Bandekrig og samfundets udvikling!

Våbenhvile i El Salvador

Jaime Daremblum
               

I løbet af de sidste måneder er der sket noget bemærkelsesværdigt i El Salvador: Mordraten er faldet markant og dramatisk med cirka 60%, takket været en våbenhvile mellem landets to mest magtfulde gadebander, Mara Salvatrucha (også kendt som“MS-13”) og Barrio 18. Det er stadig uklart, hvorvidt den salvadorsanske regering har været medvirkende til indgåelsen af våbenhvilen. Men det kvikke og pludselige fald i mord har været årsag til en tendens gennem Centralamerikas “nordlige triangel” som er blevet verdens mest voldelige region.

Bandemedlem fra MS-13

To spørgsmål dukker øjeblikkeligt op: Hvor længe vil den salvadoranske våbenhvile holde, og giver den en brugbar model som naboregeringerne burde søge at efterligner?

Vedrørende det første spørgsmål da holder salvadoranerne kollektivt vejret, idet de desperat håber at våbenhvilen vil fortsætte mens de stadig frygter at den kan bryde sammen hvert øjeblik. Vi aner stadig ikke hvilke løfter (om nogen) regeringen har givet banderne, og vi aner stadig ikke hvornår (om nogensinde) banderne vil ophøre med deres aggressive aktiviteter, der har lammet det salvsadoranske forretningsliv og alvorligt skadet nationens økonomi.
               
Det vi ved er at MS-13 og Barrio 18 udstedte deres historiske deklaration midt i marts  måed efter at sådan cirka 30 bandemedlemmer var blevet overført fra det topsikre Zacatecoluca fængsel til mere lempeligere faciliteter. Præsident Mauricio Funes benægter at hans regering har indgået en noget-for-noget aftale med banderne, men han har anerkendt, at skiftet af fængsel har “faciliteret” den efterfølgende våbenhvile. Det kan se ud som om at hovedforhandleren mellem MS-13 og Barrio 18 var en katolsk biskop ved navn Fabio Colindre, der arbejder i salvadoranske fængsler.

       

I løbet af en måned efter fredserklæringen har El Salvador haft sin første mordfri dag siden 2009, det år Funes blev præsident. Den 2. maj udvidede de to bander deres våbenhvile og blev enige om at gøre de salvadoranske skoler til “fredszoner” og ophøre med “al ufrivillig rekruttering blandt voksne og børn.” Endnu engang var biskop Colindres den altafgørende mellemmand.

Er noget af dette så holdbart? Der er god grund til at være skeptisk. MS-13 og Barrio 18 er transnationale organisationer der er indblandet i masser af ulovlige forehavender. De to maras (som de kaldes i Centralamerika) kan ikke med rimelighed forvente at Funes regeringen vil se gennem fingre med deres volsomme udnyttelse. At love ikke at myrde andre bandemedlemmer eller med tvang rekruttere nye fodfolk giver ikke - eller burde ikke - give mafiaerne en de facto licens til at engagere sig i anden ulovlig virksomhed. Der er en ægte fare for at våbenhvilen kunne svække lovstyret og salvadoranerne tror at deres regering er kommet med meget generøse indrømmelser til voldelige kriminelle.

Ydermere antyder beviser fra Belize at bandevåbenhviler med lethed kan forårsage uro. Sidste år brød regeringen i Belmopan en fred mellem maras. Til en begyndelse forekom det at være ret så succesfyldt, da mordraten i landet faldt betragteligt. “Mellem september og marts var der i Belize syv mord om måneden, halvdelen af raten for de foregående seks måneder,” bemærker The Economist. “I april blev imidlertid to bandeledere dræbt og dermed igangsattes en bølge af gengældelser. Måneden sluttede med 21 mord, en rekord i de sidste to år.”

På den anden side har den salvadoranske våbenhvile givet præsident Funes og andre embedsmænd en historisk lejlighed til at opbygge troværdige og kapable civile lovinstitutioner. Som Rachel Schwartz fra Inter-American Dialogue har skrevet, “Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan Centralamerikanske regeringer kunne styrke loven uden at drabene standses.”  

Faktisk er det at opbygge stærke institutioner i et fattigt land med en nonstop bandekrig nærmest umuligt. Nu da krigsførelsen mellem de to største bander er, i det mindste midlertidigt indstillet har de savadoranske myndigheder en langt bedre chance for at konstruere effektive troværdige politistyrker og domstole.

Ikke som nogen overraskelse er embedsmænd fra Guatemala og Honduras ivrige efter at se nærmere på den salvadoranske våbenhvile og lære så det kan benyttes i deres egne voldsplagede lande. Forholdene i disse nationer er forlængst gået ud over krisestadiet. I et nyt interview med New York Times har Guatemalas præsident Otto Perez Molina, en konservativ eksgeneral der blev valgt i 2011 sagt om kampen mod nakrokartellerne: “Hvis der ikke er forbedringer, hvis vi ikke kan se at noget virkeligt er anderledes end det som vi har gjort til nu, så er denne krig på vej mod at tabes.” (For den sags skyld observeredes i en rapport fra 2010 om sikkerhedsmiljøet i Guatemala af Duke historikeren Hal Brands, at “indflydelsen fra ikke statslige kriminelle aktører er lig med eller overgår regeringens med op til 40%.”)

 

Med hensyn til Honduras så har man nu verdens højeste mordrate og omkostningerne ved forbrydelse og vold svarer til 9,6% af BNP ifølge en analyse fra Verdensbanken.

Igen burde vi understrege, at bandevåbenhviler ikke repræsenterer en realistisk længerevarende løsning på Centralamerikas sikkerhedskvaler. Fremfor alt så har lande som Belize, El Salvador, Guatemala og Hunduras brug for at opbygge stærke, ‘rene’ civile lovlige institutioner. Men det ville ikke kunne ske før end volden er reduceret til et mere håndterligt niveau. Våbenhvilen mellem MS-13 og Bsrrio 18 har gjort en sådan reduktion mulig. Vil El Salvador myndigheder benytte lejligheden?                             

Jaime Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies at the Hudson Institute.

http://pjmedia.com/blog/calling-a-truce-in-el-salvador/?singlepage=true