Retfærdighedens grumme logik
Mitch Smith
Der
er mange der holder fast ved, at en særlig form for
samfundsorganisering er “mere retfærdig” end andre. Det er det åbenbare
bagvedliggende tema for “Occupy” bevægelsen der har trukket overskrifter
det sidste år.
Når man så ser sig omkring i verden, og i verdenshistorien, så er det vanskeligt at finde et samfund der ikke var opdelt, med nogle få der havde meget og de fleste ingenting. Selv stammesamfund har denne tendens. Der kan muligvis ikke have været en masse “mere” at eje, men i den udstrækning det var til stede des mere blev så koncentreret i hænderne på stammeældste og lederne.
Det være sig det oldgamle Egypten, Mayariget, Det Minoiske Rige eller andre gamle kulturer, eller stater i det 21 århundrede vi har blot ikke nogen eksempler på at man har omfordelt et samfunds velstand ligeligt blandt dets borgere.
Hovedforskellen blandt de forskellige muligheder for en regering synes at være det grundlag på hvilket den ulige fordeling sker.
I stammesamfundene var myndigheden hos de ældste, hvor status ofte blev videregivet efter slægten, eller ved direkte overtagelse af magten gennem - netop magt. Mens samfundene voksede sig større, var der en naturlig overdragelse til monarkerne. (Skønt de stadig findes i dag, er de i det store og hele rent ceremonielle eller de udøver den myndighed de nu måtte have fået overdraget gennem regeringen).
Når man så ser sig omkring i verden, og i verdenshistorien, så er det vanskeligt at finde et samfund der ikke var opdelt, med nogle få der havde meget og de fleste ingenting. Selv stammesamfund har denne tendens. Der kan muligvis ikke have været en masse “mere” at eje, men i den udstrækning det var til stede des mere blev så koncentreret i hænderne på stammeældste og lederne.
Det være sig det oldgamle Egypten, Mayariget, Det Minoiske Rige eller andre gamle kulturer, eller stater i det 21 århundrede vi har blot ikke nogen eksempler på at man har omfordelt et samfunds velstand ligeligt blandt dets borgere.
Hovedforskellen blandt de forskellige muligheder for en regering synes at være det grundlag på hvilket den ulige fordeling sker.
I stammesamfundene var myndigheden hos de ældste, hvor status ofte blev videregivet efter slægten, eller ved direkte overtagelse af magten gennem - netop magt. Mens samfundene voksede sig større, var der en naturlig overdragelse til monarkerne. (Skønt de stadig findes i dag, er de i det store og hele rent ceremonielle eller de udøver den myndighed de nu måtte have fået overdraget gennem regeringen).
I
et rent kommunistisk system er regeringen den eneste ‘bestemmer’ over,
hvem der skal have hvad. Uundgåeligt, uanset hvilken magt og velstand
der eksisterer i samfundet, så ligger det i hænderne på de som steg op
til magtens tinde gennem den monopolitiske politiske struktur. De er
typisk enten ikke-valgte eller “vinder” ved valg, hvor der kun er eet
parti.
Selv om deres personlige indkomst er beskeden er deres livsstil støttet af regeringen. De har de bedste, og ofte flere boliger; adgang til eksklusive butikker og services som offentligheden ikke har adgang til; og nem adgang til transport, ferier, hjælpere, og hjælp sammen med en række af andre fordele som de “99%” samfundet ikke har.
Socialistiske samfund tilbyder lignende fordele til de magtfulde, men typisk gennem en blanding af regeringens-virksomheds partnerskaber. Handler bliver lavet, helt uundgåeligt til fordel for de virksomheder der direkte eller indirekte støtter regeringen, og de ‘salvede’ kan leve i stor luksus.
Selv om deres personlige indkomst er beskeden er deres livsstil støttet af regeringen. De har de bedste, og ofte flere boliger; adgang til eksklusive butikker og services som offentligheden ikke har adgang til; og nem adgang til transport, ferier, hjælpere, og hjælp sammen med en række af andre fordele som de “99%” samfundet ikke har.
Socialistiske samfund tilbyder lignende fordele til de magtfulde, men typisk gennem en blanding af regeringens-virksomheds partnerskaber. Handler bliver lavet, helt uundgåeligt til fordel for de virksomheder der direkte eller indirekte støtter regeringen, og de ‘salvede’ kan leve i stor luksus.
.
Udover man inkluderer forretningselementet er
hovedforskellen på kommunistiske og socialistiske former for regering
den at sidstnævnte har mange politiske partier. Partiet ved magten kan,
og skifter med tiden, men metoden til at omfordele ulige portioner af
velstanden i et samfund til nogle relativt få påhviler stadig tungt
regeringen.
På den anden side af ligningen er kapitalismen, skønt intet land i verden har et sådant økonomisk system i dens rene form. Her bestemmes vindere og tabere ved “markedet.” Bill Gates blev fantastisk rig ved at påbegynde en virksomhed der bragte den personlige computer til masserne.
Henry Ford skabte sig sin velstand ved at skabe masseproduktionen af automobiler. Mennesker i Hollywood tjente deres gode formuer ved at lave film og TV shows som publikum kunne lide. Kort sagt, velstand skabes ofte ved at kunne tilbyde et produkt der er til at betale eller en service der er værdsat af den store offentlighed.
Hovedproblemet med det kapitalistiske system er at de nuværende magtfulde kan benytte deres penge og indflydelse til at hæmme ny konkurrence. En stor virksomhed kan sælge sit produkt med tab i længere tid, end en nystartet. Eller de drukner en ung virksomhed med en massiv reklamekampagne eller endeløse og omkostningskrævende processer, retssager. Eksisterende virksomheder kan endog søge hjælp hos regeringskontorer. Her er blot eet eksempel:
På den anden side af ligningen er kapitalismen, skønt intet land i verden har et sådant økonomisk system i dens rene form. Her bestemmes vindere og tabere ved “markedet.” Bill Gates blev fantastisk rig ved at påbegynde en virksomhed der bragte den personlige computer til masserne.
Henry Ford skabte sig sin velstand ved at skabe masseproduktionen af automobiler. Mennesker i Hollywood tjente deres gode formuer ved at lave film og TV shows som publikum kunne lide. Kort sagt, velstand skabes ofte ved at kunne tilbyde et produkt der er til at betale eller en service der er værdsat af den store offentlighed.
Hovedproblemet med det kapitalistiske system er at de nuværende magtfulde kan benytte deres penge og indflydelse til at hæmme ny konkurrence. En stor virksomhed kan sælge sit produkt med tab i længere tid, end en nystartet. Eller de drukner en ung virksomhed med en massiv reklamekampagne eller endeløse og omkostningskrævende processer, retssager. Eksisterende virksomheder kan endog søge hjælp hos regeringskontorer. Her er blot eet eksempel:
I
USA i 1930’erne blev introduktionen af kommercielt TV forsinket af
Federal Communications Commission i næsten 20 år, foranlediget af
radioindustrien (Se The Master Switch af Tim Wu). Sådanne forvridninger
af et sundt marked er typisk beskrevet i termer som at regeringen
beskytter den almindelige borger.
Det kan være vanskeligt at oprette et lovsystem der virkelig giver en mulighed for at beskytte de lovlige rettigheder hos eksisterende virksomheder uden at hindre nye i at få en mulighed for at være med.
Det er heller ikke særlig atypisk at de mest ihærdige fortalere for en mere ligelig fordeling af et samfunds velstand er de som allerede har mere end de fleste. Deres sociale og politiske holdninger går i sympati med de kræfter der skal bestemme, hvem der kan få hvad, således at der kun er ringe bekymring over at nogen fremtidige handlinger vil være i deres disfavør. Når de selv sidder relativt sikkert i sadlen så kan de lykønske sig selv med at de gør det rette for den almindelige borger.
Det kan være vanskeligt at oprette et lovsystem der virkelig giver en mulighed for at beskytte de lovlige rettigheder hos eksisterende virksomheder uden at hindre nye i at få en mulighed for at være med.
Det er heller ikke særlig atypisk at de mest ihærdige fortalere for en mere ligelig fordeling af et samfunds velstand er de som allerede har mere end de fleste. Deres sociale og politiske holdninger går i sympati med de kræfter der skal bestemme, hvem der kan få hvad, således at der kun er ringe bekymring over at nogen fremtidige handlinger vil være i deres disfavør. Når de selv sidder relativt sikkert i sadlen så kan de lykønske sig selv med at de gør det rette for den almindelige borger.
Lad
os forestille os at et ægte - lige - samfund kan skabes. Medmindre det
er et ægte anarki, så vil det dog stadig have brug for en regering, og
en regering kræver mennesker til at administrere sine funktioner. Hvor
længe vil det vare før det bliver besluttet at nogle funktioner er
vigtigere end andre, at nogle bygninger bare skal være større eller
smukkere end andre, at visse grupper har brug for andre ting, eller
flere forsyninger og noget udstyr er mere vigtigt det ene sted frem for
det andet? Dette er helt og aldeles uundgåeligt. Med tiden vil det føre
til de samme dramatiske forskelle i omfordeling som samfund altid har
oplevet.
Kort
sagt forestillingen om at der kan være en model for et ægte lige
samfund er tåbelig. Nordkorea er det mest stramt styrede selverklærede
kommunistiske land i verden (skønt det faktisk er et diktatorisk
monarki). Hong Kong er muligvis den mest løsslupne kapitaliststat vi
kender til. Dog har man begge steder en lille gruppe af mennesker der
lever som konger og mange flere som ikke gør (selvom der kun kan være lidt tvivl om hvilken gruppe de almindeligste mennesker ville vælge om de fik lov).
Det eneste ægte spørgsmål er, hvem, eller hvilken proces udvælger de “som skal have.” Stammer velstand og position fra at man har lært at manipulere med myndighedsvægtskålen og magt fra regeringen side? Eller stammer disse fordele fra friheden til at stræbe efter at indfri vore personlige kreative ideer og drømme?
Det eneste ægte spørgsmål er, hvem, eller hvilken proces udvælger de “som skal have.” Stammer velstand og position fra at man har lært at manipulere med myndighedsvægtskålen og magt fra regeringen side? Eller stammer disse fordele fra friheden til at stræbe efter at indfri vore personlige kreative ideer og drømme?
Read more: http://www.americanthinker.com/2012/06/the_grim_logic_of_fairness.html#ixzz1xfeMVDWc
Ingen kommentarer:
Send en kommentar