Spøgelset fra 1938 hjemsøger stadig udenrigspolitik
Bruce Thornton
I
en historie der beskriver præsident Obamas seks samtaler med Egyptens
præsident Mohammed Morsi som førte til våbenhvilen mellem Israel og
Hamas opsummerede New York Times Obamas vurdering af Morsi. Obama
fortalte sine rådgivere at “han var imponeret over den egytptiske
leders pragmatiske tillid. Han fornemmede en ingeniørs præcision med
overraskende lidt ideologi.” Obama “betragtede hr. Morsi som en direkte
person der afleverede det han lovede og ikke lovede mere end han kunne
levere....Dette var en person der havde fokus på at løse problemer.”
Teknokratiske
kvaliteter som “ingenørs præcision” og “lidt ideologi” lyder
besynderligt når man beskriver lederen af en organisation, hvis credo er
“Allah er vort mål; Profeten er vor leder; Koranen er vor lov; Jihad er
vor vej; det at dø for Allah er vort højeste håb.”
Og
Obamas pris er mærkelig naiv vedrørende de taktiske grunde til Morsi’s
samarbejdsvilje. Et næsten fallit Egypten har over 9 milliarder dollars i
fast udenlandsk hjælp, og med Morsis regering der endnu ikke har
konsolideret sin magt over militæret. Grundet
den internationale prestige der er kommet Morsi til del for hans rolle
som mægler i konflikten, da burde det ikke overraske nogen at han ville
indgå på en kortvarig taktisk tilbagetrækning for at købe Egypten tid
indtil landet med større vægt kan bevæge sine islamiske muskler for at
hjælpe sit ideologiske afkom Hamas og efterstræbe deres mål med at skabe
en magtfuld og ekspansiv islamisk stat under ledelse af “sharia, så
sharia, og endelig sharia” som Morsi har defineret sin målsætninger.
Måske
præsidentens bemærkninger blot var diplomatiske udtryk beregnet på
offentligheden skønt de passer fint med Obamas tidligere misforståede og
forvirrende holdninger til Islams natur og som i særlig grad kom til
udtryk i hans tale i 2009 i Cairo. Men de minder mig om endnu en
stormagtsleder der så drastisk undervurderede en agressor, og forværrede
den konflikt han forsøgte at løse.
I
1938 rapporterede Neville Chamberlain tilbage til sit kabinet ved det
andet af de tre møder han holdt med Adolph Hitler der førte til München
postyret. Chamberlain sagde han “var helt sikker på Hitler talte
sandhed” om løsningen af Sudeterlandkrisen som vejen til fred -- ligesom
nutidens ledere i Vesten tror muslimer der siger at ved at løse den
israelsk/arabiske konflikt da vil jihadterrorismen forsvinde.
Selvfølgelig er palæstinenserne lige så meget årsagen til den
jihadistiske agression som Sudeter tyskerne var for Hitlers. Idet han i
den grad overvurderede sine evner med en personlig indflydelse, påstod Chamberlain at , “Han havde fået oprettet en vis grad af personlig indflydelse på hr. Hitler.”
Husk dengang da vi fik at vide at Obamas muslimske navn og beundring
for Islam ville skabe “en ny begyndelse mellem USA og muslimer rundt om i
verden ...baseret på en fælles interesse og fælles respekt,” som han
sagde i Cairo og således ville amerikanske interesser blive fremmet. Ved
det næste møde forsikrede Chamberlain
sit kabinet om at Hitler, “ikke med vilje ville bedrage en mand som han
respekterede og som han havde forhandlet med, og han var sikker på at
Hr. Hitler nu havde respekt for ham. Da hr. Hitler meddelte at han ville
gøre noget så var det sikkert at han ville gøre det.” Lyder det ikke
som Obamas kommentarer foroven om Morsi som en “direkte person” der
leverede det han havde lovet?
Selvfølgelig
havde Hitler i virkeligheden kun foragt tilovers for Chamberlain og med
lethed trynede han premierministeren som han nærmest truede med at
sparke i maven og kaldte ham “en lille orm.” Obama og Amerikas lave
status i Mellemøsten - lavere end da den hadede George Bush forlod
embedet - lader formode at Obama har gjort sig fortjent til en lignende
foragt. Husk pøbelens råben den 9/11 ved vor ambassade i Cairo: “Obama, Obama, vi er alle Osama?”
Hitlers
ægte mål var ikke nogen større hemmelighed end Det Muslimske
Broderskabs i dag, derfor kan uvidenheden ikke undskylde hverken
Chamberlain eller Obama. I næsten et årti havde britiske ambassadører sendt rapporter til London om Nazismen og Hitlers natur.
I 1933 opsummerede Sir Horace Rumbold Hitlers stadige “nedsættende
bemærkninger om ‘sådanne usammenhængende ideer’ som international
forståelse, fredspagter og ånden fra Locarno (den multinationale traktat
fra 1928 der “forbød krig”, som New York Times udtrykker det), forsoningspolitikken og des lignende.” Han
beskrev Nazitysklands tro på at “kun brutal magt kan sikre overlevelsen
af racen,” og at de unge skal “uddannes til et maximum af
agressivitet,” og skal indpodes med “mandligt mod og lidenskabeligt
had.”
Rumbolds
efterfølger Sir Eric Phipps rapporterede helt profetisk, “Hvis Hitler
vurderer han ikke får nogen ægte opposition, da vil tempoet i hans næste
tiltag øges,” og vil kun blive kontrolleret “af den viden at de
kræfter der ønsker fred også er stærke nok til at gennemføre den.”
På
samme vis er Det Muslimske Broderskab lignende ideologi om vold og
underkastelse som værktøjer til at fremme den islamistiske dagsorden
blevet tydeliggjort siden broderskabets oprrettelse af Hassan al-Banna i
1928.
Hvis nogen tror det taktiske bedrag hos Broderskabet om at man har
“sagt fra over for vold” og derfor er “moderat” og “pragmatisk” så lyt
til den “åndelige leder Yusuf al-Qaradawi, der blev budt velkommen
tilbage til Egypten fra eksil efter Mubaraks fald.
Qaradawi
går ind for voldelig jihad herunder “martyrium” handlinger,
genskabelsen af det Islamiske Kalifat, erobringen ved jihad af Europa og
Amerika, den universelle anvendelse af sharia lov, og selvmordsbomber
mod israelske jøder herunder kvinder og børn. Og han har udtrykt
beundring for Hitler og Holocaust, om hvilke han har sagt, “Dette var en
guddommelig straf for dem (jøderne). Med Allahs vilje vil det næste
gang være ved de troende hænder.”
Hvis du nu tror at det egyptiske oprør mod Mubarak handlede om skabelsen af demokrati da overvej Morsis bemærkninger
fra maj 2012 ved en TV-udsendt valgkampagnedemonstration. Der
reciterede hans Broderskabets credo sætning for sætning mens mængden
gentog hans ord herunder, “Jihad er vor sti” og Døden for Allahs skyld er vor ophøjede forhåbning.”
Men hensyn til sætningen “Koranen er vor Lov,” da høstede Morsi
gevinsten ved den beundrende ros fra Hillary Clinton og Obama, og gennem
dekreter tog han sig diktatoriske magtbeføjelser, der betyder, som hans
talsmand udtrykte det, “De forfatningsmæssige deklarationer,
beslutninger og love udstedt af præsidenten er endelige og kan ikke
appelleres.”
En
vigtig effekt af dette greb om magten er at neutralisere den dømmende
myndighed, og således forhindre den i at blande sig i den
islamistisk-dominerede forsamling der nu skriver en forfatning der meget
sandsynligt vil omfatte sharia lov.
Medmindre de nuværende protester i Egypten foranlediger en borgerkrig som Det Muslimske Broderskab taber så er Morsi
nu nærmere på at opfylde det løfte han kom med den samme dag i maj
under kampagnen: “Denne nation vil nyde velsignelse og vækkelse kun
gennem den islamiske sharia. Jeg forpligter mig ved ed foran Allah og
foran Jer at uanset den aktuelle tekst (i forfatningen) .......Med
Allahs vilje da vil teksten afspejle (sharia), som vil blive tilsluttet
af det egyptiske folk, af de islamiske lærde og af jura og
forfatningsmæssige eksperter .....Glæd Jer og forbliv forsikrede om at
dette folk ikke vil acceptere en tekst der ikke afspejler den sande
betyding af den islamiske sharia som en tekst der vil blive
implementeret og som grundvold.”
Når
man tager de så rigelige beviser på islamisternes sande tro og mål i
betragtning, hvorfor fejllæser så mange i Vesten og deres ledere dem så
elendigt, - som Chamberlain fejlfortolkede Hitler?
En
helt åbenbar grund er den mangel på forestillingsevne der tillader
mange i Vesten at overføre deres egne ideer og mål på folk der har nogle
helt forskellige. Da religion for os er blevet reduceret til noget helt
privat som valgfrit, og nærmest er forbudt i det offentlige rum, da
formoder vi at andre folk har et lignende afslappet forhold til deres
tro. Fordi vi priser personlig frihed, og at have det godt materielt som
de højeste goder, da fortolker vi revolutioner mod diktatorer som med
baggrund i ønsket om politisk frihed og økonomisk udvikling frem for et
mål om en regering der er i overensstemmelse med uliberale og
intolerante religiøse love.
Kort
sagt så tror vi at hele verden består af mennesker der er i bund og
grund som os i Vesten blot ventende på at konditionerne ændrer sig
således, at de kan være og leve som os. På den baggrund afviser vi alle
beviser på det modsatte, eller fejlefortolker det som blot retorik.
Med
den enorme pris England måtte betale ved fiaskoen med at tage Hitlers
udtrykte tro og mål for den ægte vare, da skulle du tro at vi nu ville
have lært at tro på en agressor når han siger han ønsker at ødelægge os,
og at acceptere at forhandling og “engagement” uden en troværdig
trussel om magt er nytteløs.
Gid mange vil komme til kendskab om denne artikel og få øjnene op for det bedrag vi er ved at være fanger af.
SvarSlet