Stalin's hemmelige agenter og hvorfor deres handlinger stadig betyder noget i det 21. århundrede Del 3 af 6.
Morgenthau Planen (& dens planlæggere)
Under
og efter 2. Verdenskrig agiterede kommunisterne og deres sympatisører
lige her i USA for at gøde jorden for Sovjets interesser på hele
Planeten. De gik rigtig langt for at nå deres mål fra deres stillinger
med indflydelse i U.S. regeringen, i særlig grad i Udenrigs- og
Finansministerierne. Faktisk var der ved et møde i Finansministeriet,
hvor pro-Sovjet forslag fik det grønne lys, mindst 6 Sovjet støtter der
deltog.
I
virkeligheden gav Sovjet agenternes forarbejde i både U.S som i den
britiske regering hjælp til at styre retningen for verden efter krigen
på en måde, der gjorde det muligt for Sovjetunionen af fortsætte
agressionen i Europa, der hvor nazisterne var blevet standset.
To chefer - en officiel og en uofficel
Det
var først og fremmest i Teheran og på Jalta at U.S. præsident Franklin
D. Roosevelt, den britiske premierminister Winston Churchill og Sovjet
diktatoren Josef Stalin lagde fundamentet for klodens kort efter krigen.
Som forklaret ved vort sidste klumme, var konferencen på Jalta det
sted, hvor Alger Hiss, en snu Sovjet agent i U.S. Udenrigsministeriet
udfyldte et tomrum der var opstået ved en uerfaren Udenrigsminister
Edward R. Stettinius og en syg, døende FDR (der selv på sine bedre dage
havde alt for megen tillid til Sovjet).
Hiss var yderst hjælpsom - for Josef Stalin. Som forklaret i Stalin’s Secret Agents,
steg Alger Hiss på en mystisk måde frem “fra det ukendte og blev
‘viceværten’ for alle memorandums fra præsidenten i emner der blev
drøftet ved topmødet.” Som observeret af forfatterne M. Stanton Evans og
Herbert Romerstein: “Ikke nogen dårlig position for en Sovjet agent,
hvis nominelle chef, FDR, snart skulle mødes med hans ægte chef -
Stalin.”
Skønt
konferencerne i Teheran og på Jalta var de vigtigste i møderne i 2.
Verdenskrig, så kom der nogle vigtige beslutninger ud af de bilaterale
møder, hvor Roosevelt og Churchill mødtes for at klarlægge, hvad der
skulle ske efter Hitlers Wehrmacht ville møde sin forventede skæbne og
fald.
Betingelsesløst had
Den
første af den type konferencer blev holdt i Casablanca i 1943. Det var
der at præsident Roosevelt udstedte sit slogan med “betingelsesløs
overgivelse. ” En britisk flådeofficer, Kaptajn Russell Grenfell skulle
senere i sin bog fra 1945 Betingelsesløst had,
skrive at truslen ikke tjente noget andet formål end af forstærke Nazi
modstanden og var uden for al tvivl med til at forlænge krigen og koste
flere uskyldiges liv i den proces. Ikke tilfældigt ville den tjene
Stalins interesser allerbedst ved at give Sovjet tropperne mere tid til
at drage mod vest og dermed opnå samme anerkendelse som Vestens
allierede i besejringen af Tyskland.
Morgenthau Planen
Quebec
II konferencen september 1944 (Den første var i 1943) var, hvor FDR og
Churchill ville underskrive Morgenthau Planen, opkaldt efter
Finansminister Henry Morgenthauer, hvis betroede medarbejder var Harry
Dexter White, en Sovjet agent.
Morgenthau
Planen gik ind for at ødelægge efterkrigstidens Tyskland og reducere
det til en landbrugsnation. Slutresultatet ville være at overlade en
nation på 70 millioner mennesker i det som havde været et
industrisamfund til massehungersnød og sandsynligvis et enormt antal
døde. Langt de fleste af de mennesker havde ikke spillet nogen rolle i
Hitlers onde gerninger.
Selve forslaget gav straks anledning til chok i militæret, pressen og dele af Udenrigsministeriet. Hanson
Baldwin der i lang tid havde været militærspecialist for New York
Times, skulle påpege at Nazisterne var villige til at overgive sig til
USA og Storbritannien før Sovjet fik fuldført deres fremrykning fra Øst.
Men sammen med den “betingelsesløse kapitulation” hjalp Morgenthau
Planen, ifølge Baldwin med til at kortet efter krige kunne tegnes om til
Moskvas fordel.
Stakkels lille Rusland?
Evans
og Romerstein påpeger at planen ikke kun ville have svækket Tyskland,
men ville have “sikret at der ikke ville være nogen nation på
kontinentet der kunne hindre væksten i Sovjets magt.”
Så
markant var Sovjet indflydelsen i Finansministeriet og i andre
regeringskontorer på den tid, at kritikere af Morgenthaus brændte jord
plan blev anklaget af planlæggerne i finansministeriet for at være “kun
bange for Rusland.” Der er ingen kendt optegnelse over, hvor mange
forslag der blev tilbageholdt i bureaukratiet som et resultat af en
åbenbar opfattelse af ‘forbud’ mod mistænksomheder over for Sovjet. Helt
soleklart blev det dog betragtet som ondsindet at kaste skyggen af
tvivl på en “ædel allieret” (FDR’s udtryk) At Sovjet regeringen var
under ledelse af en massemorder, der helt rutinemæssigt udførte blodbad
og “udrensninger” og skabte bevidste hungersnød blev ignoreret.
Krigsminister
Henry Stimson stod frem som den førende kritiker af Morgenthau Planen.
Derfor blev han forhånet af sådanne pro-Røde som Harry White og Joshua
Dubois.
Ministerens inderste tanker
Minister
Morgenthaus dagbøger afspejler det synspunkt af det at ‘udslette’
Tyskland til grunden var det værd, uanset omkostningerne i menneskelige
lidelser. “Jeg er ligeglad med hvad der sker med befolkningen,” sagde
han, “jeg ville tage hver mine, jernværk og fabrik og bryde det ned.”
Men andre pro-Sovjet planer...
Fra de elendige ideer på dagsordenen ved Quebec og derpå Jalta:.
For
det første var der problemet med at overlade tyske fanger til
Sovjetunionen til slavearbejde, angivet som krigsskadeserstatninger til
Sovjet. Internationale regler misbilliger “masseskyld” som passende
hævn. Udover det, samtidig med at Sovjet fjernede nazister fra
regeringerne over hele Østeuropa, så var deres okkupationspraksis også
umenneskelige (og skulle vare ved endnu længere.)
For
det andet ville konferencen godkende at man ville overdrage til Stalin
utallige anti-kommunitiske russiske flygtninge (herunder hele familier)
der var flygtet for Sovjet tyranniet. (Mere om det senere i denne serie).
Sovjet indflydelsen: Faktiske navne
Minister
Morgenthau var ikke sen til at give sin uforbeholdne ros til den store
effektivitet hos hans “team.” Forfatterne Evans og Romerstein ser det
som en passende logisk anledning i deres Stalin’s Secret Agents til at
sætte navn på indflydelsesrige medlemmer af det hårdtarbejdende “team.”
Blandt
de mennesker der konfererede med ministeren om disse emner ved blot eet
meget betegnende møde, kunne ikke færre end seks navngives med edsvorne
vidneudsagn eller andre sikkerhedsoptegnelser som værende Sovjet
agenter eller ideologiske kommunister:
De var Harry Dexter White (tidligere omtalt); Soloman Adler; Josiah Dubois; Sonia Gold; Harold Glasser; og William H. Taylor.
Andre pro-Røde der ikke var med ved denne lejlighed men som også havde arbejdet på projektet var V. Frank Coe og Irving Kaplan.
(Dette var på ingen måde usædvanligt. Joseph Persico har i sin The New Dealers War, sagt at på højden af 2. Verdenskrig var der ikke færre end 349 kommunister i New Deal regeringen).
Ved
Quebec konferencen, hvor ideerne blev godkendt af såvel Roosevelt som
Churchill, var hovedmodstanderne af Morgenthau planen ikke tilstede. De
var Krigsminister Stimson og meget snart den afgående Udenrigsminister
Cordell Hull. Morgenthau begejstret over at sejre over de to andre
kabinetsofficerer var meget i vælten ligesom Sovjet støtten Harry Dexter
White.
FDR: Jeg underskrev hvad?
De
godkendte planer omfattede fjernelse af tysk industri. Det endelig mål
ville være at forvandle Tyskland til kvægenge, med en massehungersnød og
død til følge. “Et land der primært er et landbrugsland og pastoralt i
sin udforming,” var den måde det blev beskrevet i dokumentet.
Krigsminister Stimson var så oprørt over planerne der var blevet udformet, at han direkte klagede til Præsident Roosevelt.
Mens
Stimson læste højt af aftalens ordlyd, blev, ifølge Stimson erindringer
“præsidenten tydeligvis forbløffet over dette og sagde han ingen anelse
havde om hvordan han kunne have igangsat dette; at han åbenbart havde
gjort det uden at tænke sig om.”
Churchill
vidste udmærket hvad han skrev under på. Først forkastede han det som
“unødvendigt, unaturligt, og ikke kristent.” Men efterfølgende blev han
‘omvendt’ til at skrive under på planen da Finansministeriet lovede ham
et lån på 6,5 milliarder dollars til det forkrøblede Storbritannien.
Churchill skulle senere forklare at hvis han stod mellem at vælge mellem
Tysklands folk og Englands folk da ville han vælge Englands.
Historien
fortæller os, at fordi FDR fik kolde fødder blev Morgenthau Planen
forkastet. Således forekommer dette at være endnu en sag hvor såkaldt
“historie” overgår den virkelige.
Det
kunne se ud til at mens minister Morgenthau ikke havde lært af
lektionen og prisen han måtte betale for den åbenlyse fastslåede
hævnpolitik der blev indført ved Versailles konferencen efter 1.
Verdenskrig. så var mere politisk opmærksomme elementer i U.S.
regeringen fortørnet over den erfaring. Det blev således besluttet at
anvende forslagenes væsentligste målsætning mere eller mindre
underforstået.
Forfatterne
Evans og Romerstein ser “rimelig grund” til at tro, at trods pro forma
forkastelsen så blev hovedkomponenterne i programmet “ved med at kværne
fremad,” med en nedtoning af hævnideen. De afviklede tyske
industriværker (og sende dem til Sovjet?) - blev beskrevet som
krigsskadeserstatninger.
I 1948, blev de ideer som Stimson var blevet latterliggjort for den konventionelle visdom.
Præsident
Truman, den meget forhånede 80. Kongres og Vesteuropa så behovet for at
bringe post-nazi Tyskland tilbage til “nationernes familie,” her på
dørtrinnet til Jerntæppet.
Meningen
var at forhindre realiseringen af Stalins (endelige åbenbare store)
drøm om et sovjettiseret Vesteuropa. Men som vi har set som vidner i de
efterfølgende årtier, så havde Sovjet andre mål udover at erobre - igen
med den uhæmmede infiltration af USA og andre samfund i Vesten. Mere
følger.
Læs del 1 her: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/03/stalins-agenter-og-deres-indflydelse-pa.html
Læs del 2. her:
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar