Argentinas økonomiske nedtur

Argentina’s Præsident Kirchner smadrer økonomien

                                            
Hvorfor Argentina har kurs mod en krise.
           
Jaime Daremblum
                                

Tilbage i februar efter de argentinske myndigheder uforklarligt konfiskerede indholdet i et U.S. militærfly der leverede forsyninger til en rutinemæssig politiøvelse, opsummerede en lokal embedsmand fra Buenos Aires bystyre den dystre tilstand i hendes lands udenrigspolitik, med: “Vor eneste ven lige nu er Hugo Chavez.”

Den 16. april forgiftede præsident Christina Kirchner endnu en bilateral aftale da hun meddelte nationaliseringen af flertallet af værdierne i Argentinas største olieselskab, YPF, der ejes af det spanske selskab Repsol. Hendes træk gav anledning til øjeblikkelig vrede i Madrid og trusler om gengældelse. I mellemtiden har det spanske teknologiselskab N2S straks annulleret planerne om at oprette en afdeling i Argentina. “Argentina ligner faktisk et meget attraktivt marked for os og vi troede de mente det alvorligt med deres forpligtelse til at tiltrække sig udenlandske investeringer - indtil mandagens beslutning.” N2S’s ordførende direktør Francisco de la Pena fortalte New York Times, “Jeg er sikker på, at en masse andre spanske virksomheder er ligeså skuffede og bekymrede over, hvad der netop er sket, som vi er.” 

Beslutningen kan muligvis have overrasket hr. de la Pena, men den har ikke overrasket nogen der har holdt øje med præsident Kirchner igangsætte det ene økonomisk ødelæggende magtindgreb efter det andet. Som den braislianske journalist Miriam Leitao skrev som kommentar til overtagelsen af YPZ, “Argentinas kapacitet med at begå fejl synes ubegrænset.” 

 

Det er trods alt Kirchner der er den samme leder som i 2008 nationaliserede såvel hendes lands private pensionssystem som dets største flyselskab (Aereolineas Argentinas). Hun er den samme leder der i 2010 fyrede Argentinas centralbank guvernør Martin Redrado, fordi han nægtede at overføre 6,7 milliarder dollars i udenlandske reserver for at hjælpe Buenos Aires forfaldne gæld. Hun er den samme leder der har skabt en galopperende inflation, og en massiv kapitalflugt, hvilket er øget med 89% mellem 2010-2011. Og hun er den samme leder der systematisk har manipuleret med de økonomiske data samt inflationstallene, til et punkt hvor The Economist fornylig meddelte at man ikke længere ville offentliggøre officielle argentinske statistikker. (“Vi er trætte af at blive en del at det som synes at være et bevidst forsøg på at bedrage vælgerne og svindle investorerne,” sagde det ærværdige tidsskrift i en leder.)  
      

Selvsamme The Economist bemærker at Argentina nu er netto energiimportør, trods dets rigelige ressourcer. Mens regeringen har kastet skylden for underskuddet på energikontoen på YPF’s tøven overfor at investere mere rigeligt i den hjemlige produktion, da er uafhængige analytikere i det store og hele enige om at “den ægte årsag til Argentinas nedtur i energihandelsbalancen er de labyrintiske priskontroller og susbsidier, der gør investeringer uprofitable og tilskynder til overdrevent forbrug.”   
             

Ved at nationalisere YPF håber Kirchner at kunne fremme Argentinas finansielle stilling og også score politiske point gennem at dæmonisere en udenlandsk energigigant. Men hendes timing kunne ikke være værre, når man tager i betragtning at hendes lande (med ordene af Financial Times kommentatoren John Gapper) “har alvorlige økonomiske problemer, ingen adgang til internationale kapitalmarkeder og lurende investeringsudfordring.” 

 

Hvordan vil Argentina nu få udenlandske multinationale selskaber til at investere i den kapitalhungrende energisektor (eller nogen anden sektor for den sags skyld)? Hvordan kan man forvente at man kan fastholde tilliden i det globale forretningssamfund, når man truer privat ejendom, som var de statens sparebøsser? Som Mexicos præsident Felipe Calderon erklærede efter YPF manøvren. “Ingen der er rigtig klog vil investere i et land der eksproprierer investeringerne.” 

Selvfølgelig, hvis man blot ser på Argentinas årlige BNP vækst, der toppede med 9% i både 2010 og 2011, så kan man undre sig over, hvad al denne postyr er godt for. Vandt Kirchner ikke med lethed et genvalg sidste efterår, med flere end 54% af stemmerne? Og fortjener hun ikke kredit for sit lands hurtige økonomiske ekspansion? Svarene er ja, og nej. 

Vi skal huske at Kirchner i genvalget var oppe mod en svag, splittet opposition, og at hendes popularitet siden har været faldende. Men hensyn til økonomien da er Argentinas nylige vækst sket gennem tårnhøje globale priser på soja, der igen er blevet igangsat af den grådige kinesiske efterspørgsel. Landet har også haft gavn af den stærke vækst i Brasilien, dets største handelspartner. Nu da både den brasilianske som den kinesiske økonomi går langsommere da vil Argentinas vækst i betragtelig grad falde. 

Ydermere fordi Argentinas Kirchner-æra ekspansion har været fulgt af de øgede tocifrede inflationstal, så er levestandarden for de fattige og middelklassen ikke blevet bedre. “Fattigdomsniveauet er højere nu, end under de værste perioder i 1990’erne,” fortalte Argentinas økonomiminister Domingo Cavallo New York Times tidligt i 2011. “Uden tvivl, forøger inflationen fattigdommen.” 

Præsident Kirchner har stolet på et troldspejl af økonomisk vitalitet for at skjule effekterne af hendes fiaskopolitik. Men mens Argentina fortsætter med at miste investeringer og lider af udmarvende inflation, vil flere og flere af hendes landsmænd vågne op til den barske virkelighed om at de er meget fattigere - og meget nærmere en krise - end de var klar over.  

 Jaime Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies at the Hudson Institute.

http://pjmedia.com/blog/argentinas-president-kirchner-flunks-economics/?singlepage=true