9/11: Clinton eftermælet
Joel B. Pollak
Tidligere præsident Bill Clinton fører kampagne
her på 11 årsdagen for 9/11, for at hjælpe med til at få genvalgt
præsident Barack Obama i svingstaterne, trods den kendsgerning at begge
kampagner burde holde dagen fri.
Det er en ægte Obama -- høste frugterne mens andre gør det beskidte arbejde. I mellemtiden fornyer New York Times sine angreb mod Obamas forgænger for at “negligere” advarslerne om angrebet.
Det forekommer derfor kun rimeligt at minde den amerikanske offentlighed om at ikke kun undlader Obama at orientere sig om de daglige efterretningsindberetninger, men også Clinton administrationen bærer noget af skylden for at gøre det muligt at 9/11 kunne ske. 9/11 kommissionen har peget på
adskillige fejl fra Clinton, herunder fire ikke anvendte chancer for at
dræbe Osama bin Laden, og det at man ikke anvendte “en mere agressiv
holdning til terror,” efter Al Quedas første angreb.
Clinton administrationen sendte et signal til Al Queda om at terrorismen ville kunne lykkes med at få USA ud af Mellemøsten når man som modtræk til ambassadebombningerne i Kenya og Tanzania trak den diplomatiske tilstedeværelse ud. Clinton svarede med et ineffektivt krydsermissilangreb mod Afghanistan og Sudan; Al Queda fulgte op med sit dødbringende angreb mod U.S.S. Cole i oktober 2000.
Det er ikke den eneste fiasko ved Clinton administrationen som medierne har valgt at glemme.
Clinton fører kampagne mod sin egen fortælling om økonomisk liberalisering, ved at fortælle de delegerede ved Demokraternes Konvent at Mitt Romney ville “gøre op med de irriterende finansielle regulativer,” og ved at fortælle i en reklame, hvor han angriber Republikanerne for at have ønske om at “gå tilbage til deregulering. Det var det der først og fremmest førte os ud i problemer.”
Clinton administrationen sendte et signal til Al Queda om at terrorismen ville kunne lykkes med at få USA ud af Mellemøsten når man som modtræk til ambassadebombningerne i Kenya og Tanzania trak den diplomatiske tilstedeværelse ud. Clinton svarede med et ineffektivt krydsermissilangreb mod Afghanistan og Sudan; Al Queda fulgte op med sit dødbringende angreb mod U.S.S. Cole i oktober 2000.
Det er ikke den eneste fiasko ved Clinton administrationen som medierne har valgt at glemme.
Clinton fører kampagne mod sin egen fortælling om økonomisk liberalisering, ved at fortælle de delegerede ved Demokraternes Konvent at Mitt Romney ville “gøre op med de irriterende finansielle regulativer,” og ved at fortælle i en reklame, hvor han angriber Republikanerne for at have ønske om at “gå tilbage til deregulering. Det var det der først og fremmest førte os ud i problemer.”
Således giver Clinton på ganske effektiv vis sig selv skylden for vore økonomiske “problemer. Og det burde han også, - fordi han
gav igen myndighed til Community Reinvestment Loven, en lov der nærmest
tvang bankerne til at tilbyde huslån til mennesker der ikke kunne
tilbagebetale, og dermed førte det direkte til gældskrisen på
husmarkedet der næsten fik det globale finansielle system i 2008 til at
implodere, og som hjalp med til at igangsætte den recession som Obamas
overstatslige politik ikke har kunnet klare.
Præsident Obama klager en hel del over det “rod” han overtog fra Bush, men Clinton overlod også sin efterfølger en økonomisk mudderpøl, og du har ikke hørt Bush klage særlig meget. Faktisk var Clintons sidste år i embedet kendetegnet ved dot-com boblen der bristende -- en hændelse som high-tech industrien aldrig rigtig er kommet sig helt over, men som er blevet retoucheret ud af mediernes rosenrøde opsummeringer af Clintonæraen.
Grunden til at Clinton præsiderer over en lang periode med jobskabelse økonomisk vækst og budgetoverskud var at han gik ind for det samme frie marked, den samme ‘lille’regering’ politik som Romney gør i dag -- og at han gik imod fagforeningerne og venstrefløjen i Det Demokratiske Parti, den venstrefløj hvor en ung Obama valgte at plante sit flag. For nogle få uger siden var Clinton imod Obamas skatter og roste Romney for hans “sterling” forretningskarriere.
Nu pludselig, med sin hustrus 2016 ambitioner i tanke, har Clinton ændret melodi. I 2000 da Hillary første gang gik efter embedet var Clinton persona non grata i Al Gore’s præsidentkampagne.
Den bogstavelige plet fra Lewinsky skandalen og den efterfølgende retsforfølgelse, var bare alt for meget for vælgerne. Over et årti senere bliver Clinton hyldet af sit parti som en Frelser og af medierne.
Præsident Obama klager en hel del over det “rod” han overtog fra Bush, men Clinton overlod også sin efterfølger en økonomisk mudderpøl, og du har ikke hørt Bush klage særlig meget. Faktisk var Clintons sidste år i embedet kendetegnet ved dot-com boblen der bristende -- en hændelse som high-tech industrien aldrig rigtig er kommet sig helt over, men som er blevet retoucheret ud af mediernes rosenrøde opsummeringer af Clintonæraen.
Grunden til at Clinton præsiderer over en lang periode med jobskabelse økonomisk vækst og budgetoverskud var at han gik ind for det samme frie marked, den samme ‘lille’regering’ politik som Romney gør i dag -- og at han gik imod fagforeningerne og venstrefløjen i Det Demokratiske Parti, den venstrefløj hvor en ung Obama valgte at plante sit flag. For nogle få uger siden var Clinton imod Obamas skatter og roste Romney for hans “sterling” forretningskarriere.
Nu pludselig, med sin hustrus 2016 ambitioner i tanke, har Clinton ændret melodi. I 2000 da Hillary første gang gik efter embedet var Clinton persona non grata i Al Gore’s præsidentkampagne.
Den bogstavelige plet fra Lewinsky skandalen og den efterfølgende retsforfølgelse, var bare alt for meget for vælgerne. Over et årti senere bliver Clinton hyldet af sit parti som en Frelser og af medierne.
Men vi lever stadig med resterne af hans arv -- og så absolut ikke de bedre dele af den.
http://www.breitbart.com/Big-Government/2012/09/11/9-11-A-Clinton-Legacy
Ingen kommentarer:
Send en kommentar