torsdag den 22. november 2012

Hamas og medierne. Hvad er sandheden?

Udstillet: Hamas’ kannibalistiske kognitive krigsstrategi

                                            
1. Slå dine egne børn ihjel. 2. Udstil og fotografer ligene. 3. Giv Israel skylden. 4. Omfordel billederne til naive journalister fra Vesten. 5. Gentag.

Richard Landes
               
Her er en klassiker. Lad os begynde med den rædselsvækkende udstilling af sorg over en død drengs liv, der som det blev antydet blev slået ihjel af en israelsk bombe. Det er hensigten at det skal ramme direkte i hjertekulen hos typer som Annie Lennox, der efter at have set bomberne falde i Gaza, straks forestiller sig palæstinensiske småbørn som ofre, frem for at Hamas militante har israelske småbørn som mål. Og selvfølgelig bider nyhedsmedierne på hele setuppet med sådanne fotos.
            Haniya og egyptiske premierminister Kandil stiller op for kameraerne.

Husk dette fra Kafr Qana, Libanon den 30. juli 2006:
Fyr med grøn hjelm holder barn dækket af støv, og så det helt rene stykke babylegetøj - et klip fra 30. juli 2006.

Selvfølgelig løb medierne med historien. Det er bare så tydeligt. Dødt barn ved eksplosion, israelske bomber over Gaza. Som den palæstinensiske “leder” af undersøgelsen af Al Durah’s død udtrykker det, “der er ingen grund til at efterforske, når vi hvem hvem der gjorde det.
 
Men vent et øjeblik, hvad med beviser spørger Elder of Baker Street?
Jodi Rudoren, der til trods for al hendes alt for hurtige utidige ‘støj’ da hun var tilknyttet Mellemøsten af New York Times dog viser visse tegn på uafhængig journalistik, hun skriver.

“Det er uklart hvem der var ansvarlig for angrebet på Annazla: Skaden var overhovedet ikke alvorlig nok til at stamme fra en israelsk F-16 jetfly, og det rejser den mulighed at et defekt missil affyret af palæstinensiske militante var årsagen til dødsfaldene.”

Og Karin Laub, AP journalist føjer væsentlige detaljer til:

Israel har med stor ihærdighed benægtet at have noget med det at gøre og siger at man ikke har udført nogen angreb i området på det tidspunkt. Gaza’s to ledende menneskerettighedsgrupper, der rutinemæssigt efterforsker civile dødsfald, tilbageholdt deres indstilling, og siger det ikke var i stand til at komme til området på grund af den forsatte farlige situation.

Mahmouds familie sagde at drengen befandt sig i en gyde tæt på sit hjem da han blev dræbt sammen med en mand på cirka 20 år, men ingen synes at have været vidner til angrebet. Området viste tegn på at en granat kan have eksploderet der, med granatsplinter i murene på de omkringliggende huse og et smadret køkkenvindue. Men naboer sagde de lokale sikkerhedsmyndigheder hurtigt fjernede resterne af granaten, og dermed gjorde det umuligt at bekræfte hvem der affyrede den.

Dette scenarie har vi set før. I sommeren 2006 blev det mest af Ghalia familien dræbt i en eksplosion på en strand i Gaza. Palæstinenserne, med hjælp af dramatiske, men yderst tvivlsomme fotos af den yngste datter var i voldsom sorg blandt ødelæggelsen der narrede medierne i Vesten, der straks udsendte den påstand at familien slappede af på stranden da den blev ramt af granat fra israelske flådefartøjer. Klassisk Pallywood.

Beviser på at israelerne ikke havde skudt hobede sig op, at hullet ikke passer med en israelsk granats nedslag, selvom man påstår det modsatte. De palæstinensiske kilder og deres uofficielle talsmand Marc Garlasco fra Human Rights Watch, havde ingen ballistiske beviser. Da det blev tiden til at sende to af de yngst ofre til israelske hospitaler, og med risiko for deres liv, fjernede lægerne i hast granatsplinter fra deres kroppe.

I denne sag begyndte journalister imidlertid med at udvise tegn på årvågendhed. For at være retfærdig overfor os selv og dem, så nævnte både NYT’s Jodi Rudoren og AP’s Karen Laub faktiske de unormale beviser: Eksplosionen var for lille til at have været affyret fra et fly; oprydningsholdet besøgte steder før journalisterne.

Dette er helt klart et kæmpeskridt fremad fra Guardians Suzanne Goldenborgs bedømmelse den 1. oktober 2000 af muren som Muhammad al Durah og hans far skjulte sig bag foregående dag.


Fra Nahum Shahaf’s arkiv.

Da Goldenberg havde fået fortalt at israelerne havde “affyret en kugleregn” indtil de dræbte drengen så han nærmere på det dusin eller deromkring huller der i mistænkelig grad så ud som var de affyret “lige på” fremfor den vinkel på 30 grader som en israelsk kugle ville affyres fra for at efterlade mærker på muren, og som “bevis på at israelerne havde drengen som mål.

Åbenbart, nu næsten 13 år senere, har nogle journalister i det mindste problematiseret den opstyltede historie med Israel/Goliat/Palæstinensiske-David: Måske har den ikke  alle sagens enkeltpunkter med. Det er trods alt en journalistisk opgave at frembringe de relevante beviser. Der er helt tydeligt brug for mere undersøgelse, men tak for hentydningerne. De som argumenterede for at Israel burde have ladet journalister komme ind i Gaza ved Operation Cast Lead (OCL) i 2008/09 fordi de ville kunne have givet en god kvalitetskontrol med den slags billedmateriale der ville komme fra uovervågede palæstinensiske “journalister” har belæg for deres påstand om denne form for fejlagtig reportage.

På lignende vis har opsyngrupper som NGO Monitor benyttet palæstinensiske NGO’er der er berygtet for deres anti-Israel holdning til forsvar af “menneskerettighederne. Således bemærker Elder of Baker Street:

Det Palæstinensiske Menneskerettighedscenter der holder øje med enhver der dræbes i Gaza (og som indrømmer at de fleste af de døde har været “militante”) har ikke på listen Mahmoud Sadallah eller Aiman Aby Wardah over ofre for israelske luftangreb, skønt den omfatter en person der døde af et hjerteanfald.

Nu for ikke at ophøje grundskolelelever for meget, men en opmærksom journalists antenner burde sitre over kommentarer, “ingen synes at have været vidne til angrebet.” I en af de tættest befolkede kvarterer i “en af de tættest befolkede områder i verden?” Ingen så det det?

Mafialignende tavshed? Sandsynligvis, hvis det var en Hamas eksplosion. Hvor mange journalister eller læsere overvejer den rolle intimidering har på den måde nyhederne serveres?

Og alligevel bekræfter anden data denne hypotese: Laub informerer os at “de lokale sikkerhedsembedsfolk hurtigt fjernede de som var tilbage af granaten.”

2 spørgsmål: 1) Kan vi være sikre på at der i det hele taget var en “granat”? Hvad om en del af scenen var den lemlæstede krop af en raketbetjener, hvis raket sprængte ved affyringen, og slog naboer, herunder den fireårige dreng ihjel?

2) Forestiller nogen sig at det eneste disse opryddere, der hurtigt blev bragt ind, gjorde var at fjerne resterne og derpå forlade scenen igen uden også at informere de som betragtede dem om ikke at nævne det som var sket? Ja, jeg spekulerer på hvem der var den tapre person der rapporterede om oprydningsholdet.  

Implikationer for den kognitive krig:

Meditér over billedet:

Her er chefen for Hamas, hvis drenge systematisk skyder når de er blandt civile - for at skabe civile sårede så de kan give skylden til de israelske modforanstaltninger - og han udnytter dermed dødsfald forårsaget af hans egne mænd, for at appellere til vestlig sympati. Det er svært at forestille sig et mere forbløffende udtryk for det allermest depraverende hykleri (og foragt for seerne der tror på denne udstillen af medfølelse).

Det er vanskeligt at forestille sig et mere grotesk udtryk for et fælles fordærv: At forsøge at dæmonisere din fjende overfor et publikum som de forventer står side og side med sig i empati for de selvsamme børn man benytter som ofre. Hvor følelsesmæssigt forkvaklet og  moralsk forkasteligt må ikke denne verden hos mesterhjernerne for denne manipulation være.

Ikke kun det, Haniyah trak med denne ydmygende forestilling Egyptens premierminister for “Det Muslimske Broderskabs” regering med i forsøget på at få støtte for det palæstinensiske Hamas. Premierminister Hesham Kandil faldt lige i, kysser barnet, og bevidner efterfølgende (i det BBC korrespondenten Wyre Daviers syntes var et “kraftuld udtalelse) “hans blod er stadig på vort tøj.” Kandil er en nar for så ivrigt at forsøge at slutte sig til dette morbide cirkus som Haniayh og Hamas så ofte sætter i scene. Haniayh mener han kan slippe afsted med det, og har trukket Kandil med i sin skamløse dødsporno. 

En sidste overvejelse: Hamas’ strategi har længe været at angribe bagfra en samling civile for at fremprovokere en israelsk gengældelse og så benytte disse civiles skader som en metode til at give Israel skylden. Dette er en faktisk hele nøglepunktet i deres asymmetriske krig mod Israel. Som en Gazabeboer forklarede en italiensk journalist ved afslutningen af Operation Cast Lead (OCL):

Hamas militærfolkende ledte efter gode steder for at provokere israelerne. De var sædvanligvis meget unge, 16 eller 17 år, bevæbnet med maskinpistoler. De kunne intet gøre mod en tank eller et kampfly. De vidste de var langt svagere. Men de ønskede at israelerne skulle skyde mod (de civiles) huse så de kunne anklage dem for flere krigsforbrydelser.

Med andre ord, så er Hamas beskæftiget med den exceptionelle sjældne handling - aktivt at gøre deres egen civil befolkning til ofre - en helt særskilt krigsforbrydelse - for at vinde sejr i kognitiv krig.

Det kan gøre det, men kun hvis et korrupt medie er til stede (herunder NGO’er og FN folk), fremfor at udstille dere forbryderiske strategier, spille med på planen og præsentere billeder af døde børn - alt sammen i den palæstinensiske fortælling om israelske overgreb. Kendsgerningen, at Hamas troede de kunne nå at rense scenen og benytte en strand i Gaza, og derpå med succes beskylde israelerne for tragedien, taler så klokkeklart for deres i utrolig grad  lave vurdering af Vestens presse omhyggelighed med dødsfald.

Det har de god grund til at tro. Trods alt så Goldstone i sin efterforskning af misbrug af det palæstinensiske folk under OCL aldrig end ikke en eneste gang på benyttelse af dette menneskelig skjold. Tænke dig om han havde!

Jovist. Det er svært at tro at hvis pressen havde lært lektien af al Durah at de så stadig ville lade sig forføre at dette skuespil.

Mediter nu over dette billede som er kommet fra Electronic Intifada for at skabe mere had over tragedien mod Israel.
 
http://pjmedia.com/blog/exposing-hamas-cannibalistic-cognitive-war-strategy/?singlepage=true

Denne yderst interessante interveiwartikel kan varmt anbefales:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/05/islams-undergang-k.html

1 kommentar:

  1. Mange blander æbler og pærer sammen. Hvorfor dræber israelerne børn? Det er at sammensætte et statsborgerskab med kriminalitet og det holder ikke. Tværtimod fremhæver proisrael.dk at ud af 1000 luftangreb i Gaza fra Israel er kun 60 dræbt med henvisning til at andre lande næppe kan være så skånsomme. (gælder ikke idag 22 nov)

    Jeg har henvist til din artikel, da den er god, omfattende og analytisk.
    http://semit.wordpress.com/2012/11/22/hamas-og-medierne-hvad-er-sandheden/

    SvarSlet