Om at sige NEJ til børn!

Om at sige NEJ til børn!

Bernie Planck

Min hustru og jeg lod vore to drenge sove med os i den samme seng. Vi beordrede dem aldrig til middagslur, vi fjernede aldrig sutteflasken fra dem, snuppede aldrig sutten ud af munden på dem. Vi fjernede alle ting i vort hjem der kunne skade dem og eliminerede såeldes problemet med at skulle råbe til dem “Rør det ikke!” eller “Bliv væk fra kaffebordet! eller “Pas på vasen!” eller noget andet.

Hermed sagt at vi praktiserede ‘Tilbageholdt forældreskab.’

Jeg kender til forældre der bruger hele dagen på at sige “NEJ” til deres børn. NEJ til dit og NEJ til dat. Så meget ballade og råberi og ig skrigen, og det er ganske unødvendigt.

Med andre ord så lod vi vore børn være uden bekymring og vi elskede dem højt og har sjældent, om aldrig, måttet bruge ordet NEJ overfor dem.

I dag er mine børn nogle som enhver forældre der kender dem misunder os. Kloge, ordentlige, ikke-voldelige, ikke-rygende, ikke-drikkende, ikke-stofafhængige, - udnytter ikke kvinder, ikke-ødelagte mennesker.

 

Model ship

Flickr User: Joe Flintham

Vil du gerne have børn som dem? Så elsk og forkæl dem og hold op med at sige NEJ hele dagen. Hvis du siger “NEJ” til dit barn mere end en gang om ugen, sådan cirka, så har du bare for meget unødvendigt skrammel i dit hjem.

Jeg foreslog engang en mor, at hvis hun ville have mindre stress i livet så skulle hun skille sig af med alle de småting hendes barn altid rørte ved. Men hun ville ikke følge mit råd, efter hendes mening skal hendes barn ikke være nogen hindring i hendes livsstil. Resultatet var imidlertid endnu mere ‘hindrende,’ idet hun brugte det meste af sin dermed kedelige dag til at få barnet til at holde op med at lege med eller røre ved hendes ting.

Hvis du har et spædbarn hjemme og du stadig har tingeltangel og skrøbeligheder (såsom modelskibet på billedet) der hvor barnet må lege så er du bare ikke klar til at have børn. Fjern alle de ting og koncentrer dig, for Guds skyld, om opdragelsen.

Vi skal reservere et NEJ til de tider hvor det virkelig er nødvendigt. Hvordan skal et barn dog kunne skelne det presserende NEJ ved faresituationer som “NEJ, det er varmt” eller “NEJ gå ikke over gaden” fra de ettusind andre trivielle og uvigtige nej, nej, nej, nej’er der fremføres i løbet af dagen?

Da mine børn blev gamle nok så kaffekopper, lamper, frugtskåle, potteplanter, porcelæn, antikke statuer, Ming vaser, ure, stereoanlæg og andet pik-pak ikke længere var en fare for dem, så kom disse ting tilbage fra opbevaring på loftet.

Mine børn vidste at når jeg sagde NEJ så var det noget som de absolut, helt bestemt og med understregning skulle lytte til.