tirsdag den 9. april 2013

Stalins spioner og effekten på nutiden

Stalin's hemmelige agenter og hvorfor deres handlinger stadig betyder noget i det 21. århundrede  Del 3 af 6.





Morgenthau Planen  (& dens planlæggere)


Under og efter 2. Verdenskrig agiterede kommunisterne og deres sympatisører lige her i USA for at gøde jorden for Sovjets interesser på hele Planeten. De gik rigtig langt for at nå deres mål fra deres stillinger med indflydelse i U.S. regeringen, i særlig grad i Udenrigs- og Finansministerierne. Faktisk var der ved et møde i Finansministeriet, hvor pro-Sovjet forslag fik det grønne lys, mindst 6 Sovjet støtter der deltog.



I virkeligheden gav Sovjet agenternes forarbejde i både U.S som i den britiske regering hjælp til at styre retningen for verden efter krigen på en måde, der gjorde det muligt for Sovjetunionen af fortsætte agressionen i Europa, der hvor nazisterne var blevet standset.


To chefer - en officiel og en uofficel


Det var først og fremmest i Teheran og på Jalta at U.S. præsident Franklin D. Roosevelt, den britiske premierminister Winston Churchill og Sovjet diktatoren Josef Stalin lagde fundamentet for klodens kort efter krigen. Som forklaret ved vort sidste klumme, var konferencen på Jalta det sted, hvor Alger Hiss, en snu Sovjet agent i U.S. Udenrigsministeriet udfyldte et tomrum der var opstået ved en uerfaren Udenrigsminister Edward R. Stettinius og en syg, døende FDR (der selv på sine bedre dage havde alt for megen tillid til Sovjet).


Hiss var yderst hjælpsom - for Josef Stalin. Som forklaret i Stalin’s Secret Agents, steg Alger Hiss på en mystisk måde frem “fra det ukendte og blev ‘viceværten’ for alle memorandums fra præsidenten i emner der blev drøftet ved topmødet.” Som observeret af forfatterne M. Stanton Evans og Herbert Romerstein: “Ikke nogen dårlig position for en Sovjet agent, hvis nominelle chef, FDR, snart skulle mødes med hans ægte chef - Stalin.”


Skønt konferencerne i Teheran og på Jalta var de vigtigste i møderne i 2. Verdenskrig, så kom der nogle vigtige beslutninger ud af de bilaterale møder, hvor Roosevelt og Churchill mødtes for at klarlægge, hvad der skulle ske efter Hitlers Wehrmacht ville møde sin forventede skæbne og fald.



Betingelsesløst had


Den første af den type konferencer blev holdt i Casablanca i 1943. Det var der at præsident Roosevelt udstedte sit slogan med “betingelsesløs overgivelse. ” En britisk flådeofficer, Kaptajn Russell Grenfell skulle senere i sin bog fra 1945 Betingelsesløst had, skrive at truslen ikke tjente noget andet formål end af forstærke Nazi modstanden og var uden for al tvivl med til at forlænge krigen og koste flere uskyldiges liv i den proces. Ikke tilfældigt ville den tjene Stalins interesser allerbedst ved at give Sovjet tropperne mere tid til at drage mod vest og dermed opnå samme anerkendelse som Vestens allierede i besejringen af Tyskland.


Morgenthau Planen


Quebec II konferencen september 1944 (Den første var i 1943) var, hvor FDR og Churchill ville underskrive Morgenthau Planen, opkaldt efter Finansminister Henry Morgenthauer, hvis betroede medarbejder var Harry Dexter White, en Sovjet agent. 

Morgenthau Planen gik ind for at ødelægge efterkrigstidens Tyskland og reducere det til en landbrugsnation. Slutresultatet ville være at overlade en nation på 70 millioner mennesker i det som havde været et industrisamfund til massehungersnød og sandsynligvis et enormt antal døde. Langt de fleste af de mennesker havde ikke spillet nogen rolle i Hitlers onde gerninger. 
 


Selve forslaget gav straks anledning til chok i militæret, pressen og dele af Udenrigsministeriet. Hanson Baldwin der i lang tid havde været militærspecialist for New York Times, skulle påpege at Nazisterne var villige til at overgive sig til USA og Storbritannien før Sovjet fik fuldført deres fremrykning fra Øst. Men sammen med den “betingelsesløse kapitulation” hjalp Morgenthau Planen, ifølge Baldwin med til at kortet efter krige kunne tegnes om til Moskvas fordel.


Stakkels lille Rusland?


Evans og Romerstein påpeger at planen ikke kun ville have svækket Tyskland, men ville have “sikret at der ikke ville være nogen nation på kontinentet der kunne hindre væksten i Sovjets magt.”


Så markant var Sovjet indflydelsen i Finansministeriet og i andre regeringskontorer på den tid, at kritikere af Morgenthaus brændte jord plan blev anklaget af planlæggerne i finansministeriet for at være “kun bange for Rusland.” Der er ingen kendt optegnelse over, hvor mange forslag der blev tilbageholdt i bureaukratiet som et resultat af en åbenbar opfattelse af ‘forbud’ mod mistænksomheder over for Sovjet. Helt soleklart blev det dog betragtet som ondsindet at kaste skyggen af tvivl på en “ædel allieret” (FDR’s udtryk) At Sovjet regeringen var under ledelse af en massemorder, der helt rutinemæssigt udførte blodbad og “udrensninger” og skabte bevidste hungersnød blev ignoreret.


Krigsminister Henry Stimson stod frem som den førende kritiker af Morgenthau Planen. Derfor blev han forhånet af sådanne pro-Røde som Harry White og Joshua Dubois.


Ministerens inderste tanker


Minister Morgenthaus dagbøger afspejler det synspunkt af det at ‘udslette’ Tyskland til grunden var det værd, uanset omkostningerne i menneskelige lidelser. “Jeg er ligeglad med hvad der sker med befolkningen,” sagde han, “jeg ville tage hver mine, jernværk og fabrik og bryde det ned.”


Men andre pro-Sovjet planer...


Fra de elendige ideer på dagsordenen ved Quebec og derpå Jalta:.


For det første var der problemet med at overlade tyske fanger til Sovjetunionen til slavearbejde, angivet som krigsskadeserstatninger til Sovjet. Internationale regler misbilliger “masseskyld” som passende hævn. Udover det, samtidig med at Sovjet fjernede nazister fra regeringerne over hele Østeuropa, så var deres okkupationspraksis også umenneskelige (og skulle vare ved endnu længere.)


For det andet ville konferencen godkende at man ville overdrage til Stalin utallige anti-kommunitiske russiske flygtninge (herunder hele familier) der var flygtet for Sovjet tyranniet. (Mere om det senere i denne serie).


Sovjet indflydelsen: Faktiske navne


Minister Morgenthau var ikke sen til at give sin uforbeholdne ros til den store effektivitet hos hans “team.” Forfatterne Evans og Romerstein ser det som en passende logisk anledning i deres Stalin’s Secret Agents til at sætte navn på indflydelsesrige medlemmer af det hårdtarbejdende “team.”


Blandt de mennesker der konfererede med ministeren om disse emner ved blot eet meget betegnende møde, kunne ikke færre end seks navngives med edsvorne vidneudsagn eller andre sikkerhedsoptegnelser som værende Sovjet agenter eller ideologiske kommunister:


De var Harry Dexter White (tidligere omtalt); Soloman Adler; Josiah Dubois; Sonia Gold; Harold Glasser; og William H. Taylor.


Andre pro-Røde der ikke var med ved denne lejlighed men som også havde arbejdet på projektet var V. Frank Coe og Irving Kaplan.


(Dette var på ingen måde usædvanligt. Joseph Persico har i sin The New Dealers War, sagt at på højden af 2. Verdenskrig var der ikke færre end 349 kommunister i New Deal regeringen).


Ved Quebec konferencen, hvor ideerne blev godkendt af såvel Roosevelt som Churchill, var hovedmodstanderne af Morgenthau planen ikke tilstede. De var Krigsminister Stimson og meget snart den afgående Udenrigsminister Cordell Hull. Morgenthau begejstret over at sejre over de to andre kabinetsofficerer var meget i vælten ligesom Sovjet støtten Harry Dexter White.


FDR: Jeg underskrev hvad?


De godkendte planer omfattede fjernelse af tysk industri. Det endelig mål ville være at forvandle Tyskland til kvægenge, med en massehungersnød og død til følge. “Et land der primært er et landbrugsland og pastoralt i sin udforming,” var den måde det blev beskrevet i dokumentet.


Krigsminister Stimson var så oprørt over planerne der var blevet udformet, at han direkte klagede til Præsident Roosevelt.
 


Mens Stimson læste højt af aftalens ordlyd, blev, ifølge Stimson erindringer “præsidenten tydeligvis forbløffet over dette og sagde han ingen anelse havde om hvordan han kunne have igangsat dette; at han åbenbart havde gjort det uden at tænke sig om.”


Churchill vidste udmærket hvad han skrev under på. Først forkastede han det som “unødvendigt, unaturligt, og ikke kristent.” Men efterfølgende blev han ‘omvendt’ til at skrive under på planen da Finansministeriet lovede ham et lån på 6,5 milliarder dollars til det forkrøblede Storbritannien. Churchill skulle senere forklare at hvis han stod mellem at vælge mellem Tysklands folk og Englands folk da ville han vælge Englands.


Historien fortæller os, at fordi FDR fik kolde fødder blev Morgenthau Planen forkastet. Således forekommer dette at være endnu en sag hvor såkaldt “historie” overgår den virkelige.


Det kunne se ud til at mens minister Morgenthau ikke havde lært af lektionen og prisen han måtte betale for den åbenlyse fastslåede hævnpolitik der blev indført ved Versailles konferencen efter 1. Verdenskrig. så var mere politisk opmærksomme elementer i U.S. regeringen fortørnet over den erfaring. Det blev således besluttet at anvende forslagenes væsentligste målsætning mere eller mindre underforstået.  


Forfatterne Evans og Romerstein ser “rimelig grund” til at tro, at trods pro forma forkastelsen så blev hovedkomponenterne i programmet “ved med at kværne fremad,” med en nedtoning af hævnideen. De afviklede tyske industriværker (og sende dem til Sovjet?) - blev beskrevet som krigsskadeserstatninger.


I 1948, blev de ideer som Stimson var blevet latterliggjort for den konventionelle visdom.


Præsident Truman, den meget forhånede 80. Kongres og Vesteuropa så behovet for at bringe post-nazi Tyskland tilbage til “nationernes familie,” her på dørtrinnet til Jerntæppet.


Meningen var at forhindre realiseringen af Stalins (endelige åbenbare store) drøm om et sovjettiseret Vesteuropa. Men som vi har set som vidner i de efterfølgende årtier, så havde Sovjet andre mål udover at erobre - igen med den uhæmmede infiltration af USA og andre samfund i Vesten. Mere følger.






Læs del 2. her:

kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar