En fortælling om to Lande
Jaime Daremblum
Den
14. april 2012 samledes embedsmænd fra Latinamerika i Colombia til det
Sjette Topmøde for Americas. Men regionens ældste diktatur vil ikke være
repræsenteret, til Washingtons fryd og til skuffelse for Hugo Chávez.
Colombias præsident Juan Manuel Santos inviterede ikke Cuba til topmødet, med begrundelsen mangel på “konsensus” blandt de øvrige lande, skønt han dog mødtes med Raúl Castro måneden før i Havana og sagde
at “vi værdsætter virkelig (Castros) ønske om at deltage i mødet.”
Santos har arbejdet hårdt for at forbedre de bilaterale forbindelser med
de venstreorienterede regimer i nabolandene Venezuela og Ecuador,
samtidig med opretholdelsen af varme forbindelser med USA, og som sådan
var beslutningen om Cuba noget ømfindtlig. Til sidst lykkedes det ham
dog at foretage det rigtige valg uden at det gav anledning til for megen
diplomatisk bøvl fra Chavez blokken.
Juan Manuel Santos, Colombia.
Colombia
og Cuba markerer hver for sig en årsdag. For 10 år siden stod begge
lande ved en korsvej. Den sydamerikanske nation afholdt et præsidentvalg
midt i en voldsbølge fra narkostyrede Marxistiske rebeller og
paramilitære. Den cubanske dissident Oswaldo Payá fik global hæder for sit Varela Projekt,
en foranstaltning med det formål at fremtvinge ægte demokratisk
forandring i den kommunistiske forfatning. ( Ekstra info: Payá døde i en
omdiskuteret, mystisk trafikulykke juli 2012).
Oswaldo Payá
10 år efter er Colombia en forvandlet nation - “en dynamo for velstand,” med ordene
af journalisten Mac Margolis - mens Cuba stadig ledes af et brutalt
diktatur, der har forkastet politisk liberalisering er nu på desperat
vis forsøger at humpe sig igennem en økonomisk krise. Hvis nu Colombia
faktisk symbolieserer de enorme fremskridt Latinamerika har gjort i det
nye årtusind så forbliver Cuba et stædig relikvie for regionens
autokratiske, fattige fortid.
Man er ganske vist ikke medlem af BRIC klubben (Brasilien, Rusland, Indien, Kina), men Colombia har været inkluderet i den såkaldte CIVETS
blog (Colombia, Indonesien, Vietnam, Egypten, Tyrkiet, Sydafrika) endnu
en gruppe af fremstormende markedsorienterede lande med stort økonomisk
potentiale.
Joachim Bamrud, ordførende direktør for Latin Trade Group har sagt, at “Colombia
vil være en stjerne i mange flere år,” og bemærket at det “tilbyder et
langt mere gnidningsfrit iværksættermiljø” end Brasilien.
Verdensbanken rapporterer
om at Colombia nu har en af de tre “mest virksomhedsvenlige regulative
miljøer,” i Latinamerika og Karibien. Under præsidenterne Uribe
(2002-2010) og Santos har der været bemærkelsesværdige fald i volden,
skønt vi burde anerkende at Colombia stadig lider af store
sikkerhedsproblemer. (Brookings analytikeren Michael O’Hanlon argumenterer helt korrekt for at USA burde forøge sin militære assistance til Bogota).
Mens
Colombia er blevet forvandlet har den cubanske regering strammet sit
greb om afvigere, trods Payás bedste bestræbelser. Hans Varela Projekt
udsprang af fra Artikel 88 i 1976 Kommunistiske Forfatning, der tillader
borgere at foreslå love, hvis de kan indsamle mindt 10000 underskrifter
fra godkendte vælgere. Payá sikrede mere end 10000 støtter til sin
demokratiske-reform anmodning, og maj 2002 præsenterede han det for Cubas National Forsamling.
Blot nogle få dage senere diskuterede Jimmy Carter Varela Projektet under et besøg på Cuba, og EU Parlamentet hædrede efterfølgende Payá med sin Sakharov Pris for Tankens Frihed.
Uheldigvis havde Castroregimet brygget sin egen fup “anmodning” sammen og lavet et tillæg til forfatningen for at genbekræfte den jernbeslåede forpligtelse overfor Kommunismen.
Derpå
tidligt 2003, igangsatte regeringen en massiv operation, med
fængslinger af dusinvis af menneskerettighedsaktivister, herunder mange
allierede med Payá.
Da
Pave Benedixt XVI rejste til Cuba så han et land, hvis politiske system
og økonomi forekommer at være i en tidslomme. Før sin ankomst blev mange
demokratifortalere fængslet, hvis de organiserede offentlige protester.
Den cubanske dissident Guillermo Farinas, vinder af Sakharov Prisen i
2010 kaldte det “en bølge af undertrykkelse.” (Efter Benedict forlod øen, blev de fængslede aktivister løsladt.)
Samtidig med at Benedict opfordrede Havana til at indføre større
politiske friheder, svarede en cubansk embedsmand igen ved at fortælle journalisterne, “Vi opdaterer vore økonomiske model, men vi taler ikke om politisk reform.
Den
cubanske økonomiske model har fået en del omtale ved Raul Castros
mindre reformer, der har udvidet muligheder for cubanske iværksættere,
og givet forskellige andre bittesmå skridt frem mod et blomstrende
privat initiativ. Dog i 2012 Heritage Foundation/Wall Street Journal Index of Economic Freedom,
rangerer Cuba som nummer 177 ud af 179 lande, og man scorede
sidstepladsen for “frihed til investering,” og “ejendomsrettigheder.”
Det
er kun Nordkorea der ligger lavere i “frihed for virksomheder,”
“finansiel frihed,” og “arbejds frihed.” Sandheden, som Yale
historikeren Carlos Eire skrev
sidste år, er at Castros reformer er “et desperat, latterligt forsøg på
at dække over undertrykkelse, og fastholde den nuværende status quo.”
I
løbet af det sidste årti har Colombia vist Latinamerika - og verden -
hvordan ægte forandring er ud. Som kontrast har Castro efterladt det
cubanske økonomisk system i bund og grund intakt. Med hensyn til frie og
retfærdige valg, lader regimet ikke længere som om det bevæger sig i
den rigtige retning. Faktisk kan det se ud til, 10 år efter Payá kom med
sin pro-demokratiske anmodning til Nationalforsamlingen at Cuba er
længere borte fra politisk frihed end nogensinde.
Jaime
Daremblum, who served as Costa Rica’s ambassador to the United States
from 1998 to 2004, is director of the Center for Latin American Studies
at the Hudson Institute.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar