Hvorfor Cuba bliver mere undertrykkende
Raúl Castro’s økonomiske reformer er at mindre betydning, end hans anslag mod dissidenter.
Jaime Daremblum
Hvad
helt præcist er det der foregår på Cuba? Hver uge kan vi læse historier
om økonomiske reformer indført af den kommunistiske regering. Cubanerne
kan nu lovligt arbejde som selvstændige i flere end 180 forskellige
brancher, og der er heller ikke længere forbud mod at sælge deres hjem
eller motorkøretøjer, eller i at rejse til udlandet (under forudsætning
af at de kan få et pas). Samtidig er antallet at jobs i den statslige
sektor faldet markant. Oveni har Raul Castro lovet
at han nuværende fem-års periode som Cubas præsident (der begyndte
sidste år i februar) vil være hans sidste, hvilket betyder han går af i
2018.
Amerikanerne holder altid øje med tegn på at Cuba nu endelig er under forandring, og de nævnte forandringer har foranlediget
at mange journalister, analytikere og politikere har fornyet deres
opfordring til at ophæve eller i det mindste lempe U.S. embargoen. Efter
at været på en tur midt i februar måned som del af en officiel
delegation af forbunds lovgivere udtrykte den Demokratiske senator Pat
Leahy fra Vermont håb om
et skifte i US politikken: “Der er en øget fornemmelse hos mange i US,
der ikke har en Kold Krigs attittude, at man gerne vil se en
forandring.”
Men
den største forhindring for tættere bilaterale relationer er ikke “en
Kold Krigs atittude” på Capitol Hill, det er heller ikke den amerikanske
embargo. Det er Castro regimets holdning. Faktisk
burde vi ikke lade Havanas små økonomiske reformer eller landets nye
rejsepolitik distrahere os fra den langt vigtigere historie: Landets
behandling af menneskerettighedsaktivister, pro-demokratiske dissidenter
og så at sige alt andet som landet anser som en trussel mod
kommuniststyret. Regeringen på Cuba er blevet mere undertrykkende, ikke
mindre.
For eksempel:
* I løbet af de føste ni måneder i 2011, dokumenterede den uafhængige Cuban Commission for Human Rights and National Reconciliation (CCHRNR) cirka 2,784 “hændelser af menneskerettighedskrænkelser,” sammenlignet med 2,074 samlet i 2010.
* Marts 2013 rapporterede
Amnesty International at siden 2010 har der været en stadig stigning i
antallet af tilfældige arrestationer,” med Castro regimet der fører “en
permanent kampagne med intimidering og korttids tilbageholdelser af
politiske opponenter.” En af Amnestys forskere vedrørende Cuba bekræftede, at “Cuba har indført en værre undertrykkelse vedrørende menneskerettighederne.”
* I løbet af de næste ti måneder, mellem marts 2012 og januar 2013, blev antallet af politiske fanger fordoblet
(fra 45-90) ifølge CCHRNR. Det tal omfatter kun fængslede fanger på
eksplicitte politiske anklager; det samlede antal cubanske politiske
fanger er meget større, da regimet tilbageholder mange dissidenter på
fupanklager..
* I den nyeste Freedom in the World rapport siger,
Freedom House: “Den cubanske regering indførte en systematisk forøgelse
i korttids ‘præventive’ tilbageholdelser af dissidenter i 2012, i
tilgift med intimidering, gennembankninger, tilsvininger og
restriktioner på indenlandske- som udenlands rejser.
* Samlet set bemærker, notes Miami Herald korrepondenten Juan Tamayo, at Cuba har oplevet “en rekord med 6200 politiske korttidsfængsler,” sidste år.
Så er der beretningen om Oswaldo Paya, en verdensberømt cubansk dissident og grundlægger af Varela Project der (sammen med dissidenten Harold Cepero) der døde i juli måned sidste år efter en meget mistænkelig bilulykke. Som Wall Street Journal klummeskribenten Mary O’Grady har skrevet mener Payas datter, Rosa María Payá, at hans bil “med vilje blev torpederet af en anden bil,” og at hendes fars død var “et muligt mord.”
I et nyt interview med Washington Post,
sagde den spanske politiker Ángel Carromero, der var i bilen med
Oswaldo Payá, at de blev ramt af et regeringskøretøj hvis passagerer
“stirrede aggressivt på dem” lige før kollisionen. Carromero sagde også,
at lige efter uheldet, blev han bedøvet og truet af de cubanske
myndigheder, der efterfølgende har dømt ham for manddrab. (I december
blev Carromero ført til Spanien, og er siden blevet benådet). Floridas
senator Bill Nelson, Demorkat har opfordret FN til at iværksætte “en
gennemgribende uafhængig efterforskning af begivenhederne der førte til
Payals død,”
Oswaldo Paya
Payas
død og den større undertrykkelseskampagne mod cubanske aktivister er
bekymrende i sig selv. Men for U.S. embedsmænd der håber på en ophævelse
eller en lettelse i sanktionerne da er elefanten i glasbutikken den
igangværende fængsling af USAID’s Alan Gross, fra Maryland, der har
siddet i et cubansk fængsel i mere end tre år på latterlige anklager om
at være spion. Det er vanskeligt at argumentere for at Havana enten
fortjener eller ønsker varmere relationer med Washington når man
vedbliver med at holde en amerikaner som gidsel. Gross der bliver 64 i
maj måned har fået sit helbred gjort dårligere og har angiveligt tabt 50
kilo siden sin tilbageholdelse.
Hans
eneste “forbrydelse” var at hjælpe med til at skaffe internetadgang for
Cubas lillebitte jødiske samfund. Men Castro regimet frygter at ved
større internetadgang at miste sit monopol på information. Man frygter
at cubanerne vil være mere villige til at udfordre status quo og kræve
ægte reformer. Det er også det der faktisk er sket. Som dissident bloggeren Yoani Sánchez fortalte Post i sidste måned,
“Folk er ikke længere bange, de går fra tavshed til åben tale, fra at
være iført masker til at vise deres ansigt i offentligheden.”
Havanas øgede bekymring over politisk uro forklarer fængslingen af Gross og det at man går mod Ladies in White, og at man generer aktivister over hele øen.
Enkelt
sagt: Cuba er blevet mere undertrykkende fordi diktaturet er i stigende
grad mere bange for en bevægelse hjemme for mere demokrati. Det ville
forekomme at være en langt større historie end de få økonomiske reformer
der er indført for at holde regimet ved magten.
På spansk TV sidste måned sagde Rosa María Payá at
Raúl’s reformer i hovedagen er et PR fupnummer, og ikke et seriøst
forsøg for at forbedre menneskerettighederne. De “er designet for at
vinde over den internationale offentlige mening,” sagde hun. “De forhold
cubanerne lever under har ikke ændret sig.” Hvis Castro regimet
virkelig seriøst ønsker reform og liberalisering, tøjede Paya til, så
vil det tillade en folkeafstemning om demokrati - den slags
folkeafstemning som hendes fars Varela Project gik ind for.
Det at regeringen nægter at holde en afstemning viser hvor lidt Cuba har forandret sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar