Pornoficeringen af den offentlige sorg

Den offentlige sorgs pornoficering

Ilana Mercer

En overskrift på Huffington Post udbasunerede: “Hunde til trøst sendt til Newtown fra Chicago området for at hjælpe samfundet efter Sandy Hook skyderiet.”

CNN’s ‘førerhund’ Anderson Cooper fulgte - eller førte koblet an; hvem bekymrer sig?- med et lignende segment om  indsatshunde for at trøste det berørte samfund i Newtown, Conn. ed community of Newtown, Conn.

En dag efter massakren på 20 børn og 7 volsne ved Sandy Hook Elementary School, “blev en gruppe golden retrievers fra Chicago området sendt tværs over landet til ....Newton.”

Vov, vov -- eller vuff, vuff?

Den offentlige sorgs pornoficering i vort land er næsten lige så forkvaklet som den onde (ikke syge) mor-massemorder ansvarlig for blodbadet på Sandy Hook. Der er meget lidt værdighed i opvisning af skør massebesmittelse - hvor medlemmer af offentligheden bliver til professionelle sorgbehandlere, og flokkes til mindehøjtideligheder for ofre de aldrig har kendt og tosser rundt i timevis i håbet om at blive opdaget af ceremoniernes mester - Journalisten.

Disse rituelle forestillinger er symptomatiske for vort betændte kulturelle fællesskab.

Som centrum for denne kultur der gør ofrene til kulisser og propagandamester for statens hær af eksperter står Journalisten.

Jeg vil vædde med at mens jeg skriver så er MC Anderson Cooper i færd med at omkonstruere hans CNN “Årets Helt” Pris. Denne lavenergi sløve pære af en journalist-pop-aktivist vælger Amerikas helte hvert eneste år, baseret på hvor mange tårer de udgyder.

Ofrene for Adam Lanza mordtogt er blevet et forspil i nationens pornoficerede sorg. Tragedien er afklædt enhver form for værdighed, reduceret til et offentligt skuespil og affære der skal behandles af ‘Behandlings Statens’ medier og med kælehunde der skal optræde som læger.

Udover denne altomfattende dækning af begivenhederne i Newtown - og af enhver dermed forbundet ytring om emnet lige siden, officielt eller anden vis - er det selve essensen af den postmoderne afmontering af den disciplin der hedder jorunalistik.

Hvis der ikke er nogen opbyggelig information om sagen, så behøver der ikke finde nogen rapportering sted..

Det er i tider som disse at jeg savner min kære ven Tom Szasz (RIP) mere end nogensinde, skønt jeg ved at dr. Szasz ikke savner de tider vi gennemlever.

Szasz, forfatter til den lærde bog “Myten om Mental Sygdom” og andre bøger tilegnede årtier af sit liv på at rive det skrøbelige skafot ned, hvorpå psykiatrien blev opført. I sit værk udstillede professor Szasz over 200 år med psykisk tortur og torterende logik, idet han benyttede de nødvendige analytiske og empiriske løsninger på psykiatrien, et statsbemyndiget broderskab af troldmænd. 

Overvej: Medicinen benytter de samme principper for at forklare sundhed og sygdom. Modsat benytter pseudo-videnskaben psykiatrien og dets legioner af tilhængere et sæt principper for at forklare rationel opførsel; et andet sæt for at forklare irrationel opførsel.

Når en person udfører noget afskyeligt konkluderer psykiatrien, post hoc, at han er ophørt med at være et moralsk ansvarligt person og dermed har pådraget sig en sygdom. Søger vi nogensinde efter kemiske årsager til positive og ekstraordinære handlinger? Nej. Når en menneskehedens godgører gør de gode ting så tilegner vi hans handlinger et valg. Når en morder som Adam Lanza udøver ondt, så tilegner vi hans dåd til årsager: Til et sygt sind, eller en uopmærksom mor.

Det grundlæggende paradoks, og det helt ind til hjertet, ved dette bedrag er at teoretiske årsagsforklaringer kun anvendes efter de onde gerninger er blevet begået (bagklogskaben er en fejl ved logik).

Gode gerninger har ingen brug for formildende omstændigheder. Venstreorinenterede-liberale med denne tankegang (blandt dem de fleste konservative, der nu er liberale i alt udover at ville kaldes det) anerkender den frie vilje og menneskelig handling - men kun når - tilknyttede handlinger er indbefattet.

Ved selve roden til alt dette er forkastelsen af eksistensen af den skinbarlige ondskab. Fremfor at acceptere ondskabens virkelighed - jovist den findes - leve med den og være forberedt til at gå imod den - så er dårlig opførsel blevet til noget der skal lægebehandles.

At lytte til nationens psykiatri og journalistisk mumbo-jumbo er at komme til at tro at forbrydelser skyldes årsag, de bliver ikke begået; at overtræderne - blot er ofre for sociale forhold - ikke begår forbrydelsen, men er drevet frem til deres handlinger ved en sammensmeltning af ukontrollerbare faktorer: De er blevet mobbet, mulighed af at kunne købe våben, eller en imaginær organisk hjernesygdom som der ikke eksisterer noget videnskabeligt bevis for.

Nationens ledere - de centraliserende kræfter på begge sider af det todelte politiske spektrum - er de sande “Gale Hattemagere.” (Fra Alice i Eventyrland)

Og disse selvtjenende TV-ikoner og kvalmende lyserøde er sat i højeste gear.

Da en drabsmand aldrig er ond, kun syg, så kan de moderne tiders heksodoktorer og hans midler, støttet af regeringens godkendelse, hjælpe med til at uddrive den ondskab, for ondskab er, trods alt blot en manifestation af organisk sygdom. Ikke som cancer (Slet ikke!)

At sætte ond opførsel uden for traditionelle moral grænser og straf gør at den bliver tilgængelig for “terapeutiske” interventioner.

Nu for tiden “debatteres” en strammere kontrol over de som har en modsat mening og tilbageholdelse af dem  før den kendsgerning at forbud mod våben konfiskation og endnu flere våbenfri zoner, hvor lovløse så kan være frie til at skyde den som overholder loven vil være som at fiske i en tønde.

Hvis vi accepterer disse argumenter der kan føre til stramninger, så skal vi også anvende de absurde. Vi skulle straks stoppe alle teenagere i at køre. Eller gøre som de gør i Storbritannien (det håbløse land): Fjerne et barn fra en mors armen, hvis moren er fed, eller har meninger der er uspiselige for hendes politiske og psykiatriske herrer.   

“Lige så snart vi opgiver princippet med at staten ikke skal blande sig i noget spørgsmål der har at gøre med individets levevis,” skrev Ludwit von Mises i 1927, “så ender vi med at regulere og begrænse sidstnævnte ned til de mindste detaljer.”

Ilana Mercer is a classical liberal (libertarian) writer and a fellow at the "Jerusalem Institute for Market Studies." She is the author of "Into the Cannibal's Pot: Lessons For America From Post-Apartheid South Africa." "The titular tease," explains Ilana in the book, "is meant as a metaphor and is inspired by Ayn Rand's wise counsel against prostrating civilization to savagery." Ilana's website is IlanaMercer.com.. She blogs at www.barelyablog.com.

Order lIana Mercer’s brilliant polemical work, “Into the Cannibal’s Pot: Lessons for America from Post-Apartheid South Africa”


Read more at http://www.wnd.com/2012/12/the-pornography-of-public-grief/#Cvkp6U22SVDLgg1B.99