Ben Stein
Han ville være blevet 100 år 9. januar
For
100 år siden den 9. januar i et lille hus i Yorba Linda, en forstad til
Los Angeles blev Richard Nixon født i det hus hans far havde bygget.
Uden
gode familieforbindelser, uden penge i familien, med en naturlig
generthed blev han medlem af Repræsentanternes Hus, da han var i
begyndelsen af 30’erne, og kort efter U.S. senator, derpå vicepræsident
for Dwight Eisenhower fra 1953-1961.
Han
tabte med en brøkdel i et valg, som mange observatører mente blev
‘stjålet’ af Chicago Democratic Machine i 1960 til John F. Kennedy.
Derpå rejste han verden rundt, praktiserede som advokat, og kom med
stormskridt tilbage for at vinde Det Hvide Hus i 1968 mod en ægte stor
mand, Hubert Humphrey, og derpå genvinde i et valg med den største
margin i historien mod George McGovern i 1972.
Han
var altid en kontroversiel person, så falskelig fremstillet som en
smædekunstner og en heksejagende McCarthy’ist af medierne, og den
akademiske klasse der foragtede ham, med et evigt had.
Under sin kampagne i 1972 blev der foretaget
alvorlige fejltagelser af hans medarbejdere og han indledte planer for
at beskytte dem og tilsidst skjule det. På grund af det og det
gennemførte had som ‘de smukke mennesker’ nærede mod ham blev han
plaget, torteret, der belv indledt en rigsretsag mod ham, og til sidst
måtte han forlade embedet i august 1974.
Min
far var på det tidspunkt hans økonomiske chefrådgiver og jeg var
dengang en meget ung junior taleskriver for ham. Hvis man ser
omhyggeligt efter på båndet med hans afskedstale til de ansatte i Det
Hvide Hus, den dag han forlod det, kan man se mig tygge tyggegummi
grædende mens mine forældre så til, slået af sorg nogle få skridt borte.
(læs denne på synopsis)
Jeg
har set op til Richard Nixon hele mit liv og gør det stadig, og vil
altid gøre det. Og hvis jeg skal sige hvorfor, skal det være så kort som
muligt:
Trods alle de mulige forhindringer der blev lagt på hans vej af hans fjender, altid med en modvillig Kongres, så skabte han EPA,
(miljøbeskyttelsesagenturet) han fik fjernet de sidste holdepunkter for
racismen i Sydens skoledistrikter, han fremmede i udpræget grad den
lige mulighed for at ansætte sorte til forbundsprojekter. Jeg skrev det
budskab der blev sendt for længe siden, da jeg var ung. Han var også den
eneste Republikanske præsident nogensinde til at gå ind for EPA. Også
den sidste Republikanske præsident der havde et budget i balance.
Langt
mere end det, han var også en fredsskaber. Han afsluttede krigen i
Vietnam, fik krigsfanger hjem, reddede Israel fra at skulle benytte
atomvåben for at overleve i Yom Kippur krigen, underskrev den første
aftale om nedskæringer i strategiske våben med Sovjetunionen og så
åbnede han selvfølgelig op for Kina. Det sidste gjorde Den Kolde Krig
ikke mulig at vinde for Sovjet, og lagde grundlaget for afslutningen af
den enhed, og åbnede op for mulighederne for hidtil ubegribelig velstand
for det kinesiske folk.
Nixon og Chou En-Lai
Han
var så langt den bedste ven som fredens venner nogensinde har haft. Han
var så ubetinget den bedste ven af det jødiske folk, som nogensinde har
siddet på et højt embede noget sted i Vesten.
Venner
her i Hollywood, nære slægtninge, kolleger, har i årtier spurgt mig om,
hvordan jeg stadig kan holde af Nixon, efter Watergate, efter hans
tvivlsomme kommentarer om jøder som er på bånd, (læs denne på synopsis) og jeg har svaret.
Jeg vil aldrig vende ryggen til Richard Nixon, Fredsmageren. Velsignet være fredsmagere, og må Gud velsigne Richard M. Nixon.
Ben
Stein is a writer, actor, economist, and lawyer living in Beverly Hills
and Malibu. He writes “Ben Stein’s Diary” for every issue of The American Spectator.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar