Sovjet agenters rolle i Pearl Harbor angrebet. Del 6 af 6 i serien
Blandt
myriaderne af tvister og konflikter og dunkle planer i 2. Verdenskrig
var der så den forbløffende effektivitet hos Sovjets agenter i USA og
Japan og andre steder rundt om på kloden, der samarbejdede om at få
ledet den kejserlige japanske regering bort fra at indlede et angreb på
Sovjetunionen - en bestræbelser der pågik i årevis - og som resulterede
i angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941.
I deres storsælgende bog Stalin's Secret Agents, sporer M. Stanton Evans and Herbert Romerstein planen fra Sorge Spionringen i Tokyo til Sovjet medvirkende og agenter i nøglepositioner i USA.
Baggrunden
Husk,
som vi har bemærket før: Jovist, så fandt det at “spionere” i form af
at kopiere dokumenter og overdrage/eller købe hemmeligheder til fjenden
sted hos pro-Sovjet medarbejdere i US regeringen og andre organisationer
i det amerikanske samfund.
Imidlertid lå så langt den farligste skade, påført af kommunist og pro-Sovjet infiltration i USA ved indflydelsen
der blev muliggjort af “Stalins hemmelige agenter.” Denne modbydelige
indflydelse var så absolut ikke en ringe faktor i det angreb der
medførte tusinder af amerikaneres død på Pearl Harbor.
Da
mesterspionen Richard Sorge blev arresteret i Tokyo i 1941 af det
japanske politi, havde han netop informeret Sovjet diktator Josef Stalin
om, at Japan planlagde at angribe Pearl Harbor. Dette var kulminationen
af den årelange operation under ledelse af Sovjetunionen hvor det
ultimative våben var indflydelse (der var ordet igen). Sorge
spionringen fik succes i at lede Japan bort fra landets tidligere plan
om at angribe Sovjetunionen og i stedet vende sin ildkraft mod et andet
mål, der så viste sig at være USA.
Olien
var den vigtigste faktor i Japans strategiske planlægning. “Den
Opstigende Sols Land” var også, på relativt kort tid dukket ud af en
status som tilbagestående og til en status som en avanceret magt. Hvad
man manglede, som et ekspanderende Imperium med store industrielle
ambitioner, var en tilstrækkelig forsyning af egne energiressourcer. Det
store spørgsmål for de japanske herskere: Angribe Sovjet for at få
adgang til oliefelterne, eller lade Imperiet strække sig “sydpå” mod
Vestens magter? (Før 2. Verdenskrig var USA verdens største
olieproducent.)
Dårlige vibrationer i Rusland-Japan relationerne
Relationerne
mellem Japan og Sovjetunionen(og forgængeren Zarens Rusland, som Japan
havde udkæmpet en krig med) havde været ekstremt spændt.
1
– Japan havde været i krig med Kina siden 1931. I den konflikt havde
japanerne opnået kontrol over den kinesiske provins Manchuriet. Det
førte til grænsesammenstød mellem japanerne og Sovjetunionen, der havde
grænse til provinsen.
2
– Konfrontationerne mellem Japan og Sovjet havde i årtier været i ro og
i udbrud (konflikten i Manchuriet var blot med til at skærpe den
langvarige fjendskab), og var med til at skærpe Japans ønske om som mål
at have Stalins Sovjet-olie.
3
– Læg dertil Richard Sorge (beskrevet af Evans og Romerstein som måske
den mest effektive Sovjet agent i historie), en såret tysker fra 1.
Verdenskrig der dukkede op i Japan og lod som om han var en journalist
med stor troskab til Nazityskland, dengang Japans allierede. Som
korrespondent for en tysk avis, havde Sorge fordel af adgang til den
tyske ambassade i Tokyo.
4
– Herr Sorge var i virkeligheden også en veteran med ti års erfaring
fra Sovjets GRU (det militære efterretningsvæsen). Hans spionring - på
den tid udelukkende med fokus på at overtale Japan til ikke at invadere
Sovjet - omfattede en rød kinesisk kommunist, Chen Hang Sen; den
amerikanske pro-Sovjet skribent Agnes Smedley; en britisk borger,
Guenther Stein; og de japanske kommunister Horsumi Ozaki og Kinkazu
Saionji, der begge havde indflydelse i Japans kejserlige kabinet.
Sådan fungerede det
Amerikas
fredstidsstyrker var langt fra klar til aktion, skønt man var begyndt.
Præsident Franklin Roosevelt blev genvalgt i 1940 med en garanti til
amerikanerne om aldrig “igen og igen og igen” skulle deres sønne sendes i
krig.
Samtidig
var den mest populære holdning i USA mod vor indblanding i krige der
rasede i Europa og Asien idet man konkluderede (og ikke uden god grund)
at USA var blevet suget ind i 1. Verdenskrig for at Det Britiske
Imperium kunne redde ansigt.
Delvist
som følge af manglen på beredthed, diskuterede Amerikas ambassadør i
Tokyo, Joseph Grew med den japanske premierminister Funimaro Konoye
muligheden for at arrangere et møde mellem Konoye-Roosevelt for at komme
frem til “et kompromis” eller en “modus vivendi” noget begge sider
kunne leve med i håbet om at undgå krig.
Ind træder "Stalin's hemmelige agenter” (den amerikanske afdeling)
Fra
Sovjet muldvarpen Lauchlin Currie i Det Hvide hus til hjælp for
Sovjetagenten Harry Dexter White i Finansministeriet ved den gennemført
pro-røde Owen Lattimore fra Institute of Pacific Relations (alle med
villigheden og samarbejdet som ved et samlebånd) flokkedes de om at
advare mod ethvert tegn på Amerikas villighed til at sætte sig ned og
tale med japanerne idet man formodede det ville være et “bedragets” slag
overfor Nationalist Kina lederen Chiang Kai-Shek.
..."Uoprettelig skade for den gode vilje vi har bygget op i Kina,” ifølge Currie.
..."Et fjernøstligt München,” protesterede White.
..."Jeg
har aldrig set (Chiang) virkelig agitere før (det erfaredes om
japanernes åbning),” sagde Owen Lattimore, en U.S. rådgiver for Chiang.
Det var Lattimores reaktion på Chiangs reaktion. Ingen uafhængig
bekræftelse fra selve generalissimoen. (Værd at bemærke var en en
Demokratisk ledet Senats underkomite der senere skulle definere
Lattimore som “en samvittighedsfuld, velformuleret værktøj for Sovjet
konspirationen.”)
Skønt
krokodilletårerne fra disse Sovjet apologeter var virkelig som små
søer, da udgød ingen af disse fra den samme gruppe af mennesker lignende
tårer for Chiang Kai-Shek da (også takket været “Stalins hemmelige
agneter”) generalissimoen blev styrtet af kommunisterne, hvilket
efterlod verden, til i dag, med et kinesisk regime, hvis grundlægger
“Formand Mao” har været den blodigste massemorder i historiem og hvis
efterfølgere har fået greb i en betragtelig del af USA enorme gæld.
Kinas militære oprustning kunne en eller anden dag føre til at dets
ledere truer Vestens verden gennem atomafpresning.
KGB godter sig
Senere
skulle KGB operatør Vatily Pavlov afsløre at han var rejst til
Washington måneder før Pearl Harbor for at briefe Harry Dexter White om
de punkter der skulle betones når han talte imod en tilnærmelsen mellem
USA og Japan. Hans ord var meget lig de som benyttedes af USA i de helt
umulige krav man stillede til japanerne blot få dage før bomberne faldt
over den store U.S. Flåde der lå til kaj på Hawaii.
Og i dag?
Jo,
der var andre kræfter der arbejdede på at skubbe USA og Japan ud i en
omfattende krig, På den tid var der ingen offentligt kendte beviser på
at Sovjet kendte til at Japan havde til hensigt at angribe Pearl Harbor.
Det er imidlertid et stort “hvorfor ikke” når man tager skaden det
medførte i betragtning.
Dette
skal dog kobles sammen med det senere (og virkelige) ‘udsalg’ af Kina
til kommunisterne, delingen i et Nord- og Sydvietnam, og i den lignende
opsplitning i Nord- og Sydkorea. Både
Korea og Vietnam medførte at vort land kom i blodige krige med flere
liv ofret, altsammen på grund af Stalins hemmelige agenter, og deres
kollaboratører og apologeter der efterlod Amerikas position i Asien i
smadder og nærmest uden mulighed for reparation.
Når nu Korea nævnes
Lige
nu i skrivende stund truer den nuværende leder af det stalinistiske
Nordkorea, den tredje i det sultende samfunds dynasti af kommunistiske
diktatorer, med at bombe USA. Vi har nu en ‘besidder’ af Det Hvide Hus’
der åbenbart intet kender til historien ud over det han “lærte” af de
marxistiske professorer han fortæller han søgte da han gik på college.
Således
er situationen når vi ikke er opmærksom på de med mindre ærværdige
motiver har til hensigt over for os. Et årvågent, vel-informeret Amerika
er vor bedste beskyttelse. Det er en af grundene til denne klummeserie
der forbinder fortiden med, hvor vi er i dag og som forhåbentligt
inspirerer os til at gøre noget ved det.
I
det lange løb kan vi ikke vide, hvor vi lander medmindre vi forstår
hvor vi har været. Meget af det der har sat os på den nuværende
katastrofale kurs skete før mange af dagens amerikanere blev født. Megen
forvansket historie er blevet skrevet af de typer af professorer som
vor nuværende præsident siger han mødtes med i sin ungdom.
Her er de første artikler i serien:
Læs del 1 her: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/03/stalins-agenter-og-deres-indflydelse-pa.html
Læs del 2. her:
Læs del 3. her:
Læs del 4. her:
Læs del 5. her:
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/04/usa-og-storbritannien-fulgte-moskvas.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar