Tatoveringer og dit signal!

Tattoo dig selv!

         
Elie Kerrigan

Hvad gør Vestens menneskehed dog ved sig selv?       

Hvad er det for noget med dette tatoveringsvanvid der hærger verden som en storm? Kroppen er blevet udstillet langt udover det personlige og intime, for at blive et omvandrende lærred. Det bliver mere og mere tydeligt med en, to eller 22 tatoveringer. Og dette er ikke kun knyttet til en nation, en etnisk eller religiøs modedille, men breder sig udover landegrænserne: Rige, fattige, fed eller slank, mænd, kvinder; tyskere spaniere, amerikanere -- over alt, alle er blevet ‘brændemærket.’        

                    

Denne stolte forurening af kroppen, er for at sige det mildt, ret så mystificerende. Er kroppen ikke bestemt til at være et hvilested for hele selvet? Jeg vil ikke gå ind på hvad Bibelen eller førende monoteistiske religioner har at sige om dem. Dog, skulle man tro at denne praksis var ugleset, for mens den skjuler personligheden bag denne selvgjorte lemlæstelse, så sætter den også etiketter og placerer den ‘udsmykkede’ i en særlig klasse eller kategori af mennesker.

Tatoveringer, der på et tidspunkt syntes at være en uddøende praksis, er kommet tilbage med fuld honnør. Der er en delirisk forgabelse over dem og der er ingen ende på, hvad man får tegnet eller skrevet på disse levende billeder. Fra det fantastiske og allegoriske til det platte, hele paletten af barnlig fantasi lægges frem for os. Dekoration - det gammeldagslydende ord - er smidt ud af vinduet.

Eller er de som har dem til hensigt at komme med en pointe uden at skulle bruge ord, afdække deres sande jeg, deres identitet, personlighed? Med andre ord, hvad gør os hver især til et unikt, komplekst og interessant menneske. Lejlighedsvis ser man visse stammer - fra indianere til afrikanske - der har deres kroppe og/eller ansigter malet med et særligt formål for øje, sædvanligvis ceremonielt. For evigt at være plastret til med et budskab eller en tegning er imidlertid at sammenligne med at være iført det samme tøj eller holde fast ved den samme ide hele ens liv. Noget af en forbandelse når man tænker lidt over det, for er meningen ikke at vi skal udvikle os, blive mere afslebne og tilpasse os tiden som kommer, selv med risiko for komplikationer.

Det plejer at være unge der er fortryllede af denne kontante stillen sig ud, som til tider kan være ret så ihærdig og provokerende af natur - men næsten altid forhastet-

I gamle dage var det at være tatoveret af en vis betydning. Det var et mærke, et tegn der skilte en person ud. Den skulle “fortjenes” som et slags modets kokarde, og det var mest sømænd eller fanger der havde dem, og som regel kun en, for at symbolisere en tabt kærlighed, vejen til en skjult skat eller af andre fantasifulde grunde. Der var mysterium bag dem, en historie. Det gælder ikke mere. Nu til dags er tatoveringer som moderne bygninger: En gang pêle-mêle, forvirrende, grimme.

Når visse praksis bliver mode så plejer der at ske det at den oprindelige ide eller årsag bag gør tabt, al følelse og fornuft fordufter, og der skabes det direkte modsatte af hvad der i første færd var hensigten. Denne livslange mode, er imidlertid selv-invaliderende. 

 

Nogle vil blive ældre og indser at det de mente var originalt og unikt på et tidspunkt nu ikke længere er så appellerende eller attraktivt. Så meget desto mere i disse tider, hvor de øjeblikkelige glæder er normen.

Og, desværre, når tyngdekraften nu har den der knusende egenskab, så vil den i sidste ende, uanset om vi bryder os om det eller ej gøre sit til at tatoveringerne ikke er noget kønt syn.

http://spectator.org/archives/2012/09/17/tattoo-you

Til anbefaling: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/12/argumenter-mod-tatoveringer.html
og http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2012/05/tatoveringers-magt-og-udbredelse.html