Magtsygens lighedstegn

Sleske Barry og sleske Clinton

Bruce Walker

Demokraterne sidder på Det Hvide Hus og har komfortable flertal i Senatet og Kongressen. (artiklen er fra 2009 og har ligget ‘glemt’ i mit arkiv - synopsis-olsen)Den nye præsident kommer fra ydmyge kår. Han voksede op uden en faders moralske indflydelse. Ikke som Kerry og Gore, der blev født med en sølvske i munden eller som Carter, Dukakis, Mondale eller Humphrey der kom fra middelklassehjem, har Barack Obama kun lidt tilfælles med præsidentkandidater fra begge politiske partier, undtagen med denne: Bill Clinton. Begge kunne ændre deres ydmyge oprindelser ved at modtage elite uddannelser og få succes gennem valg i politik.

Betragt nu, hvordan "Barry" ter sig. Lyt til hvad han siger. Prøv at glemme hans modulation, hans kropssprog, hans ansigtsudtryk, de dånende medier og alle de andre ting der fordrejer indtrykket: Lyt i stedet til hvad han siger. Han siger nemlig ingenting, ligesom Bill Clinton heller ikke sagde noget, og hvis du ikke er meget opmærksom, så lyder det egentligt rigtigt godt.

Lang tid før Clinton blev præsident introducerede jeg ham som taler ved et regional konvent i Little Rock. Han havde absolut intet kendskab til konventet eller organisationen han skulle tale til (det er virkelig rigtigt). Alligevel stod Clinton frem, gav en engageret causerende tale og satte sig ved siden af mig til en øredøvende klapsalve og hyldest. Den daværende guvernør Clinton vendte sig mod mig og spurgte "Hvad skal der ske nu?"

Indtil denne morgenstund havde jeg været en behersket fan af Clinton. Hans image var som hos en ægte moderat Demokrat, ydmyget af et nederlag i guvernørvalg, der repræsenterede en fløj i Det Demokratiske Parti der forsøgte at være pragmatisk og ansvarlig. Hvis Clinton kunne trække Demokraterne mod midten, så godt for ham. Udtrykket "Glatte Willie! som jeg havde hørt et utal af gange fik først rigtigt mening da jeg så et gennemført politisk dyr, en skabning der mæskede sig i popularitet og magt for sin egen skyld, en hvis hele liv havde været karakteriseret ved en slag barnlig forestillingsverden.

 

Vi kan se, at præsident Obama egentlig er "Glatte Barry," ligesom Bill Clinton var "Glatte Willie." Jeg tror det er en fejltagelse at sammenkæde disse mænd med lidenskabelige politiske eller ideologiske overbevisninger. Disse evindelige pubertetsunger tror på deres egen magi, deres evne til at charmere de andre unger der stammer fra kernefamilier hos middelklassens nabolag, de har deres evindelige krav på at ville være elsket og holdt af. Det er som om det for dem er en forfængelig strid for at udfylde et tomrum i deres hjerters inderste kamre.

Det er ikke tilfældigt at disse to mænd liv ligner hinanden i bemærkelsesværdig grad og har taget samme drejning. Begge undgik de militærtjeneste -- enhver anden større præsidentkandidat siden Stevenson har enten tjent i militæret, Nationalgarden eller forsøgt at komme ind i militæret. Ikke vore fyre. "Glatte Willie," altid den lykkelige bedrager, narrede endog militær officerer i Arkansas da han senere skrev "Jeg har altid foragtet militæret." Barry Obama kunne have fundet ud af, at  militæret ville have været en god mulighed for avancement for ham som sort. Kun få institutioner i det amerikanske samfund har i den grad givet plads til forfremmelser for sorte som militæret har. Han afstod fra denne mulighed.

Obama, som Clinton gik på college, hvor de studerede, ikke praktisk anvendelige fag som kemi eller computervidenskab, men de bløde kunstarter og de gik begge på juraskoler. Begge giftede de sig med bitre vrede kvinder fra Chicago, der ligesom deres mænd gik på juraskoler. Disse fire har brugt hele deres professionelle liv på jura eller i politik.

Da Obama gik efter præsidentembedet i 2008 da lignede han mere end nogen anden præsidentkandidat Clinton da denne søgte embedet i 1992. Obama affyrer vittigheder og virker noget så sej. Clinton bar solbriller og medbragte en saxofon på TV og viste amerikanerne at han bare var så sej. Disse mænd bekymrer sig overordentligt om, hvordan de fremtræder, hvordan de lyder, hvordan de ser ud. Deres march på vejen til hæder, magt og berømmelse er ikke grundlagt på nogen sand interesse i at gøre godt eller i at besejre ondskab eller i at fremme, tror jeg, noget storslået for Amerika. De begærer - de har et desperat behov for - at blive beundret, omfavnet og  idoliseret.

 

Deres liv som børn og unge var indspundet i en ensom kamp i en fornemmelse af utilstrækkelighed. Deres ungdom var under indflydelse af en smart venstrefløjsholdning på colleges, nok mindre fordi de troede på det, og mere fordi  den måde man var smart på i dette miljø var ved at være krypto-marxist. Deres karriereforløb blev yderligere indspundet i den urealistiske verden af omhyggelige lovreguleringer og at man kunne stå frem som den smukke knægt, som engang var selve den politiske karriere hos en John Edwards (endnu en Demokratisk advokat der giftede sig med en anden advokat og også kunne lyve for at blive elsket). 

De er således de nye skabninger i vor forestillingsverden, drevet frem, gennemsyret, marineret, gennemført politisk. "Glatte Willie" er nu blevet til "Glatte Barry" og "Glatte John," mænd der bare ikke fatter faren ved uærlighed, formålet med at fastholde sin overbevisning, eller værdien af selvopofresle. De er karikaturer på ægte mænd, og nu er de vore ledere.

Bruce Walker is the author of two books:  Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

http://www.americanthinker.com/2009/05/slick_barry.html