Algeriet: Dekoloniseringens fallit
Mariano Navarro
Uanset
hvor betænksomt man forsøger at tale om det 20. århundredes europæiske
kolonialisme, ved intet positivt at sige om de tidligere kolonimagter,
så anses det sædvanligvis som elitært og eurocentrisk , i bedste fald,
og militaristisk og racistisk i værste.
Dette
er især noget der gælder en kompliceret sted som Algeriet. Her forleden
mindedes det internatioale samfund 50 års dagen for Algeriets
uafhængighed, givet af den franske præsident Charles de Gaulle den 3.
juli 1962, efter en blodig krig der varede 8 år mod revolutionære der
gik ind for uafhængighed.
Men hvad helt præcist er det der mindes?
Algeriet
i dag er en gang rod af kæmpedimensioner. Min forskning, der har bragt
mig til landet adskillige gange i de senere år antyder at det er et
meget fragmenteret og ustabilt land. Der er også den konstante islamiske
trussel. Sagt råt for usødet, så har jeg fundet landet værende kaotisk,
møgbeskidt, og som en krudttønde. Det burde være flovt for landets
ledere - og for den internationale udvikling eksperterne har rådgivet om
i årtier. Algeriets revolutionære vold i løbet af 1950’erne synes at
have opnået meget lidt, ud over at have efterladt anslået 700000 døde,
og tusinder flere arrede fysisk og psykologisk.
Drevet af en kommunistisk ideologi og tidlig islamisme, benyttede grupper som National Liberation Front, nådesløst guerilla taktik, tortur og terrorisme mod deres eget folk.
Franske faldskærmstropper svarede hensynsløst igen med deres egen
-mod-revolutions- taktik - og i et stykke tid havde de succes. (Gillo
Pontecorvo’s fremragende film fra 1986, “Slaget om Algeriet,” skildrer nogle af slagene og de taktikker der benyttedes på begge sider)
Jeg
vil ikke belaste læserne med en detaljeret beretning om den
rædselsfulde krig, der er adskillige gode beretninger på skrift (såsom
Alistair Horne’s A Savage War of Peace). Men det er værd at bemærke at selv
efter man fik uafhængighed fortsatte angrebene i årtier mod civile
algeriere - herunder Berberne - ved de forskellige oprørsfraktioner .
Den
rædselsfulde borgerkrig i 1990’erne mellem forskellige islamist
oprørsgrupper og regeringen efterlod 200000 døde. De fattige, dødsdømte
Cisterciensermunke i Tibhirne - syv af dem blev halshugget af en
islamistgruppe i 1996 - var de berømteste ofre for det skrækkelige årti.
Kort
sagt så medførte dekoloniseringen og uafhængigheden fra Frankrig ikke i
et værdigt selvstyre, en fredelig udvikling eller en politisk orden som
lovet af de pro-uafhængige ideologier i 1950’erne.
Det at de franske myndigheder og de franske familier drog ud af landet — pieds-noirs
(det vil sige algeriere af europæisk afstamning) sammen med katolikker,
jøder og loyal muslimske intellektuelle - gjrode at landet stod tilbage
i en usikker position og kulturelt fattiggjort. Algeriets såkaldte
“Uafhængighedskrig” fjernede effektivt den ene gruppe der kunne have
opretholdt den politiske orden, fremme udvikling og sikre fred i
Algeriet - franskmændene.
.
Det
er en af de der “hvad om” ved historien. Ville Algeriet have haft en
lysere fremtid om det var forblevet under fransk styre? Man kunne helt sikkert argumentere for at med fortsat adgang til det franske sprog og kultur, manerer, moeures,
da ville den algeriske befolkning være under indflydelse af europæisk
civilisation - og ville have høstet gavn af Vestens kulturarv.
I
stedet synes succesive regimer af fanatiske pro-uafhængighedsledere og
islamist grupper af have vanrøgtet landets europæiske rødder. Læg
mærke til at jeg ikke nødvendigvis går ind for at den ene kultur står
over den anden, jeg vil snarere understrege dyderne og goderne ved at
have forskellige kulturelle og sproglige traditioner der samarbejder med
- eller “mødes” (i postmoderne sprogbrug) hinanden.
Assimilationen,
blandingen og den stadige udveksling af forskellige kulturer og
traditioner i Vesten gennem historien er præcist det som har gjort
Vestens civilisation levende, modstandsdygtig og stærk.
Er
alt dette så en sløret forsvar for kolonialismen? Næ, det er det
faktisk ikke. Men det er en kritik af den almindelige og meget udbredte
formodning af de europæiske kolonmagter kun bragte lidelse, udnyttelse
og ødelæggelse til de tidligere kolonier. Sådanne overdrevent
forsimplede argumenter - sørgeligt nok alt for almindelige blandt
venstreorienterede internationalister og marxistiske akademikere -
ignorerer de goder og de bidrag som kolonialisterne bragte til
udviklingsverden. De politiske institutioner og de administrative
procedurer som Indien arvede fra Storbritannien har for eksempel
bidraget direkte til landets vækst.
Noget
lignende kan siges om Hong Kong. (Om man ønsker en fremragende
forklaring på Hong Kongs succes så find denne tale “Two Cheers for
Colonialism,” givet i 1997 af Derek Davies, tidligere redaktør for Far Eastern Economic Review). (læs også denne artikel på synopsis).
Som
kontrast har Algeriet fastholdt meget lidt af sin franske kolonifortid.
En ven fra Paris fortalte mig fornyligt at hans mor og hendes familie
havde besøgt hovedstaden Algiers for nogle får år siden. De havde været pieds-noirs.
Han huskede, hvordan de havde besøgt deres forfædres hjem, med
tilladelse af de nye ‘ejere’, og de var overraskede over at finde at
mange af familiens ejendele - malerier fra det 19. århundrede, polstrede
møbler m.m - stadig stod der, ligesom da familien havde forladt huset i
1960’erne. Den eneste forskel var, at alt var dækket af støv og
skimmel, malerierne var falmede, møblerne ødelagt, alt sammen negligeret
af de familier der nu deltes om huset.
Min
vens familie anerkendte at intet at det tilhørte dem længere, men det
gjorde dog stadig ondt i deres hjerter at se så mange mindelser om det
som engang havde været - ødelagte efterladenskaber af europæisk
civilisation. Det var, sagde min ven, næsten som at se et ensomt
spøgelse vandre igennem hallerne af et glemt, forladt palads: Tragisk -
og en påmindelse om at Europas kulturarv eroderer rundt om i verden.
http://frontpagemag.com/2012/mariano-navarro/algeria-a-case-study-of-decolonization/2/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar