Hvad skal vi gøre´? - sprøg Lady Houston

Gøre hvad? Spørg Lady Houston

           
Hal G.P. Colebatch       

Mange forfattere har til fulde dokumenteret den islamistiske trussel, men når det drejer sig om at give et svar på den, så leder de efter ord.

                    

Siden 9/11 har den muslimske jihad mod Vesten ført til et antal fremragende bøger der i detaljer beskriver Vestens byrde. og også i detaljer dokumenterer hvad der foregår. Jeg inkluderer ikke kun den muslimske kolonisering af Europa, men også angrebene på kristne samfund i Afrika, Asien og de få kristen der er tilbage i Mellemøsten.

Imidlertid lider de værker jeg har læst, og nogle af dem er virkelig fremragende skriverier og forskning, af den samme svaghed.

Når de i de afsluttende kapitler går fra i detaljer at beskrive den bitre fremgang for Islam på det ene kontinent efter det andet, vigtigheden af et liberalt demokrati for at stå den imod, og til hvad der faktisk bør gøres ved det så bliver deres ofte knivskarpe prosa til nogle afdæmpede platheder og talemåder.

Det er umuligt at give forfatterne skylden for dette. For det første står Vesten over for en fjende man ikke før har kendt til, en fjende der især er rigtig dygtig til at benytte Vestens institutioner af liberalt demokrati og de pacifistiske tendenser i Kristendommen til deres egen fordel.

Ydermere har fjenden ikke nogen genkendelig militær struktur. Den har ingen overkommando, hvis fejl kan udnyttes, ingen befolkningskoncentrationer der kan bombes.

 

Mod indsatsen for at islamisere verden har bomber i Afghanistan aldrig været meget andet end spild af tid og ressourcer for at skabe en illusion om at der er et formål med indsatsen og dermed skære nogle få hoveder af en Hydra.

At dræbe Osama bin Ladan skadede ikke islamisk jihadisme, som det i 2. Verdenskrig ville have skadet den tyske nationalsocialisme af få Hitler slået ihjel. Der er ingen mulighed for at nogen islamisk Gorbachev kunne træde frem, der enten kunne eller ville få afsluttet jihad. terrormaskinen

Krigen i Afghanistan har været nytteløs fra begyndelsen, hvis dens hensigt var at besejre international terrorisme. Boko Haram der dræber kristne i Afrika i Allahs navn har sandsynligvis aldrig hørt om Afghanistan. At tabe eller vinde i nærheden af Khyber Passet vil ikke udgøre nogen forskel for de arbejdsløse muslimske “unge” i slumkvarterer i Frankrig (og ikke kun i Frankrig), der betragter Vestens civilisation med afsky og foragt.

Vi har de bedste flådestyrker og luftvåben i verden, der i praksis er nytteløse mod en fjende der intet har. Ydermere er det at gå ind for nogen form for sammenligneligt modangreb ikke kun uforeneligt med vore civiliserede værdier, men sandsynligvis ulovligt.

Jeg erkender, at jeg mere eller mindre gør det som jeg kritiserer andre for: Tumler rundt efter et svar. Det er den første krig. hvor vor side har sendt vor egen propaganda mod os selv. Tingene har nået et stadie, hvor selv en kulturel genvækkelse af patriotismen (en, men kun en af, de væsentlige ting der skal til, og det mere for Europa end for USA) ville muligvis skulle bruge en form for censur, eller regeringsindflydelse i medierne der kunne svare til f.eks. anti-ryge-kampagnen.

Blot at nævne systematisk diskrimination er at begive sig ud på farlig politiske grund, skønt det at nævne det som en mulighed endnu ikke er ulovligt, i hvert fald de fleste steder og så skal man endda  træde varsomt.

At betragte den enorme muslimske kolonisering i Storbritannien, og andre steder herunder den gradvise accept af Sharia Lov, polygami og tvungne ægteskaber skal uundgåeligt føre til, man må udtænke metoder til at ‘udtørre’ det islamiske ocean hvori jihadist fiskene svømmer.

Når der er store distrikter i byer i Vesten hvor ikke-muslimer ikke har adgang, og hvorfra ikke-muslimske beboere og forretninger systematisk er blevet drevet ud efter de har været der i århundreder, så kan det forekomme naturligt, at en eller anden reaktion er nødvendig.

“En eller anden reaktion” så er jeg der igen. Det bedste jeg kan tilbyde er med de svagest mulige ord. Det fænomen er et produkt af en konflikt, måske enkeltstående i menneskehedens historie, hvor det kun er den ene side der har lov til at udøve agression - eller blot svare igen.

De “advarende” bøger og artikler jeg har læst konkluderer med observationen om at 9/11, bomberne i Spaniens tog, bomberne i Londons busser, natklubben på Bali, Fort Hood massakren, Benghazi massakren og alle andre steder, var “Et Vågn Nu Op Signal.” Det var de ikke.

Selv 9/11 gjorde ikke meget mere end at provokere til et par anslag i den forkerte retning. Drabet på bin Laden var tilfredsstillende og han fortjente det, dog havde det intet at gøre med den større strategiske mål, såsom at rydde Taliban ud i Afghanistan.

Uden at ville underbetone tapperheden, pligtfølelsen og oprigtigheden hos de som var med til det (mine stærkeste følelse overfor de som dræbte ham er - misundelse), så havde hele ‘øvelsen’ en duft af overtro over sig, som om at det at udslette et symbol var det samme som at udslette en virkelighed. Hvilken forskel har det egentlig gjort ved den islamiske kolonisering af Afrika eller Vesten?

En af mine favoritkarakterer i historien er Fanny Radmall, en korpige fra London født i slummen, der giftede sig med en  rig mand og blev Lady Houston.

 

Mens de store statsmænd i demokratierne var forvirrede og splittede over totalitarismens fremhersken i Europa og de ‘strålende’ intellektuelle underskrev bønforskrifter for Fred, betalte hun af egen lomme en fantastisk stor sum penge for udviklingen af det fly der førte direkte frem til Spitfire-jagerflyet.

For mig er det en historien med en fabelagtig kvalitet over sig. Man kunne sige: Hvis det dog blot var så enkelt i dag. Og mennesker, som Lady Houston, der instinktivt vidste hvad det rigtige var at gøre, og gjorde det, er sjældne i enhver tidsalder.

   
                    
 
   
Hal G.P. Colebatch’s “Immram,” Counterstrike, is being published by Australian publisher Imaginites.

http://spectator.org/archives/2013/01/09/so-what-to-do-ask-lady-houston

Ekstra info:

Det var Lady “Poppy” Fannie Lucy Houston der reddede Spitfiren fra at være blevet skrinlagt ni år før slaget om Storbritannien. Hun gav 100000 pund, et kæmpebeløb dengang for at holde forskningen i gang med forgængeren til Spitfire -Supermarine S6, et hurtigt en motors fly - da Ramsay MacDonalds regering havde ophørt med at betale under Den Store Depression i 1931. 

 

Tydeligt at se - det var forløberen for Spitfire