Flugt fra Nordkorea

Flugt fra Nordkoreansk fangelejr

Janet Levy

Spørgsmålet er blevet stillet mange gange: “Hvorfor bombede De Allierede ikke dødslejrene eller i det mindste adgangsvejene til Auschwitz?” Ifølge fortrolige dokumenter frigivet i 1978, vidste de amerikanske og britiske regeringer hvad der hændte med Europas jøder og ignorerede bønfaldelserne fra rabbier og andre om at smadre de hjælpemidler Nazisterne benyttede til at transportere jøderne til deres udslettelseslejre. 

De Allierede bombede allerede cirka et par kilometer fra lejren dengang og alligevel blev intet gjort for at hindre den daglige afbrænding af 20000 mennesker i Auschwitz. Ganske tragisk nok så kastede piloter med ikke brugte overskydende bomber fra togter nær ved deres last i Nordsøen for at lette flyet for vægt på vej hjem.

I dag eksisterer en lignende situation i Nordkorea. Takket været satellit billeder og øjenvidneberetninger ved vi at cirka 200000 mænd, kvinder og børn må udholde at blive holdt som slaver, sult og tortur i landets Gulags. Få overlevende bliver frigivet, og kun en der er født og opvokset i en fængselslejr ved man er undsluppet. Hans navn er Shin Dong-hyuk, og han er nu menneskeretttighedaktivist. 

Flugten fra Lejr 14, af PBS Frontline journalist og forfatter Blaine Harden fortæller Shins liv i det nordkoreanske Gulag, begivenheder der førte frem til hans flugt og sammenstykker hans liv efter flugten. Gennem interviews med Shin i mere end to år, udstiller Harden livets elendighed i Nordkorea og portrætterer, hvordan Shan gradvist er ved at vågne op til muligheden af et liv uden for hegnet i en verden han aldrig ville have kunnet forestille sig.

Shin blev født ind i en desperat situation i et fængsel for politiske fjender af Nordkorea. Han kendte intet til livet udenfor murene i Lejr 14. Da han blev teenager erfarede han, at hans familie var blevet sendt i fængsel 17 år før han blev født, da to af hans fars brødre hoppede af til Sydkorea. Sådanne forbrydelser mod staten er det som besegler skæbnen for mindst tre generationer af familiens medlemmer i Nordkorea. Mange fængselsindsatte bliver aldrig informeret om årsagen til deres tilbageholdelse og de kan blive fjernet fra deres hjem midt om natten og livstidsfænglset sammen med deres slægtninge.

.

Shin overværede regelmæssigt gennembankninger, tortur og mord på andre, herunder hans første henrettelse som 4 årig. Som alle fanger blev Shin oplært til at sladre om andre indsatte, herunder familiemedlemmer, og blev belønnet med ekstra mad som supplement til den magre diæt af majs, kål og lejlighedvis rotte, frø, slange eller insekter. I Lejr 14 - på størrelse med  Los Angeles’s på 1166 kvadratkilometer -- arbejder fangerne 15 timer om dagen, i slidte klæder og har ingen adgang til sæbe eller toiletpapir. Man kræver at der produceres tilstrækkeligt med menneskeafføring af de indsatte til brug som den eneste gødning til afgrøderne.

 

Tandhygiejne eksisterer overhovedet ikke, og de fleste fanger taber deres tænder inden de bliver 40. Møbler og badeforhold er ikke eksisterende. Shin sov på et betongulv, der var elektricitet to timer om dagen, og man konkurrerede om maden med andre fanger herunder endog hans egen mor. 

Shin blev født ind i et kærlighedløst miljø omgivet af et elektrisk pigtrådshegn og med bevogtede tårne. Familiebåndende er ikke eksisterende, ligesom enhver forestilling om Gud. Ægteskaber er arrangerede som belønning for hårdt arbejde, og Shins forældre blev udvalgt til hinanden af andre vagter og fik lov til at tilbringe fem sammenhængende nætter sammen, og i årenes løb andre sporadiske samvær. Fængselsindsatte knokles i bogstaveligste forstand til døde, og overlever ved at sladre om hinanden. Da Shin var seks år gammel opdagede en lærer nogle få majskorn i en klassekammerats lomme, og gik i gang med at banke hende til døde foran klassen. Shin husker at afstraffelsen blev retfærdiggjort, og det blev understreget at ingen måtte bebrejde læreren. På den tid havde han ingen kundskab om eller erfaring med de mest grundlæggende menneskelige følelser som sympati eller sorg. 

Da han var 13 informerede Shin vagterne om en samtale han havde overhørt mellem hans mor og en ældre bror. De planlagde at flygte, og Shin håbede at få gunstbevisninger og ekstra mad ved at afsløre deres planer. Han blev tvunget til at overvære deres henrettelse og måtte udholde dagevis med tortur hvor han han blev hængt foran en ild af kul for at få vredet en bekendelse om nogen rolle i flugtplanen hos ham selv ud af ham.

I dag må han bære skyldsbyrden for sin del af deres død. 

To skelsættende bekendtskaber gav Shin indskydelse til flugt. Efter sin tortur af vagterne rensede en ældre fange som Shin kaldte “onkel” hans sår og plejede ham tilbage til helbredet i to måneder. Shin havde aldrig stolet på nogen førhen, eller erfaret venlige følelser fra eller overfor noget andet menneske. Fra “Onkel” lærte Shin første gang om mad han aldrig havde smagt, såsom kylling, gris og bøf, hvilket blev en hovedmotivation for hans dristige flugt. 

Det andet bekendtskab var med en veluddannet fange fra Pyongyang der havde gået i skole i Europa og boede i Kina. Park Yong Chul var den første, der fortalte Shin om eksistensen af Pyongyang og om alt det han savnede. Han lærte om livet udenfor Lejr 14 og udenfor Nordkorea. Fra Park lærte Shin om KIna, Sydkorea og begreberne penge, TV, computere og mobiltelefoner. I særlig grad var beskrivelserne af mad og lækkerier trøstende. Han blev som besat af ideen om at spise så hans hjerte og mave var mættet, og hans forventinger om fremtiden ændredes mens han fantaserede om flugt.

Shins bekendtskab med Park ændrede hans måde at relatere sig med mennesker, da han begyndte at have tillid til Park ,og anså ham som livsvigtig for sin overlevelse. Han og Park planlagde at flygte sammen i 2005, men sørgeligt nok nåede Park frem til det elektriske hegn før Shin, og blev ‘stegt’ af den stærke strøm. Shin undslap og det lykkedes ham at komme til Kina en måned senere, uden at kende nogen uden for lejren og uden nogen overlevelsesplan. To år senere ankom Shin til Sydkorea.

Fire år senere boede han i det sydlige Californien og arbejder som en ambassadør for en amerikanske menneskerettighedsgruppe der arbejder for Nordkoreas folk. 

Men Shins tilbageholdelse sluttede ikke med hans flugt. Han er alvorligt plaget af sine erfaringer i Lejr 14, og har det vanskeligt med at vise mennesker tillid og skabe meningsfyldte forhold. Han er hærget af overleverens skyld og skam for at have informeret om sin mor og bror. 

Shin måtte lære at absorbere livet i verden udenfor før han var i stand til at forstå og artikulere hvad han havde erfaret og få det sat ind i en kontekst der gav mening. Det var meget vanskeligt for ham. Han var opfyldt af selvbrejdelser og beskriver processen med at tilpasse sig sit nye lov som “at udvikle sig fra at have været et dyr.” Han havde meget vanskeligt ved at nyde livet i frihed mens han hele tiden forestillede sig folket han efterlod der stadig lider i fangelejrene. 

Flugt fra Lejr 14 er en ekstraordinær beretning om menneskeåndens triumf under de mest inhumane omstændigheder. Shins flugt fra en kærlighedsløs eksistens med knusende arbejde, sult, elendighed og brutalitet var en bemærkelsesværdig bedrift. Hans transformation til en forkæmper for Nordkoreas fanger er et testamente for hans menneskelighed trods den rædselsvækkende fortid. 

Efter alt det han har gennemgået så er Shin, frem for alt, fast besluttet på at gøre verden fuldt opmærksom på det åg som Nordkoreas fanger og kæmpere for frihed lider under. Forhåbningsvis vil verden lytte til hans advarsler og gribe ind før alt for mange flere mennesker udslettes. Vi skal ikke gentage, sammen med nordkoreanerne, den samme dødbringende passivitet som tillod Nazisterne at myrde millioner. 

Read more: http://www.americanthinker.com/2012/06/escape_from_a_north_korean_prison_camp.html#ixzz1xkys7ZA7