Fagforeninger til gavn for arbejderne eller lederne? Del 2 A
En forretningskvinde i New York ansatte mig engang til at lave en udstillingsplatform til en konference i Chicago. Jeg designede også hendes præsentationer, som vi gjorde færdig om lørdagen på hendes kontor mens hun samtidig ordnede en million andre ting, og jeg var dybt imponeret over hendes evne til at multitaske. Hun planlagde at flyve til Chicago om søndagen, sætte platformen op på konferencestedets gulv, afprøve lyset og dukke op mandag morgen for at høste belønningen ved en omhyggelig planlægning og forberedelse.
Men mandag morgen ringede hun grådkvalt for at fortælle at udstillingsplatformen var blevet vandaliseret. Ved begyndelsen af konferencen opdagede hun at alle de elektriske ledninger var blevet flået ud af panelet. En elektriker fra fagforeningen indrømmede ganske stolt at han stod bag vandalismen og bemærkede, at dette var et fagforeningssted og hun ingen ret havde til at sætte noget op uden at en elektriker fra fagforeningen gjorde det, og at hun betalte ham den tarifbaserede løn. Hun afviste argumentet med at hun ikke havde set ham om søndagen; han arbejder ikke i weekender. En fagforenings passende kurs ville for hende have været at ankomme om fredagen. Men andre ord, skulle hun spilde to dage i sit travle arbejdsskema i en fremmed by og betale hundredvis af dollars til hotel for at en fagoreningsfyr kunne sætte stikket i for hende om fredagen for 50 dollars. Min tidligere tillid til effektiviteten hos den amerikanske arbejdsstyrke har fået et knæk.
Jeg selv engang blevet truet af en fagforeningsagent da jeg arbejdede for en lille virksomhed i Brooklyn der beskæftigede sig med ombygningen af offentlige skoler i New York. Manden ringede til vort kontor og krævede 500 dollars som dækning for løntabet i hans fagforening. Det så ud som om at vore arbejdere havde lavet en åbning i en væg til en luftkanal, derpå lappet det og gjort rent efter sig ved at samle affald i en spand. Det var åbenbart rengøringen der var forbrydelsen; det skulle tilsyneladende udføres til en fagforeningsfastlagt højere pris. Vore arbejdere havde brudt en 'hellig' regel: Intet arbejde måtte udføres medmindre fagforeningerne kunne benytte det til at klemme så meget som muligt ud af arbejdsgiveren. Jeg lyttede mens han fremlagde sin sag, sagde derpå til ham at han måtte holde op med at være så latterlig og lagde på. Det medførte en serie af vrede opringninger der fandt sted i adskillige dage.
Han anvendte udtryk som jeg som nys ankommen indvandrer aldrig havde hørt før. Han fortalte mig at jeg ikke skulle udfordre fagforeningerne og at jeg skulle passe gevaldig på. Jeg svarede, at som modsvar, at hvis noget krævede 500 dollars for en spand med affald, ja så måtte så måtte vedkommende være en vigtig mand. Men det jeg ikke kunne forstå var, hvorfor han da ikke brugte sin tid på at bære affald i stedet for at hælde sin affaldsspand udover mig - en person der er så lidt vigtig at han selv bærer sit affald ud uden at kræve noget for det. Hvert tredje minut i samtalen blev jeg ved med at minde ham om at han nu havde tabt endnu 500 dollars i mulige lønninger bare ved at tale med mig. Jeg må have overbevist ham for med tiden kom der ikke flere telefonopkald.
Det var så sandt, så sandt, at jeg ikke anede hvad jeg havde begivet mig i kast med. Jeg fik det senere forklaret af en ældre ven, der var aktiv i fagforeninger tilbage i 1970'erne. Han huskede hvordan nogle af forretningsagenterne (fagforeningsorganisatorerne) medbragte våben når de var på besøg hos private bygherrer. "De var iført jakkesæt og under forhandlingerne lod de 'tilfældigvis' deres jakke stå åben, så dan lige nok til at man fik et glimt af den isenkram de medbragte. Jeg kendte ikke til nogen mord, men jeg vidste at ikke samarbejdsvillige bygherrer undertiden fik deres slips strammet, deres køretøjer vandaliseret og deres lagerbygninger blev sat i brand."
"Ved hvert valg," tilføjede han, "blev fagforeningsmedlemmer instrueret i hvem de skulle stemme på og bedt om at være frivillige for. Jeg holdt øje med hold der fremstillede valgskilte der skulle placeres på fagforeningens direktion. Uskadeligt i sig selv, men som opsynsmand, erfarede jeg hvad det var de kaldte "andre aktiviteter." Det indbefattede medlemmer der gennemgik domsudskrifter og arkiver med oversigter over fængselsindsatte. Andre kontrollerede ejenndomssalg, og lavede optegnelser over mennesker der forlod staten for derpå at fylde rækkerne med falske vælgere, og benytte de ledige huse som dækadresser. Andre igen gennemgik mindeordene og dødsannoncerne for de som var nyligt afdøde. Hvis det kunne komme til at passe, gennemgik de gamle dødsoptegnelser, og sendte 120 år gamle 'spøgelser' for at stemme. Gæt så hvem de stemte på? Jo helt sikkert kandidater der altid havde været pro-fagforeningen, Demokrater, med en dagsorden om at ville tilbagebetale deres velgørere med flæsk fra regeringen på bekostning af skatteyderne.
Min ven forsikrede mig om, at flertallet af fagforeningsmedlemmerne var ærlige mennesker, men metoderne som de højerestående benyttede var intimidering, tvang og luskeri: " De fortæller dig hvad slags arbejde du kan få, og hvor jobbet er. De fastsætter lønnen og dikterer, hvor meget du skal betale dem for tjenesten. De fortæller dig hvem du skal stemme på og de er ekstremt politisk aktive. Alt sammen i den amerikanske arbejders navn."
Øjenvidneberetningerne suppleres af tankevækkende, foruroligende officielle statistikker: " I 2005 blev 12000 UAW 'arbejdere' betalt for ikke at arbejde. De Tre Store (fagforeninger) og deres tilhængere betalte milliader af dollars for at holde afskedigede AUW medlemmer på lønningslisten som en del af en kontrakt med UAW. Et UAW medlemmerne, Ken Pool, sagde han ville dukke op på arbejde og derpå kun lave kryds og tværs. Han tjente mere end 31 dollars i timen, plus tillæg. Højere omkostninger og pensioner til de ældre blev blot kørt over på forbrugerne."
Jeg har arbejdet i forskellige virksomheders hovedkontorer i New York, og bemærket en betragtelig lønforskel mellem de som arbejder i den finansielle sektor og så alle de andre. I modsætning til karikaturfremstillingen i medierne, var det ikke kun Bestyrelsesformændende der gav sig selv lønbonus; selv mennesker på de laveste niveauer havde højere løn. Jeg forstod det som ønsket hos de finansielle virksomheder for at tiltrække de bedst egnede som ansatte, og som private virksomheder havde de ret til at gøre det. Det jeg ikke kunne forstå var en lignende forskel på fagforenings- og ikke-fagforeningsarbejdere, der fik ulig løn for samme arbejde uanset deres kvalifikationer - en praksis som regeringen åbenlyst støttede og endog opmuntrede til ved særbehandling af fagforenings bygherrer i "den økonomiske retfærdigheds" navn.
"Retfærdighed" i dette tilfælde betyder at ikke-fagforenings ansatte ofte arbejder længere og hårdere mens fagforeningsmedlemmerne får bedre løn og goder, og mere sikre jobs og andre ikke fortjente ydelser. Det er endnu mere grotesk når man indser at fagforeningsgoder kun kan eksistere på bekostning af at underpriviligerede arbejdere i dette land, og resten af verden, fortsætter med betale til fagforeningernes kasse ved at betale de kunstigt oppustede forbrugerpriser, mens deres lavere lønninger opretholder et liv i komfort for de som er i fagforeningerne. Det var lige præcis det jeg tænkte da jeg observerede de søvnige fagforeningsansatte ved New York City Housing Authority fordele komplet uforståelig dokumentation for projekter til private bygherrer; det synes aldrig at være gået op for dem, at fotokopier bør tages fra de originale stykker papir og ikke fra den vrimmel af generationer af hundredvis af kopier, så de vel kun kunne benyttes som forsøgstegninger til Rorschachs forsøg med psykiatriske patienter.
For at kompensere for de strenge begrænsninger der er påført af fagforeningerne har de amerikanske virksomheder fundet en udvej så de kan være fleksible, ved at ansætte en hær at midlertidige ansatte gennem specialiserede "midlertidige" agenturer. Jeg plejede at være en sådan "midlertidig" og jeg beskriver det jeg kunne observere. De "midlertidige" havde ikke de frynsegoder som deres fagforeningsorganiserede medarbejdere havde, de arbejdede mere, og de kunne blive fyret uden varsel. I bund og grund var de officielle anden-klasses borgere i virksomhedernes rige, hvis arbejde var med til at betale for andres privilegier.
Det er ikke meningen jeg vil klage; jeg var taknemmelig for muligheden for at få de arbejder, som for det meste var "midlertidige." og lønnen var udmærket. Jeg følte mig som dæksdreng på en luksusliner af socialisme, der navigerede i de kapitalistiske vande under beskyttelse af slagskibe fra fagforeningerne. Uheldigvis var der ingen beskyttelse mod recession og de finansielle krisers isbjerge. Og når der kom vanskeligheder, blev dæksdrengen smidt overbord uden redningsvest. Men kapitalismen skal dog ikke udelukkende have skylden for dette mere end Atlanterhavet har skylden for at opdelingen i passagererklasserne på Titanic.
Disse to ulige klasser af ansatte synes at være et relativ nyt biprodukt af politikken med "økonomisk lighed og retfærdighed" - et kompromis for at undgå kvælningsdøden mens livet forsøger at vikle sig ud af den dødbringende vægt af den absurde politik. Hvordan kan en sådan idealistisk intention som tvungen økonomisk lighed skabe ulighed? Når resultaterne er det modsatte af det som var hensigten, så plejer det at betyde at intentionerne var på et forkert grundlag. Og de grundlaget her er "økonomisk lighed" må det altså være forkert.
På samme måde, på alle områder af økonomien, har den fagforeningsbaserede socialisme skabt priviligerede klasser af arbejdere der lever på bekostning af underklasserne. Som sådan, er de blevet en parasit der er forbundet med den kapitalistiske økonomi på den måde som en parasit er forbundet med den sunde værtskrop. Det synes derfor at være i fagforeningernes bedste interesse ikke at svække værtskroppen medmindre de vil dø sammen med den.
Paradokset med fagforeningsbevægelsen er, at det lykkes så længe den ikke vokser. En fuldstændig gøren hele landet til 'fagforening' ville ikke alene afslutte de nuværende eksklusive privilegier men også gøre økonomien så stagnerende, at den efterfølgende økonomiske krise ville tvinge regeringen at blande sig i arbejdsforholdene, begrænse fagforeningernes magt og lave helt om på arbejdsmarkedet. En sådan situation er måske ikke så langt ude i fremtiden, med tanke på udtalelser fra regeringen om at regulere ferie med løn og sygefravær. Dette kan synes at være imødekommende over for fagforeningerne, men historien beviser, at når en påtrængende regering blander sig i fagforeningers områder, da slutter venskabet og en kamp om magten begynder, hvor regeringen selvfølgelig vil vinde i sidste ende. Ved at have opfyldt deres historiske mission med at gå ind for en statsstyret økonomi, vil fagforeningerne have udlevet deres egen nytte, og må underkaste sig den skæbne som deres brødre i Sovjet måtte indtage - marionetdukker for en tyranni, og uden mulighed for at stemme.
Da påtvungen økonomisk lighed kan resultere i påtvungen ulighed gennem den autoritære stat, da vil fagforeningsorganiserede arbejdere ende med at blive til en underklasse der beherskes af dem med magt og af korrupte stats oligarker, som er de eneste der høster gavn af et system der omfordeler ufortjente privilegier. Hvis fagforeningsaktivisterne en dag vågner op under en sådan ny ledelse, har de kun sig selv at takke.
Tredje del af serien følger snarest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar