Kedelig aftale for Amerika
Lisa Fabrizio
Hvor mange rockstjerne præsidenter kan vi overleve?
Min
far havde en enestående karakter. Jeg har aldrig mødt en mand der var
mere stålsat på sin livsvej og mere uvllig til at ændre på den, især når
det drejede sig om hans udseende. De dårlige råd han fik om at opdatere
sin garderobe - faktisk fra min mor - endte med han købte en
rædselsfuld Nehru jakke der sent i 1960’erne. Den klædte ham overhovedet
ikke; heller ikke på den der skræddersyede måde, da blot det at føje
sig overfor en eller anden triviel modelune ville have undermineret hans
skær af myndighed og formindsket vor tillid til hans klippefaste
pålidelighed.
Jeg
har altid følt at der er noget betryggende ved en mand der afviser
modeluner mens jeg aldrig helt har stolet på en der er slave af moden.
De må være noget fra min familie, fordi min lilleøster sagde engang at
Ronald Reagan - der, skønt han var en velklædt filmstjerne, aldrig
ændrede på sit udseende med de skiftende stilarter - dermed altid fik
hende til at føle sig “sikker.” På samme måde har jeg rent instinktivt
milstillid til nogen der har fået påklistret det barnagtige øgenavn
“rockstjerne”; en hyldest til det cool og seje, der i sandhed er et
symbol på alt der er galt i Amerika.
Jeg
formoder det har noget at, at man er med på noderne når man er teenager
og gruppepresset kræver at man er en smule tåbelig, men når din
bankkonto er overtrukket eller Skattefar kommer og banker på din dør,
hvem vil du så gerne se klare det? Ønsker du en udklædt mode stjerne
eller ønsker du en nørd med en lommeregner? Eller når bussemanden sniger
sig ind på dig, der midt om natten, er det så rocksstjerne du gerne
vil have skal beskytte dig?
George
W. Bush, med hans kedelige ferier i Crawford, Texas og hans
forkærlighed for at gå i seng cirka kl. 22.00 var selve indbegrebet af
at være “ligetil,” men selv de mest nidkære venstreorienterede var dog
glade for at han var lederen 9/11. Det kan meget vel have været den cool
rocksterne der gav ordre til at dræbe Osama bin Laden på en nærmest
videospilagtigt måde, men det var det langsomme, tunge og sommetider
smertefulde forarbejde af den sløve Bush der skabte forarbejdet.
Siden
de kulturomvæltende dage i 1960’erne er vor nation blevet nærmest
skizofren i sit valg mellem stil og substans, begyndende med den første
paparazzi præsident, John F. Kennedy og hans hustru Jackie; Førstedamen
der indtog rollen som stil trendsetter. Skønt JFK var langt mere
troværdig end den nuværende cool kat i Det Hvide Hus, så følte mange at
valget af ham var mere et produkt af markedsføring af hans attraktive
familiebaggrund og hans rødmossede New England gode udseende.
Efter
JFK kom den kedelige karrierepolitiker Lyndon Johnson efterfulgt af
Richard Nixon en mand så kedelig, at da han optrådte i Laugh-In under
1968 præsidentkampagnen så er jeg ganske sikker på at han ikke anede
hvad “Sock it to me” betød. (lige på og hårdt)
Så fulgte den gådefulde Jimmy Carter, med en personlig stil der var chokerende bondeagtig, men hvis politik dog var det som liberales drømme går ud på.
De
to perioder med Reagan medførte til fulde en syntese af elegance og
tyngde der muligvis ikke er blevet fremvist siden George Washington, og
måske aldrig igen vil hædre det højeste embede i vort land. Han tiltrak
naturligvis de “smukke mennersker” fra Hollywood, dog blev de
forbeholdne overfor hans sociale liv og havde ingen indflydelse på hans
præsidentskab, ikke som den næste rockstjerne Bill Clinton - den første
“sorte præsident.”
Clinton
der fulgte i hælene på George H. Bush - der var så utjekket at hans
øgenavn var “poppy” - var den første der benyttede det cool og seje for
at fremme sin karriere; så velkendt benyttede han Hollywood producere
til at lave videoer til sine kampagner. Mens Reagen faktisk var en
filmstjerne, da spillede Clinton sådan set kun en i Det Hvide Hus.
Så
fulgte George W. Bush, der som jeg har nævnt, aldrig ville blive
antaget som værende cool, sej, med på noderne, eller på nogen måde en
rockstjerne. Sammen med sin hustru, en skolelærerinde helt ned på
jorden, der ikke desto mindre førte sig frem med en usædvanlig ynde, så
var han omtrent ligeså spændende som blødt franskbrød, men han var
fundamentet bag nationens behov for følelsesmæssig stabilitet og
lederskab på en tid da dette virkelig var nødvendigt.
Næ,
nogle mænd er bare ikke beregnet til at være “hip” det er heller ikke
denne falske egenskab som vælgerne bør søge hos en mand der skal lede os
ud af vor dødbringende moralske og økonomiske nedtur. Vi har danset og
småtrippet rundt om vore problemer nok i de sidste fire år. Det er på
tide at vi indgår i en reel handel for Amerika.
Lisa Fabrizio is a columnist who hails from Connecticut (mailbox@lisafab.com).
http://spectator.org/archives/2012/05/02/square-deal-for-america
Ingen kommentarer:
Send en kommentar