Fedme - sygdom eller svag viljestyrke. Samfundets skyld?

Er fedme en sygdom eller svag viljestyrke?

                                            
Og hvad stiller vi op med den kendsgerning at tilbøjeligheden hos den rige nu hovedsageligt er den fattiges problem?                   
               
Theodore Dalrymple

Fedme - det at være meget fed - er et begreb der ligger i det meget omdiskuterede grænseområde mellem medicin og moralsk svaghed.

Ingen har tvivl om at det at være meget fed er meget skadeligt for dig, det vil sige har ødelæggende konsekvenser når det drejer sig om patologi og livslængde, for slet ikke at tale om æstetik, men det er en sygdom i sig selv, og er lægerne så deres patienters vogtere?

Til dette kan man ikke komme med noget afgjort svar, for det ligger ikke indenfor  fysikkens rige, men i metafysikkens. Man svarer lige så meget efter sine filosofiske forudsætninger og formodninger som efter empirisk bevis.

Mange mennesker mener fedmen er et massefænomen (hvis jeg må have lov til at udvise en smule dårlig smag), ikke kun hos amerikaneren, men blandt hele verdens befolkning, og som bevis på at mennesker sådan set ikke er individuel ansvarlig for hvad man propper i munden, tygger og nedsvælger, men at man snarere er offer for noget man ikke har kontrol over. Hvis man selvfølgelig ikke er så ansvarlig, men er offer er det vanskeligt at se hvad man er eller endog kunne være have ansvar for.

Men synspunktet med det upersonlige udtrykkes meget godt i en leder i en udgave af New England Journal of Medicine af en offentlig sundhedsdoktor og ekspert i “kommunikation,” hvilket jeg formoder betyder - reklame og propaganda.

Bekymringen (om den stadig større stigning i fedme i befolkningen) gav anledning til en rapport fra Institute of Medicine (IOM), “Accelererende Fremskridt i Forhindring af Fedme: Om at løse Nationens vægtproblem.”

Den banebrydende rapport og medfølgende HBO dokumentarfilm, præsenterer vægtige beviser på at fedme-epedimien skyldes strukturelle forandringer i vort miljø, fremfor at man antager det begrænsede synspunkt at årsagen er dårlige beslutninger hos individerne.



Der i lederen følger så som man kunne forvente, nogle afsnit om ledelsesproblematikken, hvis eneste moral princip er at det er vigtigt ikke at stigmatisere den fede, fordi de kunne have det skidt med at være fed. Det er ikke god, ex hypothesi, at være fed, men åbenbart er det endnu værre at have det skidt med at være fed - en følelse der kunne, formoder jeg, føre til at fede spiser flere stykker wienerbrød med creme og fyld. Når først et vist punkt er nået, så er mennesker ikke fede, fordi de er spiser, men spiser fordi de er fede. Nietzsche ville have fundet denne omvendte kausative forbindelse interessant.

Som alle ved har der været endnu en historisk ændring: Fedme var engang et problem for den rige, men nu, epedimologisg talt er det et problem for den fattige. Besynderligt nok har der, i lyset af den generelle fornægtelse af et personligt ansvar for følgerne af ens opførsel, på det seneste været masser af forsøg fra læger og de offentlige sundhedsmyndigheder på at betale, eller endog bestikke den fattige til at opføre sig mere sund, ved for eksempel at opgive rygning. Der har endog været eksperimenter med at få stofafhængige til at holde op ved at give dem betalingsmidler, enten kontant eller i anden form. En vis succes hævder man disse metoder har haft, og således som British Medical Journal udtrykker det i samme ugeudgave som NEJM lederen var i, “At benytte pengeincitamentet til at opmuntre til et sundere opførselsmønster i fattige samfund bliver hyldet som et ‘guldæg’ i den globale sundhed.”

Men kontante betalinger kan kun fungere, hvis mennesker er i stand til at foretage et valg. Hvordan løser vi denne modsætning? Jeg tøver med at citere en doktor i filosofi frem for i medicin, men her følger hvad Karl Marx sagde:

“Mennesker skaber deres egen historie, men ikke som det passer dem; de gør det ikke under omstændigheder de selv har valgt, men under omstændigheder der er direkte overført, givet fra fortiden.”

Kun læger og eksperter i kommunikation er fritaget for sådanne begrænsninger og de skaber historien for andre mennesker.
 
Theodore Dalrymple, a physician, is a contributing editor of City Journal and the Dietrich Weismann Fellow at the Manhattan Institute. His new book is Second Opinion: A Doctor’s Notes from the Inner City

http://pjmedia.com/lifestyle/2012/08/08/is-obesity-a-disease-or-a-moral-failing/?singlepage=true