onsdag den 12. december 2012

Lær dit barn at tale - Hvordan?

Hvordan man ikke lærer sit barn at tale

Bernie Planck

Et af problemerne med at være forældre er at der så mange såkaldte eksperter der kloger sig om hvad som helst, og gerne vil belære på deres nonsensområde.
 

Nogle forældre betragter deres barn som en støjende forstyrrelse af deres liv. Hvis de kunne trykke på en knap og gøre barnet - på et øjeblik- 18 år gammel, ja så ville de. De ønsker ikke at barnet skal sove i deres seng, eller at give dem for megen kærlighed at frygt for at “ødelægge” dem.

De vil sende deres børn i dagpleje selvom der ingen økonomisk grund er dertil. Jo hurtigere barnet er ude af hjemmet eller ude af syne, des bedre. De lader barnet skrige i timevis og bekymrer sig sådan set ikke om. hvad barnet kunne have brug for eller ønsker, det vigtigste er at gøre det som betyder mindst ulejlighed for dem.

Jeg går ind for det omsorgsfulde forældreskab, der betragter barnet som en værdifuld perle der har brug for konstant pleje, kærlighed, hengivenhed og ømhed.

Som forældre ser jeg ikke på mit barn som et trofæ, eller et kæledyr der skal få mig til at se godt ud i mine venners og families øjne. Dermed sagt, jeg er ligeglad med om de først begynder at tale når de er 4 eller 5 år gammel. Det vil de gøre af egen vilje, og når de gør det vil du ikke være i stand til at få dem til at holde op igen.

Med der er forældre der på en eller anden måde føler at deres barn er en pinlighed hvis den lille darling ikke begynder at citere Shakespeare før de er to år.

Til dem siger jeg - hold dog op med den besiddertrang: Din lille dreng eller pige vil tale når tiden er inde. Der er ingen der kan sige når tiden er inde. En god metode til at få dit barn til at stamme eller have talevanskeligheder er at få dem til at tale før de er helt klar.

Jeg kender en mor der ansatte en af disse taleterapeuter (svindlere) til hendes toårige søn. “Terapeuten” plagede den lille dreng ved at lokke med et stykke legetøj foran ham og da han så rakte ud efter det krævede hun at han sagde “Jeg ønsker” og fjernede da legetøjet bort fra ham medmindre han sagde ordene. Det stakkels barn er ikke klar til at tale og græder når han vil have legetøjet. Dette foregik i et par timer med gråd hele tiden.

I ethvert sundt samfund ville dette blive betragtet som mishandling. Jeg aner ikke hvordan moren kan stå og se på at hendes barn mishandles så brutalt. Sørgeligt nok tror hun sikker at dette er helt i orden, fordi det jo er et program der er administreret af staten New Jersey.

Som med næsten alle regeringsprogrammer, er det svindel til gavn for de ansatte i regeringen. Da jeg gik skole var det meget sjældent at finde nogen som vi i dag ville kalde børn med “særlige behov.” Men nu er vore byer fyldt med næsten retarderede.

Men ligesom det at lave flere hylder i et hjem blot opmuntrer til endnu mere rod og behov for flere hylder, så er det at smide penge ud på særlige undervisningsprogrammer noget der opmuntrer til at opfinde flere kandidater til de programmer. Det kan komme som en overraskende for nogle af mine læsere at erfarer at selv børn med fødevareallergier kan benævnes som nogen med “særlige behov.”
 
Photo Credit: Scooter's Report

Dette er den totalt omvendte skideskøre verden: Skolerne bør ikke få flere penge, hvis de indskriver flere elever der uddannelsesmæssigt er dysfunktionelle - det er som at belønne fiasko - skolerne bør straffes for ethvert “særligt behov” barn i den skole. Hvis vi gjorde dette ville der være færre ‘retarderede’ børn i vort skolesystem. Hvis vi straffede skolerne og straffede lærer for at uddanne idioter, så ville vi have færre venstreorienterede der bestod.

Med færre venstreorienterede der løber rundt ville der være færre idioter der kan stemme endnu flere idioter ind i embeder - som Nancy Pelosi, og vor nuværende præsident. Vort land ville ikke skulle lide med byrden af fattigdom og arbejdsløshed som nu.  


Forbehold: Jovist eksisterer der børn med ægte problemer der kræver specialundervisning; men medmindre dit barn hamrer hovedet ind i væggen, ruller med øjnene mens savlet flyder ud af munden så bliv ikke lokket til at lade skolen betegne dit barn som havende brug for mere særlig hjælp end “normale” børn. Det er et fupnummer for at få flere penge fra regeringen.

Som barn havde jeg det som vi i dag kalder ADHD. Heldigvis fik jeg aldrig Ritalin eller blev sat i “særlig behov” programmer. Heldigvis voksede jeg op før uddannelse blev et regeringsfupnummer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar