fredag den 11. januar 2013

Buchanans tale for Nixon ved de 100 år

Nixon - Nu mere end nogensinde!

Patrick J. Buchanan

Uddrag af Patrick J. Buchanans tale ved Richard M. Nixon Centennial hyldesten i Washington, D.C., den 9. januar

Vi er samlet her til aften for at fejre 100 årsdagen for en statsmand, en modets profil, og en helt udsædvanlig mand vi alle er stolte over at have tjent: Det 37. præsident for United States, Richard Milhous Nixon.
 

For år tilbage skrev Meg Greenfield fra The Washington Post at hun tilhørte det hun kaldte “Nixon generationen.”

“Det der som gruppe kendetegner os,” sagde hun, er at “vi er for unge til at huske den tid da Richard Nixon ikke var på den politiske scene, og altfor gamle til at forvente at vi kan forvente en til.” Greenfield var mismodig over dette.
"What distinguishes us as a group," she said, is that "we are too young to remember a time when Richard Nixon was not on the political scene, and too old reasonably to expect that we shall see one." Greenfield was distressed about this.

Dog lyder hendes tese sand. Vi er Nixon Generationen. Vi blev født ind i og gennemlevede det Bob Dole kaldte “Nixon Tidsalderen.”

Sikken en tid det dog var - og hvilken mand han var.

Hjemkommen fra krigen i 1946 blev Richard Nixon valgt til den 80. Kongres og blev hurtigt dets mest berømte medlem. For han ville fra begyndelsen bidrage med det som skulle være hans kendetegn: Målrettet udholdenhed.

Fordi han troede på en opløst ekskommunist ved navn Whittaker Chambers og fordi han ikke havde tillid til etablissementets ikon, Alger Hiss, gik Republikaneren Nixon målrettet i færd med at afsløre Hiss forræderi under krigen. (læs denne på synopsis om Alger Hiss og denne om Whittaker Chambers)

I 1948 var han en amerikansk helt, så populær, at Det Demokratiske Parti ikke kunne stille en kandidat op mod ham. I 1950 vandt han et Senatssæde, med det største flertal i Californiens historie.

Dog hylede netop de samme personer der bare elskede Harry Trumans “Give ‘Em Hell” kampagne op om at Nixon var alt for barsk.

I Taft-Eisenhower kampen i 1952, stod en internationalist, the Boss med Ike, og som 39 årig blev han nomineret som vicepræsident - og en skæbnebestemt mand.

Så var det at det etablerede første gang gik i aktion for at få ham i knæ. De overdrev en falsk historie om en politisk fond, og hævdede den var til Senator Nixons personlige fordel, og iværksætte en kæmpe kampagne for at General Eisenhower skulle smide ham ud af kampen.

Nixons beslutning om at forsvare sin indsats og integritet i "Checkers" speech, skønt forhånet af hans fjender forbliver det mest brillante brug af TV hos en politisk figur i det 20. århundrede.

I 1950’erne omdefinerede han vicepræsidentskabet til en styrke i udenrigspolitik, udfordrede en lynchpøbel i Caracas, blev den første vicepræsident til at rejst bag Jerntæppet og konfronterede Nikita Khrushchev's tomme ord i  the "Kitchen Debate." http://www.youtube.com/watch?v=VPWG1i6YqVo
I 1960 var der ingen seriøse udfordrere til nomineringen.

Efter det mest tætte valg i et århundrede, hvorom der var en duft at stemmesvindel i Texas og Illinois, drog han hjem til Californien og stillede op som Guvernør. Efter en brutal begyndelse vandt han ind på Guvernør Brown da Cuba missilkrisen afbrød dette, og Boss stod overfor sit andet nederlag - og man regnede med ikke at høre fra ham mere. .

Da han var af den mening han intet havde at tabe gik han ned til pressen fra sit værelse morgenen efter nederlaget for at leverede de ord der vil stå som berygtede. Som Kaktus Jack Garner sagde, “Han gav dem en omgang - og barken var stadig på.”

Nu mente man han var færdig. ABC sammensatte straks en dokumentar med titlen
"The Political Obituary of Richard M. Nixon." Den interviewede i ‘mindeordene’ var den politiske analytiker Alger Hiss.

Men som Mark Twain sagde om rapporter om hans død - ‘Lidt for tidligt.’

Han og familien flyttede til New York for at udøve jura, og Richard Nixon kom ind i det han ville kalde sin år i ødemarken.

Men efter Goldwater-Rockefeller blodbadet i 1964, med partiet så bittert delt, meldte Boss sig frivilligt for at introducere den nominerede ved Cow Palace, og det gjorde han i en af de bedste taler han præsterede.

Men efter han havde bragt det oprørte konvent til ro ved sin indtræden gik Senator Goldwater i færd med at flå den fra hinanden igen ved at erklære, “Ekstremisme i forsvaret for frihed er ingen synd.”

Dwight Chapin befandt sig i limousinen der førte Boss væk fra Cow Palace. Han har fortalt mig Boss’ mening om Senator Goldwaters tale. Men der er vist ingen grund til at gentage de mismodige ord her.

Næsten alle de andre Republikanere af navn forlod Goldwater. Den Gamle Mand holdt ved. Han gennemrejste nationen, arbejdede længere og hårdere for Goldwater, og partiet end senatoren selv.

Efter efterårets knusende nederlag, var Det Republikanske Parti reduceret til halvdelen af Det Demorkatiske Partis styrke: 140 sæder i Huset, 32 sæder i Senatet, 17 guvernører. Det Republikanske Parti var et hus i splid med sig selv - i ruiner. Det var et åbent spørgsmål om det ville overleve.

Nu indledtes det største comeback i amerikansk politisk historie.

Da jeg ankom til New York for at slutte mig til Boss i januar 1966, bestod hans hold af tre personer: Jeg sad ved det ene skrivebord udenfor hans kontor. En anden var Rose Wood, og den tredje en “Miss Ryan” - mere præcist Patricia Ryan Nixon, den fremtidige førstedame for United States, som jeg bommede cigaretter af. (læs denne på synopsis om Patricia Nixon.)

Altertavlen det år var Richard Nixons seks uger lange krig mod det LBJ kaldte “Min Kongres.” Alene blandt de nationale Republikanerne førte Boss kampagne over hele landet - i 25 stater og 80 kongresdistrikter. Til november viste hans dristige forudsigelse med 40 sæders øgning hos Republikanerne i Huset sig for konservativt. Vi vandt 47.

Efter et år hvor han rejste verden rundt kom kampagnen i 1968, det mest afgørende år i amerikansk historie efter Civil War.

Tænk på alt det der skete det år.

Mens vi fløj til New Hampshire den sidste dag i januar var sejren ved Khe Sanh på sit højdepunkt, og Tet Offensiven var netop indledt. Fire uger senere stoppede Guvernør Romney i kampen om præsidentnomineringen. Senator Eugene McCarthy forbløffede nationen ved at få 42% af at stemmerne mod Lyndon Johnson. Og Robert Kennedy erklærede han stillede op som præsident.

Den 31. marts bad Boss mig om at høre præsidentens  tale om Vietnam på en bilradio ved La Guardia lufthavnen - og orientere ham når han ankom fra et besøg hos Julie at Smith. I slutningen af talen meddelte præsident Johnson at han ikke stillede op igen.

Tidligt i juni, en uge efter vor sejr i primærvalget i Oregon modtog jeg kl. 3.00 om morgenen en telefonopringning fra vort Bible Building hovedkvarter. Robert Kennedy var blevet skudt i Los Angeles i et hotelkøkken. Jeg ringede til Boss. Julie og David havde set TV og havde allerede vækket ham. .

Tænk nu over den by han kom til, og det fjendskab han mødte.

Nationen var blevet dybt splittet af et halvt årti med mord og optøjer, forbrydelser og anarki på universiteterne. 30000 amerikanere var døde i Vietnam og 500000 U.S. soldater var fastlåst i en krig uden udsigt til at kunne sluttes. Amerika var dybt splittet. (læs denne på synopsis).

Richard Nixon var den første præsident siden Zachary Taylor der aflagde ed med begge Kongressens huse imod sig. Bureaukratiet ved det Demokraitsk gennemfarvede Presseporpset var 90% fjendtligt indstillet. Warren Domstolen var på sin magts højdepunkt. Og de ‘Klogeste og Fineste’ der havde ført os ud til Vietnam deserterede ved at slutte sig til deres børn i protesterne mod krigen, som de nu pludselig ‘opdagede’ var “Nixons Krig.”

Da præsidentlimousinen kørte op af Pennsylvania Avenue efter indsættelsen blev den overdænget med affald. Da Shelley og jeg kom ind i Det Hvide Hus efter indsættelsesparaden bad Secret Service os om at træde ned fra plankerne, og ned på den mudrede plæne da præsidenten var lige bag os. Da han passerede mig, kiggede han hen på mig og de første ord jeg nogensinde hørte fra Præsident Richard Nixon som præsident for United States, ord jeg aldrig kan glemme var, “Buchanan, var det dig der smed æggene?”

Buchanan opnåede også den ‘ære’ at blive svinet til med salatmayonaise senere i livet.

Lad os tænke over han han opnåede.

Ved afslutningen af hans første periode var alle U.S. tropper ude af Vietnam, vore krigsfanger var på vej hjem, enhver provinshovedstad var på Saigons hænder. Han havde afsluttet krigen med ære, som han havde lovet.

Han havde forhandlet og underskrevet den største våbenbegrænsningsaftale siden Washington Naval Agreement i 1922: SALT I og ABM Traktaten.

Han havde afsluttet det uforsonlige fjendskab mellem United States og Folkerepublikken Kina, da havde stået på siden Maos Revolution og Koreakrigen.

I sin anden periode gav han ordre til en strategisk luftbro der reddede Israel i Yom Kippur Krigen. Israel havde aldrig haft en bedre ven, sagde Golda Meir.

November 1972 blev Richard Nixon belønnet med den største jordskredssejr i historien - 49 stater og 60% af stemmerne.

På grund af kampagnerne han havde ført i 66, 68, 70 og 72 var partiet på dødslejet i 1964 på vej til at blive Det Nye Flertals Parti, Amerikas Parti, der ville besætte præsidentposten og have 40 eller flere stater i fire af de næste fem præsidentvalg. 
 

Præsidentens memoirer begynder, “Jeg blev født i et hus min far byggede.” Nuvel, Det Republikanske Parti i den sidste tredjedel af det 20. århundrede var det hus Nixon byggede.

I indenrigspolitik var han den første ‘miljøpræsident, ved at oprette Council on Environmental Quality og EPA.

For at bekæmpe cancersvøben oprettede han National Cancer Institute.

For at lukke det stadig større gab mellem generationerne og professionalisere vort militær, afsluttede han værnepligten.

Han foretog seks nomineringer til Højesteret. Fire klarede den. Ikke noget dårligt gennemsnit når man ser på det Senat han måtte arbejde med.

Men hensyn til strategien i Syden, da Richard Nixon aflagde embedseden var 10% af skolerne ikke raceopdelt. Da han forlod var 70%.

Som Bob Dole sagde i sin mindetale ved Yorba Linda, var det Nixons Tid. Mens Nixon var en dominerende person på den nationale scene i 40’, 5o’, 60’ ogh 70’erne, levede hans indflydelse videre i det 20. århundrede og ind i det 21.

Der ville ikke have været et Gerald R. Ford præsidentbibliotek om ikke det havde været for Richard Nixon der udvalgte denne ærværdige og gode mand som vicepræsident, ikke sandt? (læs denne på synopsis)

 
Gerald Ford der afløste Nixon

Ville der have været et George H.W.Bush præsidentbibliotek, om Richard Nixon ikke havde set talentet hos denne mand der netop havde tabt sin anden valgkamp i Texas i 1970 og gjorde ham til formand for Republican National Committee, og derpå ambassadør til United Nations?

Da Ronald Reagan kom ind fra Vesten for at igangsætte sin revolution var hans første nationale sikkerhedsrådgiver og første chef for indenrigspolitik, Dick Allen og Marty Anderson, begge kom fra vor 68-kampagne og staben i Det Hvide Hus.

Begge Reagans udenrigsministre og forsvarsministre - Alexander Haig, George Schultz og Casper Weinberger - kom fra Nixons National Security Council eller Nixons kabinet. Den mand Reagan valgte som justitsminister William Rehnquist var blevet indsat af Richard Nixon.

Reagans valg af formand for Forbunds Reserve, Alan Greenspan, var politisk research koordinator i Nixons 68-kampagne.

I 1996 da Bob Dole var den førende kandidat for Republikanernes nominering, blev han tæt fulgt af to tidligere medlemmer af staben i Richard Nixons Hvide Hus, Lamar Alexander var den ene. Den anden vil jeg glemme.(Buchanan selv).

Det minder mig om 1992 valget. Jeg havde tabt i 10 primærvalg i træk til præsident Bush. Jeg ringede til Den Gamle Mand i Saddle River. Da han fik telefonen sagde jeg, “10 ud af 10, Ikke dårligt, vel sir?” Præsident Nixon holdt en pause og sagde: “Buchanan du er den eneste ekstremist jeg kender med humor. Kom hertil og tag Shelley med dig.”

I 2001 valgte George W. Bush, som forsvarsminister, den mand Richard Nixon havde udvalgt til at være chef for LBJ’s fattigdomsagentur, OEO, og til at holde øje med løn og priser kontroller, to tillidsudnævnelser for en ung republikansk stjerne på vej op, Donald Rumsfeld, før præsident Nixon udnævnte ham til ambassadør til Nato.

Oliver Wendell Holmes observede engang at "det bliver krævet at en mand at han deler gerningen og passionen i hans tid, med fare for at blive bedømt som ikke at have levet.”

Richard Nixon var med i handlingen og passionen på hans tid. Igen og igen kom han tilbage efter de mange ‘sår, han kom tilbage efter nederlag. Efter han forlod Det Hvide Hus skrev han ni bøger om udenrigspolitik og de store mænd han havde kendt. Der var mange. For kun Franklin Roosevelt lignede Richard Nixon i at have været med i 5 præsidentvalg.

Mens denne 100-årsfejring nærmede sig, begyndte telefonopringningerne at komme fra ‘afkommet’ af den gamle ‘sjakal-flok’ og de sprugte mig om hvad jeg mente om Watergate. Min helt store ærgelse er at Den Gamle Mand ikke er her til aften så jeg kunne forælle ham min mening om hans gamle plageånder.
Denne video kunne jeg ikke stå for - bedøm selv - synopsis-olsen Den gribende sang fremføres af Gary Jules “Mad World.”

Med ordene fra Nick Carraway til Gatsby (Bogen Den Store Gatsby):
“Det er en rådden flok,” sir. “Du er så meget mere værd end hele banden tilsammen.”
Nixon nu mere end nogensinde!

Patrick J. Buchanan needs no introduction to VDARE.COM readers; his books State of Emergency: The Third World Invasion and Conquest of America,  and  Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?  are available from Amazon.com

http://www.vdare.com/articles/richard-nixons-100th-birthday-nixon-now-more-than-ever

Ingen kommentarer:

Send en kommentar