USA og Storbritannien følger Moskvas ordre (Hollywoods manglende film)
Del 5 i en serie på 6.
Krig er et Helvede. Det ved enhver.
Det
er bare sådan at nogle områder af enhver krig der påføres uskyldige
civile er så helvedesagtige så de efterlader varige psykologiske år på
de som var heldige at overleve.
Forestil dig denne mareridts scene:
Mænd,
kvinder og børn der mente de havde opnået håb om et liv i frihed, nogle
slog sig ned i deres nye omgivelser i årevis og bliver så helt uventet
jagtet og smidt ud af deres hjem for enden af et våben (af de som de
troede var deres nye “venner”) og smidt tilbage til deres oprindelige
hadede herskere for at møde den visse død. Er dette en eller anden
skrækfilm om 2. Verdenskrig?
Den manglende film
Nej,
uheldigvis er det en sand beretning. Men ulig andre berygtede
storsælgere om 2. Verdenskrig er dette en som Hollywood producenterne og
skribenterne ikke har udvist den mindste interesse i at dramatisere.
Fantasér, om du vil, om et filmstudie der faktisk skabte en produktion
om slagtningen
af to millioner flygtning der - til deres store rædsel - fandt at deres
flugt ville blive forhindret dem - at de selvsamme mennesker (US og
briterne) der tidligere synes at byde dem velkommen.
Enhver
film der dokumenterer den sande historie ville være en kassesucces og
ville rejse nogle spørgsmål blandt den amerikanske offentlighed om
svigtet, bedraget af millioner af flygtninge af de britiske og
amerikanske styrker under ordre fra de højeste med magt hos de som
ledede de frie Vestens nationer ved slutningen af krigen. Resultatet?
Millioner af anti-kommunist russere og andre bag Jerntæpper (hvis
fortællinger ville have ydmyget Sovjetunionen) blev dolket i ryggen.
Det
er rigtigt. U.S. og britiske ledere dansede efter Josef Stalins onde
fløjte. Nej, dette er ikke nogen tilfældighed. Som den tidligere U.S.
Forsvarsminister James Forrestal skulle have bemærket på den tid, “Hvis
vore embedsmænd blot begik fejl, så ville de af og til lave en der kunne
gavne os.”
Stalin's hemmelige agenter
På ingen måde var dette en fejltagelse. I deres nye bog Stalin’s Secret Agents dokumenterer M. Stanton Evans og Herbert Romerstein, hvordan
det skete som planlagt. Præsident Franklin D. Roosevelt omtalte lige op
til konferencen på Jalta i 1945, at han var sikker på han og Stalin
kunne skabe et ‘lykkeligt’ efterkrigstids forhold, og derfor ville FDR
gå frem hen mod dette mål ved at give massemorderen i Moskva “alt det
han ønsker.”
Det
var hvad der skulle til for at opmuntre “Stalin’s Secret Agents”
indenfor i U.S. Regeringen. De gik i aktion og satte det forræderriske
program i bevægelse. Forfatterne anfører navne, herunder Harry Dexter
White, hvis “Morgenthau/White” planlæggere var værktøjet der benyttedes
til at udføre Josef Stalins ønsker. (se del 3 i denne serie.)
White,
en Sovjet agent, var med i ringen af stalinist infiltratorer i
Washington der øvede indflydelse på U.S. regeringens beslutninger til
fordel for Sovjet massemorderens målsætninger. Andre infiltratorer i
U.S. regeringen der koordinerede den Røde aggression omfattede Alger
Hiss, der rådgav Roosevelt på Jalta, hvor de anti-kommunistiske
flygtninges skæbne blev forseglet. Andre igen der arbejdede indefra med
U.S. beslutningstagerne omfattede Lauchlin Currie ved Det Hvide Hus; og
Owen Lattimore ved Office of War Information (OWI) og det pro-kinesiske
Communist Institue of Pacific Relations (IPR).
Meningen med Operation Keelhaul
Aftalen
mellem USA og Storbritannien om at sende cirka 2 millioner
anti-kommunist russere tilbage til Moskva var et bevidst dolkestød i
ryggen. Overlagt mord, ved at sende disse uskyldige direkte i døden.
Kodenavnet der benyttedes i kredse i USA om det skændige kæmpebedrag
siger det hele: Operation Keelhaul.” Som Evans og Romerstein forklarer
det, “Sammenligningen var med den barbariske form for straf for søfolk,
hvorved misdæderen blev trukket nedenunder skibets køl, og ved torturen
led en pinefuld død.” (På
skibssider og køl under vandoverfladen vokser ofte rur der er
kendetegnet ved skarpe kanter, og når sømanden således blev trukket
under skibet blev hans krop flænset - synopsis-kommentar)
Bogen
citerer en britisk “skyd for at dræbe” ordre i det tilfælde at
flygtningene gjorde modstand som mange af dem gjorde. De vidste nemlig
at den sikre død ventede dem i Sovjetunionen. Mange begik selvmord,
nogle slog først deres børn ihjel.
Den
britiske udenrigsminister Anthony Eden (senere premierminister) sagde
det var britisk politik at sende alle russerne hjem uanset om det
ønskede det eller ved tvang om nødvendigt. Han anerkendte yderligere at
“vi vil sende nogle af dem i døden.” Udtrykket “nogle af dem” skulle
meget sandsynligt have været “dem alle.” Om nogen overlevede så kan jeg
ikke finde nogen beretning om det, hverken ved dokumentation eller
fortællinger.
Grew: en god mand taler ud
Stalin's Secret Agents har nye detaljer om modstanden med Operation Keelhaul af veteran State Department embedsmanden Joseph Grew.
Da
præsident Roosevelt (sammen med sin uerfarne Udenrigsminister Edward R.
Stettinius og Sovjet agenten/ ansat i udenrigsministeret Alger Hiss)
var på vej til - eller var ankommet til Jalta, blev hr. Grew kontaktet
af Sovjet i Washington for “at opnå godkendelse for returneringen af
flygtninge med Sovjet nationalitet i USA varetægt.”
Joseph Grew
en veteran i Udenrigsministeriet, hvis arbejde gik 40 år tilbage til
den første Roosevelts (Teddy) administration forkastede uden forbehold
anmodningen. Han blev senere dybt chokeret over at erfare at hans
beslutning var blevet forkastet på højere regeringsniveauer.
Medforfatteren Stan Evans har kulegravet og reproduceret i bogen en kopi af et telegram, hvori Grew
protesterede mod Operation Keelhaul aftalen, og at den krænkede Geneve
Konventionen og amerikansk diplomatisk praksis. Ikke desto mindre
overhørte U.S. embedsmænd på Jalte Joseph Grew’s humanitære indstilling.
De var djævleblændt forhippede på “at give Sovjet det de ønskede.” (læs også denne om Grew på synopsis)
To andre noter af interesse
1
– Stettinius synes på det tidspunkt at være totalt uvidende og
uerfaren. Evan’s modige forskning har givet anledning til reproduktionen
af et dokument i Stalin’s Secret Agents
der viser den nyligt udnævnte Udenrigsminister Stettinius, der ihærdigt
benægtede ( i samtaler med historikeren Walter Johnson) at han nogen
sinde havde kendt noget til om “tvungent arbejde” blev aftalt på Jalta.
Dog i et tidligere telegram der forkastede Grews omtale af Geneve
Konventionen, synes Stettinius at være meget vidende og beslutsom i at
irettesætte Joseph Grew og i at beordre at Stalins ønsker i sagen skulle
imødekommes.
2
– Det er blevet hævdet at præsident Roosevelt knap kendte Alger Hiss
forud for sidstnævntes udnævnelse som rådgiver ved Jalta Konferencen.
Hvis det er tilfældet, hvorfor bad præsidenten så specifikt - ved navn -
om at Hiss (der jo som det senere blev vist var Sovjet agent) fulgte
med ham til Jalta? Den lidt kendte kendsgerning er blevet omtalt men
ikke forklaret. Muligvis er dette derfor Roosevelt og/eller Hiss er døde
uanset hvad forklaringen er. (Læs denne spændende teori om Roosevelts død - synopsis-kommentar)
Eftermælet
Ønsket
fra til dels Roosevelts side - og i mindre udpræget grad den britiske
premierminister Winston Churchills - at “give Stalin det han ønsker” -
har bidraget til en vej belagt med tilbagevendende katastrofer der
plager os til i dag.
Hvis
de to millioner uskyldige mænd, kvinder og børn blandt Operation
Keelhauls familier havde fået lov til at forblive i den frie verden hvor
de havde søgt tilflugt fra Moskvas lænker, så ville de med stor
sandsynlighed have kunnet vise for det uvidende Vesten omfanget af
Sovjets bedrag. Det er helt klart derfor Stalin beordrede dem tilbage.
Her
i USA kunne de overlevende flygtninge have givet mere virkelig
nødvendig støtte til Alexander Solzhenitsyn og andre russiske
dissidenter anstrengelser, til skribenter og aktivister der forsøgte at
advare os om størrelsen af truslen fra Sovjet, som Stalin og hans
efterfølgere forsøgte at tage op, hvor Hitler blev hindret.
Faktisk
var Hitler blot lærling når det drejede sig om planer om at beherske
kloden (militært og eller ideologisk). Mesteren var Stalin. Det er vel
ikke nødvendigt derfor at nævne at læreren plejer at være den mest
professionelle.
Måske
ville mange af de undslupne uskyldige med tiden have kunnet indtage
embeder her i USA og, med en evne til at øve indflydelse på borgerne i
deres adopterede land forstærke en større forståelse for de aggressive
teknikker der anvendtes af kommunismen og senere ‘giftige’ bevægelser
der dukkede op efter Sovjets fald.
Måske
kunne en af de overlevende flygtninge være endt i Hollywood og
produceret en film der kunne fortælle beretningen om Operation Keelhaul.
Tinseltown har produceret dusinvis af film, og det i årtier, der
forhåner House Committee on Un-American Activities som hævn for
komitteens afsløring af kommunistiske skribenter og producere der
bombarderede filmtilskueren med pro-Sovjet propaganda. Kunne man
forestille sig blot en film der skildrer forræderiet som var Operation
Keelhaul, og som kunne få publikum til at vågne?
Skammen
Operation Keelhaul var en kujonagtig kapitulation af USA og den britiske ledelse - en mere vanærende handling der efterlader sig et eftermæle af svigt. Ikke kun var det en ubegribelig forbrydelse mod ofrene, men den hjalp også med til at svække frihedens sag i årene der fulgte. Skamfuldt. Der er mere - det kommer vi til.
Her er de første artikler i serien:
Læs del 1 her: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/03/stalins-agenter-og-deres-indflydelse-pa.html
Læs del 2. her:
Læs del 3. her:
Læs del 4. her:
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar