torsdag den 27. december 2012

Pakistansk politik - Vildt og uforståeligt


Pakistansk politik - vildt og uforståeligt


George H. Wittman

En gang ubegribeligt bedragerisk rod.
Der er ikke noget der enkelt i Pakistans politiske liv. Det var yderst forudsigeligt at den amerikanske operation der endte med drabet på Osama bin Laden ville blive fordømt af adskillige grupper i Pakistan. Da det pakistanske militær måtte indrømme, at det ikke var blevet orienteret om de særlige missioner, så var det helt som forventet at det ville have store indvendinger mod den amerikanske “invasion” af deres land.

For at gøre det hele endnu mere indviklet, hvis nu Pakistan efterretningstjenese ISI havde fået “orientering” så ville det helt sikkert have indikeret over for sine amerikanske modparter, at man ville sværge på man ikke var blevet orienteret. U.S. efterretningsforbindelsen ville have forstået og forventet denne reaktion. Det er det enkle. Ikke så simpelt har været den furore der er blevet sat i værk af ISI-forbundne politiske cirkler for at beskytte radikale grupper der kræver afbrydelse af forholdet til USA.

Når man ser bort fra bin Laden operationen så har den islamiske paraplygruppe, Tehrik-i-Taliban Pakistan gjort alt hvad den kunne for at underminere de pakistanske-amerikanske forbindelser gennem politiske kanaler. Dette var i modsætning til tre år forinden da gruppen med alle midler kontrollerede den nordlige provins Khyber-Pakhtunkwa (sådan hed det i 2010), og de føderale områder af det som engang var, før uafhængigheden, Indiens Nord-Vest (Grænse) Provins. Det omtales stadig ofte nu om stunder som Pakistans “Nordvest Territorium” skønt det faktisk er i den nordøstlige sektor af landet grænsende op til Afghanistan mod nordvest. Yderligere mod nordøst er Gilgi-Baltisan, der indtil 2009 blev Nordlige Område. Som nævnt er intet ligetil i Pakistan.

Pakistan hær har udført et godt stykke arbejde i de senere år med at begrænse tilholdssteder for Tehrik-i-Taliban, men har stadig ikke været i stand til at forhindre de fortsatte bombninger og andre oprørsoperationer i de bjergrige grænseområder mod Afghanistan. Ganske så påfaldende har den pakistanske hær været tvunget til at koncentre troppedelinger langs de barske grænseegne i det som dens ledelse har omtalt som “en stadig trussel.” Man har ikke ønsket at indrømme at elementer af Tehrik-iTaliban har gjort grænsen til en hovedvej af oprørstrafik. På samme tid forsøger Pakistans hærenheder stadig at undertrykke forskellige væbnede grupper der opererer i Swatprovinsen og andre bjergomkransede dale ved Indus Floden som Therik-i-Taliban længe har søgt at gøre til et ny islamisk tilholdssted
.
Tehrik-i-Talibans tilholdssteder
Samtidig med alle disse barske militære kampe fortsætter er den altid aktive politiske ‘skæren halsen over’ fortsat i Islamabad. I april måned blev premierministeren Yousuf Raza Gilani dømt for foragt for Højesteretten. Han havde nægtet at forfølge korruptionsundersøgelser af lederen af hans eget Pakistan Peoples Party, præsident Asif Ali Zardari, enkemand til den myrdede Benazir Bhutto, hvis familie har domineret Sindh Provinsen i årtier.

Ude på at få fældet Zardari (også kendt som Hr. 10%) er øverste dommer i Højesteret, Iftikar Mohammad Chaudry. Med perfekt pakistansk timing blev dommerens søn anklaget af en milliardær med forbindelse til byggerier for hæren, for at være med i en multidollars omfattende konspiration med det formål at øve indflydelse på farens retsafgørelse.

Måske den allermest forvirrende af de seneste kombinerede økonomiske/politiske/militære problemer i Pakistan er den syvmåneder lange lukning af NATO forsyningslinjen der går fra Karachi gennem Torkham-Khyber grænsen ind i Afghanistan. Man mener den regeringsbeordrede blokade var en straf til NATO som et hele, og USA især, for ukoordinerede droneangreb mod militante, og venlig ild mod pakistanske soldater. Regeringskilder indikerede imidlertid at det i det mindste var en reaktion på U.S.Navy Seal oprerationen mod bin Laden.

Det som denne lukning beviste var at NATO styrkerne kunne få forsyninger gennem deres nordlige ruter til Afghanistan, samtidig med at de betragtelige bidrag som de pakistanske forsyningsruter bringer til den lokale økonomi svandt ind. Oveni denne, helt lovlige handel lader en rapport formode at op til 20% af forsendelserne til mange hundred millioner dollars ender i hænderne på organiserede kriminelle, politikere, politi, købmænd og enhver anden der har evnen til at tjene på gods der “falder af en lastvogn.” 
Kortege på vej til Afghanistan
Den hændelse man mindst har forstået noget af i de senere år er arrestationen og fængslingen af dr. Shakil al-Alfridi. Dr. al-Alfridi, en berømt læge arbejder i Khyber regionen, med et program for hepatitis-B vaccinationer under ledelse af CIA officerer som et værktøj til at regne ud, hvor Osam bin Laden var i Abbotabad.

En stammedomstol dømte dr. al-Alfridi for forræderi og han sidder nu angiveligt i et centralfængsel i Peshawar, der sammen med Abbottabad administrativt befinder sig i Khyber-Pakhtunkwa Provinsen. Hmmmm?

Det er ganske klart at visse elementer i ISI vidste, hvor bin Laden skjulte sig. I tilgift havde dr. al-Afridi selv sine egne forbindelser med ISI, som enhver anden der arbejder professionelt i Khyber Regionen. Tilsynelandende brød lægen den gyldne regel med gøre noget - hvadsomhelst - og ikke fortælle det til ISI. Jurisdiske myndigheder i Pakistan har fastslået er der tilstrækkeligt med huller i dommen over dr. al-Alfridi således at den kan omstødes - af Pakistans Højesteret. Uheldigvis, som vi har set har den øverste dommer sin opmærksomhed rettet mod andre ting lige i øjeblikket.

Højesteret og den pakistanske regering er hele tiden i en magtkamp, og det har man været siden tidligere præsident Musharraf forsøgte at lukke ned for Retten. Det virkelige problem er om Retten har myndighed over Det Højeste Kontor og i sidste ende præsidenten. Og dette er blot begyndelsen på problemerne med regeringsledelse, der har resulteret i tre succesrige militærkup, og mindst 3-4 ikke succesrige siden uafhængigheden. 


George H. Wittman writes a weekly column on international affairs for The American Spectator online. He was the founding chairman of the National Institute for Public Policy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar