onsdag den 12. december 2012

Spøgelset fra 1938 - og Egyptens Morsi

Spøgelset fra 1938 hjemsøger stadig udenrigspolitik                

Bruce Thornton                     

I en historie der beskriver præsident Obamas seks samtaler med Egyptens præsident Mohammed Morsi som førte til våbenhvilen mellem Israel og Hamas opsummerede New York Times Obamas vurdering af Morsi. Obama fortalte sine rådgivere at “han var imponeret over den egytptiske leders pragmatiske tillid. Han fornemmede en ingeniørs præcision med overraskende lidt ideologi.” Obama “betragtede hr. Morsi som en direkte person der afleverede det han lovede og ikke lovede mere end han kunne levere....Dette var en person der havde fokus på at løse problemer.”

Teknokratiske kvaliteter som “ingenørs præcision” og “lidt ideologi” lyder besynderligt når man beskriver lederen af en organisation, hvis credo er “Allah er vort mål; Profeten er vor leder; Koranen er vor lov; Jihad er vor vej; det at dø for Allah er vort højeste håb.”

Og Obamas pris er mærkelig naiv vedrørende de taktiske grunde til Morsi’s samarbejdsvilje. Et næsten fallit Egypten har over 9 milliarder dollars i fast udenlandsk hjælp, og med Morsis regering der endnu ikke har konsolideret sin magt over militæret. Grundet den internationale prestige der er kommet Morsi til del for hans rolle som mægler i konflikten, da burde det ikke overraske nogen at han ville indgå på en kortvarig taktisk tilbagetrækning for at købe Egypten tid indtil landet med større vægt kan bevæge sine islamiske muskler for at hjælpe sit ideologiske afkom Hamas og efterstræbe deres mål med at skabe en magtfuld og ekspansiv islamisk stat under ledelse af “sharia, så sharia, og endelig sharia” som Morsi har defineret sin målsætninger.
 

Måske præsidentens bemærkninger blot var diplomatiske udtryk beregnet på offentligheden skønt de passer fint med Obamas tidligere misforståede og forvirrende holdninger til Islams natur og som i særlig grad kom til udtryk i hans tale i 2009 i Cairo. Men de minder mig om endnu en stormagtsleder der så drastisk undervurderede en agressor, og forværrede den konflikt han forsøgte at løse.  

I 1938 rapporterede Neville Chamberlain tilbage til sit kabinet ved det andet af de tre møder han holdt med Adolph Hitler der førte til München postyret. Chamberlain sagde han “var helt sikker på Hitler talte sandhed” om løsningen af Sudeterlandkrisen som vejen til fred -- ligesom nutidens ledere i Vesten tror muslimer der siger at ved at løse den israelsk/arabiske konflikt da vil jihadterrorismen forsvinde. Selvfølgelig er palæstinenserne lige så meget årsagen til den jihadistiske agression som Sudeter tyskerne var for Hitlers. Idet han i den grad overvurderede sine evner med en personlig indflydelse, påstod Chamberlain at , “Han havde fået oprettet en vis grad af personlig indflydelse på hr. Hitler.” Husk dengang da vi fik at vide at Obamas muslimske navn og beundring for Islam ville skabe “en ny begyndelse mellem USA og muslimer rundt om i verden ...baseret på en fælles interesse og fælles respekt,” som han sagde i Cairo og således ville amerikanske interesser blive fremmet. Ved det næste møde forsikrede Chamberlain sit kabinet om at Hitler, “ikke med vilje ville bedrage en mand som han respekterede og som han havde forhandlet med, og han var sikker på at Hr. Hitler nu havde respekt for ham. Da hr. Hitler meddelte at han ville gøre noget så var det sikkert at han ville gøre det.” Lyder det ikke som Obamas kommentarer foroven om Morsi som en “direkte person” der leverede det han havde lovet?
 

Selvfølgelig havde Hitler i virkeligheden kun foragt tilovers for Chamberlain og med lethed trynede han premierministeren som han nærmest truede med at sparke i maven og kaldte ham “en lille orm.” Obama og Amerikas lave status i Mellemøsten - lavere end da den hadede George Bush forlod embedet - lader formode at Obama har gjort sig fortjent til en lignende foragt. Husk pøbelens råben den 9/11 ved vor ambassade i Cairo: “Obama, Obama, vi er alle Osama?”

Hitlers ægte mål var ikke nogen større hemmelighed end Det Muslimske Broderskabs i dag, derfor kan uvidenheden ikke undskylde hverken Chamberlain eller Obama. I næsten et årti havde britiske ambassadører sendt rapporter til London om Nazismen og Hitlers natur. I 1933 opsummerede Sir Horace Rumbold Hitlers stadige “nedsættende bemærkninger om ‘sådanne usammenhængende ideer’ som international forståelse, fredspagter og ånden fra Locarno (den multinationale traktat fra 1928 der “forbød krig”, som New York Times udtrykker det), forsoningspolitikken og des lignende.” Han beskrev Nazitysklands tro på at “kun brutal magt kan sikre overlevelsen af racen,” og at de unge skal “uddannes til et maximum af agressivitet,” og skal indpodes med “mandligt mod og lidenskabeligt had.”
Rumbolds efterfølger Sir Eric Phipps rapporterede helt profetisk, “Hvis Hitler vurderer han ikke får nogen ægte opposition, da vil tempoet i hans næste tiltag øges,” og vil kun blive kontrolleret “af  den viden at de kræfter der ønsker fred også er stærke nok til at gennemføre den.” 
 

På samme vis er Det Muslimske Broderskab lignende ideologi om vold og underkastelse som værktøjer til at fremme den islamistiske dagsorden blevet tydeliggjort siden broderskabets oprrettelse af Hassan al-Banna i 1928. Hvis nogen tror det taktiske bedrag hos Broderskabet om at man har “sagt fra over for vold” og derfor er “moderat” og “pragmatisk” så lyt til den “åndelige leder Yusuf al-Qaradawi, der blev budt velkommen tilbage til Egypten fra eksil efter Mubaraks fald.


Qaradawi går ind for voldelig jihad herunder “martyrium” handlinger, genskabelsen af det Islamiske Kalifat, erobringen ved jihad af Europa og Amerika, den universelle anvendelse af sharia lov, og selvmordsbomber mod israelske jøder herunder kvinder og børn. Og han har udtrykt beundring for Hitler og Holocaust, om hvilke han har sagt, “Dette var en guddommelig straf for dem (jøderne). Med Allahs vilje vil det næste gang være ved de troende hænder.”

Hvis du nu tror at det egyptiske oprør mod Mubarak handlede om skabelsen af demokrati da overvej Morsis bemærkninger fra maj 2012 ved en TV-udsendt valgkampagnedemonstration. Der reciterede hans Broderskabets credo sætning for sætning mens mængden gentog hans ord herunder, “Jihad er vor sti” og Døden for Allahs skyld er vor ophøjede forhåbning.” Men hensyn til sætningen “Koranen er vor Lov,” da høstede Morsi gevinsten ved den beundrende ros fra Hillary Clinton og Obama, og gennem dekreter tog han sig diktatoriske magtbeføjelser, der betyder, som hans talsmand udtrykte det, “De forfatningsmæssige deklarationer, beslutninger og love udstedt af præsidenten er endelige og kan ikke appelleres.”

En vigtig effekt af dette greb om magten er at neutralisere den dømmende myndighed, og således forhindre den i at blande sig i den islamistisk-dominerede forsamling der nu skriver en forfatning der meget sandsynligt vil omfatte sharia lov.

Medmindre de nuværende protester i Egypten foranlediger en borgerkrig som Det Muslimske Broderskab taber så er Morsi nu nærmere på at opfylde det løfte han kom med den samme dag i maj under kampagnen: “Denne nation vil nyde velsignelse og vækkelse kun gennem den islamiske sharia. Jeg forpligter mig ved ed foran Allah og foran Jer at uanset den aktuelle tekst (i forfatningen) .......Med Allahs vilje da vil teksten afspejle (sharia), som vil blive tilsluttet af det egyptiske folk, af de islamiske lærde og af jura og forfatningsmæssige eksperter .....Glæd Jer og forbliv forsikrede om at dette folk ikke vil acceptere en tekst der ikke afspejler den sande betyding af den islamiske sharia som en tekst der vil blive implementeret og som grundvold.”  

Når man tager de så rigelige beviser på islamisternes sande tro og mål i betragtning, hvorfor fejllæser så mange i Vesten og deres ledere dem så elendigt, - som Chamberlain fejlfortolkede Hitler?

En helt åbenbar grund er den mangel på forestillingsevne der tillader mange i Vesten at overføre deres egne ideer og mål på folk der har nogle helt forskellige. Da religion for os er blevet reduceret til noget helt privat som valgfrit, og nærmest er forbudt i det offentlige rum, da formoder vi at andre folk har et lignende afslappet forhold til deres tro. Fordi vi priser personlig frihed, og at have det godt materielt som de højeste goder, da fortolker vi revolutioner mod diktatorer som med baggrund i ønsket om politisk frihed og økonomisk udvikling frem for et mål om en regering der er i overensstemmelse med uliberale og intolerante religiøse love.

Kort sagt så tror vi at hele verden består af mennesker der er i bund og grund som os i Vesten blot ventende på at konditionerne ændrer sig således, at de kan være og leve som os. På den baggrund afviser vi alle beviser på det modsatte, eller fejlefortolker det som blot retorik.  

Med den enorme pris England måtte betale ved fiaskoen med at tage Hitlers udtrykte tro og mål for den ægte vare, da skulle du tro at vi nu ville have lært at tro på en agressor når han siger han ønsker at ødelægge os, og at acceptere at forhandling og “engagement” uden en troværdig trussel om magt er nytteløs.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Gid mange vil komme til kendskab om denne artikel og få øjnene op for det bedrag vi er ved at være fanger af.

Related Posts with Thumbnails