Mozart versus Paven

Mozart Versus Paven

I 1630’erne skrev den italienske komponist Gregorio Allegri et værk med titlen Miserere.  Det omfattede to kor, et på fem og et på fire, Miserere varede fra 10-15 minutter. Det blev sjældent opført - det var reserveret til brug mellem de to hellige uger (ugen før Påske) gudstjenester i Det Sixtinske Kapel.

For at bevare eksklusiviteten ved Miserere, afgjorde Paven, at det ikke måtte skrives ned eller opføres andre steder, under straf - ekskommunikation fra Kirken.  Det forbud holdt ved i over 100 år, med den eneste undtagelser af tre opførelser med tilladelse af Paven, og for områdeledere (såsom den Hellige Romerske Kejser Leopold 1).

Det fik en dreng på 14 år gjort en afslutning på. Den knægt var Wolfgang Amadeus Mozart.

Mozart var allerede en erfaren og knalddygtig musiker og komponist. Som 8 årig - seks år tidligere - havde han komponeret sin første symfoni, et ud af 600 stykker musik han i årenes løb komponerede i sit korte 36 årige liv.

Men i 1770 gjorde Mozart noget andet, han optrådte i rollen som en Elizabethtidens båndoptager. Mozart overværede den første af to Miserere opførelser, og gjorde det ethvert barnegeni ville gøre: Han skrev det ned, fra hukommelsen, efter kun en gennemhøring. Hans version var ikke helt perfekt, men småfejlene blev hurtigt rettet - Mozart skulle blot lytte endnu en gang og så var det klaret. 

Et år senere gav Mozart (eller måske solgte) han sine noder til en engelsk musikhistoriker ved navn Charles Bruney, der udgav kompositionen. Nu var kirken ikke i stand til på effektiv vis at forbyde opførelser af Miserere, og man ophævede derfor forbuddet. I stedet fik Pave Clement XIV nu rettet sin opmærksomhed mod Mozart som blev kaldt til møde i Vatikanet.

Gud ske tak og lov overgik Pave Clement XIV’s sunde fornuft enhver vrede - i stedet for at ekskommunikere den geniale komponist lovpriste Paven hans geni. I dag er Miserere stadig populær - som selvfølgelig Mozarts værk.

Bonus fakata: Mozart døde blot nogle få uger før sin 36 års fødselsdag. Han blev  begravet i en almindelig grav, og som en myndighed påstår var der ingen sørgende tilstede. Men lad det nu ikke være til ugunst for Mozarts ry mens han levede;  det er i overensstemmelsem med de begravelsessædvaner der fandtes i Wien sent i det 18. århundrede.

 

http://nowiknow.com/mozart-versus-the-pope/