Alt for smukt til dig - kunst og religion!

Alt for smuk til dig

Arnold Cusmariu

"Du kan ikke klare sandheden” råbte en tirret Oberst Jessep (Jack Nicholson) til Løftnant J.G. Kaffee (Tom Cruise) i den berømte retssagstale i filmen A Few Good Men (Et Spørgsmål om Ære) (skrevet af Aaron Sorkin. Krydsafhøringen afslører imidlertid, at det er obersten der ikke kan klare retfærdigheden: Han havde givet ordre til en “code red” der resulterede i, at en Mariner døde under hans kommando på Guantanamo.

"Sandhed" og "retfærdighed" er ikke så nemme at definere, men det er vanskeligt at være uenig i at sandhed og retfærdighed er grundlæggende for den sociale og politiske stabilitet -- ja, faktisk for selve civilisationen. For meget lang tid siden blev et noget anderledes tredje koncept også erklæret som værende grundlæggende.

Det koncept er skønhed, og det var de gamle grækere (venligst ingen sammenligning med nutidens driverter) der argumenterede for at denne triade var eksistentiel for civilisationen Sandhed og retfærdighed holdt de som værende verdsligt, og således banedes vejen for videnskab og demokrati. Men skønhed -- åh ja, skønhed -- den var hellig, beskyttet i gudeverdenen af gudinden Afrodite. Forsyndelser mod hende var blasfemi, og skulle straffes langt mere konsekvent end falskhed og uretfærdighed.

Nu hurtigt videre til de flimrende skygger dansende på Hulens væg: Biografen. Den franske instruktør Bertrand Blier synes at have taget de gamle grækere til sit hjerte, med sin 1989 Too Beautiful for You, en meget underkendt film -- der portrætterer moral og æstetik, der synder mod skønhed som helligbrøde.

Too Beautiful for You er beretningen om en bilsælger (Gerard Depardieu) der beslutter at få et opgør med det gammeldags typiske kontormiljø, fordi som han forklarer hans hustru (Carole Bouquet) er “for smuk, for sublim, for ideel,” og “hvad mere er der at begære når man bor med en sådan ædelsten, undtagen af dø?”
Blier garanterer at denne filister får hvad han fortjener.

Men vent det bliver værre! Et rædselsfuldt øjeblik af Kallofobi -- “kallos” betyder “skønhed” på oldgræsk -- rammer kunstscenen for cirka 70 år siden, før Bliers dramatisering, blot med den forskel at denne særlige ‘overtræder’ ikke alene ville være blevet censureret for blasfemi, men han ville blive belønnet med berømmelse og formue som det største navn i det 20. århundredes kunst. .

Jeg taler her om Picasso og Les Demoiselles d'Avignon.  Den oprindelige titel er Bordellet i Avignon, et billede som blev fuldført i sommeren 1907, men befandt sig i atelieret og samlede støv før det kom på udstilling i 1916. Matisse så det i værkstedet, og udtrykte at det var “horribelt” og forlod stedet i rasende sindstilstand.

Det var ingen overreaktion. Picasso ville vise sig at være uhyret der dræbte skønheden i kunst ved at gøre det grimme ....nuvel, seværdigt. Des mere ækelt, chokerende, afskyvækkende, oprørende, frastødende, kvalmende...des bedre. Med et kallofobisk billede vendte Picasso ryggen til traditionen der gennem århundreder havde anset kvinden som skønhedens paradigme og gjort glorificeringen af hende til et hovedpunkt i kunsten.

Men der er mere - værre endnu! Som katolik må Picasso have vidst at han begav sig ind på farligt territorium, ved at opkalde et billede efter et bordel i en by i det sydlige Frankrig der engang var sædet for Pavedømmet. Marseille, en havneby, hvor liderlige søfolk kan få tilfredsstillet deres behov ville have været mere passende som titel. Hvorfor dog tage en risiko med Avignon?

Biografiskriveren John Richardson (bind II, s. 32) sætter ubevidst sin finger på det med et forsøg på positivt spin der giver bagslag: “Demoiselles var en eksorcisme af de traditionelle opfattelser af “skønhedsidealet.’”

Nuvel grækerne påbegyndte denne tradition ved at forbinde skønhed med guddommelighed, og det fortsatte under Kristendommen gennem Madonna opfattelsen. Hvis derfor Picasso virkelig tror, at denne tradition var besat af onde ånder, og det var op til ham at udøve eksorcisme så begik han blasfemi -- trende gange.

Andre kunstnere fulgte med glæde Picassos vej, de fleste langt mindre talentfulde, men dog ligeså grådige, sparkende den dør han havde åbnet helt i smadder, ivrige efter at overgå hinanden (og mesteren, blot for at være med) i den afskyvækkende, chokerende, grimme, oprørende, frastødende, kvalmende afdeling. De er stadig i færd med det i dag, idet de har erfaret at sådant sælger rigtig godt, hjulpet og støttet af sykopantiske kritikeres gallerier, og af hjemlige feminister der er ligeså meget imod organiseret religion. Sidstnævnte også drevet til kallofobi under en inferiør kompleks maskerade som social dagsorden.     

Les Demoiselles d’Avignon

At Piccaso havde en dyb indre frygt og foragt for kvindekroppen er velkendt. Denne fobi er udstillet i Les Demoiselles d’Avignon og i andre værker -- Picasso var om ikke andet - hudløst ærlig. De fem figurer i billedet er forvredet til det grimme, ubevidste om hinanden mens de udstiller “charmer” der knap er genkendelige som menneskelige. Fraværet af former og perspektiv og de skarpe kanter gør at billedet mere ligner papirudklip limet på lærred, og antyder vold i hver kompositionshandling. Vold mod kvinder er, selvfølgelig det der foregår på et bordel. Picasso var en trofast kunde.

Men der er mere! Sæt tidsmaskinen til cirka tusind år før hans fødsel, da Picassos hjemsted Andalusien var kendt som Al-Andalus, og maurerne regerede. En langt alvorligere trussel mod skønhed var kommet frem, der allerede havde fjernet den verdslige status ved de andre elementer i den oldgamle triade - sandhed og retfærdighed - alt sammen i navnet på en guddom som grækerne end ikke kunne forestille sig, og som beordrede lydighed uden murren og med døden som straf.

Her er følgende edikt i den henseende:

‘Og sig til de trofaste kvinder at de skal sænke blikket og ikke udstille deres skønhed, undtaget det der er synligt, og at udvide deres hovedbekædning til at dække deres skød, og ikke udstille deres skønhed undtagen for deres ægtemænd.’

Kravet om at muslimske kvinder er iført burka er en kallofobisk ordre i højeste potens. “Retfærdiggørelsen” gør Picassos flirt med blasfemi temmelig bleg i sammenligning: Ejendomsrettigheder ordineret fra det Højeste, og som efterfølgende slaveholder det halve af menneskeheden.

Forestillingen om kvinder som ejendom -- Islam tillader mænd at besvangre fire kvinder -- gjorde det muligt for bander af ungdommelige terrorister at galoppere under halvmåneflaget og mangfoldiggøre sig hurtigt og vinde slag efter slag, århundrede efter århundrede, gennem deres blotte antal. Denne demografiske realitet har givet dagens Europa en kæmpe hovedpine. Det er blevet muligt for osmannerne at gøre det som de ikke fik fuldført ved de blodige belejringer i 1529 og 1683. Sandt at sige er de kommet gennem Wiens porte med et ...pas.

Som kulturfænomen er der aldrig dukket en æstetisk dimension op i Islam der er værd at omtale. Hvordan kunne der også det? En kvinde der vovede at smide burkaen og posere for et maleri ville blive stenet til døden, og kunstneren henrettet for afgudsdyrkelse.

Arabiske mønstre på moskeernes vægge og den detaljerige symmetri der er vævet ind i gulvenes udsmykninger kvalificeres sig som godt håndværk, ikke kunst. Intentionen bag dem er ikke en æstetisk oplevelse, men er som diktater, som altid, ovenfra: At dekorere en bygning på en måde der adskiller den som et tilbedelseshus, og for at knæ og albuer for at afbødes hos de trofaste, der ligesom et urværk, skal bøje sig i bøn adskillige gange om dagen, og det hver dag.

  

Hvor sørgeligt: Millioner af muslimer går gennem livet uden den glæde nogensinde at se deres Pige med en Perleørenring (Vermeer) eller deres fugl i Rummet (Brâncuşi).

Brancusi og Vermeer

Men vent der er mere af det slemme endnu! Vor civilisation ville forsvinde med et slag af krumsablen under Sharia Lov: Sandhed og Retfærdighed ville ikke længere være noget verdsligt, og Skønhed ikke længere guddommeligt.

Arnold Cusmariu is a sculptor who holds that beauty is the essence of art.  He argued his case at meetings of the American Society for Aesthetics in 2010.

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/02/too_beautiful_for_you.html#ixzz1lDNwR1jb