Buddingekrigen - Hollande i Mali

Buddinge Krigen (Hollandes Krig)

           
Joseph A. Harriss
       

Redder François Hollande verden fra islamiske ekstremister eller redder han sit præsidentskab?       

                    

Bag hans ryg lo de, og kaldte ham Flanby. Han kunne være blevet populær i den franske presse, altid klar med en kvik benærkning og en latter, men for dem, som for de fleste franskmænd var Francois Hollande en letvægter, et apparatchik fra Socialistpartiet der aldrig havde haft en kabinetspost. “Se på ham” snerrede Ségoléne Royal, hans samlever i 30 år og mor til deres fire børn, efter deres separation i 2008. “Han har aldrig lavet noget som helst.”   

En fransk Flanby budding

For to år siden var hans mest ambitiøse drøm at finde en metode til at løse separationen fra hende, og leve stille og roligt med sin nye kærlighed, Valéry Trierweiller. Under alle omstændigheder var vejen som fransk præsident blokeret af Dominique Strauss-Kahn, dengang chef for International Monetary Fund og så meget førende i alle meningsundersøgelser at han let kunne besejre Nicolas Sarkozy i præsidentvalget i 2012. Så sådan set havde han intet imod vittighederne om at være Flanby, en populær gelatinefyldt dessertbudding.

Så i maj 2011 tvang Strauss-Kahn sig ind på en stuepige på et hotel i New York, og hans udsigter i fransk politik gik op i kaos og flammer. Hollande var nu så pludselig Socialistpartiets kandidat mod Sarkozy. Idet han fremstillede sig som en selvudslettende Monsieur Normal mod den frembrusende flamboyante Sarkozy, drog han ud til sejr og blev, sådan set, Frankrigs Præsident ved et Uheld. Det var dog stadig svært at tage ham alvorligt. De franske medier frydede sig over at genere ham, udstille ham som blød, behagesyg og ubeslutsom. 

 

Monsieur Normal -  Præsident ved et Uheld.

Hans popularitetstal faldt til rekordlave 35% for en nyvalgt i Elysée Palæet mens arbejdsløsheden steg til 10% og spareprogrammerne begyndte at gøre ondt. Endnu mere smerteligt for Hollande var hans indsatser for at implementere to af hans udelukkende ideologiske mærkesager fra kampagnen, da de mødte uventet barsk, fornærmende modstand. Som modsvar på hans løfte om at indføre en 75% indkomstskat på indtægter over 1,3 million dollars, forlod velstående franske forretningsfolk og skuespillere fra Bernard Arnault, Frankrigs rigeste mand og formand for LVMH luksusgruppen til filmstjernen Gérard Depardieu landet i hobetal. 

 

Værre var det at ‘superskatten’ blev forkastet af Conseil Constutionnel som en krænkende skattebyrde. Så kom den uventede stærke modstand fra Frankrigs sædvanligvis tavse flertal, la France profonde, mod hans lovforslag om at tillade homoægteskaber og homoadoptioner. Hundreder af tusinder rejste sig og protesterede højlydt over at se de kristne familieværdier blive smadret.

Repræsentanter for La France Profonde

Så var det at overraskelsen - og den forbløffende - beslutning kom om at flyve hjælp til det fattige belejrede Mali. (interessant nok blev det meddelt den selvsamme uge som den store demonstration i Paris mod homoseksuelle ægteskaber fandt sted, og dermed blev den nærmest ikke omtalt i medierne).

De islamiske ekstremisters angreb i det nordlige Mali har fundet sted i månedsvis, men nu fandt Hollande det pludselig meget foruroligende. Frankrig havde intet andet valg end at forsvare Vestens civilisation.

Den pludselige indskydelse til at føre krig hos en upopulær præsident var en reminiscens af Nicoals Sarkozys beslutning i marts 2011 om at hjælpe de libyske oprørere ved at bombe hans tidligere ven Muammar Gaddafi. Han popularitetstal var i 20’erne, da han erklærede at “Frankrig har besluttet at spille sin del af historien....Det er vor pligt.” Det fungerede. Som en beundrende Sarkozy hjælper sagde, “Han var i tovene, og pludselig følger hele verdens hans ledelse.” Diverse fjendtlig offentlig opmærksomhed med et militæreventyr er det ældste trick i håndbogen for statsoverhoveder i besværligheder.

Det kunne muligvis være godt for Hollande, og vi kan kun håbe at det er godt for Mali. Men indtil videre har kun få lande følt sig tilstrækkeligt overbevist om den trussel og følger Frankrig på nogen betydningsfuld måde i denne opvisning af våben.

Frankrigs europæiske naboer er alle med. Langt bagved! Landets gode og store ven Tyskland har udtrykt sympati for Malis problemstilling, men har undladt at sende tropper, skønt det i denne uge erklærede at man vil få de 374 tons guld man har liggende på lager i Paris tilbage til Tyskland.

Den såkaldte Europæiske Union, der længe har blæst i trompet for behovet for en forsvarsdimension for sine 27 medlemmer lovede at tænke alvorligt over en militær træningsmission i Mali. Og så ville man da også lige holde et møde i EU’s Udenrigspolitiske Nævn.

Storbritannien hostede op med et transportfly eller to, lille Belgien forpligtede sig til to helikoptere og to transportfly. Canada sende et C-17 transportfly med 35 mand, NAT0 altid på udkig efter en ny mission så man kan retfærdiggøre sin eksistens efter Den Kolde Krig, sagde man ikke havde drøftet Mali og ikke var involveret. (Skribenten har ikke fået Danmarks bidrag med et Herkulesfly med)

Med andre ords så igangsatte Francois Hollande denne farlige, dårligt definerede operation uden at have sammensat en operationel koalition, eller blot have haft seriøse konsultationer med allierede. Som støtte fra USA har både Udenrigs- og Forsvasministerierne bekræftet at Frankrig er fremkommet med et antal ønsker, herunder hjælp med informationsdeling, luftbro, og luftbåren brændselspåfyldning.

Har Frankrig ikke en stor og aktiv ambassade i Washington, og ved man ikke at USA har en politik der går ud på ikke at hjælpe Mali. fordi landets nuværende regering tog magten ved et kup? Som Peter Pham, chef for Africa Center at the Atlantic Council fortalte Financial Times,  

“U.S. ønsker ikke at bede en allieret om at ‘slappe af,’ men ved at påbegynde en operation de måske ikke kan afslutte, forstærker franskmændene krisen.”

Det efterlader Frankrig med militærstøtte fra det svage Economic Community of West African States (ECOWAS). Der formodes at være en afrikansk styrke på cirka 3300 soldater på vej. Når de så endelig er klar til indsats, så vil de have skullet træne med franske og malisike styrker. (En fransk sikkerhedsembedsmand fortalte Washington Post, at de afrikanske tropper var langt fra klar; mange af dem var endog ikke blevet udpeget af deres regeringer).

Jeg vil overlade analysearbejdet om den afrikanske side af operationen til andre, især min AmSpec kollega Roger Kaplan. Men uanset de militære resultater på dette tidspunkt, så fungerer det bare for Hollande. Hele 75% af de som er blevet spurgt godkender hans beslutning. Som et af hans kabinets klakører Udenrigsminister Laurent Fabius beskrev det afgørende øjeblik på primetime TV, “Jeg så ham underskrive ordren til angreb. Og jeg kan fortælle Jer at han ikke rystede på hånden.”

Observatører sammenligner virkningen på hans image med Barack Obamas angreb mod Osama bin Laden. “Endelig Præsident!” hyldede en avis i Paris. “Slut med den tøvende og nonchalante Francois Hollande fra de første måneder i embedet,” Som en kommentator opsummerede, “Det forvandler hans image øjeblikkeligt.”

Det kan ændre sig igen, hvis Frankrig fejler i at indfri sine ambitiøse mål med at standse oprørernes fremgang, udrydde dem af deres enorme ørkenområder, stabilisere Mali og give landet sin territoriale integritet igen. Forsvarsministeriet siger man vil udsende samlet 2500 tropper, et lille antal sammenlignet med de anslåede 10000 til 12000 oprørere. Oprørerne er også nærmere Bamako, hovedstaden, hvor cirka 6000 med fransk tlhørsforhold bor, end de var før det franske angreb. Den offentlige begejstring for operationen ville med stor sandsynlighed falde til ro når de uundgåelige franske tabstal begynder at rulle ind.

Der er også voksende bekymring over repressalier i selve Frankrig. Sikkerhedstjenesten har strammet grebet om lufthavne, togstationer, supermarkeder og andre offenlige mødesteder, med 64% af franskmændene bekymrede for at et terrorangreb. En islamisk oprørsleder, Oumar Ould Hamaha sagde på en fransk radiostation at Frankrig “er gået i en fælde der er langt farligere end Irak, Afghanistan eller Somalia.” Frankrig havde, “Åbnet Helvedets porte for alle franskmænd.”

Som det er med budding, så er det smagen der afgør kvaliteten.

         

   

Joseph A. Harriss is The American Spectator’s Paris correspondent. His latest book, An American Spectator in Paris, will be released this fall.