40 år efter Vietnam og en mediestorm

Fyrre år senere: Kim Phuc og hendes nordvietnamesiske fjender                                        

Mød pigen på billedet. Billedet betragtes som ikonisk af alle de forkerte grunde


Jean Kaufman
               

Hvis du har en vis alder kan du næsten helt sikkert huske Kim Phuc ganske tydeligt, selvom du måske ikke kender hende ved hendes navn. Hun var den niårige sydvietnamesiske pige der blev forbrændt af napalm den 8. juni 1972, og hvor det prisvindende foto, taget af en sydvietnamesisk AP fotograf, Nick Ut, blev et ikonisk meget indflydelsesrigt middel der hjalp med til at afslutte krigen.    

                                

Billedet af Kim der løber ned ad gaden nær landsbyen Trang Bang skrigende i smerte og rædsel, med tøjet flået af, og hendes krop slemt forbrændt chokerede og gjorde et Amerika vredt, et Amerika der var blevet gennemført træt af krigen og dens rædsler. Fotoet var Picassos Guernica vakt til live, blot endnu mere rædselsvækkende, fordi det ikke var en kunstners forestilling og stiliserede gengivelse af bombers virkning, men det helt ægte.

Ligeså kendt som fotoet er blevet, er historien bag så meget mindre. For eksempel, hvis introduktionen til dette essay havde lydt: “Hun var den niårige pige der blev forbrændt af napalm kastet af amerikanske styrker i Sydvietnam,” hvor mange læsere ville så have fanget den fejl? 

Faktisk var det sydvietnameserne der udførte bombningen, men den forestilling at Kim blev forbrændt af amerikanere holder ved. Det er kun en af adskillige lignende misforståelser om angrebet, fordi hændelsen så vidt og bredt er blevet misfortolket og misforstået gennem udeladelsesfejl og bevidst.       

               

I mange beretninger - op til og inklusive denne begivenhed er AP historien til ære for fotoets 40 års dag - var den vigtigste afgørende rolle som nordvietnameserne spillede nedtonet. AP artiklen nævner kun deres rolle i slaget i en sætning der fastslår at Kim og hendes familie havde søgt ly i et tempel og været der tre dage “mens nord- og sydvietnamesiske styrker kæmpede om kontrollen over deres landsby.” 

Frasen får det nærmest til at lyde som om påstandene fra de to sider var lige meget værd. Men i realiteten var det de nordvietnamesiske styrker der invaderede den sydvietnamesiske landsby Trang Bang som Kim og hendes familie kaldte deres hjem, og de sydvietnamesiske styrker forsvarede den mod dem (i 1972 var det store flertal af de kommunistiske styrker i Syd, nordvietnamesere). 

Det som skete den juni dag for 40 år siden blev skildret i denne originale rapport om hændelsen. Den blev arkiveret af Christopher Wain, en britisk journalist på stedet der bevidnede slaget, luftangrebet, napalmen mod Kim og de andre og som også assisterede hende bagefter. 

Wain beskrev en ildkamp mellem sydvietnamesiske styrker og det nordvietnamesiske infanteri der var gravet ned i bunkers i udkanten af landsbyen. Fordi de hvide markeringer som sydvietnameserne havde kastet for at vise de nordvietnamesiske stillinger var blevet vasket bort af regnen begik de sydvietnamesiske fly den fejl at kaste bomberne nær deres egne styrker. Noget sydvietnamesisk infanteri (ARVN) løb fra templet for at undgå den pudselige fare sammen med en gruppe civile (herunder Kim) og blev fanget i en krydsild, som ARVN igangsatte for at redde dem. Endnu et sydvietnamesisk fly kom til og ifølge Wain: 

Jeg formoder at det eneste piloten kunne se var løbende personer som han ville kunne formode var nordvietnamesere. Man kan ikke identificere mennesker når man er langt oppe i luften og flyver med 500 km i timen, derfor fløj han ind og kastede napalmen mod dem.....

Som denne rapport påpeger var de flygtende ARVN medlemmer bevæbnede og løb med de civile mod de regulære ARVN enheder, en omstændighed der bidrog til pilotens opfattelse af at de var fjenden fra Nord der var besluttet på at angribe Sydens stillinger. ARVN soldaterne der bærer deres våben kan ses helt tydeligt på Ut’s billede, bag de forbrændte børn. 

Når først hele sceneriet og forudsætningerne kan forstås bliver hele situationen ret så klar: Et tragisk tilfælde af venligsindet ild og civile tab i en krig som fjenden fra Nord regnede med at civile og børn ville blive forbrændt og dræbt. Pulitzer Pris vindende fotografier ville blive taget, og den amerikanske offentlighed ville krympe sig endnu mere bort fra konflikten hvor grænserne mellem de kæmpende og de civile sjældent kunne trækkes krystalklart og disse rædselsvækkende fejl var uundgåelige.  

Sådan var det spil som rulledes ud, i samarbejde med en stor del af pressen fra Vesten. På den tid hvor hændelsen fandt sted,  og fotografiet blev taget var den aktive amerikanske styrker i det store og hele trukket bort fra Sydvietnam (kun to amerikanske rådgivere var indblandet den dag, ingen med nogen myndighed til at give ordre.

 

Det er endnu en kendsgerning der er blevet glemt, og skønt det betyder at billedets berømmelse ikke kunne have været særligt brugbart i tilbagetrækningen af amerikanske styrker, så havde fotoet den virkning at det bidrog til offentlighedens støtte til Kongressens senere nedskæring i finansiel hjælp til ARVN, der dermed førte til krigens tragiske endelig kapitel.

 

Der er en bitter ironi i alt dette, fordi det foto var endeligt medvirkende til at Kims landsby kunne indtages - ligesom det meste af Syvietnam - af de nordvietnamesere som Syden havde bekæmpet så længe og hårdt for at smide ud, og som have påbegyndt slaget ved at angribe Trang Bang. Oveni det skete denne tilbagetrækning af midler på et tidspunkt hvor nogle eksperter fastholder at krigslykken var ved at vende til Sydens fordel. 

Kims liv blev med tiden bedre efter mange år. Den vietnamesiske premierminister arrangerede at hun kunne studere på Cuba, hvor hun mødte sin kommende mand. De rejste til Moskva på bryllupsrejse og deres fly gjorde holdt i Canada på vej tilbage til Cuba og de greb muligheden for at hoppe af. Nu om stunder rejser hun ofte rundt for at holde taler, og hun har nu accepteret det foto som en “magtfuld gave” til hendes liv.

 

Det er vidunderligt at Kims eksistens er blevet så meget lykkeligere. Men det er op til os at uddrage de rette konklusioner af hendes fortælling: Hvad der var det ægte overgreb her og hvem der var årsagen dertil, ikke sandt? 

Kim er lykkelig for at være i live nu, men hun beskriver sin holdning til det at vokse op i det kommunistdominerede Vietnam på denne måde: 

Jeg blev forbrændt af napalm, og jeg blev et krigsoffer ....men at vokse op dengang, og jeg blev et andet offer ....jeg ønskede jeg var død i det angreb med min kusine, med mine sydvietnamesiske soldater.

Udfra denne beskrivende sætning “mine sydvietnamesiske soldater” er det ganske tydeligt at Kim ikke betragter dem som skurkene i dette skue.

                                                                      

Jean Kaufman is a writer with degrees in law and family therapy, who blogs at neo-neocon.

http://pjmedia.com/blog/forty-years-later-kim-phuc-and-her-north-vietnamese-enemies/?singlepage=true