Livet efter TV (2)

Livet efter TV

           
Christopher Orlet
       

Sidste forår opgav jeg ‘den store TV-pakke.’ Det viste sig at være bemærkelsesværdigt smertefrit. Ikke kun det, men jeg mener min Intelligenskvotient er steget nogle point.        

Jeg har nu valgt at fastholde mit selvpåførte forbud mod TV i al evighed. Sandt nok så har jeg aldrig været en TV-sofakartoffelchip, jeg har været en af de der sjældne moderne kuriositeter, en midaldrende mand, der er fuldstændig ligeglad med sport. Resultatet af denne fortryllende ekcentricitet har været at jeg aldrig har følt mig fristet til at abbonnere på kabel-tv eller parabol-tv eller smække masser af penge på diske for at købe et 55’ tommers HD Led-fladskærms-TV, hvilket har betydet at det har været så meget lettere at forlade det gamle TV uden at se sig tilbage.

Udover det, med så få kanaler på Reklame-TV-kanaler så var mine muligheder begrænset til gamle Westerns, genudsendelser af ældre TV-serier eller et af de gudfrygtelige reality TV-shows der sendes i bedste sendetid nu for tiden. Min hustru ser undertiden med; udover det er det eneste tidspunkt TV bliver tændt for hende når slægtninge kommer på besøg, og insisterer på at se deres yndlingsserie.

Til nu har goderne ved en TV-fri eksistens været betragtelige. TV, som Internettet er berygtet for at sluge ‘Tiden’ så forekommer det mig at jeg har betragteligt mere fritid, tid til mere vigtige ting som Russell Kirk talte om (og han mente ikke 23. sæson med The Simpson). Også tid til så længe negligerede beskæftigelser som - motion, langsomt tilberedte måltider, endog havearbejde. Oveni har jeg nu fået støvet nogle af klassikerne af i bogreolen, og lovet mig selv at læse, noget der alt for ofte blev glemt på grund af en eller anden episode i TV man sad fast i.

Hele forestillingen om at opgive Tossekassen vækker stadig nysgerrige, om ikke fjendtlige reaktioner fra familie og venner, som om der var noget underligt perverst og uamerikansk over det. Jeg aner ikke hvorfor. Det er jo ikke fordi Politbüroet har vedtaget anti-TV-love. Faktisk var TV regimets mest effektive middel at sprede deres nederdrægtige propaganda. Jeg kan kun forestille mig at grunden er at TV betragtes som så gennemført amerikansk, som baseball, hot dogs og æbletærte. Nuvel jeg bryder mig heller ikke i særlig grad om baseball og hot dog. Udover det, uanset om du kan lide det eller ej, så kan man ikke fuldstændigt opgive TV, da det jo blinker kækt til os fra enhver væg: I restauranter, apoteket, lægekonsultationen, værtshuse, posthuse, tog, og i foyerer til kontorbygninger. 

 

Hvis du spørger mig så er afholdenhed fra TV slet ikke noget radikalt skridt, men et reaktionært imperativ. Jeg betragter det som en meget konservativ handling, i den forstand at det konserverer min tid og mine kulturværdier.  

Jeg er sådan set sympatisk indstillet overfor de konservative der holder fast i at vi lever i en Ny Mørk Middelader (blot med den forskel at vi er barbarerne) og det er vor pligt at skille os ud fra den nuværende kulturbarbarisme så meget som overhovedet muligt, og måske gøre det ved at konservere, bevare, nogle få laser af civilisationen den der føres videre til næste generation, meget ligesom Benedikt af Nursia og hans medmunke gjorde under plyndringen af Rom (det var da hans medmunke ikke forsøgte at forgive ham.)

 

Selvfølgelig er TV’s vulgære og i det store og hele barnlige indhold blot de mest åbenlyse krænkelser af intelligens. Den afdøde samfundskritiker Neil Postman ramte præcist plet da han skrev at "moderne teknologier ikke kun afleder os fra ‘Højere Ting’ de skaber også (forvrænger?) hvem vi er og forandrer den måde vi tænker på, og desværre ikke til det bedre"

TV ikke alene gør os mindre opmærksomme, det lærer os at sætte pris på falske følelser, forkvaklet stimulation og for hurtig afgørelse fremfor logisk og abstrakt tænkning. Tidligere TV kritiker Rod Dreher siger TV er ved sin natur en kraft mod tradition, mod sammenhæng, mod stabilitet og vedholdenhed. Hvem kan argumentere mod det?

Mon ikke det jeg forsøger at sige er, at jeg føler mig på en måde kaldet til at oprette mit eget Benedektinerkloster som et bolværk mod barbarismen, og det første skridt er at nægte at tillade TV og lignende degraderende former for pop-kultur at komme ind i hjemmet, og i stedet fylde vore liv med skønhed, med gode bøger, og med åndelige og opløftende ting. Jeg kan godt leve uden Sporten og Borgen. Faktisk så er der, som Sankt Benedict lærte næsten ingen ende på de ting man kan leve foruden.

                    

 Cristopher Orlet

http://spectator.org/archives/2012/04/19/life-after-television