Blig dog her - flyt ikke

Bliv dog her
           
Christopher Orlet
       
Hvornår holder vi op med at presse vore unge til at rejse væk fra deres hjemby.

                    

"Du vil komme langt” fortalte en high school engelsklærer mig, med de bedste intentioner. Mon ikke han ville være skuffet over at erfare, at jeg stadig bor sølle 20 kilometer fra mit alma mater? Uden tvivl ville han protestere mod at han brugte ordet ‘langt’ som en målemetafor, mere som en udnyttelse af evner. Det er jeg nu ikke så sikker på. Som den lokallidenskabelige forfatter John Kauffman har bemærket utallige gange er det at blive til noget at flytte. En person succes måles ofte med den afstand vedkommende rejser hjemmefra. For unge i Midtvesten betyder det ofte, at man drager mod en af de store byer ved kysten. 

Og det er kun begyndelse af vor hypermobilitet. I gennemsnit flytter amerikanere hvert fjerde år, hvorimod bofaste europæere flytter i gennemsnit to gange i deres voksne liv. Al denne flytten rundt rundt kan ikke være godt for et samfund. Forsøg du på at knytte forbindelser, venskaber og nære relationer når du ikke ved om de bliver eller er på vej væk. Når man slår sig ned i et samfund i længere tid, så er det kun naturligt man investerer kræfter på det sted. Man kommer til lokale møder. Man er med i haveselskaber, kirkekoret etc. For de beboere der længe har et bosted tager det virkelig en målrettet indsats at opbygge varige institutioner som museer og kultursteder.

 

"Jo længere mennesker forbliver i deres hjem og samfund, des mere identificerer de sig med de steder og des større forpligtelse for at hjælpe de lokale virksomheder og institutioner så de kan trives,” siger byplanseksperten Joel Kotkin.



Den amerikanske ‘lyst’ til at flytte har sine modstandere. De som går ind for rodløshed (Oikofober eller hjemme-hadere med filosoffen Roger Scrutons ord) holder af at sige at Amerika blev grundlagt på forestillingen om bevægelse, da mange af vore forfædre forlod deres hjem og familier for at slå sig ned her. Da de først var her gik mange bogstaveligt talt videre vestpå mens landet blev stadig større.

Sandt nok, men er Den Store Amerikanske Drøm ikke en der næsten kun handler om oikofilia? (kærlighed til hjemmet). Og er et hjem ikke mere end et hus man bor i før man flytter til den næste by? Hvad med familie, rødderne og samfundet? Spiller de ikke også en rolle i Den Amerikanske Drøm.



Det skulle man ikke tro udfra den måde vi opmuntrer vore bedste og klogeste til “at drage ud.” Det kan ikke undre at smarte børn fra de små byer bare ikke kan vente på at komme på college og begynde deres liv med vagabondering, når forældre, rektorer og lærere - særligt her i Midtvesten - på aktiv vis opmuntrer til dette, ofte til vor egen ulykke og vore byers uheld.

I lighed med de mobile “stræbere” er der “strejferne” den rodløse professionelle klasse der følger pengene fra forstad til forstad og sætter egoet, karrieren og pengene før De Bånd Der Knytter Sammen. Disse er ikke de afskedigede i ‘blåt arbejdstøj’ hvis fabrikker er lukket og dermed har de intet andet valg end at drage ud mod den næste byport. De er karrierestræbende sigøjnere som det kræves at de, efter et par år, må flytte for at komme op ad karrierestigen. Peter Kilborn, forfatter til Nex Stop, Reloville, anslår at der i 2007 var sådan cirka 4 millioner af dem i 2007.



Kilborns bog fik mig til at tænke på en ven på nogle og fyrre år der fornylig solgte sin lille virksomhed for mere brød end jeg kan slå op i min levetid. I stedet for at nyde frugterne af sin succes, med en tidlig pensionering blandt familie og venner da tog han - og dermed også sin hustru og lille datter - et andet job hundreder af kilometer borte - i Dallas.



Hvis det er let at flytte bort, er det så meget vanskeligere at komme tilbage. At vende hjem betragtes af mange som et nederlag. Da den altid hjemmesyge Bill Kauffman besluttede at flytte tilbage til sin hjemby Batavia, New York, for nogle år siden, blev de lokale kede af det på hans vegne og nærmest lidt flove. Stakkels fyr, han kunne altså ikke klare den virkelige verden.

 

Måske den største tragedie i alt dette er den virkning som al den rodløshed har på forældre og bedsteforældre. Jeg er altid trist til mode at synet at ældre par der tripper gennem lufthavne på deres vej til Orlando eller Denver eller Dallas for at besøge deres børnebørn eller overvære den eller den eksamensfest eller bryllup eller fødselsdag. Det er altså prisen vi betaler for at opmuntre vore børn til at få succes et eller andet sted. 

Min søn flytter hjemmefra til college her i efteråret. Enhver forældre ønsker at se sit barn få succes. Jeg er ikke spor anderledes. Jeg håber blot han ikke tager det ilde op når jeg håber han ikke kommer alt for langt.

                    
                    
   
Christopher Orlet writes every Thursday from St. Louis.
http://spectator.org/archives/2012/06/07/staying-put