun at den “israelske understregning af menneskerettighederne for de russiske refuseniks blev på lignende vis anvendt på en passende anerkendelse af de statsløse palæstinensere.”

Hun fordømte også Israels bombning af Osirak, Saddam Hussein atomkernereaktor i 1981.

“(Osirak angrebet) repræsenterer et groft brud på international lov,” sagde hun i et interview med Londons Jewish Chronicle i 1981. Israels bombning af et andet land kunne føre til “internationalt anarki.”

 

Osirak efter bombningen

Sandt at sige var Thatcher ikke alene om denne stillingtagen. Jeanne Kirkpatrick, U.S. ambassadør til FN, sammenlignede Israels bombning af atomreaktoren med Sovjets invasion af Afghanistan. FN Sikkerhedsrådet fordømte ensstemming angrebet. “Blot fordi et land forsøger at skabe energi gennem atomkraftkilder, skal man ikke tro at man gør noget helt forkert,” sagde Thatcher i House of Commons. 

Hun bemærkede at Iraks facilitet netop var blevet inspiceret og således var det ikke særlig hensigtsmæssigt for Israel at angribe. Reagan var enig - i det mindste officielt. “Teknisk set,” skrev Reagan år senere, “havde Israel krænket en aftale om ikke at benytte U.S. fremstillede våben til offensive formål, og nogle kabinetsmedlemmer ønskede jeg skulle lægge pres på Israel fordi landet havde brudt denne forpligtelse.....men jeg havde sympati for den israelske premierminister Menachem Begins motiver, og privat mente jeg vi burde give dem tvivlens gave.” 

At Thatcher ikke gav Israel tvivlens nådegave er bekymrende, skønt hun gjorde det godt igen da hun gik ind for befrielsen af Kuwait og at få smidt Saddam Hussein på porten. Men i dette burde Thatcher ikke have ladet mandariner i Udenrigsministiet overtale hende. Hun skulle have stolet på sine philo-semitiske instinkter.
                           
Charles C. Johnson is author of the forthcoming Coolidge: Then and Now.
                                                                                            
http://www.tabletmag.com/news-and-politics/87027/thatcher-and-the-jews/?all=1