fredag den 8. juni 2012

Tyrkiet - et moderne muslimsk demokrati?

Tyrkiet: Hold op med at kalde dette undertrykkende regime et “Mønster muslimsk demokrati”                           

Ralph Peters

Hver gang en gammel alliance bryder sammen opfører vort udenrigspolitiske etablissement sig som ægtefællen der forestiller sig partnerens stadig-mere-udsvævende utroskaber i håbet om at tålmodighed og overbærenhed på en eller anden måde vil bringe den vaklende partner tilbage. Men i det virkelige liv så går den metode ikke for elskende eller for stater. Når vi ikke vil se den skamløse svigten og bedrag, så det opmuntrer kun til yderligere dårlig opførsel.

Og undertiden kræver situationen en skilsmisse. Og uden yderligere ‘hustrubidrag’.    
Den værste nuværende sag med en formodet allieret der er kommet på helt og ondsindet på vildspor er, selvfølgelig Pakistan som vor regering henviser til som en “ven.” Selv de virkelige ledere i Islamabad - militæret og sikkerhedsstyrkerne - beskytter verdens mest eftersøgte terrorister; støtter, forsyner og optræner oprørere der dræber og lemlæster vore tropper; og som afskærer os vore forsyningslinjer til Afghanistan (åbenbart som tak for de milliarder af dollars vi sender til Pakistan hvert år).
   
Men endnu et potentielt groft tilfælde der i det store og hele forbigås, om ikke med vilje så i hvert fald misfortolket: Tyrkiet, et NATO medlem, og en langvarig allieret (i det mindste på papiret), der lider under en øgende undertrykkelse, en skridt for skridt underkastelse af landets demokratiske system ved en krybende, omfavnende islamisme.  
   

Om man lytter til vor præsident, ministre og diplomater så skulle man tro Tyrkiet var ‘en skinnende by på bakketoppen’ og at landets slebne islamiske premierminister Recep Tayyip Erdogan den godgørende Thomas Jefferson som Mellemøsten har ventet på. I gennemført naive kommentarer rettet mod den muslimske verden, har vore ledere i overmål rost Tyrkiet som en “mønster muslimsk demokrati” der beviser at demokrati og Islam helt klart er foreneligt. 

Nuvel, demokrati og Islam kan, eller kan måske ikke vise sig at passe til hinanden, men under sit tiårige magtstyre har Erdogans parti Retfærdighed- og Udvikling AKP, i alvorligste grad indført restriktioner på friheden for pressen og fængslet hundreder af journalister på tåbelige anklager; man har gjort alt man kunne for at fylde domstolene med partimedlemmer og religiøse konservative; har arresteret senior pensionerede og aktive militærofficerer på anklager om at der planlægges et kup -- således kan Erdogan afskære militærets rolle som vogtere af den verdslige forfatning; man har indledt bestræbelser på at knække oppositionspartierne mens man jagter sin vision om at skabe endnu en muslimsk etparti stat, (meget lig gårsdagens Baath partier i den arabiske verden) man har introduceret uhyrlige provokationer mod Israel (en tidligere allieret med Tyrkiet) for at få islamister til at stå op om Erdogan; og man har udspekuleret et snedigt dobbeltspil mod Washington.
 


   
Premierminister Erdogan er den fødte autoritære leder på en mission fra Allah om at ødelægge den verdslige stat der har været den store arv for grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustapha Kemal Atatürk - en visionær mand der insisterede på en adskillelse af Moske og Stat, gik in for rettigheder til kvinder, for verdslig uddannelse (ikke Koran skoler) og med en vestlig orientering. Atatürk vidste, at for at Tyrkiet kunne få fremskridt da måtte han forlade elendigheden og stagnationen i dets tidligere domæner i Mellemøsten. Erdogan ‘omfavner’ regionens moralske snavs og sociale tilbageståenhed.  
  
Premierministeren har til hensigt at udslette Atatürks verdslige stat og islamisere samfundet. Men det er ikke nok, folkens: Endog endnu mere egomanisk end Ruslands sidste zar, Vladimir Putin, drømmer Erdogan om at oprette et 21. århundredes udgave af Det Osmanniske Imperium, ved at vække et fromt Tyrkiet til live og lade den genindtage sin rolle som leder af, og talsmand for alle Mellemøstens muslimer, med Erdogan som Sultan og Kalif, chef for regeringen og chef for troen, i den gamle osmanniske tradition.
   
Den som mener dette er en overdrivelse behøver blot at se på nogle få erfaringer jeg har haft. Jeg kom første gang til Tyrkiet i 1979. Det var et fattigt, flittigt land, men det eneste sted man så kvinder med tørklæder var i gecekondu, slumkvartererne for nyankomne fra landet. 
 

Istanbul var en gennemført kosmopolitisk by, hjemsted for kunstneriske og litterære genier, såsom Nobelpris vinderens Orhan Parmuk. I dag er byen en hel del rigere ... men frihederne bliver inddæmmet, den ene efter den anden, og hovedtørklæder og “beskedne” kjoler overgår langt den mere vestlige påklædning hos kvinder man passerer på gaderne. Det er et land der er på vej tilbage til en mytologiseret, en helliggjort, renset eventyrberetning om den Osmanniske fortid, der i virkeligheden endte med elendighed, massemord og ruin. 

Sidste gang jeg kom gennem det yderste sydøstlige Tyrkiet i 2004 (idet jeg vendte tilbage fra at have berettet om Kurderne i det netop frie Nordirak), blev jeg ikke kun chokeret over at se at hver kvinde der optrådte offentligt var dækket fra top til tå i sort klædning, men jeg fik også en vred lektion fra en grænsvagt der overbeviste mig om at det kun var USA der blokerer for genfødslen af Det Osmanniske Imperium i al dens indbildte storhed. Sådanne synspunkter kan lyde tossede for os, men denne veluddannede unge mand troede hvert ord han fremførte. 

Og det fulgte umiddelbart i kølvandet på Tyrkiets svigten os ved begyndelsen af krigen for at afsætte Saddam Hussein. Allerede hengivet i sine illusioner om storhed, troede premierminister Erdogan at ved at nægte vore tropper adgang gennem Tyrkiet på vej mod Irak, at han kunne standse krigen og redde Saddam Hussein (der delte Erdogans had til kurderne). Selvfølgelig tilgav vi øjeblikkeligt tyrkerne der havde så lykkeligt glemt årtier med generøs hjælp, diplomatisk støtte (herunder Ankaras ansøgning om medlemskab af EU), og beskyttelsen mod den sultne russiske bjørn. 

Alt dette taget i betragtning burde vi da afskære os båndene og erklære Ankara vor fjende? Nej, det vi har brug for er blot en mere realistisk holdning til hvad Tyrkiets regering har gang i -- ar rulle friheden tilbage, tilbage med sekularisme og demokrati, samtidig med man støtter islamisterne over hele Mellemøsten. Og så skal vi holde op med at prædike overfor andre muslimske stater at Tyrkiet er “et mønster muslimsk demokrati.” Fordi, hvis det er et muslimsk demokrati, så er et sådant demokrati meget grimt og meget lidt demokratisk.
   
Bagved alt dette er vor skrupskøre amerikanske holden fast i, at nationer har venner. Det er noget sludder. Stater har allierede, ikke venner. Visse forhold kan muligvis være meget stærkere og varmere end andre, men hver regering handler ud fra egne interesser. Undtagen vor egen. Vi har svært ved at regne ud hvad vore interesser faktisk er. Og diplomater hvis verdenssyn er fastlåst i det sidste århundrede er ikke til nogen hjælp.
   
Vi har brug for at anerkende at, mens vi kan samarbejde med Tyrkiet som en allieret om andre problemer, så er vi i andre forhold bestemt til at være fjender. Vi har ikke brug for konstant at være antagonister, men vi har brug for at være realister. Vi kan arbejde sammen, når vore interesser er sammenfaldende. Jeg kan forestille mig en tyrkisk og US Air Force fælles mission over Syrien og der er en rimelig chance for at vi kan samarbejde om at støtte den gamle Nordlige Alliance (engang vore gode allierede, indtil vi solgte dem til Hamid Karzai) efter vor blodige smånusseri i Afghanistan er faldet helt fra hinanden.
Om vi kan samarbejde om Iran er et spørgsmål der endnu ikke kan besvares, men det er sikkert at vi ikke må lade Tyrkiet benytte Israel som syndebuk for alle de selvpåførte problemer i Mellemøsten: Ikke flere falske hjælpeflotillas til Gaza.
    
Det ene gode vi for tiden høster fra tyrkerne er vor brug af Incirlik Airbasen i det sydøstlige Tyrkiet. Den har en stor strategisk beliggenhed, men vi kan kun flyve de missioner tyrkerne godkender -- og de godkendte ikke indsatsmissioner under vor march mod Bagdad. Næste gang tyrkerne nægter vor anmodning om at flyve vigtigt kampmissioner fra Incirlik, burde vi lukke basen, skære ned på de militære bånd, og forsøge at få Tyrkiet smidt ud af NAT0 (noget vi burde have gjort for lang tid siden.)
   

Men hensyn til Erdogans drøm om at blive Sultan og Kalif, nuvel det er en hallucination der lader formode han trænger til medicin. Mens Tyrkiet nuværende økonomiske styrke - relativt set - giver det lejlighed til at udøve indflydelse i Mellemøsten, da husker araberne meget godt de århundreder med lidelser de måtte udholde under det tyrkiske åg. De vil tage det tyrkerne tilbyder, udnytte forholdet på strategisk vis, men de vil aldrig underkaste sig tyrkisk overherredømme igen. (Tyrkiets drøm for to årtier siden om at bygge et etnisk tyrkisk imperium i “staterne” i det tidligere Sovjetunionen faldt fra hinanden af samme årsag: Folk ønskede at styre selv og ville ikke erstatte Moskva med Ankara). Og saudierne anser sig selv som de ultimative forsvarere for troen nu om stunder, med det Osmanniske Kalifat borte og Guds ske lov og tak for det.
Hvad skal alt dette så ende med? Vi har et nu agressivt Tyrkiet under ledelse af en snæversynet religiøs demagog der drømmer om at opbygge et imperium ingen ønsker udover nogle af hans borgere. 
   

Han støtter de arabiske revolutioner af selviske grunde, han omfavner uden ophør teokraterne i Iran - og håber muligvis på at Iran vil få atomvåben, da det vil give Tyrkiet den bedste undskyldning for at udvikle sine egne kernevåben. Erdogan er en meget farlig mand. Hvis der finde en nådig skæbne så går den ud på at han er allermest farlig for sine egne borgere.
   
Jeg har intet udestående med Tyrkiet - kun med de velopdragne, velklædte fanatikere der er med til at trække det tilbage til den moralske malstrøm med omfattende fængslinger i Mellemøsten. Jeg har nydt hvert eneste af mine, engang så ofte besøg i Tyrkiet. Min hustru og jeg har tilbragt vor bryllupsrejse på en bustur fra Istanbul til den iranske grænse og i skyggen af bjerget Ararat. Tyrkiet har flere historiske lag end noget andet land, og tyrkisk gæstfrihed har i overvældende grad været mig generøs. Istanbul forbliver en af verdens mest inciterende og og forførende byer. Men jeg kunne lide byen da aviserne havde mere frihed, og de unge kvinder ikke følte sig tvunget til at være iført hovedtørklæder og stirre ned i fortovet mens de gik forbi.
   
Da præsident Obama ganske naivt og lystigt fremholdt Tyrkiet som et mønster for muslimer overalt, anede han ikke hvad han talte om. I dag bærer han i det mindste en del af skylden for enhver fængslet tyrkisk journalist, for enhver tyrkisk patriot der er smidt i fængsel på fabrikerede anklager, for enhver myrdet kurder, for Tyrkiets krænkelse af Israel, og frem for alt premierminister Erdogans farlige drømme om storhed - som vort sludder har opmuntret til.
 

Uheldigvis var præsident Bush ikke meget klogere -- og jeg er ikke sikker på at nogen af vore nuværende præsidentaspiranter blot ved, hvor Tyrkiet befinder sig. 


En note til alle vore politiske ledere: Det er på tide at holde op med at sluge al det forbandede vrøvl, og begynde at tale om Tyrkiet. (ordspil med gobbling - og Turkey - lyden som kalkuner kommer med -synopsis kommentar)  

Family Security Matters Contributing Editor Ralph Peters is a retired Army officer and former enlisted man, a controversial strategist, a journalist, and the author of 28 books, including the new historical novel, Cain at Gettysburg, which goes on sale on Tuesday.


Cain at Gettysburg
Ralph Peters
Best Price $16.79
or Buy New $16.79

Ingen kommentarer:

Send en kommentar