Jordhytte eller drømmehus

Planet Facebook og markedet

Ilana Mercer
           

Jo mere man hører fra den gennemsnitlige finans-markeds hader, des mere ville man ønske man kunne transportere hver af dem til en jordhytte i et land langt borte, hvor kvinderne er iført græsskørter og bærer deres købmandsvarer på hovedet, og hvor ingen blot tænker på eller er i stand til at drømme om virksomheder som Costco, Overstock.com, eller Facebook.

 

Planet Facebook især er en global, social, politisk og potentiel økonomisk revolution. Var denne ide om et socialt-netværk site, ikke blevet skabt så ville vi være fattigere.  

           

Facebook brugerne elsker de,t og kan ikke forestille sig livet uden det. Jovist, de klager hele tiden - i det skyldes i det store og hele, at det er fordi de kan- Ulig regeringen (og CNN’s Anderson Cooper), kan man bevare privat foretagsomhed ærlig. Klager opmuntrer ofte til at man føjer sig.

Facebook blev offentlig. I denne proces, blev nogle rige, eller rigere; andre ikke. 

Enkeltindivider versus virksomheder: For medierne er dette to modstridende og atomare særlinge, og de to skal aldrig mødes. Denne “engle versus dæmoner” karikatur bliver lappet i sig af masserne, skønt de fleste af dem ejer andele af større amerikanske virksomheder gennem deres pensionsopsparinger. 

De fleste amerikanere har gavn af eller er kraftigt afhængig af virksomheder i Amerika gennem hvordan det går dem og deres opsparing. 

Sandt overfor denne karikatur, så skildres Den Lille Mand som god; De store Spillere som slemme. Nærmest uden undtagelser får de som ikke kan blive rige af en Initial Public Offering etiketten ‘sympatisk’ som “småinvestorer.” De som så lander i et hav af luksus for jeg ved ikke hvilken gang på grund af deres evne/kunnen i at investere store summer, bliver nedværdigende kaldt “storinvestorer,” “Wall Street.” 

Enkelt sagt: Mennesker med oceaner af penge får jackpot. Mennesker uden særlig mange penge ville slå ihjel for at være i deres sko. 

U2′s Bono er et godt eksempel på første type. Bono kan meget vel være en rig fyr der står foran et band der kan spille tre uimponerende basakkorder, men han ved hvordan en god handel ser ud når han får øje på den. I 2009 investerede sangeren 90 millioner dollars i Facebook.

 

Cui bono?, spørger du. Svaret om hvem der får gavn af Bono’s flid er dette_ Sangeren har tilegnet de 1,5 milliard dollars han høstede ved sin Facebook investering til velgørenhed i Afrika.  Så forretning i modsætning til Barack Obama er et positivt spil. 

Dog nægter taberne at acceptere, at de ikke har så mange casinojetoner som vinderne. Den Lille Mand, som politikerne strategisk forener sig bag - flertallet bestemmer jo i et demokrati - kan ikke udholde en virkelighed, hvori større velstand giver mulighed for større “afkast.” Den misundelige nægter at acceptere at friheden ikke er tilhænger af lighed.

Den bedste metode til at lægge en dæmper på et gode er at bede regulatorerne bevise at det er et spørgsmål om en “uretfærdig fordel.” Men ikke før du har fået skabt et katastrofestemning.

Takket været den uheldige uvilje mod stor “slem” forretning, koblet med kravet over overskrifter er en god ting blevet portrætteret som noget der er gået helt galt. 

Facebook gik på markedet. Der blev trængsel på børsen. Det som svarer til en trafikprop opstod. Eller som Forbes’ Joan Lappin udtrykte det, “NASDAQ kom til at lide under trængsel i garderoben.”

En overskrift med et skrækbudskab: “SEC og reguleringsrådet FINRA sagde begge at de ville se på problemet (med favorabel adgang til aktier).” 

“Facebook IPO Adds til debatten: “Er Wall Street fair?” brølede endnu en overskrift.Flere overdrevne overskrifter. “Slog Facebook IPO markedet ihjel?”Eller, “Facebook (FB: 31.00, -3.03, -8.90%) aktier falder igen. Den sociale aktie faldt med forbløffende 11% i går!”

Er “forbløffende” virkelig det rigtige adjektiv for en “11%” markedskorrektion i værdien? Er det ikke forventeligt at priserne flyder hele tiden, mens markedskræfterne lader udbud og efterspørgsel sætte tingene i balance?  

Åbenbart ikke. 

Visse aktiemarkedsspillere taler som om de har ret til virksomhedens oprindelige tilbudspris. I deres tankegang er forpligtelsen hos IPO tegningsgaranterne, hos CFO’ere og de første investorer der kan kalibrere denne pris til et T, hvis vreden hos Financial Industry Regulatory Authority and the Securities and Exchange Commission skal vækkes.

 

Ser du man skal være uden fantasi - og/eller en der aldrig har benyttet Facebook til at fremme et produkt - for ikke at indse at Facebook ikke er en varmluft.dot.com, finansiel ballon.  

Uden tvivl er Facebook en virksomhed der har brug for at blive forfinet. Selskabet har endnu til gode at demonstrere sin fremtidige evne til at vokse til noget robust afkastgivende. Facebooks afkast per bruger er lav med 4 dollars pr. år. De har potentialet til at vokse. 

Udover det hvilken anden virksomhed i historien har haft den næste udelte opmærksomhed af en milliard brugere? 

Hvilket andet selskab er blevet tilegnet ‘kan godt lide’ af 67,091,154 millioner på Facebooks egen side.

Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.

http://www.wnd.com/2012/05/planet-facebook-owns-it/