Atombomben og Sandhedsbomben
2.
Verdenskrig er unik af mange årsager. En af dem er at den afslørede
venstrefløjens dobbeltspil og deres udprægede mangel på konsekvens. Før
John Kerry var for Irak Krigen var han imod den og venstrefløjen for 2.
Verdenskrig før den var imod den, før den var for den, indtil den var
for den igen.
Venstrefløjen
var for krig før Stalin underskret en pagt med Hitler. Man var voldsomt
mod krig da Hitler og Stalin spillede på samme hold. Da Hitler
igangsatte et overraskelsesangreb på Sovjet, så var man endog meget
højlydt for krig.
Og
da krigen nærmede sig sin afslutning, og Stalin standsede op for at
tænke på overlevelse og begyndte at se sig om efter metoder til at
udnytte sine territoriale gevinster ved krigen, så faldt venstrefløjen
tilbage i den forudsigelige rytme med vejrhaneri sammen med den kolde
vind fra Moskva, og var så igen mod krigen.
Eller
snarere mod besættelse af Europa, mod Marshall Planen og mod
atombomben. Denne holdning hos den gamle venstrefløj med dens dybrøde
kommunistiske sympatier pulser kraftigt igennem Oliver Stones
propagandaserie, “Den ikke fortalte historie om United States.”
Den
tredje del af serien, “Bomben” arbejder på at gøre det at benytte
atomvåben mod Japan helt unødvendigt, fordi en Sovjet invasion ville
have tvunget Japan til overgivelse, og dermed ført til langt færre tab
af liv.
Lad
os formode vi antager dette med et åbent ansigt, så er det dog i bedste
fald uklart om Hiroshima og Nagasaki eller en Sovjet invasion ville
have ført til et højere tabstal blandt civile. Jovist
så ville en atombombe, ulig Den Røde Hær, ikke voldtage millioner af
kvinder. Og ved at se på kommunistiske lande i Asien som Kina og
Nordkorea så kan det ikke være svært at forestille sig at en Sovjet
besættelse af blot en del af Japan ville have ført til en langt højere
andel af tilskadekomne end det at kaste bomben.
Men Oliver Stone, som resten af venstrefløjens historierevisionister er sådan set fuldstændig ligeglad med de civile japanere. Stalin havde dræbt langt flere mennesker, russere og ikke-russere, end nogen atombombe tilsammen.
Når det drejer sig om et kynisk magtspil, da sultede Sovjet millioner
til døde, og man ville have sultet endnu flere til døde efter den samme
dominans som Stone og Kuznick anklager Truman for.
Stone
og hans kollaboratør Peter Kuznich genopliver den trættende myte med et
heroisk Sovjetunionen der står alene mod Hitler, blot for at blive
modarbejdet og svigtet af de amerikanske og britiske imperialister. Det
at kaste atombomben er altså den originale synd der igangsætter Den
Kolde Krig, der igen fører os til Vietnam og til droner i himlen over
Pakistan.
Men
den fortælling er en vuggevise der kan synges for småbørn iført røde
bleer før de skal sove og drømme om henrettelsespelotoner og at storme
Vinterpaladset.
Sovjetunionen
gik sammen med Nazi Tyskland, fordi begge imperier delte den samme
dagsorden med at opdele og overtage Østeuropas lande der ellers var
under Veseuropæisk beskyttelse. Stalin stolede så meget på Hitler at han
nægtede at lytte til efterretningsrapporter der fremlagde Naziplanerne
for en invasion. Og da Sovjet imperialismen ramte Stalin som et
hammerslag, blev han tvunget til at vende sig mod Vesten for hjælp.
Vesten sendte enorme mængder af hjælp der gik fra jeeps til
dåsekonserves til en halv million støvler til soldaterne i Den Røde Hær.
Oliver
Stone følger venstrefløjens spilleregler med at overdrive de russiske
tab på Østfronten og stille dem i kontrast til de amerikanske tab. Det
han udelader er at de russiske
tab var så høje fordi Sovjetunionen nærmest inviterede Nazityskland ind
i sin baghave, man udrensede egne generaler og kastede derpå store
enheder af uforberedte og sommetider, ubevæbnede soldater ind i kampen
til nedslagtninger der gjorde den tyske fremrykning langsommere ved de
mange lig.
På Stillehavsfronten var der mere end rigeligt af udgydt amerikansk blod og de
brutale kampe om Iwo Jima klargjorde den uundgåelige omstændighed at en
invasion af Japan ville føre til helt uacceptabel tab af menneskeliv. .
Venstrefløjen
havde en løsning på dette. Lad russerne udføre arbejdet. Sovjetunionen
havde været villig til sådan at kaste hundredtusindvis af mænd i grams
uden forbehiold. Den Røde Hær ville skulle udføre det beskidte arbejde
som United States ikke var klar til og Japan ville være blevet til endnu
et Nordkorea; massevis af bunker af lig, og en kz-lignende stat for et
ukendt antal generationer.
Soviet erobringer i Nordøstasien august 1945.
United
States skulle altså bringe sin suveræne ildkraft til hvile i Europa og
Asien og så overlade sejrens rester til Sovjetunionen. Og mens
kommunisterne virkelig fik Kina, og Østeuropa så forblev de så bittert
vrede over de blev nægtet Grækenland, Italien, Tyskland, Frankrig og
Japan. Ved den handling så de altså oprindelsen til Den Kolde Krig -
verden blev ikke overdraget dem.
“Den
ikke fortalte historie om United States” benytter det samme Sovjet
perspektiv i “Bomben” som man gjorde i de tidligere episoder. Man
placerer skylden for sammenbrudddet i forholdet til en storhedsvanvittig
Sovjet diktator, der var lige så kugleskør og morderisk som Hitler, på
United States. Man
opbygger en konspirationsteori om amerikanske planer om at dominere
efterkrigstiden, på en tid da United States tillod at Østeuropa og Kina
faldt i kommunisternes hænder.
Stones ikke-fortalte historie er ikke blot revisionistisk; det er en 70 år gammel revisionisme fra et regime og en ideologi der på alle måder var lige så afskyelig som nazismen.
Det er revisionistiske historie om Den Kolde Krigs agressive magt der
var på udkig efter retroaktivt at retfærdiggøre sin agression mod den
frie verden ved at anklage den frie verdens førende nation, den nation
der havde fodret og givet forsyninger til dens soldater, for at
konspirere mod dem.
Ligesom William Carlos’ Williams røde trillebør,
så er al denne ophobning af elendig historie bygget op om Henry
Wallace, FDR’s vicepræsident og på den tid en Sovjet nyttig tåbe. Stone
er besat med at forestille sig en anden politik der ville være ført til
at Wallace og ikke Truman var blevet præsident. Der er blot et lille
problem med det. Wallace fandt nemlig, selvom han var blevet narret af
Sovjetunionen, med tiden ud af hvad der var sandheden.
I
1952 skrev Wallace en artikel med titlen, “Der hvor jeg tog fejl,”
hvori han sagde at “Før 1949 mente jeg Rusland virkelig ønskede og havde
brug for fred. Efter 1949, ækledes jeg mere og mere over Sovets metoder
og til sidste blev jeg overbevist at Politbureauet ønskede Den Kolde
Krig fortsatte trods faren for at den kunne fremprovoker en Varm Krig.
“.....
“Når
jeg nu ser tilbage på de sidste 10 år føler jeg nu at min største
fejltagelse var i ikke at sige fra over Kommunisterne overtagelse af
Tjekkoslovakiet i februar 1948.... jeg tog fejl i min analyse da jeg
ikke tog den hensynsløse natur hos de russisk-trænede kommunister i
betragtning, hvis eneste formål var at gøre Tjekkoslovakiet helt og
aldeles underlagt Moskva.”
Henry Wallace lærte af sine fejl. 60 år senere gælder det ikke Oliver Stone.
“Amerikanerne
kender ikke historien” sagde Peter Kuznick i et interview “og historien
de kender er i det store og hele forkert.” Kuznicks ytring er langt
sandere når det drejer sig om ham selv og Oliver Stone. Deres
bastardafkom, “Den ikke fortalte historie om United States,” som dem,
kender ikke meget til historien, og hvad den kender til er for det meste
helt forkert.
About Daniel Greenfield
Daniel
Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a
New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on
the international challenges America faces in the 21st century.
http://frontpagemag.com/2012/dgreenfield/the-atom-bomb-and-the-truth-bomb/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar