mandag den 29. april 2013

Sovjets rolle i Pearl Harbor angrebet

Sovjet agenters rolle i Pearl Harbor angrebet. Del 6 af 6 i serien



Blandt myriaderne af tvister og konflikter og dunkle planer i 2. Verdenskrig var der så den forbløffende effektivitet hos Sovjets agenter i USA og Japan og andre steder rundt om på kloden, der samarbejdede om at få ledet den kejserlige japanske regering bort fra at indlede et angreb på Sovjetunionen - en bestræbelser der pågik i årevis - og som resulterede i angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941.

I deres storsælgende bog Stalin's Secret Agents, sporer M. Stanton Evans and Herbert Romerstein planen fra Sorge Spionringen i Tokyo til Sovjet medvirkende og agenter i nøglepositioner i USA.

Baggrunden

Husk, som vi har bemærket før: Jovist, så fandt det at “spionere” i form af at kopiere dokumenter og overdrage/eller købe hemmeligheder til fjenden sted hos pro-Sovjet medarbejdere i US regeringen og andre organisationer i det amerikanske samfund.

Imidlertid lå så langt den farligste skade, påført af kommunist og pro-Sovjet infiltration i USA ved indflydelsen der blev muliggjort af “Stalins hemmelige agenter.” Denne modbydelige indflydelse var så absolut ikke en ringe faktor i det angreb der medførte tusinder af amerikaneres død på Pearl Harbor.

Da mesterspionen Richard Sorge blev arresteret i Tokyo i 1941 af det japanske politi, havde han netop informeret Sovjet diktator Josef Stalin om, at Japan planlagde at angribe Pearl Harbor. Dette var kulminationen af den årelange operation under ledelse af Sovjetunionen hvor det ultimative våben var indflydelse (der var ordet igen). Sorge spionringen fik succes i at lede Japan bort fra landets tidligere plan om at angribe Sovjetunionen og i stedet vende sin ildkraft mod et andet mål, der så viste sig at være USA.

Olien var den vigtigste faktor i Japans strategiske planlægning. “Den Opstigende Sols Land” var også, på relativt kort tid dukket ud af en status som tilbagestående og til en status som en avanceret magt. Hvad man manglede, som et ekspanderende Imperium med store industrielle ambitioner, var en tilstrækkelig forsyning af egne energiressourcer. Det store spørgsmål for de japanske herskere: Angribe Sovjet for at få adgang til oliefelterne, eller lade Imperiet strække sig “sydpå” mod Vestens magter? (Før 2. Verdenskrig var USA verdens største olieproducent.)


Dårlige vibrationer i Rusland-Japan relationerne

Relationerne mellem Japan og Sovjetunionen(og forgængeren Zarens Rusland, som Japan havde udkæmpet en krig med) havde været ekstremt spændt.

1 – Japan havde været i krig med Kina siden 1931. I den konflikt havde japanerne opnået kontrol over den kinesiske provins Manchuriet. Det førte til grænsesammenstød mellem japanerne og Sovjetunionen, der havde grænse til provinsen.
 
2 – Konfrontationerne mellem Japan og Sovjet havde i årtier været i ro og i udbrud (konflikten i Manchuriet var blot med til at skærpe den langvarige fjendskab), og var med til at skærpe Japans ønske om som mål at have Stalins Sovjet-olie.

3 – Læg dertil Richard Sorge (beskrevet af Evans og Romerstein som måske den mest effektive Sovjet agent i historie), en såret tysker fra 1. Verdenskrig der dukkede op i Japan og lod som om han var en journalist med stor troskab til Nazityskland, dengang Japans allierede. Som korrespondent for en tysk avis, havde Sorge fordel af adgang til den tyske ambassade i Tokyo.

4 – Herr Sorge var i virkeligheden også en veteran med ti års erfaring fra Sovjets GRU (det militære efterretningsvæsen). Hans spionring - på den tid udelukkende med fokus på at overtale Japan til ikke at invadere Sovjet - omfattede  en rød kinesisk kommunist, Chen Hang Sen; den amerikanske pro-Sovjet skribent Agnes Smedley; en britisk borger, Guenther Stein; og de japanske kommunister Horsumi Ozaki og Kinkazu Saionji, der begge havde indflydelse i Japans kejserlige kabinet.

Sådan fungerede det

Amerikas fredstidsstyrker var langt fra klar til aktion, skønt man var begyndt. Præsident Franklin Roosevelt blev genvalgt i 1940 med en garanti til amerikanerne om aldrig “igen og igen og igen” skulle deres sønne sendes i krig.

Samtidig var den mest populære holdning i USA mod vor indblanding i krige der rasede i Europa og Asien idet man konkluderede (og ikke uden god grund) at USA var blevet suget ind i 1. Verdenskrig for at Det Britiske Imperium kunne redde ansigt.

Delvist som følge af manglen på beredthed, diskuterede Amerikas ambassadør i Tokyo, Joseph Grew med den japanske premierminister Funimaro Konoye muligheden for at arrangere et møde mellem Konoye-Roosevelt for at komme frem til “et kompromis” eller en “modus vivendi” noget begge sider kunne leve med i håbet om at undgå krig.


Ind træder "Stalin's hemmelige agenter” (den amerikanske afdeling)

Fra Sovjet muldvarpen Lauchlin Currie i Det Hvide hus til hjælp for  Sovjetagenten Harry Dexter White i Finansministeriet ved den gennemført pro-røde Owen Lattimore fra Institute of Pacific Relations (alle med villigheden og samarbejdet som ved et samlebånd) flokkedes de om at advare mod ethvert tegn på Amerikas villighed til at sætte sig ned og tale med japanerne idet man formodede det ville være et “bedragets” slag overfor Nationalist Kina lederen Chiang Kai-Shek.

..."Uoprettelig skade for den gode vilje vi har bygget op i Kina,” ifølge Currie.

..."Et fjernøstligt München,” protesterede White.

..."Jeg har aldrig set (Chiang) virkelig agitere før (det erfaredes om japanernes åbning),” sagde Owen Lattimore, en U.S. rådgiver for Chiang. Det var Lattimores reaktion på Chiangs reaktion. Ingen uafhængig bekræftelse fra selve generalissimoen. (Værd at bemærke var en en Demokratisk ledet Senats underkomite der senere skulle definere Lattimore som “en samvittighedsfuld, velformuleret værktøj for Sovjet konspirationen.”)

Skønt krokodilletårerne fra disse Sovjet apologeter var virkelig som små søer, da udgød ingen af disse fra den samme gruppe af mennesker lignende tårer for Chiang Kai-Shek da (også takket været “Stalins hemmelige agneter”) generalissimoen blev styrtet af kommunisterne, hvilket efterlod verden, til i dag, med et kinesisk regime, hvis grundlægger “Formand Mao” har været den blodigste massemorder i historiem og hvis efterfølgere har fået greb i en betragtelig del af USA enorme gæld. Kinas militære oprustning kunne en eller anden dag føre til at dets ledere truer Vestens verden gennem atomafpresning.

KGB godter sig

Senere skulle KGB operatør Vatily Pavlov afsløre at han var rejst til Washington måneder før Pearl Harbor for at briefe Harry Dexter White om de punkter der skulle betones når han talte imod en tilnærmelsen mellem USA og Japan. Hans ord var meget lig de som benyttedes af USA i de helt umulige krav man stillede til japanerne blot få dage før bomberne faldt over den store U.S. Flåde der lå til kaj på Hawaii.

Og  i dag?

Jo, der var andre kræfter der arbejdede på at skubbe USA og Japan ud i en omfattende krig, På den tid var der ingen offentligt kendte beviser på at Sovjet kendte til at Japan havde til hensigt at angribe Pearl Harbor. Det er imidlertid et stort “hvorfor ikke” når man tager skaden det medførte i betragtning.

Dette skal dog kobles sammen med det senere (og virkelige) ‘udsalg’ af Kina til kommunisterne, delingen i et Nord- og Sydvietnam, og i den lignende opsplitning i Nord- og Sydkorea. Både Korea og Vietnam medførte at vort land kom i blodige krige med flere liv ofret, altsammen på grund af Stalins hemmelige agenter, og deres kollaboratører og apologeter der efterlod Amerikas position i Asien i smadder og nærmest uden mulighed for reparation.

Når nu Korea nævnes

Lige nu i skrivende stund truer den nuværende leder af det stalinistiske Nordkorea, den tredje i det sultende samfunds dynasti af kommunistiske diktatorer, med at bombe USA. Vi har nu en ‘besidder’ af Det Hvide Hus’ der åbenbart intet kender til historien ud over det han “lærte” af de marxistiske professorer han fortæller han søgte da han gik på college.


Således er situationen når vi ikke er opmærksom på de med mindre ærværdige motiver har til hensigt over for os. Et årvågent, vel-informeret Amerika er vor bedste beskyttelse. Det er en af grundene til denne klummeserie der forbinder fortiden med, hvor vi er i dag og som forhåbentligt inspirerer os til at gøre noget ved det.

I det lange løb kan vi ikke vide, hvor vi lander medmindre vi forstår hvor vi har været. Meget af det der har sat os på den nuværende katastrofale kurs skete før mange af dagens amerikanere blev født. Megen forvansket historie er blevet skrevet af de typer af professorer som vor nuværende præsident siger han mødtes med i sin ungdom.


Her er de første artikler i serien:

Læs del 2. her:
Læs del 3. her:

Læs del 4. her:

Læs del 5. her:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/04/usa-og-storbritannien-fulgte-moskvas.html
kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar